x

Med The Floor Is Made Of Lava i studiet

Med The Floor Is Made Of Lava i studiet

Efter en tur i et overfyldt tog med manglende pladsbillet alt, alt for tidligt om morgenen, tømmermænd og et Obama-besøg, der har gjort trafikken i storbyen til en mildest talt ufremkommelig affære, er yours truly endelig ankommet til Pinewood Studioes på Nørrebro, hvor The Floor Is Made Of Lava efterhånden er ved at have færdiggjort en tredjedel af opfølgeren til "All Juice No Fruit" fra 2007. Forsanger Tobias Kippenberger har indspillet en stor del af sine vokaler, så han har kastet sig over madlavningen, mens trommeslager og omvandrende rock ’n’ roll-leksikon Ace er ved at lægge percussion på nummeret The Bigger Picture:

- Det er det tætteste, jeg kan komme på at lave Velvet Underground-trommer, fortæller han. Jeg kører en steady rytme a la Moe Tucker, og så har jeg for så vidt muligt undgået at bruge trommestikker, men bruger køller i stedet. Det er første gang nogensinde, jeg har gjort det. Det er også lidt ligesom Bobby Gillespie i Jesus And Mary Chain. Men det er jo kun på det ene nummer, ellers er jeg ikke inspireret af de to i noget af det andet, jeg laver.

Effektivitet, variation og udvikling
Det kunne være interessant at høre, hvordan processen er gået indtil videre, når der nu også er arbejde, skole og kærester, der skal passes. Det har dog ifølge guitarist Lars Rock ikke været det store problem at få tingene til at hænge sammen:

- Det er gået rigtig godt - over alle forventninger faktisk. Vi arbejder målrettet, hurtigt og effektivt. Der er hele tiden nogen, der indspiller, og så kan de andre hygge imens. Så der sker noget hele tiden. Det eneste tidspunkt, der ikke sker noget, er når vi sidder og spiser aftensmad. Vi indspiller fra 11.00 til 23.00 hver dag, så der kommer virkelig nogle ting i kassen. Desuden er arbejdsfordelingen rigtig god og tilpasset vores individuelle behov i bandet, fortæller guitaristen, der har mere end bare en god fornemmelse af de nye Lava-sange.

- Det er ikke for at lyde cocky, men der er ikke et eneste tidspunkt, hvor jeg har været usikker på kvaliteten af vores materiale. Det lyder præcist lige så godt, som jeg havde håbet på. Desuden er jeg rigtig glad for den nye ”større” lyd, vi har fået. Det lyder stadig som Lava, men der er kommet mere variation i musikken. Vi er blevet meget bedre sammenspillede og teknisk, og det swinger bare bedre end nogensinde. Særligt Simon (Visti, bassist, red.) har som bassist udviklet sig kolossalt meget de sidste to år.

Simon Visti: - Jeg synes også, der er sket nogle ting med os som musikere i løbet af de sidste par år. I og med at jeg for eksempel er blevet en bedre bassist, har jeg også fået mere selvtillid som musiker, og jeg får mange flere idéer. Der er ingen af os, der er supertekniske, og der er ingen af os, der kan spille rigtigt på et klick, men i vores overbevisning om, hvad rock og rul er, så er det ikke det, det handler om. Det handler om at fremkalde og formidle følelser, og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med at ligge rigtigt på et klick. Det er meget båret af kærlighed til hinanden og rockmusik det her, og alle får lang snor.

Ace: - Det er meget anderledes, end sidste gang vi indspillede. Det er en helt anden proces, og sangene er anderledes. Der kommer flere idéer på bordet, og til forskel fra sidst er det ikke et regelsæt, vi spiller efter. Nu er der plads til at spasse ud og prøve en masse ting af. Det ville aldrig være gået på den første plade, hvor der ikke var plads til spontanitet. Det var meget klinisk. Der er helt klart meget mere live-feeling på den nye.

”Der er ingen regler om, hvor mange farver, der skal være på et billede, for at det er smukt”
Hvordan vil du så beskrive den feeling, der var på All Juice No Fruit?

Ace: - For mit vedkommende havde min primære musikalske inspiration længe været rigtig gammel blues, tidlig Stones, Who og Beatles, og da vi så lavede den første plade, var min måde at spille på lidt et opgør med mange af de mere traditionelle ting. Jeg ville simpelthen prøve at spille på en helt anden måde, end jeg plejede, så derfor spillede jeg meget stift og meget ”four to the floor”-agtigt. Jeg lyttede meget til Japan og har endda rippet Steve Jansen af på tre af numrene; trommerne fra Told Her I’m From Compton er direkte taget fra Communist China med Japan, og det indrømmer jeg blankt. Rock ’n’ roll handler ikke om at genindfinde hjulet, og jeg ser det mere som en cadeau end tyveri, når man genbruger ting fra andre kunstnere og tilfører det sit eget lille twist.

Simon: - Som band har vi fået en noget større palet end tidligere. Den er ikke så stor som alle mulige andres, men det gør, at der er plads til udvikling, og det er fedt, at vi netop alle sammen har lyst til at udvikle os. En stor palet er ikke nødvendigvis en force. Der er jo ingen regler om, hvor mange farver, der skal være på et billede, for at det er smukt. Hvis der er alt for mange farver, så bliver det jo bare brunt, og det er der ikke nogen, der gider høre på. Den første plade er meget repeterende og rytmisk funderet. Her er vi mere melodibårne. Ikke at man skal smide sin groovy rytme væk, men nu er der bare plads til begge dele. Der er også sket noget med Tobias’ måde at bruge sin stemme på. Han er muligvis landets bedste rocksanger, og han har virkelig udviklet sin måde at synge på. Fra at være meget huggende og hiphop-agtig i sin vokal, bærer han meget mere tone og melodi på de nye numre.

Tobias: - Vi var alle sammen enige om, at der skulle længere toner ind i sangene, og at der skulle være større udsving imellem tonerne. På den gamle plade, er alle mine melodier - helt ubevidst - kommet til at ligge omkring den samme tone, hvor skiftene i melodien kommer via instrumenterne. Sådan lidt ligesom omkvædet i Lucy In The Sky With Diamonds (af det britiske pop-orkester The Beatles, hvis nogen skulle være i tvivl, red.). Jeg har lidt en svaghed for at synge på den måde, men det har jeg forsøgt at komme ud over, og målet med de nye sange har til dels været at lave melodier, der fungerer i sig selv, hvis ikke instrumenterne havde været der til at bakke dem op.

Er der noget, der har inspireret dig særligt i den sammenhæng?

Tobias: - Jeg synes, at mange af melodierne har en gospel- eller rootsagtig feeling. Jeg så Scorseses Bob Dylan-dokumentar No Direction Home, hvor det gjorde stort indtryk på mig at se alle de gamle folk-sangere fra før, folk blev folk, fortælle løs om den tid, deres liv og deres tilgang til musikken. Et nummer som Kringsat Av Fiender, der er en at mine all time yndlingssange, har også inspireret mig meget. Der er en enorm melankoli i nummeret, samtidig med at man bliver opstemt af at lytte til det. Familjen er et godt eksempel på noget nyere musik, der har nogle af de samme elementer i sig. Jeg synes, det er vildt appellerende, at der er melankolske melodier midt i alt blip blop-musikken. Det er slet ikke så gak, som det først giver indtryk af at være.

Fra Oasis over AC/DC til Nephew
For snart et år siden varmede The Floor Is Made Of Lava op for Oasis i Forum, og netop Gallagher-brødrenes nu hedengangne band har haft en væsentlig rolle i flere af Lava-medlemmernes musikalske modningsproces. Da Ace var omkring 6 år, fik han sin storebrors trommesæt ind at stå på sit værelse og begyndte lige så stille at tjatte til det fra tid til anden, men det var først med Liam og Noels indtog på musikscenen, at der blev gjort noget ved sagen:

Ace: - Oasis var det første band, jeg rigtig dyrkede, og som jeg blev rigtig die hard-fan af. Det var der, jeg begyndte at tage det at spille musik seriøst. Derfor var det også helt vildt mærkeligt at varme op for dem. Tilbage i 1997 var jeg ovre at se dem på Be Here Now-touren, hvor de var på toppen, og 10 år efter varmer jeg så op for dem i den samme hal. Jeg fortryder nu, at jeg ikke havde the balls til at gå over og hilse på, men de lignede nogen, der ikke ville forstyrres. Efter Standing On The Shoulder Of Giants begyndte jeg at interessere mig mere for alle mulige andre bands, så det er nok mest et nostalgisk forhold, jeg har til Oasis i dag.

Også for Tobias har Oasis spillet en ikke helt uvæsentlig rolle i beslutningen om at blive musiker:

Tobias: - Jeg er ikke særlig teknisk og har aldrig fået sangundervisning. Jeg kan huske i musiktimerne tilbage i folkeskolen, hvor jeg sad med et eller andet fucking sanghæfte og mumlede i skægget og i hvert fald ikke sang, for det var ikke noget, drenge gjorde. Da jeg så opdagede Oasis og begyndte at se MTV, fandt jeg ud af, at man godt kunne synge, selvom man var dreng. Jeg prøvede at give det et skud i en musiktime, hvor læreren sagde: Tobias, det er rigtig fint, at du er med, men du synger godt nok højt. Derefter begyndte jeg at synge Beatles-, Radiohead- og Nick Cave-sange sammen med de fyre, der kunne spille guitar, men jeg har altid syntes, det var enormt kedeligt at lære en sang, så derfor begyndte jeg at skrive mine egne ting.

Nu skal i jo på tour med Nephew om et par uger. Tror I Nephews publikum er det samme som jeres?

Tobias: - Nej, det er nok ikke det samme publikum, men jeg tror overhovedet ikke, at der er noget i vejen for, at vi kan blive det. Jeg tror ikke, Nephews publikum er dumme, jeg tror sagtens, de kan skille skidt fra kanel. Vi lavede lidt mere niche-orienteret musik på den gamle plade, men vi er åbnet mere op, og jeg tror, at langt de fleste ville kunne relatere til vores musik i dag. Også Nephews publikum. Det er de færreste, der ikke bryder sig om gode sange med kant og nerve, og det vil jeg i al beskedenhed påstå, at vores musik er.

Lytter du selv til Nephew?

Tobias: - Jeg har været fan siden "USADSB", og jeg kan godt lide folkeligheden i det, og måden Nephew kan samle folk på. På den første plade var jeg også meget inspireret af både Nephew og Dial Zeros tekster - og så selvfølgelig al den hiphop-jargon, jeg kunne slippe af sted med at tage til mig.

Hvor mange af de nye numre tager I med på jeres turné med Nephew?

Tobias: - Vi regner med at afprøve dem alle sammen i løbet af turnéen

Rock: - Måske spiller vi vores tre største hits i løbet af et sæt, og så bliver resten nye numre.

Co-producer fra Kellermensch
Med i studiet har Lava-drengene Kellermensch-forsanger Sebastian Wolf, der er co-producer på pladen. Sebastian er ligesom The Floor Is Made Of Lava også fra Esbjerg, og selvom han også var en del af musikmiljøet i byen, er det først nu, han og bandet rigtig har lært hinanden at kende. Tobias fortæller:

- Jeg kan huske Sebastian fra Esbjerg. Der gik han altid og lavede demoer med sine egne projekter i Ungdomshuset. Mange af tingene var ret fede, så jeg har altid haft lidt et soft spot for ham. Da jeg så for nylig hørte Kellermensch, blev jeg vildt imponeret, og da jeg så fandt ud af, at det var Sebastian, der havde lavet det, blev jeg blev helt landsby-patriotisk overfor det. Det var fantastisk, at de blev bredt anerkendt, og jeg var virkelig glad på deres vegne. Han sagde ja til at lave et miks af en af vores demoer, og jeg tændte på det med det samme. Han havde nogle ret vilde idéer, som virkelig var tiltalende, og som vi følte ville passe godt til os.

Rock: - Allerede fra første dag i den første øveweekend var det helt sikkert, at han var den rigtige. Han er 100% til stede hele tiden og top-opmærksom. Det har gjort ufatteligt meget, at vi har fået ham ind over. Han har hjulpet til med at få et nummer som Leave Me Now til at fungere helt optimalt. Fra at være en sang, jeg ikke syntes, vi skulle spille live, er det blevet et nummer, der slet ikke er til at komme udenom.

Tobias: - Vi ville have nogle folk, der også selv havde noget på spil. Dér var Sebastian oplagt og virkede som en fed fyr. Han havde nogle ører, der passede rigtig godt til vores musik, og den retning vi gerne ville tage det i. Han har en kant, hvor man ikke rigtig ved, om han er gal eller genial. Han forundres over mange ting og har en masse meninger. Da vi så begyndte at arbejde med ham, blev vi fuldstændig væltet bagover af ham.

Der er således spændende ting i vente, når The Floor Is Made Of Lava i starten af 2010 udgiver Howl At The Moon, og hvis man er i besiddelse af en billet til de kommende Nephew-koncerter senere i denne måned, har man mulighed for at få en forsmag på, hvad det er, bandet går og bakser med i studiet i disse dage.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA