x

Mixtape: Sleep Party People

Mixtape: Sleep Party People

Sleep Party People er navnet på et fortrinvist melankolsk enmands-soveværelsesprojekt fra eksil-bronholmeren, Brian Batz, som i denne uge debuterede med sit selvbetitlede album (i øvrigt på Speed Of Sound). Her lever akustisk guitarer, et Jon Brion'sk klaver med effekter på toppen side om side med en hypnotiserende vokal og smukke, drømmende korpassager.

Et debutalbum som GAFFAs anmelder Michael Gonzalez honorerede med fem stjerner: "Sleep Party People er en vidunderligt frostklar plade, der er gennemsyret af den mystik, skønhed og snigende uhygge, coveret lægger op til."

Brian Batz, som under sit kusntnernavn Sleep Party People gemmer sig bag en stor maske på diverse billeder og coveret, arbejder sammen med videoinstruktør og coverartist Tracy Maurice, som tidligere har arbejdet med Final Fantasy, Wolf Parade og Arcade Fire. Hun har også lavet videoen til Sleep Party Peoples første single, som du kan se på GAFFA.tv.

Sleep Party People skal i øvrigt turnere med Peter Silbermanns Brooklyn-band The Antlers, når de til marts spiller fem koncerter i Skandinavien.

Brian Batz har lavet et Mixtape til GAFFA, dedikeret til kunstnere og grupper, som desværre ikke er her længere. I parentes kan du finde lidt hjælp til, hvordan du kan nyde mixtapet bedst muligt. God fornøjelse!

Mixtape: Tænk engang hvis...

...ja, tænk engang hvis: Tidsmaskinen var en realitet. En virkelig og brugbar opfindelse, som fungerede ligesom bilen i "Tilbage Til Fremtiden". Tænk engang hvis du havde mulighed for at rejse tilbage i tiden og opleve nogle af dine favoritkunstner, som af diverse årsager ikke længere spiller. Hvis det var muligt, ville min liste se således ud:

Suicide: Ghost Rider (1977)

Dette er en rebelsk, punket og fandenivoldsk sag. "America is killing its youth". Det er, hvad Alan Vega synger, imens den voldsomme delay på vokalen nærmest tæsker sig igennem lydbilledet, der består af et trance-orgel og dens indbyggede trommemaskine (skal høres dansende i bar overkrop).

Jacques Brel: La Chanson Des Vieux Amants (1967)

Jeg bliver straks taget under armen og ført igennem Paris' gader, når jeg høre denne sang - billedligt talt. Monsieur Brel er og bliver et bekendtskab, jeg altid vil holde ufatteligt meget af. Jeg ved ikke lige, hvor meget Scott Walker og jeg har til fælles, men vi deler helt sikkert vores store kærlighed og passion til denne svedende, spyttende og indlevelsesrige person (skal høres højt på vinyl og i selskab med en flaske rødvin og en smuk kvinde).

Arthur Russell: That's Us / Wild Combination (1985)

For to år siden blev jeg inviteret i biografen af min daværende kæreste. Hun ville have, at vi skulle se en dokumentar om de første elektroniske apparater, som blev brugt til at skabe musik tilbage i 1930'erne. Fantastisk nørdet. Billetten viste sig også at inkludere et møde med dokumentaren "Wild Combination: A Portrait Of Arthur Russell". Et smukt og rørende portræt af en kunstner, jeg ikke før havde hørt om. Nu er jeg plaskforelsket i alt, hvad han har lavet. (skal høres imens solen varmer dine kinder).

Serge Gainsbourg: Valse De Melody (1971)

Behøver jeg at uddybe, hvorfor jeg har valgt denne elegante og stillige herre? Ikke nok med at han har skabt Charlotte Gainsbourg, så har han skrevet musik, som Air, Beck og Sebastien Tellier ville have solgt deres højre arm for at have skrevet. Jeg tror muligvis også at verdens bedste tromme-, bas- og styger-lyd findes på "Histoire De Melody Nelson". Kan godt forstå og sætte mig ind i misundelsen. Wauw! (find endnu en god flaske rødvin frem og tænd alle de stearinlys, du kan finde i lejligheden og hør godt efter den franske gentleman).

Cocteau Twins: Pandora (1984)

Mums er det rette ord! Vidste ikke, at en guitar kunne lyde sådan, før jeg dykkede ned i Cocteau Twins' bagkatalog. Vidste heller ikke, at man "måtte" synge på sit eget hjemmestrikkede sprog og var slet ikke klar over, at et menneske kunne synge så forbandet smukt. Elizabeth Fraser synger som den yndigste elver i en stor skov, hvor der er højt til træets grønne top. Og der er absolut ingen grund til at ikke kende dette band. Det er i min verden et must. (høres i selskab med en kop god mokka og en notesblok).

Sleep Party People udkom i mandags.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA