x

Hatesphere turnédagbog, del 2

Hatesphere turnédagbog, del 2

Hej Danmark,

Der er sket rigtig meget siden sidst. Bl.a, så har jeg byttet min Irie Daily-skjorte væk for en kasse Miller, og den føromtalte LA-styrthjelm bærer tydelige præg af party-krakeleringer. Jo jo, det går vist som det skal... Og lige præcis Los Angeles var ret vildt. Min gamle bandbror i Furillo, Turisten, kiggede ned fra San Francisco (hvor han i øvrigt leger med nanoteknologi og skøre kemikalier). Så der var lagt i ovnen til en aften ud over det sædvanige. Det at spille på et udsolgt The Roxy, hænge ud på The Rainbow efter showet (der hvor Lemmy har sin "egen" stol nede for enden af baren) gør, at man, hvis man vil, hurtigt kan ende op i situationer, som er lidt "derude" og nok mest af alt på grænsen til det stupide og kliché-eksplosive. Jeg valgte (naturligvis) ikke at modarbejde noget som helst og bare lade mig opsluge af stemningen, så det blev hvad det lige præcis var; en aften i englenes by, som gik agurk, og hvor jeg, inden det sortnede helt, faldt i søvn på et par stripperfødder et unavngivet sted på The Strip og senere igen, vågnede op i en lejlighed hos en eller anden fra "et eller andet pladeselskab".

Vi fortsatte vores tour nordpå mod Seattle, Wahington, hvor vi, inden da, spillede et magisk søndags-show i San Francisco. Spillestedet Slim's har, udover et arkitektonisk prangende interiør, den sejeste kok nogensinde! José er en charmerende lille, små-hidsig mexicaner, som hører psykopat højt metal på en mikroskopisk lille, sønderrevet ghettoblaster samtidigt med, at han står og laver det bedste mad, vi formentlig endnu har fået på den her tour. Vi stak ham et par skiver og guffede "The best beans in California, my friend!". Pepe spankulerede rundt i Mexicos nationale fodboldtrøje (en gave fra 2 mexicanere, der var fløjet op til LA showet for at se os), så José råbte og skreg, og vi sagde tak for mad og sluttede aftenen af med at spille for et super tændt publikum efterfulgt af en nat-tur til Golden Gate Bridge, hvor vi stod og holdte hænder og sugede 9 mia. tons stål i sexet, rød maling i os.

Når vi kører om natten efter et show, føles det lidt som en operation, hvor man får fjernet en vital del af sin krop, så man vågner op i en rus af livløshed og desperation. Det lyder sikkert voldsomt, men den fransk-canadiske dødskaravane er stadig ikke blevet mere behagelig at rulle i, og vores kære venner i Augury er (desværre) heller ikke blevet bedre bilister. Så da vi ankommer til Portland, Oregon var det med den dér velkendte tourfornemmelse af, at ens knogler fryser, og at man allerhelst vil ligge under en varm dyne og blive nusset under PH-lampen, eller bare sove ind. Det er på grænsen til det uudholdelige, at sidde op i 10-14 timer i den her skiftevis iskolde orkan eller glohede sauna, der blæser i venstre side af kabinen ved 3. sæderække (centreret lidt under knæet og ned omkring fod højde), og det eneste vi efterhånden kan trøste os med – udover sukker og skidt i form af highway truck stop junk, er, at det, der sker på den anden side af vinduet til tider er så vanvittigt betagende, at det fjerner fokus fra elendigheden. Alt fra ørne, der sidder på pæle og spejder langt, til snedækkede bjergtoppe, togsæt så lange, som øjet rækker, og tilbage til de svulstige skylines der møder os, når vi nærmer os byerne.

Vi spillede et OK show, og jeg valgte at bruge noget af aftenen på, at hænge ud i boden, indtil BDM spillede og den circle pit, der opstod hen mod slutningen bogstaveligt talt, destruerede boden og undertegnede. Det ene øjeblik stod jeg med en gin og tonic i hånden, sekundet efter havde jeg henholdsvis et bord i hovedet og en række stativer i nakken. Hurra. Augury havde arrangeret privat indlogering hos nogle lokale pot-hoveder, som i øvrigt havde en hund med 3 ben (!), hvortil jeg meldte pas og i stedet røg på stripbar med Trevor, Bryan, Ryan Knight og BDM's lydmand, Woody. Og denne gang gik det meget bedre end i LA, så jeg kan både huske hvordan stripperne så ud, og at jeg stod på hænder uden bukser på. Til gengæld vågnede jeg op ved siden af Shannon (trommeslager) som slet ikke var med! "Hej, mit navn er Mixen, jeg er 30 år gammel og jeg sover i ske med trommeslagere".

Man prøver alt, hvad man kan, men tit og ofte, er der desværre ikke tid til sightseeing. Det er nogle seriøse distancer, vi er ude i her (Europa, du pakker bare sammen!), og der skal loades ind, sættes op, laves lyd, og så spiller vi først, hvilket typisk ikke er ret lang tid efter, at dørene åbner. Så hvis man skal lege turist, kræver det, at det hele falder i hak, og det gjorde det heldigvis i Seattle. Hvis man har set "Frasier", så har man sikkert lagt mærke til The Space Needle, som kører henover skærmen i den animerede intro/outro, og som er et vanvittigt højt tårn, der ligner en.... Rumnål! De har en ganske nydelig elevator, med flotte træpaneler og andet "lir", som sidder fast på ydersiden og som fræser til toppen på ingen tid. Det var mere end, hvad man kunne sige om Pepe, der ikke har det særlig godt med højder. Faktisk, så opererer Pepes frygt for højder på et så "højt" plan, at vi andre var hurtige til at fokusere alt, hvad der hedder fotografisk elektronik direkte på ham, og vi morede os gevaldigt, indtil Mike begyndte at hoppe rundt derinde - som elevatoren ræsede mod månen - hvilket fik Pepe til at garantere Mike en brækket næse eller værre. Vi ramte toppen, tog billeder af høje bygninger, der nu befandt sig nedenunder vores fødder, bjergtoppe til højre og venstre, stillehavet, der sniger sig ind over bygrænsen. Og... nå ja, Peps, der klamrede sig til gelænderet og fortalte sig selv, at "det skal nok gå"

Tilbage på El Corazon, som er et fedt spillested og som minder utrolig meget om Logo i Hamburg; Ikke særlig dyb, men derimod en bred scene med pæle placeret på langs, så man skal bevæge sig lidt for ikke at svinge hovedet ind i beton. Vi formåede at spille et sindsygt fedt, intimt show for et ellevildt publikum og især den canadiske delegation, som var kørt ned for at se os var et hit hos 5 retarderede turister. Det endte selvfølgelig i drinks og galar, og vi sluttede natten af hos en af Augurys venner; en gammel asiatisk kvinde, som på mystisk vis (vistnok) havde giftet sig til et par millioner, og nu boede i et 4 etagers højt hus i et isoleret rigmandskvarter lidt uden for Seattle. Der var stablet nat-buffet på benene, og som vi slyngede kyllingeben ned og kastede med spaghetti/kødsovs, gik hun rundt og aede folk på hovedet. Det var en lille smule underligt, men vi var glade for mad og husly og kastede mere mad rundt. Der var (naturligvis) værelser til alle, og jeg fik et fint et med dobbeltseng og udsigt til skoven. En helt klar opgradering i forhold til den rullende lort, som vi kalder hjem. Desværre endte jeg med - ikke meget mere end en halv time senere - at indlogere mig selv på toilettet, eftersom alt hvad jeg havde i mig endte i kummen. Jeg har sjældent haft det så skidt og ALT, hvad der var inde i mig, endte hos en gammel, semi fetish-agtig, asiatisk krage i Seattle. To dage stod det på, og det eneste, jeg havde lyst til var vand. Ikke at sidde, ultra dehydreret i en bil, hvor folk har det "sjovt", tilbyder en syrligt slik, eller kører som en kombination af Richard Pryor og Gene Wilder i "Kan du høre, hvad jeg ser?".

Vi spillede tourens absolut dårligste show i Boise, Idaho. Ikke fordi, vi spillede dårligt rent musikalsk. Men fordi, der nærmest ingen mennesker var, og dem der var var pisse ligeglade med os. Og så selvfølgelig – for mit eget vedkommende – fordi, jeg stod og kiggede ned i en spand det meste af showet og undrede mig over, hvornår der kom mere opkast ud. 10 mennesker klappede (med én hånd) os ned fra scenen, og jeg strøg direkte ud i en kold bil, for at vente på en 12-timers køretur. Hurra.

Offdays er fede, hvis man er i en spændende by, eller hvis man er syg, så man kan gå til lægen og få at vide, at man har 3 brækkede ribben, som tilfældet var i Berlin for tre år siden. Men den ene af vores to fridage i THE US skulle spenderes i et hul i midvesten ved navn Rawlins, Wyoming, og nu var det Pepe's tur til at sove med hovedet nede i wc'et. Så jeg vil lade hans sidste sætning fra et iskoldt motel-toilet, være de sidste ord for denne gang: "Åhh nej, ikke igen...".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA