x

Prince – Funky tvilling fra The Twin Cities

Prince – Funky tvilling fra The Twin Cities

Nedenstående artikel blev bragt som Klub GAFFA-tillæg i juni 2008, da Prince fyldte 50 år, og vises på GAFFA.dk i anledning af annonceringen af Princes koncert på Roskilde Festival 2010, Princes første danske koncert i otte år.

Han behersker et utal af genrer og spiller en lang række instrumenter. Hans sceneshow har alle dage været grænseoverskridende, og han er en af planetens største kunstnere. Vi hylder majestæten Prince, der bliver 50 år den 7. juni. Eller i Prince-sprog, man kan forstå: Happy birthday 2 U!

Stjernetegnet Tvillingerne handler om noget luftigt. Om evnen til at antage forskellige personligheder. Og er ikke mindst noget med at kunne fange noget legende og kreativt, samt med lynets hast at kunne skifte spor uden betænkeligheder. Prince Rogers Nelson er født midt i dette tegn på en sommerdag i 1958. I Minnesotas tvillingebyer, som man kalder de to byer ved Missisippi-floden, der også hedder Minneapolis og St. Paul.

Og selvom det er hovedstaden i staten, så er det synd at sige, at det er et kulturelt centrum. Endsige med afrikanske amerikanere, som er en absolut minoritet. Okay, en vis Robert Zimmerman, der siden blev til Bob Dylan, voksede op i Hibbing, et stykke herfra. Og så er der altså den diminutive mand (158,5 cm), søn af computermanden og fritidsmusikeren John L. Nelson og hans kone Hattie, som i den grad fik tvillingebyerne på landkortet. I en grad, så turister nu om dage for længst har vænnet sig til at tage bilen og køre ud til en lille lokalitet et stykke mod vest. Det er nemlig her i Chanhassen, at Paisley Park-studiet ligger. Ifølge Lonely Planets guide over USA er det simpelthen Minneapolis' turistattraktion nummer et. Stedet, hvor Prince i snart en menneskealder har lavet det, der kort og godt hedder Paisley Park-lyden.

Historien om Prince handler om en knægt, der tidligt havde de musikalske gaver, men aldrig modtog reel undervisning. En knægt der tidligt satte de første musikalske stykker sammen ved det klaver, som faren efterlod derhjemme. Og som af stedfaren blev slæbt med til en James Brown-koncert som tiårig og sat op på scenen. Mindet om stedfaren er langtfra lykkeligt, men ved den lejlighed begyndte den lille dreng at danse, som om han aldrig havde bestilt andet. I skyggen af The Godfather Of Soul havde drengen, der gudhjælpemig var blevet opkaldt efter farens orkester med gutterne, fundet sin bestemmelse.

Siden har enhver kunnet se mere end antydningen af påvirkning fra James Brown i manden og myten, vi nu hylder.

Pladeselskabers mareridt
Kongelige er der nok af i musikverdenen. Elvis var The King. Der er også The King Of Pop, altså Michael Jackson. Jazzen har sin hertug og sin greve i henholdsvis "Duke" Ellington og "Count" Basie. Manden, der det meste af livet har været kendt som Prince, gav sidste år baghjul til alle dem, der i de sidste ti år eller mere er kommet med hånlige øgenavne a la Prince Light.
For med 21 koncerter på Londons 02 Arena, et sted med plads til en bagatel af 20.000 tilskuere, viste Prince verden, at han er toppen af poppen, når han ønsker det. Efter behag. Og hvad fik man så for pengene? Hvor billetpriser med superstjerner rask væk koster en bondegård, kom man ind til udskejelserne i London for 3-400 kroner. Fik et eksemplar af det sidste album med i købet. Og en sekstimers koncert oven i hatten. Sådan.

Som han sagde det ved den lejlighed: "Jeg har flere hits, end Madonna har børn!"

Han er også stærkt egenrådig. Ethvert pladeselskabs mareridt. Drev sit gamle selskab Warner til vanvid, da han droppede sin identitet, blev til The Artist, eller bare et symbol, eller Victor, eller hvad-ved-jeg og vidste-han-det-dårligt-nok-selv og endte i en berømt skilsmisse, hvor han skrev "slave" på kinden på coveret på det tredobbelte cd-album, Emancipation (1996) og siden hen konsekvent har lavet distributionsaftaler for et album ad gangen, hvis han da ikke bare har givet sin musik væk, eller solgt via nettet. En konsekvens, vi også kender fra George Michael.

Prince har alle dage været en mand, der ikke har accepteret snærende bånd og begrænsninger, og når man snildt kan lave et nummer om dagen, bliver det altså til en del. Samt et problem, hvis man insisterer på at udsende rub og stub. Eller bare tilnærmelsesvis. Hans karriere skrabede bunden i 1990'erne. Onde tunger og en del nære venner er enige om, at skilsmissen fra Warner ikke gavnede kvaliteten. At selv for kreative giganter af Princes kaliber er coaching ikke det værste.
Geni eller ej. Det havde sine fordele for den legesyge kunstner at have nogle, der kunne sætte bare antydningen af grænser. Som det var op gennem 1980'erne, da hitpladerne kom som perler på en snor.

Omvandrende spejlkabinet

Prince minder os om en lang række af musikkens ypperste. Han er som et omvandrende spejlkabinet fra rockmusikkens Hall Of Fame. Hvor han selv har befundet sig siden 2004.

Som guitarist er hans energi som en Hendrix, mens han teknisk lægger sig op ad Carlos Santana. Som performer tænker vi på James Brown, mens han selv vedkender sig at have lånt en del fra Sly Stone – og også i høj grad har brugt dennes bassist Larry Graham. Og for tiden bruger Browns saxofonist Maceo Parker. Ligesom hans udgangspunkt var den hvide heavyrock, som red USA som en mare, da han var ung. Bands som alle kritikeres hadeobjekt, Grand Funk, anført af halvblodsindianeren Mark Farner. Olieglinsende torso og guitarlir.

Omkring Controversy-pladen (1981) finder han sit look, der til forveksling ligner den androgyne rock'n'roll'er, Little Richard. På Purple Rain (1984) er inspirationen fra David Bowies ladyboy af en rockstjerne, Ziggy Stardust, noget, Prince for længst har vedkendt sig. I hans arbejde med sine orkestre ligger sammenligningen med Miles Davis lige om hjørnet. Og dog har Prince ikke skyggen af viden om musikteori. Han er 100 procent selvlært – og spiller 26 instrumenter.

På sit skrivebord i studiet i Paisley Park står indrammede foto af bebopsaxofonist Charlie Parker og Miles. Det er netop fra Miles Davis, at Prince har luret idéen med konsekvent at optage enhver øver på bånd. Og han er seriøs i enhver detalje. Bare spørg hans studiefolk. Som Michael Koppelman, der arbejdede som lydtekniker, har sagt det i et podcast:

"Jeg tilbragte utallige timer alene i studiet med Prince med at arbejde på alt muligt. Prince er musikalsk et geni. Jeg har set ham spillet disse utroligt cool ting, og jeg vil sige, at Prince kunne grundlæggende hænge ind med enhver musiker inden for enhver genre. Hvis der var en jazzgruppe, r&b selvfølgelig, rock'n'roll, sandsynligvis country, og endda prøve inden for klassisk, så ville Prince kunne sætte sig ned og spille sammen med dem på en meget imponerende måde. Fyren er en stor musiker.

Som de fleste ved, er han uden musikalsk træning. Han kender ikke til musikteori, og det kendte jeg til, og der ville være tider, hvor vi ville spille et eller andet, og han ville have mig til at ramme en toneart, og jeg måske ville spørge, om han ville have en syverakkord, og han ville svare, at "det dér teorilort interesserer ikke mig". Men en stor trommeslager, stor guitarist, stor keyboardspiller, stor bassist, og særdeles morsom, samt helt sikkert særdeles klog. Han ville fyre vittigheder af hele tiden, specielt når bandet var til stede.

Men han er også en slavepisker. Vi ville arbejde røven ud af bukserne. Jeg ville have 96-timers arbejdsuger. Min rekord var et stykke over 100 timer. Man ville gå i seng klokken halv seks om morgenen, og klokken 11 skulle man være tilbage i studiet."

Farven lilla
De, der var til den berømte koncert i Valby Hallen i 1986 med Prince and The Revolution, så en orkesterleder, der var i uhørt kontrol. Et blik eller et knips med fingrene, og musikerne reagerede omgående og kunne gå ud i de vildeste improvisationer. Det var – og er – det fedeste og mest karismatiske band, Prince nogensinde har haft. Selvom der stod Prince på det meste i studiet, så var det orkestret med Wendy Melvoin og Lisa Coleman som centrale medlemmer, der satte sig i publikums bevidsthed. Startende med den klassiske indledning til nummeret Computer Blue fra Purple Rain: "Wendy? Yes, Lisa. Is the water warm enough? Yes, Lisa. Shall we begin? Yes, Lisa."

Pladen og filmen Purple Rain var det, der fik Prince til at blive et verdensnavn. Tilstræbt biografisk, men stort set uden hold i virkeligheden, skabte filmen alligevel et billede af en scene i Minneapolis, der havde sine stinkende funky bands, med en helt egen lyd, der var et friskt pust, efter at 1970'ernes diskobølge for længst var blevet træt, og der bare var plads til et udtryk, der dels var i tråd med New Romantics-bølgen med bands som Simple Minds og Echo and The Bunnymen, som havde taget over fra punken i England, men som alligevel havde masser af energi fra sort amerikansk musik. Og det var nemlig Princes kunstgreb. At han forstod at skabe en stil, der både appellerede til den købestærke hvide ungdom og alligevel havde masser af legitimitet i en sort verden.

Samtidig solgte han ikke ud. Da pladeselskabet lige kunne bruge en opfølger, en Purple Rain 2, var det næste album færdigt, og gik i en helt anden retning. Around The World In A Day (1985) er et fantastisk album, men der var måske hos Warners promotionfolk ikke lige brug for, at Paisley Park tog på pilgrimsrejse til hippieland. Trods hits som Raspberry Beret og Pop Life røg der nogle af de nye fans, lige som det kommercielle tog var ved at forlade perronen. Og da der var behov for en ny formidabel film, lavede Prince en fiasko, der dog affødte albummet Parade (1986), som rummede noget af hans fedeste musik. For undertegnede er Mountains fra lige den plade et af firsernes fedeste numre. Andre – og ikke bare Tom Jones, der hittede med den – er ret enige om, at Kiss var et mesterstykke. Essentiel Prince, altså minimalistisk. Trommebeatet lige i synet, stortrommen, ingen funky bas, og så stemmerne mikset helt op tæt på. Og fræk, fræk falset.

Så med et var den lilla revolution ovre, og mesterskiven Sign "O" The Times (1987) indvarslede en ny tid. Prinsen dansede bedre end nogensinde, og med øjne på stilke så vi ham komme ind på scenen i Idrætsparken i 1988 som del af det udstyrsstykke, som turnéen, der skulle markedsføre albummet Lovesexy (1988), blev til, og som var så dyrt, at turnéen i USA blev skrottet. Til Princes store fortrydelse.

Jeg var til koncerten, og at se Prince køre ind på scenen i åben cabriolet med danserinden Cat og den yppige perkussionist Sheila E slængt hen over køleren, hvorefter en historisk hitparade af et party gik i gang, var en koncertoplevelse af typen, man kun oplever få gange i livet.

Som det altid har været med Prince, vidste musikerne aldrig helt, hvornår de havde fri. På turene ville Prince typisk leje klubber og så lave klubkoncerter efter de store stadionkoncerter. Her ville han prøve alternative numre af, gå amok på guitaren eller simpelthen give sig hen i oplevelsen af at spille på et lille sted. Så for fans gjaldt det om at være på tæerne. I diverse fanzines går der frasagn om specielt en koncert, nemlig på The Trojan Horse Club i den hollandske regeringsby Haag i 1988. Den koncert står i annalerne som den bedste Prince-koncert nogensinde.

Herefter gik det kommercielt ned ad bakke, og kunstnerisk blev der langt mellem snapsene, selv om Hans Højhed selv fortsatte med at være hyperaktiv. Måske var verden træt af Prince. Eller måske blev hans disputs med Warner og hans flip med at skifte navn set som noget påtaget.

Så trods lyspunkter som Diamonds And Pearls (1991) blev 1990'erne en lang rejse mod lyset.

Frem mod de 50
Det er synd at sige, at Prince ligger på den lade side her op til 50 års dagen. Den meget omtalte koncert i Århus i juni er dog i skrivende stund omgærdet af stor mystik, så vi får se, hvad der sker med den. Personligt tvivler jeg på, at han kommer, ligesom de gør det på fansitet Housequake.com. Mit forslag er at pakke sydfrugterne og drage til Dublin.

Hans Princeness har lige spillet på den årlige festival i Coachella nær Palm Springs i ørkenen øst for Los Angeles, hvor der blandt andet var en sjov udtalelse fra bandet, som skulle spille lige før, nemlig de gendannede triphoppere Portishead, der ellers havde set frem til at spille før Kraftwerk. Afgjort en spændende kombination, der dog ikke solgte hos Ticketmaster, den store udbyder af koncertbilletter i USA. Derfor blev det Prince, som Coachella havde forsøgt at få fat i siden festivalens start. Som Geoff Barrow fra Portishead sagde det:

"Prince møder helt sikkert op med et følge på 40 personer. Så vil lydmændene ikke tillade os at lave lydtjek og så ender man i den forfærdelige situation at skulle spille foran et massivt amerikansk publikum uden et lydtjek. Forfærdeligt. Vi har faktisk hyret to mand for at sikre, at lyden er god. Til udelukkende at kæmpe i vores ringhjørne..."

Barrow havde nu nok ikke grund til speciel uro. Prince kom, så og spillede for 60.000 publikummer og leverede et fantastisk show, hvor han som covernumre spillede Radioheads Creep og det gamle Beatles-hit Come Together. Samt sluttede af i vanlig stil med to ekstranumre, nemlig Purple Rain og til sidst Let's Go Crazy. Og det var så lige, hvad de gjorde på den dejlige californiske festival, der hvert år er startskuddet på festivalsæsonen.

Privat er Prince for tiden single, efter at det andet ægteskab med en tidligere ansat i Paisley Park, Manuela Testolini, blev opløst for et par år siden. Den hovedrige stjerne, der i 2006 kom foran Madonna, når det gælder indtjening, har ejendomme mange steder.

Han er dog mest i sin lilla villa nær studiet i Chanhassen, i Las Vegas, og så har han de sidste år gjort sig bemærket med en lang række fester i sit hus på den berømte vej Mulholland Drive i Hollywood Hills i Los Angeles.

Så skulle du være på de kanter den 7. juni og hører skriget fra en supersonisk spade brage ud over det mondæne nabolag, kunne det være, at du skulle holde dig til. God fornøjelse!



58-08: Et halvt århundrede med hans højhed

1958:
7. juni: Prince Rogers Nelson fødes i Minneapolis, Minnesota. Opkaldes efter farens band, The Prince Rogers Trio.

1978:
20-årige Prince udsender sin første plade For You på Warner Brothers. På nær et nummer er alt selvkomponeret. Det er hittet  Soft And Wet. Bagmand for dette er Chris Moon, som siden tager æren for endnu to numre. Og får penge af Princes advokater. Prince spiller og synger alting selv. Prince har indtil da haft bandet Champagne.

1979:
Albummet Prince udsendes og har et reelt hit i I Wanna Be Your Lover, og så kigger guitarhelten seriøst frem på track'et Bambi om pigen, der skal se at få sig en rigtig mand. Sunget med ret spæd falsetstemme, men guitaren tager virkelig fat i slutstykket. Ligesom Prince gør sig bemærket på tv-showet Dick Clark's American Bandstand med at svare på tegnsprog. Det vækker en del undren.

1980:
I Wanna Be Your Lover opnår guldstatus. Prince og hans band turnerer med et af hans idoler, Rick James, der i sin tid startede ud i Toronto med Neil Young. De kan ikke sammen, specielt efter at Prince scorer James' kæreste, Denise Matthews, der siden hen bliver til Vanity og leder pigegruppen Vanity 6. James kalder efterfølgende Prince for that little science fiction creep og hævder, at "Prince var for hvid til mit publikum". I oktober udsender Prince det mesterlige album Dirty Mind. Pladen opnår siden en fornem 18. plads på musikbladet Rolling Stones liste over firsernes bedste plader.

1981:
Udsender Controversy, som hitter, selvom det ikke når Dirty Mind til sokkeholderne. Den får ikke for lidt med de religiøse ting blandet med det kontroversielle. Sangen Jack U Off overlader ikke meget til fantasien. Den ekshibitionistiske onanist for fuld udblæsning tilsat saftig guitar. Pladen har solgt platin og når 21. pladsen på Billboards hitliste i USA.

1982:
Bandet The Revolution er ved at være på skinner. Prince laver stadig hovedparten på det dobbeltalbum, som bliver hans gennembrud, nemlig 1999, hvor en del er indspillet i kælderstudiet på den villa, han har købt og malet lilla (purple) ved Lake Minnetonka. Ligesom han hitter seriøst med den kontroversielle Little Red Corvette, titelsangen og Delirious.

1983:
I april rammer Prince top 10 med Little Red Corvette, og måneden efter har 1999-albummet solgt platin. Karrieren er virkelig på skinner. Princes liveshows afsluttes med International Lover, hvor Prince entrer en seng og boller en usynlig partner – hvis han da ikke tilfredsstiller sig selv. Ligesom Little Red Corvette bliver en af de første videoer på MTV, hvor sorte kunstnere hitter bredt hos et hvidt publikum. Vi er i året, hvor Michael Jackson hitter med Thriller-albummet (udsendt november 1982).

1984:
Tid til den lilla regn og karrierens hovedværk. Prince optræder i nomineringerne både ved American Music Awards og Grammy-uddelingen. Filmen og pladen Purple Rain katapulterer Prince op på megastjerneplan. Pladen rammer førstepladsen og bliver på hitlisten i over et halvt år. Den holder Bruce Springsteens Born In The USA væk fra førstepladsen i 20 uger!! Tre singler, When Doves Cry, Purple Rain og Let's Go Crazy, når førstepladsen. Lp'en sælges i over 13 millioner eksemplarer.

1985:
Lilla prisregn ved Grammy-uddeling. Prince scorer sågar for bedste sangskriver for I Feel For You, som er sunget af Chaka Khan. I april udsendes det psykedeliske album med mindelser om The Beatles, Around The World In A Day. Hitsinglen herfra bliver Raspberry Beret, der når til tops.

1986:
Den rædselsfulde film Under The Cherry Moon udsendes. Soundtracket er der ikke noget i vejen med, og det udsendes som Parade og indeholder udødelige hits som Kiss, Mountains, Girls & Boys og Anotherloverholenyohead. Mens Kiss ligger på førstepladsen i USA, er nummer to sjovt nok en anden Prince-komposition, Manic Monday med pigegruppen The Bangles. Ifølge rygtet givet til den smukke sangerinde Susannah Hoffs som scoretrick af Prince, der bruger Christopher, et af mange pseudonymer, som komponistnavn.

1987:
The Revolution er nu fortid, og Prince vinder Grammy for Kiss-singlen. Udsender endnu et hovedværk, og kommer for første gang seriøst op at skændes med sit pladeselskab. Prince vil udsende et tredobbelt album, men Sign "O" The Times ender med "kun" at være et dobbeltalbum. Kritikerne flyder helt over i begejstring, ligesom turnéen med danseren Cat i centrum er fantastisk og udløser en live-film med samme titel. The Black Album kommer ud i få eksemplarer og trækkes så væk igen, nok til at blive et af historiens sagnomspundne piratalbum. Det udsendes endelig i 1994 i begrænset oplag. 1987 er også året, hvor Prince bruger 10 millioner dollars på at designe og bygge sit state of the art Paisley Park-studie ude i Chanhassen vest for Minneapolis.

1988:
Den kunstneriske og kommercielle nedtur begynder. Lovesexy udsendes delvist for at kompensere for The Black Album og den tredje plade, som Prince ville have med på Sign "O" The Times. Efter et bekosteligt udstyrsstykke af en turné i Europa aflyses den amerikanske del.

1989:
Prince hitter med Batdance fra Batman-filmen, men ellers er musikken et lavpunkt. Han dater filmens kvindelige stjerne, Kim Basinger.

1990:
Endnu en Prince-cover hitter massivt, nemlig Nothing Compares 2 U, en gammel sang fra Prince-projektet The Family, som nu bliver sunget af den irske sangerinde Sinéad O'Connor. Der kommer også en fiasko af en film, Graffiti Bridge, med en tilhørende blandet landhandel af et album.

1991:
Det langt bedre album Diamonds And Pearls udsendes. Inkluderer hits som Cream, som går til tops på begge sider af Atlanten. Dertil Gett Off, titelsangen og adskillige andre.

1992:
Prince udsender Love Symbol-pladen under navnet Prince and The New Power Generation. Pladen inkluderer korsangerinden Mayté Garcia, som bliver Princes kone fire år senere. De næste år går med at løsrive sig fra Warner Brothers, der spises af med sange fra lageret. De ender med at lukke hans Paisley Park-plademærke. Ligesom Prince begynder at bruge navne som The Artist Formerly Known As Prince, forkortelsen TAFKAP og Victor.

1993:
Singlen The Most Beautiful Girl In The World er eneste tegn på liv.

1995:
Udsender det fine album The Gold Experience. Det indeholder sange fra de foregående år, inklusive The Most Beautiful Girl In The World.

1996:
Warner Brothers-samarbejdet slutter. I juli er Prince på The Today Show med ordet Slave skrevet på kinden i protest mod pladekontrakten med Warner. Måneden efter kommer et tredobbelt cd-album med titlen Emancipation (frigørelse). Kæresten Mayté indtager en prominent position. Ligesom der igen er et billede af martyren uden navn med ordet slave på coveret. Han bliver gift med Mayté på Valentins dag og annoncerer, at de skal have barn. Sønnen Gregory dør kort efter fødslen. Parret går fra hinanden i 1999. Mayté bliver siden forlovet kortvarigt med Mötley Crüe-trommeslager Tommy Lee.

1998:
3-cd'en Crystal Ball udsendes via Princes website. Udsender endnu en plade og forærer fans fri download af en 26 minutters single (!).

2000:
Prince tager sit navn tilbage.

2001:
Prince bliver døbt i sekten Jehovas Vidner. Han gifter sig for anden gang med Manuela Testolini, en ansat i Paisley Park. Hans far John Nelson dør 85 år gammel. I årevis har han boet i et hus tæt på sønnen.

2004:
Prince bliver indlemmet i Rock And Roll Hall Of Fame. Udsender Musicology, som regnes som et comeback. Er på forsiden af Rolling Stone.

2005:
Musicology har solgt dobbelt platin. Prince vinder to Grammyer.

2006:
Optræder på comedyprogrammet Saturday Night Live og udsender efterfølgende det fine 3121-album, som er hans første nummer et i USA i 17 år. Desværre holder ægteskab nummer to heller ikke. Manuela vil skilles.

2007:
140 millioner seere over hele verden ser Prince levere et historisk show i pausen til Super Bowl, finalen i amerikansk fodbold. Scenen er formet som hans berømte kærlighedssymbol. Fem nomineringer til Grammy. Er med på hyldestplade til forbilledet Joni Mitchell og udsender sit seneste album, Planet Earth. Annoncerer 21 koncerter i Londons 02 Arena med plads til 20.000. De første syv shows sælger ud på 20 minutter. I forbindelse med tre koncerter hjemme i Minneapolis lancerer han sin nye parfume, 3121.

2008:
Prince spiller på Coachella-festivalen nær Palm Springs øst for Los Angeles. I juni vil han spille sine Greatest Hits ved en koncert i Irland, ligesom han måske spiller i Århus. Med lidt held følger der et eksemplar af Vagttårnet med…
7. juni runder Prince 50 år.


Prince – De 11 uomgængelige:

Dirty Mind (1980)
*****
Det tidlige mesterværk, som var særdeles stødende i 1980 med sange som Head, titelsangen og When You Were Mine. Det er albummet, hvor tegningen til The Revolution er der, men selvfølgelig lyver coveret. Stort alting er spillet af Prince, og Lisa Coleman får bare lov til at levere lidt kor på Head, og Dr. Fink spiller lidt synth, ligesom han er medkrediteret på titelsangen. Pladen solgte dårligt i sin tid, men tiden har været nådig ved pladen, som holder hele vejen.

1999 (1982)
****
Gennembrudspladen, hvor Prince markerede sig som en af de bedst sælgende kunstnere i USA i 1983. Prince mestrer nu alle aspekter af pladeproduktion, og pladens første side rummer de tre tracks, der blev singler, hvor specielt titelnummeret og især Little Red Corvette blev landeplager, især fordi det var her, at Prince for alvor fik tag i det købestærke hvide publikum. Der altså tilsyneladende havde vænnet sig til tekster som den sidste, der tilsyneladende handler om en bil, men ved nærmere studier mere er om kønsdele.

Purple Rain (1984)
******
En klassiker, der introducerer bandet The Revolution. Filmen er tilsyneladende biografisk og introducerer Minneapolis-scenen og den tilsyneladende rivaliseren mellem Prince og hans band og The Time anført af sangeren Morris Day, samt en ny gruppe, Apollonia 6. Alle havde selvfølgelig Prince som altdominerende bagmand. I filmen krediteres eksempelvis Wendy og Lisa for at have skrevet titelsangen, hvilket ikke passer i den virkelige verden. Pladen rummer et antal stilarter og viser både Prince fra den mest poppede og iørefaldende side, samt som guitarhelt på titelsangen. Et kuriosum var Darling Nikki, der var for vovet for den senere vicepræsidentfrue "Tipper" Gore, der sammen med en anden politikerkone startede en forening, der førte til de berømte "Parental Advisory"-stickers, der siden har prydet cd'er med kontroversielle tekster. Hits er især titelsangen, When Doves Cry, Computer Blue og åbneren Let's Go Crazy.

Around The World In A Day (1985)
*****
Prince overrasker med album, der er et ikke-kommercielt svar på Purple Rain's enorme succes. Ikke for sidste gang er pladen reelt en gave til fans. Indspillet i kølvandet på storsælgeren, men introducerer for alvor den psykedeliske side af Prince, ligesom faren John L. Nelson er medkomponist på et par numre. Pladen er fyldt med lækker musik, blandt andet Raspberry Beret, Pop Life, Paisley Park og en personlig favorit, Tamborine. Fed skive, hvor Prince lancerer Minneapolis-scenen som et svar på San Franciscos Summer Of Love.

Parade (1986)
*****
Den sidste plade med The Revolution. Et mesterligt soundtrack til en rædselsfuld film, der dog har svage sider i farens og sønnens vaudeville-agtige Under The Cherry Moon og Christopher Tracy's Parade. Første udgivelse på Prince-plademærket Paisley Park. Bortset fra det er der masser af lækkerier. Wendy og Lisa siger farvel med musikken til den mesterlige og syrede Mountains – skribentens All Time Favorite fra prinsens domæne – og så køres der ellers løs: Kiss, Girls & Boys og Anotherloverholenyohead. Parade er uretmæssigt blevet disset af en del anmeldere, men fremstår nu som et hovedværk.

Sign O' The Times (1987)
******
Farvel til revolutionen og goddag til karrierens bedste plade – sammen med Purple Rain. Fangede tidsånden i titelsangen med den berømte åbningslinje om aids: "In France, a skinny man died of a BIG disease with a little name/By chance his girlfriend came across a needle and soon she did the same". For at gå videre til gangs og vold. Var i øvrigt ledsaget af en film, som var en livekoncert, der introducerede danseren Cat. Bandet er delvist nyt, og der er masser af mesterlige sange, såsom If I Was Your Girlfriend, The Cross og U Got The Look, den sidste i duet med Sheena Easton.

Diamonds And Pearls (1991)
****
Princes første skive, hvor bandet The New Power Generation er krediteret. Kritikerne var delte, men pladen fik en masse nye fans med på vognen og havde en række hits, først og fremmest Cream, titelsangen, Gett Off og Money Don't Matter 2 Night. Cream ramte førstepladsen i USA og var et stort hit over hele verden.

Love Symbol (1992)
****
Introducerer symbolet, som siden bliver den nye identitet. Ironisk nok starter vi med My Name Is Prince, en hårdtpumpet funkting med en rapsekvens af Tony M, der blandt andet fyrer linjen af: "U must become a Prince before U're a king anyway". Andre hints til det kommende brud med identiteten Prince og forholdet til Warner Brothers findes i den afsluttende The Sacrifice Of Victor, endnu et af mange pseudonymer for His Princeness. Pladen er god og er en stor kærlighedserklæring til den kommende kone Mayte.

The Black Album (1994)
*****
Et af verdens mest omtalte album blev endelig udgivet syv år efter indspilningen. Kaldet The Funk Bible og særdeles svær at få fat i, fordi den blev udsendt i begrænset omfang og siden slettet af pladeselskabet. Skulle have været opfølger til Sign "O" The Times, men blev erstattet af den mindre stødende (bortset fra coveret) Lovesexy. Var dog ude på piratplade i mange år. Grunden til hemmelighedskræmmeriet skulle angiveligt have været, at Prince havde et bad trip på ecstasy. Ikke desto mindre havde pladen mange spændende sekvenser, blandt andet en artist, der sviner en kritiker til i sangen Bob George. En plade, der er ren kult.

The Gold Experience (1995)
****
Prince hittede her uventet, men seriøst med supersangen The Most Beautiful Girl In The World, som gik til tops i England og lå i top fem på de vigtigste markeder. Også hits med I Hate U og Gold. Ligesom pladen som helhed var noget af det bedste fra Prince i lang tid, og klart bedre end den hypede efterfølger, 3-cd'en Emancipation. Ironisk nok skrev Prince sin supersang, efter at Warner Brothers nedlagde hans plademærke, Paisley Park Records. Pladen er den første, der er kommet på det nuværende Prince-label, NPG. Samt den sidste, som Warner distribuerede. Og – tumulten til trods – et fint Prince-album.

3121 (2006)
*****
Det første Prince-album, der røg på førstepladsen i USA siden 1989! Thirtyone Twentyone er muligvis en adresse på et hus i Los Angeles, hvor en del af pladen er indspillet, eller et nummer på et skriftsted. Pladen er fantastisk med en Prince tilbage i absolut topform. Formelen på nogle af numrene er den gode gamle, som på Lolita med suveræne vokaler og vægt på trommer, minimal bas, synthesizer, funky guitar og de kommenterende vokaler, der ligger lige oppe i ansigtet på lytteren. Den franske rap fra Boys & Girls foregår nu på spansk. Efter en vis omflakken er vores ven tilbage på toppen med dette gudealbum.

+

Prince & The Revolution: Purple Rain – live (1992)
******
Normalt taler man ikke om det alt for højt. Men denne udgivelse, der godt nok er nummereret og ude på plademærke (That's Life), er ikke til at opstøve på nettet og er nok en piratskive. Ikke desto mindre er det Prince & The Revolution på tur med Purple Rain-pladen, ligesom der er sneget sig et enkelt nummer fra 1999 ind, nemlig International Lover. Pladen har en mester i topform, og det kulminerer på selve Purple Rain til sidst, hvor hans guitarsolo bliver ved og ved, og han krænger og vrider den indre Hendrix helt ud. Få rockguitarister har trykket den af, som Prince gør på denne fantastiske liveskive foran et publikum, der går amok.

DVD:

Purple Rain (1984)
****
Selve filmen er ret ordinær med sin historie om The Kid, spillet af Prince, som konkurrerer med The Time, anført af Morris Day, og knægtens problemer med en voldelig far, som var musiker. Dertil hans kærlighedsaffære med sangerinden Apollonia og hans og bandet (spillet af The Revolution) og deres kamp frem mod øjeblikket, hvor alle ser, at de er Guds gave på jord, ikke mindst The Kid. Det, der gør forskellen, er selvfølgelig musikken og måden, den lancerede Prince & The Revolution på. Kort sagt: en ungdomsfilm med en helvedes masse god musik.

Sign "O" The Times (1987)
*****
Filmen skulle oprindeligt være fra en livekoncert i Rotterdam, men lyden var ikke god nok. Prince og hans nye gruppe lavede derfor det meste ved livekoncerter hjemme i Paisley Park-studiet. Ikke desto mindre former det sig som en formidabel koncertoplevelse, der blandt sine forcer har et medley i midten, hvor Prince alene ved flygelet spiller en række hits, blandt andet Raspberry Beret. Ligesom danserinden Cat indtager en prominent plads på scenen. Filmen skulle have vist det amerikanske publikum, hvor populær Prince var i Europa. Der er også en regulær promotion-video med Prince og Sheena Easton, der synger hittet U Got The Look.





Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA