x

Eventyr i hi-fi - historien om R.E.M.

Eventyr i hi-fi - historien om R.E.M.

Iggy Pop, Debbie Harry og The Clash kigger ned fra hver deres plakat. På disken har stakkevis af både nye og brugte plader hobet sig op. Her, imellem de tungt lastede reoler i pladebutikken Wuxtry i Athens, Georgia, går studerende fra det lokale universitet rundt på jagt efter tidens alternative new wave-lyd. Bag kasseapparatet sidder en høj, flot fyr og spiller guitar til de plader, der strømmer fra butikkens højttalere.

Den musikalske ekspedient hedder Peter Lawrence Buck og er et omvandrende rockleksikon. I lighed med mange af butikkens kunder drømmer han om at danne et band. Det er foråret '79, og de seneste måneder har Buck bemærket en genert teenager med lyst, krøllet hår, som er begyndt at frekventere butikken. Hans navn er John Michael Stipe, og en fælles interesse for alternativ musik knytter hurtigt et bånd mellem de to. Buck viser den kunstinteresserede Stipe vej til de "rigtige" plader, og snart melder tanken om at danne et band sig. De begynder at skrive sange sammen, men mangler en rytmesektion. Den finder de hurtigt til en fest hos Bucks veninde, Kathleen O'Brien, der introducerer dem til Michael Edward Mills og William Thomas Berry – to high school-venner, der er flyttet til Athens for at læse på universitetet. Buck og Stipe klikker hurtigt med den lettere nørdede multiinstrumentalist Mills og den hippe, men ganske uerfarne trommeslager Berry, der primært drømmer om en administrativ karriere i musikbranchen.

Tilsammen viser de fire sig at være en velkørende enhed, der drives frem af Bucks rockmytologiske viden, Stipes kunstneriske karisma, Mills' tekniske kunnen og Berrys branchemæssige indsigt. I foråret 80 er firkløveret således allerede i gang med at øve og skrive sange, og kort tid senere bliver det endnu navnløse band overtalt til at spille deres første koncert til en fest i en nedlagt kirke. Det skulle dog vise sig, at talentet rakte langt videre end til Athens' halvobskure partyscene. Efter en stribe succesfulde koncerter tager kvartetten navnet R.E.M. – en forkortelse for Rapid Eye Movement, som henviser til øjets hastige flimren i søvnens drømmefase. Valget er imidlertid ikke ment som en velovervejet intellektuel reference, men er blot resultatet af et tilfældigt opslag i et leksikon. Men denne kuriøse dåb er ikke blot startskuddet for Stipe, Buck, Mills og Berrys egentlige karriere. Den er også begyndelsen på en af rockens mest interessante udviklingshistorier…

 

1981-1983: Snirklede anslag

Da ep'en Chronic Town blev udsendt på selskabet I.R.S. i april 81, lød den måske ikke som noget særligt i forhold til bandets senere meritter. Men dens fem sange foregriber ikke desto mindre dét parløb mellem det melodiske og det mystiske, som skal blive gruppens adelsmærke i fremtiden. En simpel, men også snurrig rockmusik, som forsigtigt føres an af Stipes gådefulde og svært dechifrerbare vokal.

At R.E.M. allerede meget tidligt har god føling med deres kunstneriske raison d'etre åbenbares, da debutalbummet Murmur udkommer til eksalterede anmeldelser i april 83. Men chancerne for kommerciel succes er til at overse trods den fine kritikermodtagelse. Reagan-æraens gennemsnitsforbrugere har smag for pastelfarvede benvarmere, permanentkrøller og kandiseret popmusik og tiltrækkes ikke umiddelbart af et usoigneret rockband med en forsanger, der ikke er til at forstå.

Derfor giver det også genlyd langt ud over Georgias statsgrænser, da albummet kliner sig ind i Top 50 på The Billboard Album Chart. Murmur – der er opkaldt efter de første gutturale lyde, en baby er i stand til at fremsige – har intet tilfælles med tidens øvrige hitliste-aspiranter, der mestendels satser på ligefremme kompositioner og en glasklar vokal mikset helt frem i lydbilledet. R.E.M.'s første albumudspil, som bliver produceret af Don Dixon og Mitch Easter, er det stik modsatte. Alligevel evner Murmur og dens repræsentative singleforløber, Radio Free Europe, overraskende nok at ramme en vital åre i det reaktionære amerikanske marked, og sidst i 83 er den mystiske udgivelse kravlet helt op i Billboards prestigiøse Top 30.

R.E.M.s vellykkede anvendelse af mystik bygger imidlertid ikke på studentikose griller, selvom alle medlemmerne er i college-alderen. Det unikke udtryk tager derimod sit afsæt i sydstaternes litterære tradition. Murmur er således en kærlig hilsen til den snirklede, filtrede og folkloristiske Southern Gothic-tradition, som store sydstatsforfattere som Flannery O'Connor og William Faulkner trakterede med i første halvdel af forrige århundrede. I hovedværket Brølet Og Vreden fra 1929 præsenterer Faulkner virkeligheden som "en historie fortalt af en åndssvag". Uden bagvedliggende mening, uden dybere pointe. Og netop sådan fremstår Murmur, hvor Stipes mumlende sangforedrag kun byder på sammenhænge, hvis modtageren er indspillet på selv at opfinde dem.

Den unge kvartets frapperende omgang med Syden og dens kunsttradition er dog ikke en enlig svale. På Reckoning fra april 84 og Fables Of The Reconstruction fra juni 85 bliver de mystificerende strategier forædlet og udbygget. Mandoliner, banjoer, trækharmonier og andre af regionens instrumenter får lov at danse med i lydbilledet, imens kulørte skikkelser som Wendell Gee og Old Man Kensey fra Athens og opland får lov at træde frem af Stipes vokale vildnis.

Engagementet i Syden er nu ikke udsprunget af den rene kærlighed. Vrede og frustration nærer også R.E.M.s tidlige udtryk, for medlemmerne er nemlig alle forbitrede over den latterliggørelse, som the Southeners bliver udsat for af omverdenen. De er som mange andre i regionen trætte af at blive fremstillet som et melange af mordlystne racister med kontingent i Ku Klux Klan, som religiøse fanatikere uden sans for Guds ord og som indavlede bønder med hang til billig brændevin. Forestillinger, der har vokset sig stærkere og stærkere siden Sydstaternes blodige nederlag i den amerikanske borgerkrig i 1865, og som selv en seriøs og humanistisk sindet kunstner som Neil Young bidrager til på Southern Man, der i første vers fremturer med disse letkøbte linjer: "Southern man / better keep your head / Don't forget / what your good book said / Southern change / gonna come at last / Now your crosses / are burning fast".

For det tidlige R.EM. er musikken et redskab, som er i stand til at genrejse og rehabilitere Sydens stolthed og opløse de fordomme, der florerer hos Young og resten af omverdenen.

Trods al vreden og alle frustrationerne valgte Buck og resten af R.E.M. alligevel at føje nye emner til efter Fables Of The Reconstruction. Nu var det ikke kun omverdenens letkøbte fordomme, der var genstand for bandets opmærksomhed, men også den hovedløse miljøødelæggelse, som fandt sted kloden over, samt den undertrykkelse, som de skiftende amerikanske præsidenter udøvede. På Life's Rich Pageant fra '86 kunne man således høre Stipe opfordre – med klare og umiddelbart forståelige ord – til en ny begyndelse: "Let's put our hands together / and start a new country up / Our father's father's father tried / erased the parts he didn't like / Let's try to fill it in."

 

1987-1990:

Fra klub til arena 

Den politiserende synsvinkel blev fulgt til dørs på Document fra '87 og Green fra '88. Men disse udgivelser markerede ikke kun en tematisk udvikling i R.E.M.s karriere. De tegnede også en konkret bevægelse væk fra de mellemstore klubber og ind på de enorme stadioner. The One I Love fra Document blev bandets første egentlige singlehit og er stadig en yndet sang for amerikanske kærestepar, selvom teksten rummer kyniske linjer som "This one goes out to the one I've left behind / a simple prop to occupy my time." Faktisk ville Stipe oprindelig ikke have sangen med på pladen.

– Jeg syntes, den var for led og ondskabsfuld. Det er ikke en selvbiografisk sang, det vil jeg gerne understrege, men derimod et forsøg på at beskrive forsmået kærlighed. Derfor kan det synes underligt, at sangen af mange opfattes som en sød kærlighedssang. Men jeg skal selvfølgelig ikke blande mig i, hvordan folk vælger at bruge mine ord.

Og Stipes ikke altid lige gennemskuelige linjer blev brugt af rigtig mange i den sidste halvdel af 80'erne. De fire spillede ikke længere for 3.000 indforståede aficionadoer, men for 30.000 skrålende fans. Det betød samtidig, at R.E.M. voksede fra deres pladeselskab I.R.S., primært fordi dets eu-ropæiske distribution ikke var god nok. Mens bandet var vokset til arenastørrelse på hjemmebanen, spillede de stadig for 50 mennesker i Tyskland – hvoraf størsteparten var udstationerede amerikanere – fordi folk i Europa ikke kendte deres musik. R.E.M. følte sig godt tilpas på I.R.S., men hvis karrieren skulle udvikle sig, havde de brug for det apparat, et stort pladeselskab kunne tilbyde. I '88 skrev bandet kontrakt med multinationale Warner Brothers, selvom de modtog økonomisk endnu mere lukrative tilbud fra andre selskaber. Det vejede imidlertid tungere, at Warner – med navne som Randy Newman og Neil Young i stalden – havde tradition for at give deres artister kunstnerisk frihed. Stipe havde dog også et endnu mere simpelt svar på, hvorfor valget faldt ud til netop Warners fordel: Snurre Snup!

Green var R.E.M.s første udgivelse som major label act og blev udsendt i november '88. Det var bandets mest tilgængelige album til dato, og sangen Stand blev et stort hit i USA. Den efterfølgende turné var ikke blot gruppens største til dato, men også den visuelt mest ekspressive med kunstfilm og slogans projiceret op på bagtæppet. Den sande tiltrækning udgik dog fra et andet sted, nemlig fra Stipe. 

Den spinkle vokalist havde helt fra de tidligste optrædener på hjembyens kondensdryppende The Coffee Club været omgivet af fascinerende paradokser, som de store sydstatsforfattere ville have værdsat. Mest åbenlyst var hans besynderlige forhold til andre mennesker. Han var sygeligt genert i små forsamlinger, men endog meget udadvendt foran et stort publikum. Et slående eksempel blev givet, da R.E.M. gæstede talkshowet Late Night With David Letterman i forbindelse med lanceringen af Reckoning. Her leverede Stipe varen foran de snurrende kameraer, der forbandt ham med millioner og atter millioner af tv-seere. Men da værten efterfølgende ville sludre lidt med ham, blev han ubehagelig til mode og gemte sig bag den anderledes ukomplicerede Buck.

 

1990-1991:

Mandolin for millioner 

Denne og andre kuriøse historier om Stipe var uden tvivl med til at gøre R.E.M. til mere end en amerikansk fornøjelse. For hans hyperkomplekse person var simpelthen et fund for den globale ungdom, der på det tidspunkt hungrede efter alternative forbilleder, som havde andet og mere at byde på end lakerede frisurer, velpudsede dansetrin og regelrette attituder.

Stipes ikoniske status og R.E.M.s popularitet havde dog langtfra nået sit højdepunkt. Da bandets syvende album, Out Of Time, blev sendt i butikkerne i '91, gemte den på en sang, der skulle sende R.E.M. op blandt den globale musikscenes allerstørste navne. Umiddelbart virkede Losing My Religion ellers som alt andet end et potentielt hit. Sangen brugte usexede ord som tro og tab, den havde ikke noget egentligt omkvæd og blev ledsaget af en abstrakt, arty og elitær video. Men i løbet af kort tid kunne man alligevel høre dens karakteristiske mandolin-riff klimpre sig vej ud af radioer verden over. Sangen tager, ifølge Stipe, sin titel fra en gammel talemåde i Syden.

– Jeg kan huske, mine bedsteforældre brugte udtrykket "I almost lost my religion", når de stødte på noget, der kunne drive dem til vanvid. Jeg ved faktisk ikke, hvordan ordene fandt vej ind i sangen. Jeg forsøgte at fortælle om en kærlighedsbesættelse. Ligesom Patti Smiths We Three og The Polices Every Breath You Take, som stadig giver mig myrekryb. Jeg holder meget af den slags sange, hvor man ikke ved, om den, der tilbedes, overhovedet er klar over, at man eksisterer. Det er en typisk teenage-tilstand, men den eksisterer desværre også for voksne!

Losing My Religion fik en kolossal eksponering og sikrede Out Of Time et salgstal på ti millioner eksemplarer i løbet af det første år. R.E.M. havde fået det endegyldige populære gennembrud, og efter normal pladebranchestrategi handlede det nu blot om at følge succesen op med mere fra samme kilde. Men vanen tro førte kvartettens kunstneriske ambitioner dem et helt andet sted hen. Først var idéen at lave et egentligt rock'n'roll-album, men det viste sig hurtigt, at det nye materiale var endnu mere nedtonet og indadvendt end tidligere.

 

1992-1993: Død, sex og aids 

At Automatic For The People fra '92 tager sin titel fra en Athens-grillbars muntre slogan, er odiøst, når man tager albummets sortbejdsede stemningsbilleder i betragtning. Sangene genlød af melankolsk skønhed og dødssværtet lyrik i en afdæmpet, akustisk opsætning. Men sin tunge tristesse til trods solgte albummet millioner af eksemplarer, ført an af singler som Man On The Moon og ikke mindst Everybody Hurts, der var en uvant hudløs og salvelsesfuld sang – både i forhold til de ironiske attituder, der prægede midt-90'erne og i særdeleshed i relation til Stipes normalt mere subtile lyrik.

– Det sværeste i verden er at skrive noget, der er enkelt og elegant. Jeg kan spytte train of thought-tekster ud i lange baner. E-Bow The Letter, Country Feedback og It's The End Of The World As We Know It er gode eksempler. Jeg kan huske, jeg ønskede at skrive en sang, der var enkel og klar i sit budskab. Jeg ville også gerne skrive noget, der var rettet mod teenagere. Min søster er lærer, og en af hendes kolleger havde en bror, der havde forsøgt at begå selvmord. Jeg ville fortælle ham og andre teenagere, at der altid er håb. Da jeg var teenager, havde jeg også den her følelse af udødelighed. Man tager ikke døden seriøst, man ved ikke, hvad det indebærer at slå sig selv ihjel, og samtidig går man igennem den her vanskelige periode. Det er ikke en af mine egne favoritter, men jeg synes da, det er lykkedes mig at skrive en enkel og smuk sang. Selv kan jeg nu bedre lide de mere ordrablende sange, hvor jeg ikke har en anelse om, hvor tingene kommer fra.

Det dødsfikserede univers, som sangene på Automatic For The People tegnede, lagde imidlertid kimen til vedvarende rygter om, at Stipe havde aids. Hans spinkle status og skaldede isse hjalp til, ligesom hans beslutning om ikke at give interviews. Og disse rygter, der skulle vise sig at være falske, affødte også tabloide spekulationer omkring Stipes diffuse seksualitet, som ellers ikke havde været genstand for større opmærksomhed. Dette kommenterede han senere med vanlig sans for det gådefulde: "I'm bi-everything".

R.E.M.s karriere og tilhørende celebrity-status var på sit højdepunkt, men det var ikke alle medlemmerne, der solede sig i blitzlyset. Berry købte en undselig farm et stykke uden for Athens, og Buck – der var blevet skilt fra sin kone – kørte USA tyndt i en gammel bil. Til gengæld kunne Stipe og Mills deltage i indvielser, shows og besøge Det Hvide Hus, hvor Bill Clinton netop var blevet indsat som præsident. Imens fortsatte Automatic For The People med at sælge, samtidig med at alle tænkelige og utænkelige awards strømmede ind. Succesen var total, og spørgsmålet begyndte truende at melde sig: Hvad nu?

 

1994-1997:

U2 i baghovedet 

Out Of Time og Automatic For The People havde skaffet R.E.M. millioner af nye fans over hele verden. Fans som imidlertid aldrig havde oplevet bandet live, da der ikke havde været en egentlig tour siden Green-albummet. Det havde dog hele tiden været intentionen at tage på landevejene igen. Problemet var blot, at en ny omgang i tourbussen ville kræve en helt anden volumen for at modsvare bandets nye status. Hvilket igen ville kræve et nyt album med et helt anderledes kraftfuldt og rocket udtryk.

Monster fra '94 var imidlertid ikke den typiske stadionrock-plade, mange andre bands i R.E.M.s position utvivlsomt ville have lavet. I stedet havde de suget inspiration fra kollegerne i U2, som havde genopfundet sig selv et par år tidligere med albummet Achtung Baby, der tegnedes af skæve guitarlyde, forvrænget elektronik og et glam-påvirket meta-univers. Også R.E.M. legede med blandingen af det kunstneriske og det kommercielle. Gnistrende guitarer og dronende soundscapes dannede baggrunden for Stipes vokal, som ikke blot var langt mere aggressiv og direkte end på forgængeren, men som også ridsede et langt mere sexet og ironisk billede op. Ligesom Bono på dette tidspunkt iførte sig flue-solbriller og McPhisto-rolle, tog Stipe også en maske på, om end i mere overført betydning. Der var langt fra denne nye, selvbevidste superstjerne til den følsomme og politisk agiterende Stipe fra 80'erne.

Set i bakspejlet er Monster gruppens svageste album, selvom det bestemt har sine øjeblikke. Kommercielt blev den dog en succes, og bandet tog på en verdensomspændende turné. Den blev imidlertid afbrudt, da Berry blev ramt af en alvorlig hjerneblødning under en koncert i Lausanne, Schweiz. Han kom sig, men den lange tur sled også på resten af bandet, og både Mills og Stipe blev ramt af sygdom undervejs. Bucks udtalelse fra '87 om, at hvis bandet tog på en stadionturné, ville det nok være det sidste, de gjorde sammen, blev hevet frem igen og igen i musikpressen.

Sådan skulle det dog ikke gå, men R.E.M.s næste album, New Adventures In Hi-Fi, antydede dog, at noget var galt. Det kunne selv ikke en rekordsættende kontraktforlængelse med Warner på 80 millioner dollars skjule. De 14 sange var ujævne og uden den konceptuelle sammenhæng, som prægede de tidligere udgivelser. Kommercielt kom albummet, der var blevet til under lydprøverne på Monster-turnéen, da heller ikke i nærheden af sine tre storsælgende forgængere, og her hjalp det ikke, at den slæbende og alt andet end radiovenlige E-Bow The Letter blev udsendt som første single. Den kreative krise og medlemmernes helbredsmæssige problemer tegnede ikke godt for fremtiden, og det lignede symbolik, at albummets sidste skæring, Electrolite, blev afrundet med et ildevarslende "I'm outta here…"

 

1998-2000:

Frygt for fremtiden 

Stipes udgangsreplik skulle imidlertid vise sig at gemme på en god portion ironi. Den lille forsanger var også at finde på R.E.M.s næste udspil, hvorimod Berry havde valgt at træde ud. Denne exit var dog ikke kulminationen på de interne problemer, bandet kæmpede med i den sidste halvdel af 90'erne, men resultatet af den hjerneblødning, som trommeslageren var blevet ramt af på den hektiske Monster-tour. Efter at have overlevet dette livstruende slagtilfælde havde han mere og mere fået lyst til at passe sin familie og gård frem for at forsætte som rockstjerne. Og i oktober '98 forlod han definitivt det band, han havde spillet i igennem de sidste godt 18 år.

Berrys beslutning kastede de resterende medlemmer ud i et personligt og kreativt morads, som i '98 udmøntede sig i den prunkløst betitlede Up. Et udspil, der nok gemte på kunstneriske pletskud som Hope, Walk Unafraid og At My Most Beautiful, men som også sine steder led under en noget diffus og uerfaren brug af trommemaskiner, sequencere og synthesizere.

Efter færdiggørelsen af Up var den decimerede supergruppe på randen af et sammenbrud. De tre medlemmer gik efter indspilningerne og pressearbejdet hver til sit uden at udrede de problemer, som var ved at splitte dem ad, og uden at have talt nærmere om dén fremtid, som fansene efterhånden var begyndt at frygte for.

 

2001-2003:

Tilbage på sporet 

Her kunne historien om R.E.M. snildt være sluttet. Med ondt blod og en middelmådig udgivelse. Men sådan gik det ikke, idet bandets mangeårige manager, Bertis Downs, læste opløsningssignalerne i tide og inviterede de tre tyndslidte nervebundter på hyttetur i et affolket hjørne af Idaho. Her bad han dem om – én efter én – at fremlægge, hvad der nagede dem. Og efter tre dage, hvor de med Stipes ord "kastede op på hinanden", var luften renset.

Den konfrontationpsykologiske strategi, som Downs med held havde benyttet, gav Buck, Mills og Stipe ny luft, både på det venskabelige og det kreative plan. Og et synligt bevis på det sidste ramte pladebutikkerne verden over i maj 2001. På Reveal var den hyperambitiøse gejst, som kendetegnede en række af karrierens bedste udgivelser, tilbage. På lydsiden blev dén elektroniske kobling til rocken, som forliste på Up, effektueret til svimlende perfektion, og på tekstsiden var den skriveblokade, som havde besværliggjort Stipes arbejde på forgængeren, afløst af en letflydende poesi om solplettede sommerdage og varsomme håb. Smukkest på Summer Turns To High: "Summer's here / the light is raising / hopes and dragonflies."      

Men Reveal blev dog ikke en kommerciel succes, selvom albummet præsenterede et R.E.M., der var tilbage på sporet og til trods for, at den effektive singleforløber Imitation Of Life blev spillet flittigt på alverdens radiostationer. Sølle 2,2 millioner enheder røg over disken, imens U2's All That You Can´t Leave Behind røg igennem ekspedienternes hænder langt oftere. Især i USA solgte bandet færre plader end tidligere.

– Vi bekymrer os ikke rigtigt om salgstal, så længe der er kvalitet i det, vi laver. Måske er vi bare ikke in tune med tidsånden i USA længere. Men der er mange radioer, som ellers ikke har spillet vores plader i årevis, der spiller vores helt nye single, Bad Day. Så måske er vi på vej tilbage, mener Buck.

Og den optimistiske trio returnerer da også snart til den provinsby, hvor det hele startede, for at færdiggøre et nyt album.

– I januar vender vi tilbage til Athens. Her skal vi finpudse 8-10 sange og arbejde videre på yderligere 20-25. Det er et godt sted at arbejde. I storbyerne er der restauranter, teatre, koncerter og en masse andet, der lokker. I Athens er der ikke så mange andre ting at lave, så her kan man arbejde otte eller ti timer om dagen. Vores gamle by er god for os, fordi den stadig er sig selv, slutter Buck.

Alt er altså, som det altid har været i Athens. Imens graver college-ungdommen stadig nysgerrigt efter tidens lyd i byens pladebutikker – forskellen er blot, at det i dag er R.E.M., der kigger ned fra plakatvæggene

 

Sang han virkelig det?

Michael Stipes specielle tekster kombineret med hans lige så særegne fraseringer er nemme at misforstå. På internetsiderne www.misheard.com og www.kissthisguy.com er nogle af de mere morsomme fejllytninger samlet. Blandt andet:

This one goes out to the one-eyed dove (This one goes out to the one I love).

A simple bra, found inside my car (A simple prop to occupy my time).

Coming to Arabia (Call me when you try to wake her up).

I'm not a pot of tea (I'm not commodity).

I know Rupaul (I know you called).

Chicken fricassee Kenneth (What's the frequency, Kenneth?).

 

Lidt ved siden af...

Medlemmerne af R.E.M. har alle været involveret i et utal af såkaldte fritidsprojekter – både som musikere og producere.

Michael Stipe har blandt andet produceret for sangskriveren Vic Chesnutt og lagt vokal på væsensforskellige udgivelser fra Indigo Girls, 10.000 Maniacs, Kristin Hersh og 808 State.

Peter Buck har fungeret som co-writer på et album med singer/songwriteren Mark Eitzel og ageret studiemusiker for skikkelser som Billy Bragg, Chris Stamey og Steve Wynn.

Mike Mills har produceret for undergrundsbandet Waxing Poetics samt indspillet med Robbie Robertson, Victoria Williams og Smashing Pumpkins.

Bill Berry har sammen med resten af R.E.M. ageret backingband for nyligt afdøde Warren Zevon under navnet Hindu Love Gods samt indspillet med sit ungdomsband, Love Tractor.

 

Sære drager

Da R.E.M. i karrierens spæde begyndelse søgte et bandnavn, var flere forslag oppe at vende. Ikke alle var lige heldige:

Twisted Kites

Slug Box

The Ninth Wave

Cans Of Piss

 

Stjerner til stjernerne

Murmur (IRS, 1983) *****

Reckoning (IRS, 1984) *****

Fables Of The Reconstruction (IRS, 1985) *****

Life's Rich Pageant (IRS, 1986) *****

Document (IRS, 1987) ****

Green (Warner, 1988) ****

Out Of Time (Warner, 1991) ****

Automatic For The People (Warner, 1992) ******

Monster (Warner, 1994) ****

New Adventures In Hi-Fi (Warner, 1996) ****

Up (Warner, 1998) ****

Reveal (Warner, 2001) *****

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA