x

The National – Tilfredse melankolikere

The National – Tilfredse melankolikere

Den 10. i denne måned udgiver de melodiske melankolikere i The National deres femte album. GAFFA var et smut på Hotel D'Angleterre i hjertet af København og fik en snak med Matt Berninger og Aaron Dessner, der blandt andet fortalte om High Violet, venskabet med Efterklang og hvem der får lov til at benytte deres musik.

Amerikanske The National har høstet stor anerkendelse i de senere år med deres stærkt melodiske og molbårne musik. Bandets to sidste album er blandt andet blevet belønnet med seksstjernede anmeldelser i nærværende magasin, og nummeret Fake Empire blev hyppigt brugt i forbindelse med Barack Obamas valgkampagne. Nummeret stammer fra bandets sidste album, Boxer, som forsanger Matt Berninger tidligere har beskrevet som indeholdende "usikkerhed og mærkværdig fredfyldthed". Ligeledes har han udtalt, at pladen bestod halvt af tilbagetrukkethed og halvt af en følelse af flugt, men hvilke ord vil han så bruge om nyeste skud på albumstammen, High Violet?

Matt: – Det er lidt svært at have det store overblik over pladen, når man stadig har det så tæt inde på livet, men High Violet er bestemt mindre tilbagetrukket end Boxer, og den er måske også mere proaktiv i den forstand, at den er mere pågående med hensyn til at tage de problematikker op, sangene kredser om, snarere end at ignorere dem. Problemerne løses ikke i sangene, men numrene henvender sig til de følelser, forhold og situationer, sangene beskriver, på en mere direkte facon end tidligere. Den er lidt mere aggressiv. Det er nok i virkeligheden et godt ord at beskrive pladen med.

– Der er mere drivkraft i den, og den er klart mere muskuløs end de ting, vi tidligere har lavet. Hvis Boxer var lyden af en fyr, der gemmer sig under et skrivebord, er High Violet lyden af et menneske, der løber rundt som en vanvittig.

De ufærdige numre
Multiinstrumentalist Aaron Dessner, der skriver langt det meste af The Nationals musik, navngiver ofte de ufærdige numre efter ting, der betyder noget for ham, og senest har det blandt andet været slagmarker fra den amerikanske borgerkrig, en Dostojevskij-roman og en bestemt dansk by.

Aaron: – Når jeg skriver musik og får idéer til sange, er jeg nødt til at give dem navne for at holde styr på dem, og fordi jeg er lidt overtroisk, opkalder jeg dem gerne efter ting, der har betydning for mig. Jeg er meget historieinteresseret, så ofte er numrene opkaldt efter historiske begivenheder. Andre gange er de opkaldt efter steder, og nogle af sangene er faktisk skrevet i Danmark. Runaway er skrevet i Tisvildeleje, og England er skrevet i Vedbæk. Jeg var sammen med min danske kæreste og hendes familie, da jeg skrev mange af sangene, og de blev automatisk opkaldt efter de steder, jeg befandt mig, da de blev til, men Matt kunne ikke finde ud af at sige "Vedbæk", så jeg ændrede det ret hurtigt til Karamazov, fordi Brødrene Karamazov (af Fjodor Dostojevskij, red.) er en af mine absolutte yndlingsbøger, men det betyder ikke noget som sådan, og navnet blev jo så ændret igen sidenhen.

Matt: – Det er før, jeg overhovedet hører noget af det, og før jeg begynder at få idéer til teksterne.

Matt, jeg ved, at du, når du skriver tekster til sangene, flikker dem sammen af forskellige noter, du har skriblet ned hist og her. Sådan nærmest kollage-agtigt. Har du også benyttet den teknik denne gang?

Matt: – Jeg skriver teksterne, mens jeg lytter til musikken, men jeg sidder ikke som sådan og skriver til musikken. Jeg skriver ikke til en enkelt sang ad gangen eller forfølger én specifik idé. For det meste skriver jeg side op og side ned med diverse input og abrupte idéer og tanker, jeg får. Senere i processen begynder jeg så at plukke de ting ud, der giver mening, og sætter dem sammen, så de passer til musikken. Alle teksterne til vores albums er sammensat ud fra bidder og småstykker, der er udvalgt fra store rodebunker af materiale. I tilfældet med denne her plade fokuserede jeg mindre på selve teksten og mere på melodierne i starten.

Google er et cool firma

Meget af jeres musik har været brugt i film og tv-serier. Har I set de ting?

Matt: – Vi har ikke set alle tv-serierne, men vi har set filmen Syriana, hvor vi havde en sang med (Wasp Nest, red.).
Hvordan var det så at se sin musik i en George Clooney-film?

Matt: – Haha, hvis jeg nu skal være helt ærlig, var det lidt skuffende. Jeg kan virkelig godt lide filmen, men i den scene, hvor vores sang er med, kan man dårligt nok høre musikken. Vi var alle sammen ret meget oppe at køre over at have vores musik med i en seriøs politisk George Clooney-film, og vores sang er med i en bar-scene, hvor den kører meget lavt i baggrunden. Vi havde fortalt vores familie og venner, at de skulle tage ind at se filmen, fordi vores sang var med, og da de så havde set filmen, undrede de sig over, hvor sangen var blevet af, så det var lidt kikset. Men det var nu ret sejt alligevel, og det er en god film. Men vi hører tit fra folk, vi kender, der ser serier som Gossip Girl, at de har hørt vores musik i fjernsynet. Der var på et tidspunkt én, der sendte mig et klip – jeg tror, det var fra The O.C. – hvor der er et ungt par, og pigen smider fyren ned på en seng, hvor de kysser og krammer, hvor Alligator ligger på sengen, og fyren hiver den frem under sig. Så der er faktisk en scene, hvor to unge mennesker knalder på vores plade i serien, og det er sgu ret tilfredsstillende, haha. Vi ved godt, at der rent faktisk er mange mennesker, der lærer os at kende, fordi vores musik er med i de serier, og vi tjener også en smule penge på det, så der er flere gode grunde til at lade de shows bruge vores musik.

Aaron: – Der er visse ting, vi ikke vil lade vores musik benytte til. Vi vil for eksempel ikke have, at vores sange medvirker i visse reklamer, men sandt at sige har vi det fint med, at vores musik er med i diverse ungdomsserier. Vi er fem fyre i trediverne, og nogle af os har børn nu, så vi kan ikke tillade os at være alt for kræsne i forhold til, hvad vi tjener penge på. Men vi tænker da helt bestemt over det. Vi har sagt nej et par gange, og vi vil for eksempel ikke have Fake Empire med i Coca Cola-reklamer. Google har fået lov, men det er også et meget fedt firma.   

Er der nogle sange, du ville ønske, du havde skrevet?

Matt: – Altså sange, der allerede er skrevet?

Ja.

Matt: – Hmm, det ved jeg ikke. Det tror jeg faktisk ikke. Det tager mig så lang tid at skrive en sang, jeg godt kan lide, og jeg har skrevet en del sange, som jeg er rigtig glad for, og vi har lige lavet en ny fantastisk plade, så jeg er ret godt tilfreds, og føler virkelig ikke, at der er noget andet, jeg hellere ville have lavet.

Det må være fedt at have det sådan…

Matt: – Det er det bestemt også. Jeg er virkelig godt tilfreds lige nu.  

The National kan opleves på Roskilde Festival



Hjælp fra Efterklang

Jeg lyttede til den nye Efterklang-plade forleden, og de takker jer på pladecoveret. De har også supportet jer til nogle af jeres danske koncerter. Hvad er jeres forhold til dem?

Aaron: – De er nogle af vores rigtig gode venner, og jeg kender især deres trommeslager Thomas. Vi har tit spillet sammen, og vi opfordrede vores pladeselskab 4AD til at signe dem. Mads fra bandet har faktisk været med til at arbejde på High Violet. Han har manipuleret og filtreret en masse lyde til pladen. Under indspilningsprocessen har jeg sendt ham en masse lydspor til de forskellige sange, hvor han så for eksempel har arbejdet på trommespor, bas, guitar og vokal, hvor han så har leget med det og sendt det tilbage til mig. Det er små detaljer, han har pillet ved. For eksempel er der en uuh-vokal i slutningen af Sorrow, og det er Richard Reed Perry fra Arcade Fire, der synger med. Den vokalbid har Mads så manipuleret med, så det nærmest er kommet til at lyde som en synthesizer eller noget i den stil. På sangen Bloodbuzz er der, når nummeret starter, lyden af en stor horn- og guitar-sektion, der spiller, men det er ikke den rigtige lyd, det er Mads' filtrerede udgave af, hvordan det lyder. Senere i nummeret hører man så, hvordan instrumenterne rigtigt lyder. Så han har virkelig haft en finger med i spillet flere steder. Men jo, Efterklang er vores virkelig gode venner. Jeg så dem lige for et par uger siden i New York, og jeg synes virkelig, de er et fantastisk band. Rasmus (Stolberg, red.) kommer og besøger mig et par dage i næste uge, og det ser jeg virkelig frem til.

Det lyder hyggeligt. Kender I eller kender I til andre danske bands?

Aaron: – Hmm… Jeg kan synge den der… hvordan er det nu, den går? Nårh ja: "Jeg bor til leje på Haveje…", med hvad er det, han hedder? Larsen?

Kim Larsen?!

– Ja, ja. Kim Larsen. Helt sikkert! Jeg kender ikke rigtig andre danske bands personligt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA