x

Iceland Airwaves: Koncerter - med eller uden festivalpas

Iceland Airwaves: Koncerter - med eller uden festivalpas

Del 2: Der er dem med armbånd. På årets festival var det omtrent 4.000, hvoraf 3.000 var betalende gæster, mens omtrent 1.000 var kunstnere, pressefolk og andre. Men derudover er der alle dem, som klarer sig uden. Dem som har nok i de såkaldte off venues, hvor der er gratis adgang.

Det er kutyme, at mange af festivalens bands spiller flere gange – ja nogle af dem spiller sågar tre gange eller mere, og flere af disse koncerter foregår på små steder, hvor bandet ofte vælger en mere enkel eller ligefrem akustisk instrumentering til numrene. Det giver ikke blot mulighed for at opleve nye facetter af kunstnernes repertoire, men også for at opleve disse kunstnere helt nærværende og nogle gange improviserende lige foran sig.

Et af de bedste eksempler på en af de off venue-oplevelser, der fungerede formidabelt, var Eivør Palsdottir på det lille sted Havarí lørdag klokken 17.45.

Som en tur i øveren
Man kan nogle gange drømme om, hvad nu hvis en kunstner valgte at tilføre musikken det og det og gøre sådan og sådan. Så ville den ramme lige i øjet. Og det var som om, hun gjorde netop det.

I stedet for det polerede og yndefulde udtryk, hun sædvanligvis har holdt sig til i sin karriere, tilsatte hun nu en langt mere beskidt og skramlet rock-backing af klassisk bas, guitar og trommer. Særligt trommerne var værd at bemærke. Her havde den færøske kollega Høgni – der med sine bakkenbarter og øjenlange hår ligner Kim Larsen anno 70'erne - taget plads og leverede på et helt nedbarberet trommesæt en så dybfølt dedikeret primalrytme, at det sendte folk ind fra gaden af lytte med. Det var som at være i øveren uden den rungende lyd. Og med dygtige musikere. Flere af numrene var ganske nye, men lover berusende godt. Særligt "Fill The Air" med sin klap-intro. "All Blue" med den så sublimt smukke og frivole vibrato som top, samt "Undo Your Mind" ramte hårrejsende lækkert. Det var en kort koncert, men ren legeplads og nydelse, mens det varede. Går man kun ud få gange om året og hører musik, kan man kun bede til en af gangene at ramle ind i en oplevelse som denne.

Festivalens topoplevelse
Over midnat kunne man lade sig transportere til en anden verden af rave og hænderhævede eksplosioner. Lidt over midnat lagde de lokale ynglinge - såvel som yndlinge - fra Retro Stefson med deres blanding af surf og opstemthed en god bund for at varme folk op til det, der skulle blive festivallens vildeste og mest intense oplevelse: Det elektroniske band FM Belfast. Det hele foregik på spillestedet Nasa. Og det gik ikke stille for sig.

De to bands afløste hinanden eksemplarisk uden mellemliggende pause, og da det elektroniske Reykjavik-band FM Belfast satte i gang, gjorde de det med et togs hastighed. Om det var det, der gjorde udslaget eller hypen om, at det lokale navn skulle spille, er uvist, men to reaktioner er værd at bide mærke i herfra. Den ene kom inde i salen. Den anden ude i køen. Vi begynder i salen.

FM Belfast stemte i med deres coverversion af Rage Against The Machines "Killing In The Name" – som de har valgt at betitle "Lotus" til eget brug. Da de kort efter lod originalen hamre gennem højttalerne, krafthoppede folk sig rundt i masserne og efterlod straks et moshing-pit midt på dansegulvet. Samme effekt kom senere, da Guns N' Roses notoriske "Welcome To The Jungle" blev sat på. Dette mashup mellem klassikere og deres egne elektroniske kompositioner fik folk i humør som islandske shots.

Forsøgte at smadre ruderne
Tre sangere – to mænd og en kvinde - satte tryk på en oplevelse af de sjældne , og det hele blev konstant taget højere og højere. Vi mødte den kærlige "Synthia" med de fængende keyboardrundgange, men vi så også, at teksterne blev levet ud i virkeligheden. Således endte to fra bandet i deres undertøj under en af de sidste sange "Underwear". Det var sådan, festen var. Og undervejs blev bandet på festlig vis bakket op af Retro Stefson, der flere gange gik på scenen bevæbnet med instrumenter, som en art backup til hovednavnet.

Koncertens stemning spredte sig også til køen uden for. Da udsmiderne ikke kunne holde styr på gemytterne, som pressede sig ind i kæder ad gangen, valgte de undervejs at lukke komplet af for såvel tilskuere som presseindgang. Sunneva H. Eysturstein, der rapporterer fra festivalen for den færøske ungdomsportal MESS.FO beskriver en episode, da de forlod Nasa, således:

- Efter en fed, sprudlende stund gad vi ikke Nasa mere. Det var umuligt at være derinde på grund af de mange mennesker, skriver hun.

- Vi så endda flere, der prøvede at knuse ruder og klatre ind forskellige steder. Totalt kaos.

Se, det er en koncert af dem, der formentlig kan agere samtaleemne for Airwaves, indtil næste kapitel løber af stablen om et år.

Professionelle Trentemøller
Efterfølgende var det Anders Trentemøllers tur til at indtage dj-pulten med sine mørke house- og elektroniske rytmer. Forinden var en pause til opstilling, hvor en stor del af publikum desværre valgte at forlade salen. Han fik på vanlig vis givet udmærkede eksempler på sine kvaliteter, men uden at have helt det samme dedikerede publikum foran sig, som han til tider har haft. Med et næsten tinnitus-aspirerende lydniveau fik han med sat sine tydeligere stempler ind. Blandt andet gennem de små appetizers, som den langsomme måde at fade i gang for "Moan" samt den elegante aflevering af Britney Spears' "Toxic" som han også benyttede fra Roskilde Festivals Orange Scene tidligere i år. Nogle få eksempler, men sigende for hans stil: Uanset om han udfører det selvproducerede eller det lånte, står professionalismen hele tiden skrevet med fede typer igennem værket. Det selvom at han måtte række hænderne opgivende ud til siderne efter omtrent et kvarter af koncerten, hvor al lyden røg. Han kunne heldigvis fortsætte kort efter.

Med kam til sit hår
Søndag aften kunne tegne ligeså ekspressivt eksplosiv som lørdagen. I teorien.

Ikke mindst fordi det hele igen foregik på Nasa.

Men det kræver også et ordentligt opvarmningsband til hovednavnet - som denne aften var GusGus. Bandet umiddelbart forinden var tyske Wareika, men uagtet vellykkede elementer tidligere på aftenen leverede Wareika en noget spøjs og underlig performance, der ikke rigtig blev modtaget som man kunne ønske. Desværre.

Tyskerne leverede med deres minimal-inspirerede rytmer en gang house og dub, der tydeligvis ikke påvirkede publikum nævneværdigt. Til det virkede rytmerne simpelthen til tider for tunge, andre gange fungerede de repetitive maskinelle rundgange bare ikke, om end grundstrukturen ellers var glimrende: Mac-computer, samples og dertil en guitar til at toppe det hele. Miksturen af forskellige inspirationskilder blev simpelthen for forsøgende og uden egentlig retning. De kom, spillede, og tabte publikum som høfligt klappede, da de var færdige, men heller ikke mere end det.

Anderledes spændstigt var GusGus. Igen som en form for nationalhelte.

Med deres brylcreme-slikkede kam-redte frisører, som man egentlig skulle tro hørte en svunden tid til - og åbentstående skjorter - svævede de ud over det hele og udstak med beskidte house og teknoficerede opbygninger en kurs for et forløb, der dog ikke var tiltænkt at få hænder i vejret. Snarere at få bevægelser i gang, der kunne fungere som passende eklektisk søndagsoutro til festivalens tidligere højdepunkter. Suppleret af et forholdsvist simpelt og klassisk lysshow gik rytmerne ikke bare i mellemgulvet, men fik også næseborene til at vibrere. Så man kunne mærke det og med en fyldt sal – om end ikke FM Belfast-proppet - kunne man notere sig, at endnu en gruppe nationalhelte havde indfundet sig på Nasas scene.

De blev sidste act for en festival, der ikke nåede op at markere sig med tidligere tiders stornavne som Bloc Party, Keane, Kaiser Chiefs og The Kills for blot at nævne nogle. Men en festival, der så i stedet gav plads til at fremvise den islandske bredde og undergrund og tilsatte en top af navne som The Field, Casiokids, Micachu And The Shapes og absolut ikke mindst Kings Of Convenience, der – hvis man ønskede at se dem – krævede, at man fredag stillede sig i kø ved pladebutikken Skifan for at få fat på en af de begrænsede billetter. Den kø skulle vise sig at blive flere hundrede meter lang, og adskillige måtte gå forgæves. Men hvad gør det, hvis man var en af de heldige, der så Erlend Øye give den med covernumre fra bardisken på Kaffibarinn ud på de små timer lørdag morgen?

Se desuden tv-reportage-billeder fra Iceland Airwaves-festivalen, når GAFFA TV går i luften den 11. november.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA