x

Tina Dickow - Vejen til det gode soundtrack

Tina Dickow - Vejen til det gode soundtrack

Tina Dickow er, kun 14 måneder efter at hun udsendte den tredobbelte ep-boks "A Beginning, A Detour, An Open Ending", aktuel med en ny samling sange. Ligesom sidst er der heller ikke her tale om et traditionelt album, for denne gang har den talentfulde sangskriverske begået et soundtrack til Nikolaj Steens film "Oldboys". Men hvordan har det været at skulle skrive sange til en film, når man nu er vant til først og fremmest at skrive sange for sin egen og sit publikums skyld?  

– Det har været meget anderledes, men super-spændende. Det gode er, at man får en masse forærende fra filmens stemninger og historie, mens det svære er, at alting skal passe på sekundet og følge filmens overgange og skift. Desuden har man jo en instruktør, man skal gøre glad, og sådan er jeg ikke vant til at arbejde!

– Nikolaj Steen spurgte mig sidste år, om jeg havde lyst til at give mig i kast med soundtracket til hans instruktørdebut. På det tidspunkt var det kun et par dage siden, jeg havde været i biffen og set en dansk film og siddet og tænkt på, at det kunne være spændende at prøve, så det tog jeg som et sikkert tegn på, at jeg skulle sige ja.

Hvor stor en rolle har selve filmen spillet i sangskrivningsprocessen?

– Nikolaj havde nogle stemnings-idéer: en hel del americana, hurtig guitar-picking og dén slags, og han kom med en inspirations-liste tidligt i forløbet. Dér begyndte jeg at lege med ideer.

Sidenhen fik jeg billedsiden at se og begyndte at arbejde på at hæfte musikken på de enkelte scener, og her kom der en masse nye idéer og tekst-ting til. Til allersidst, efter at jeg havde afleveret musikken til filmen, gik jeg tilbage til tegnebordet, skrev videre og røg tilbage i studiet for at lave den plade, der nu er på gaden. Den læner sig op ad film-musikken, men meget det, man i filmen kun hører som instrumentale bidder, er blevet til hele sange. Det var vigtigt for mig, at pladen skulle være "en rigtig plade" og et helstøbt værk i sig selv.

Personlighed og inspiration

Er der en forskel på, hvor personlige numrene bliver, når de nu er tilknyttet et andet værk?

– Nej, det føler jeg faktisk ikke. Jeg kan ikke formidle eller skabe noget, uden at det bliver personligt, forklarer Dickow og kommer derefter med følgende bud på, hvorfor hendes kreative åre er så givtig, som tilfældet synes at være:

– Jeg tror, inspirationen kommer fra en kærlighed til håndværket og et behov for at skabe. Jeg har arbejdet med sangskrivning så længe, og det falder mig ret naturligt nu – som enhver anden form for kommunikation. Inspiration er ikke en gæst, der kommer på besøg nu og da, den er der egentlig det meste af tiden.

Hvordan har indspilningsprocessen været?

– Rodet! Jeg var på farten mellem LA, New York og Berlin, mens jeg skrev, men det lykkedes midt i kaoset at booke fem dage i Electric Lady-studiet i New York under en USA-turné. Hér indspillede jeg alle grundskeletter af guitar og klaver sammen med Dennis Ahlgren og Helgi Jonsson. Tilbage i Danmark var vi så i to forskellige studier for at indspille færdig til filmen og siden hen i to andre studier for at færdiggøre selve pladen.


Tinas udvalgte favorit-soundtracks:


Motorcycle Diaries – musik af Gustavo Santaollala


Argentinske Gustavo Santaollala har været min, og helt sikkert mange andres, favorit film-komponist gennem de sidste år. Jeg fik øjnene op for ham med "Amores Peros" fra 2000 og "Motorcycle Diaries" fra 2004, og siden har han brilleret med musik til blandt andet "Brokeback Mountain" og "Babel". "Motorcycle Diaries", selvom det helt sikkert ikke er det bedste soundtrack af de nævnte, er dét, jeg har lyttet mest til. Sikkert på grund af Santaollalas argentinske rødder underbygger hans musik så forunderligt historien om Ché Guevaras rejse, og at filmen er en road movie, giver endnu mere plads til musikken. Jeg elsker road movies: dét, at den fysiske rejse gør den indre rejse ekstra tydelig og viser, at mennesker flytter sig, og at livets landevej ligger åben for vores fødder.

Det er den slags, jeg er meget inspireret af – den evige bevægelse – og den stemning synes jeg, musik, og ikke mindst filmmusik, er så enestående til at fange. "La Usua" var min indgang til pladen, og stemninger som "Leyendo en el Hospital" og "Partida del Leprosaria" har mange gange bragt mig tilbage til Sydamerika og filmen og til følelsen af, at tilværelsen og historien er stor og poetisk.

Der er nogle irriterende overstadige og cheesy tracks på skiven. Dén slags score-soundtracks er ofte en meget blandet pose bolsjer. Så om dette er en egentlig anbefaling, er jeg ikke sikker på – jeg synes, man hellere skal se filmen og få billederne og musikken i samspil.

Hvis man taler film-komponister generelt, er en af de mest berømte helt sikkert John Williams, som vi kender og elsker for hans storslåede Hollywood-temaer til blandt andet "Star Wars", "Superman", "Indiana Jones", "Jaws" og senest "Harry Potter". Hans "Greatest Hits" er helt klart et nostalgisk lyt værd.

Into The Wild – Musik af Eddie Vedder

Jeg var ikke solgt, da jeg så "Into The Wild", men som stor fan af Eddie Vedder må jeg nævne soundtracket. Ja, det var jo Eddie Vedder, der hang på væggene på mit teenage-værelse, og Pearl Jams Ten, der væltede min verden, da jeg var 15.

For mig gjorde Eddie Vedders sange ikke det helt store for filmen. Det er vel faren, når man sætter en etableret kunstner til at sætte sit objektiv på en film: at vedkommende kommer til at fylde for meget eller pege i en forkert retning. Jeg havde faktisk ikke lyst til at skulle tage stilling til Eddie Vedder og hans indspark undervejs i fortællingen om unge Chris' målrettede rejse væk fra det etablerede samfund. Måske fordi det er en mandlig sanger, der lægger sit objektiv på en anden mands historie – så bliver det for bogstaveligt, og en smule af det poetiske vingefang går af samspillet mellem fortælling og musik. Til gengæld synes jeg, der er kommet en rigtig dejlig plade ud af det, hvor man får Eddie Vedder at høre fra en mere traditional og intim side. På tide!

Pladen indeholder masser af nærvær og næsten ene dejlige sange som "Rise", "Long Nights", "Society", "Guaranteed" og en klassisker som "Hard Sun". Jeg kan ikke helt shake, at hans stemme er en gæst fra 90'erne og min ungdom, men det er nu et kærkomment genhør.

Af andre soundtracks, hvor man har sat etablerede kunstnere til at lave film-musik, sådan som det nu er tilfældet med min egen "The Road To Gävle", kan nævnes Aimee Mann til "Magnolia", Simon And Garfunkel til "The Graduate", Bob Dylan til "Pat Garrett & Billy The Kid". Listen er lang. Jeg ved også, at Thomas Dybdahl for nylig har lavet alt musikken til en norsk film.

Garden State – musik af diverse kunstnere


Det her er et soundtrack efter compilation-modellen. Hvis man har penge nok, kan man bare gå ud og købe præcis de sange, man gerne vil have med i sin film – det kan være ukendte sange, man synes passer perfekt, eller kendte sange, hvor man så kan "låne" associationer, tyngde og historie fra musikken. Som for eksempel "Almost Famous", der er spækket med gamle klassikere: Simon and Garfunkel, The Who, Led Zeppelin, Beach Boys, Elton John og David Bowie.

En af mine favoritter inden for den genre er Zach Braffs super-stemningsfulde og charmerende "Garden State" fra 2004, som man skal se, hvis man ikke allerede har været der. Soundtracket har Zach Braff selv sat sammen af den musik, der kørte i baggrunden af hans eget liv på dét tidspunkt, og samspillet mellem den rørende historie om en fyrs vej væk fra en følelsesløs eksistens og så lyden af 2004 – Frou Frous stærke Let Go, Coldplay, The Shins, Iron And Wine, Zero 7 og lidt gammelt Nick Drake og Simon And Garfunkel – gør, at filmen hæver sig op over sin egen fortælling, og med den tyngde, de kendte sange tilfører, vokser den og bliver til et billede på en tid.

Jeg går dog aldrig ud og køber denne slags compilation-soundtracks – det bliver højst lidt inspiration til at håndplukke til egne mixtapes på iTunes.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA