x

John Grant – Forpint dronning af Danmark

John Grant – Forpint dronning af Danmark

John Grant er bedst kendt som tidligere frontmand for nu hedengangne og sørgeligt oversete The Czars, der udgav fire album i perioden 2000–2006. Grant har haft en smertefuld opvækst som homoseksuel i strengt kristne og homofobiske dele af USA efterfulgt af et ødelæggende alkohol- og kokainmisbrug, som han i dag er på den anden side af. Da The Czars i 2006 gik i opløsning, var Grants overordnede og destruktive plan at opgive musikken og tage sit eget liv, men kollegaerne fra Midlake overtalte ham i stedet til at tage med dem i studiet, hvor han med dem som backingband indspillede sin solo-debut, der har fået den kryptiske titel Queen Of Denmark. Om titelnummeret forklarer Grant:

- Det er en vred sang til mig selv. Den skifter perspektiv; nogle gange råber jeg af mig selv, og andre steder er det en anden person, det går ud over. Det er dog ikke nødvendigvis nogen bestemt, det er en række af forskellige mennesker, der har såret mig tidligere. Inklusive mig selv.

Den sidste sætning i nummeret er "maybe you could be the next queen of Denmark". Hvordan passer de ord ind i den ret krasse tekst?

- Da jeg var i Danmark første gang, forelskede jeg mig hovedkulds i landet. Jeg mødte nogle fantastiske mennesker og besøgte nogle utroligt smukke områder. Så jeg ville meget gerne inkorporere landet i sangen, fordi jeg synes, det er fedt at bringe aspekter af min egen personlighed ind i numrene og synge om ting, jeg både hader og elsker. Desuden syntes jeg, det var en ret humoristisk ting at slutte den ellers meget tunge tekst af med. Det handler jo i bund og grund om, at jeg ikke ved, hvor jeg havner og hvad der skal blive af mig. Det kan være hvad som helst, så hvorfor ikke dronning af Danmark?

Humor og vrede
Albummet er fyldt med dybt personlige og ret barske sange. Hvordan har det været at skrive og fremføre materialet?

- Det har ikke været hårdt at skrive sangene, for de er nærmest opstået af sig selv, og jeg er glad for, at jeg ikke holdt igen med at sige flere af de ting, jeg får sagt på pladen. Jeg var nødt til at fortælle min side af historien og forklare, hvordan de ting, jeg har været igennem, så ud fra mit synspunkt. Det at fremføre sangene har bestemt været en noget sværere oplevelse, fordi de behandler nogle ret smertefulde aspekter af min tilværelse. Det er også derfor, jeg har inddraget en del humoristiske aspekter i numrene. Det hjælper mig både, når sangene skal spilles live, og det er med til at indikere, at alt det smertefulde ikke er enden på den historie, der bliver fortalt. Desuden er det at sige barske ting til kønne melodier og lydbilleder et fantastisk virkemiddel, som jeg godt kan lide.

Du har fortalt, at hele pladen er autobiografisk, og sangen Jesus Hates Faggots er baseret på dine egne oplevelser med at vokse op som homoseksuel i et stærkt kristent samfund?

- Jeg voksede op i et stærkt kristent hjem, og selvom mine forældre var søde og kærlige, gjorde de det klart for mig på et tidligt tidspunkt, at det helt bestemt ikke var okay at være bøsse, og at hvis jeg havde de følelser i mig, var jeg simpelthen nødt til at ændre mig. Det var ikke dem, der fortalte mig, at Jesus hader bøsser – det var der til gengæld mange andre, der gjorde. I USA går folk rundt med skilte og protesterer mod homoseksuelle, og alle de ting, der bliver sagt i sangen, er ting, jeg har hørt fra folk. Men sangen handler lige så meget om, at der er en tendens til at lægge sine egne holdninger i munden på Gud, lige meget hvilken religion, man tilhører. Jeg led meget under det som barn, og det har medført, at jeg bærer rundt på en masse vrede indeni. Jeg havde ikke nogen at snakke med, om de ting, der foregik indeni mig. Jeg var ikke særlig gammel, da jeg første gang opdagede, at jeg følte mig tiltrukket af mænd, og det var helt forfærdeligt at stå med det alene. Det har sat dybe spor i mig, og det har været en stor hjælp at kunne være ærlig omkring mine oplevelser på pladen her.

Det er nogle ret vilde ting, du får fortalt i sangene. Hvordan har du det for tiden?
 
- Mange af emnerne fra sangene fylder stadig utrolig meget, men jeg har det fint med mig selv, og jeg synes, det er okay at være mig for tiden. Men jeg kæmper stadig med visse ting. For eksempel føler jeg, at jeg har en masse, jeg skal have indhentet som følge af den periode, hvor jeg var alkoholiker og afhængig af kokain. Jeg prøver at se nogle af de ting i øjnene, som jeg brugte rusmidlerne til at undgå konfrontationen med. Det er en ret rå proces, og jeg prøver at tage en dag ad gangen. Heldigvis nyder jeg musikken og det at spille med Midlake. Det er meget befriende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA