x

Marianne Faithfull: Dæmonerne forsvinder aldrig

Marianne Faithfull: Dæmonerne forsvinder aldrig

Marianne Faithfull landede for et par dage siden i Kroatiens hovedstad Zagreb, hvor hun i aften åbner sin første turné, siden hun for et par år siden aflyste alle engagementer med henvisning til generel udmattelse. I næste uge, nærmere betegnet 25. juni, er hun i København, nærmere betegnet Amager Bio, som led i en række såkaldte intimkoncerter sammen med den amerikanske guitarvirtuos Doug Pettibone, og GAFFA benyttede anledningen til at få en snak med den markante dame. Da undertegnede ringer hende op på det kroatiske hotelværelse torsdag formiddag, har hun glemt alt om interviewaftalen – men sætter sig beredvilligt til rette til en veloplagt snak om litteratur, alkohol og musikalske kolleger. Og om at have slumrende, men stærke, selvdestruktive træk. Foruden Lady Gaga, Amy Winehouse, Stieg Larsson og planerne for en kommende plade.

Hvordan er det gået med øvningen?

– Meget vanskeligt. For Schott, forlaget, sendte "Seven Deadly Sins" (Den samling Kurt Weill-sange, Faithfull lejlighedsvist har optrådt med i en årrække, red.) i den forkerte toneart. Nu har vi fået den rette toneart, så vi løber igennem det i dag. Jeg ville meget gerne have gjort det i går – orkestret øvede, men jeg kunne ikke synge det, det var så dybt, at jeg ikke engang kunne nå tonerne…men det skal nok gå.

Ja, jeg har set Doug Pettibone optræde med Lucinda Williams et par gange, han er virkelig fantastisk. Hvordan kom det samarbejde, og idéen om en "intimturné" i stand?

– Vi spillede nogle koncerter i USA, herunder et i Henry Millers hus i Big Sur, med de her smukke Redwood-træer omkring, foruden to shows på en jazzklub i San Francisco – bare mig og Doug. Og de er fantastiske for publikum. De er temmelig svære for mig ... det er i virkeligheden som hjertekirurgi. Men ja, Doug er brillant, og vi laver et virkelig godt show, som er meget interessant for publikum.

Du har jo ikke en ny plade ude p.t., så hvad kan publikum forvente sig af de kommende koncerter?

– Det kommer til at ligne den sidste turné. Jeg begynder ikke på en ny plade før september, og den udkommer ikke før marts næste år. Vi har ikke indspillet noget endnu, jeg har bare skrevet sange.

Nu vi taler om turnéen – hvad fordriver du tiden med, når du er på landevejen?

– Jeg gør, hvad jeg kan. Jeg tog på museet her for at se på de gamle romerske ting. Jeg ville have elsket at besøge en Marcel Duchamp-udstilling, der er på et galleri i byen, men jeg har ikke haft tid.

Jeg nød at læse din seneste bog, "Memories, Dreams & Reflections", som jeg synes blandt andet rummer nogle fine refleksioner over stoffer og alkohol – hvor du blandt andet kalder misbruget for "en højere form for narcissisme". Har det at blive fuldstændig tørlagt påvirket din måde at arbejde på?

– Åh gud, ja. Jeg er i stand til at arbejde meget hårdere, så det gør jeg. Men det har jeg nu gjort lang tid nu, jeg har arbejdet meget hårdt. Da jeg drak, kunne jeg ikke rigtig gøre det … nogen gange kunne jeg … jeg mener, jeg kunne optræde, men bagefter var jeg så udmattet, når jeg kom hjem. Så det var temmelig hårdt at gøre det på den måde. Det er meget nemmere nu.

Må jeg spørge dig, hvad der så forventes at være til rådighed backstage nu til dags, hvor du ikke kan "tillade dig alle disse sjove, slemme ting", som det hedder i bogen?

– Ikke rigtig noget, faktisk. Grøntsagsjuice, frugt. Te med honning. Normale ting.

Ny plade til marts

Der var en imponerende række gæster, som bidrog på din seneste plade ("Easy Come, Easy Go" fra 2008, hvor navne som Jarvis Cocker, Nick Cave, Keith Richards og Cat Power medvirkede, red.). Er der nogle kunstnere, som du godt kunne tænke dig at arbejde med, men endnu ikke har haft chancen?

– Næh. Den næste plade bliver ikke rigtig sådan. Vi indspiller den i New Orleans med Ivan Nevilles band, samt Dr. John og Allen Toussaint. Den kommer som sagt til marts næste år.

Tillad mig at spørge, hvad du lytter til på landevejen - eller i det hele taget, for den sags skyld?

– Ikke så meget, virkelig. Jeg tager min iPod med, som har nogle gode ting på. Men jeg holder af stilhed nu. Jeg støjer meget, når jeg arbejder.

Ok. Hvad har du læst på det sidste – og har du lyst til at nævnte nogle litterære all time-favoritter?

– Jeg har lige læst Brett Easton Ellis' nye roman ("Imperial Bedrooms", red.). Den er meget interessant; man ved ikke rigtig, hvad der foregår, før helt henne ved slutningen. Men den er meget god. Han er altid meget god. Meget nihilistisk. Men ikke dårlig. For øjeblikket læser jeg en Nancy Mitford-bog, hun er vidunderlig. Jeg læser meget, som du ved. Nu kan jeg selvfølgelig ikke komme i tanker om noget … jo, der er en glimrende bog om det tyvende århundredes musik, jeg læser i, som hedder "The Rest is Noise". Den er meget interessant… (tænker, red.) ... der ér bøger, som jeg bliver ved med at vende tilbage til, men når nogen spørger mig, er det fuldstændigt væk. Jeg læser meget litteratur, men det er ren eskapisme. Jeg elsker eventyr, jeg elsker historiske romaner. Jeg er blevet meget fluffy på mine gamle dage faktisk…

Mange, inklusive undertegnede, fandt dit samarbejde med Nick Cave på "Before the Poison" (2004) meget vellykket. Hvorfor tror du, at lige I to gik så godt i spænd, kunstnerisk set?

– Ja, vi vidste ikke, om vi ville, men det gjorde vi, virkelig. Det var en glimrende måde at gøre det på: jeg er i Paris eller Dublin det meste af tiden, og jeg sendte ham tekster via mail eller post, og så skrev ham musikken. Det var virkelig skønt. Jeg planlagde "Before the Poison" sådan, at hver sang var relateret til en film, jeg virkelig holdt af. "Crazy Love", eksempelvis, blev skrevet om "Les Enfants Du Paradis" (Marcel Carnés klassiker fra 1945, red.). Og den med Jon Brion ("City of Quartz", red.) var baseret på "Den Tredje Mand". De havde alle disse forbindelser til film… Pretty Baby (Louis Malles film fra '78, red.) var en af dem, jeg skrev noget over med Polly (PJ Harvey, red.). Det gik temmelig godt, ja.

Har du overvejet ar arbejde med Nick igen?

– Ja, det ville jeg elske. Men ikke lige nu, han er vist temmelig optaget af noget. Så jeg må hellere lade være.

Dæmonerne slumrer
 

Lige fra "Sister Morphine" til "Vagabond Ways" og fremdeles er du tematisk blevet ved med at vende tilbage til døden og driften mod selvdestruktion….

– Well, det er en stor del af mit liv. Jeg må altid være meget påpasselig. Jeg har meget selvdestruktive træk. For tiden sover det, og jeg ønsker at det skal forblive sådan.

Men det sover altså kun?

– Jeg tror aldrig det går væk, virkelig.

Førnævnte bog, "Memories, Dreams & Reflections", har visse litterære kvaliteter og er desuden fuld af referencer til diverse aspekter af vestlig kulturhistorie, fra Caravaggio til Kerouac. Du forekommer at være en temmelig usædvanlig rockstjerne, selvom du har været i branchen i 45 år…

– Ja, jeg laver oplæsninger af Shakespeares sonetter, jeg laver "Seven Deadly Sins", og jeg laver mit eget show. Og folk spørger mig altid om, hvordan det står i forhold til at være popstjerne, eller noget. Og svaret er, at det gør det ikke. Virkelig ikke. Nu er jeg det, jeg virkelig er. Jeg var så ung, da det startede, og det var meget sjovt. Jeg elskede det. Men jeg ændrede mig med årene.

Så du føler dig som en fremmed fugl i popbranchen?

– Jeg ved ikke, nej egentlig ikke. For jeg kender knap nogen (i branchen, red.). Jeg mener, jeg kender Nick Cave og jeg kender Polly og nogle få andre folk, jeg har arbejdet med. Men du ved, det ændrer sig hele tiden. Nick ændrer sig ikke, han fortsætter bare, som han hele tiden har gjort. Men mange af disse folk ændrer sig. Der sker ting, de falder i unåde, jeg ved ikke hvorfor … laver de mon for mange plader?

Har du nogen specifikke kolleger i tankerne?

– Nej … jo, måske gjorde jeg, jeg tænkte på Lady Gaga. Men jeg ved ikke, jeg kender hende ikke, og jeg lytter ikke til hendes musik. Men jeg kan godt lide Amy Winehouse, i øvrigt, hun er vældig god.

Har du nogen idé om, hvilken retning dit liv og din karriere kunne have taget, hvis det ikke havde været for musikken, og din skuespillerkarriere?

– Jeg tror, jeg var blevet skuespiller. Eller måske … jeg ville virkelig gerne, og ville ønske jeg havde, læst på universitetet. Det ville jeg have fundet meget interessant, og jeg savner det nu. Jeg ville have elsket at have en solid, litterær fundering og have lært mere. Jeg har gjort det godt, jeg mener: jeg har læst alt, hvad der er noget ved de sidste 45 år…

Mænd, der hader kvinder

Nu vi er ved det: har du læst Nick Caves seneste roman ("The Death of Bunny Munro" fra 2009, red.)?

– Ja, jeg har. Og jeg kunne også godt lige bøgerne af forfatteren til "Girl with the Dragon Tatto" ("Mænd, der hader kvinder", red.)…hvad hedder han nu? (Stieg Larsson, red.). De var virkelig gode. Men ja, jeg har læst begge Nicks romaner, og den sidste var virkelig godt, fantastisk.

Når du kigger tilbage på en lang karriere, hvad stikker så op som højdepunkterne, kunstnerisk set?

– Well, de ændrer sig. Der har været så mange. Jeg kan huske, da jeg sang "The Seven Deadly Sins" til Salzburg festivalen, i det gamle teater i klipperne ... det var fantastisk. Og for nylig spillede jeg på Sydney Festival med mit band. Vi spillede i Operahuset, og det var fyldt, fuldstændig udsolgt. Det var et stort øjeblik for mig. Og så elsker jeg skuespillet…jeg laver flere og flere film.

Har du lavet noget for nylig i det regi?

– Jeg har lige spillet en lille, men god rolle i en film, i maj i Canada. Det var meget interessant, og jeg kunne virkelig godt lide instruktøren. Jeg kan ikke huske, hvad han hedder.

De fleste af gæstestjernerne på din sidste plade var yngre kunstnere. Var det tilfældigt?

Tja, jeg brugte bare dem, jeg kunne lide. Jeg mener, jeg elsker Antony Hegarty, jeg elsker Rufus Wainwright…..

…og Jarvis….(Cocker, som foruden at medvirke på den seneste plade skrev den biografiske sang "Sliding through Life on Charm" til Faithfulls 2002-album "Kissin Time", red.)

– Og Jarvis, selvfølgelig, du aner ikke, hvor meget jeg elsker Jarvis. Han er en meget behagelig fyr, og hertil meget interessant.

Inden dette interview fik jeg instrukser om at fokusere på dit arbejde. Får du mange upassende, personlige spørgsmål fra journalister?

– Ikke så mange længere, men selvfølgelig får jeg dem. Det afhænger af, hvor jeg er. Det er værst i England. Og endda også i Irland. Det er skørt, jeg finder det absurd. Det er fornærmende, men jeg reagerer ikke, overhovedet. Det er alt sammen 45 år siden, siger Faithfull med henvisning til sentressernes samliv med Mick Jagger og de følgende års deroute med heroinmisbrug og liv på gaden i London-bydelen Soho. Hvor hun en dag blev samlet op af den herostratisk berømte, okkult funderede kultfilmsinstruktør Kenneth Anger, med hvem hun drog til Egypten for at spille rollen som dæmonen Lilith i filmen "Lucifer Rising". Men det er, som det hedder, en anden historie. Og dem er der mange af i damens lange og kulørte karriere – historier, altså. Mange flere, end der på nogen måde kan blive tid til denne torsdag formiddag over en transeuropæisk telefonlinie.

Ja, den engelske tabloidpresse er temmelig ekstrem…

– Det er de, og jeg forsøger ikke at tale med dem. Der er ingen pointe i det. Det sælger ingen plader…

Nej, næppe til The Suns læsere…

– Nej, og heller ingen billetter. Det giver ingen mening. Jeg gør det her, fordi jeg ønsker at folk skal høre om koncerterne, og fordi det måske kan blive interessant. Jeg lavede to interviews her i Kroatien i forgårs, og det var fint…

Ja, for det er netop mit næste spørgsmål: har du det som Lou Reed, der har kaldt interviews et nødvendigt onde i denne branche?

– Ja, jeg betragter dem som at nødvendigt onde. Men jeg kan også godt nyde det, hvis personen er god og interessant. Jeg kan ikke sige at jeg hader alle journalister, men inderst inde, hvis jeg er ærlig, må jeg nok sige, at jeg ikke kan lide det….

Ok. Men måske du har lyst til at runde af med en enkelt anekdote eller to fra din bemærkelsesværdige karriere. Til ære for vores læsere…

– Åh, du godeste. Jeg kan ikke komme i tanker om noget. Jeg kan huske alt det, jeg gjorde galt, og intet af det jeg har gjort rigtigt. Og jeg har gjort tingene rigtigt i lang tid nu. Jo, der var en sjov ting i Australien for nylig. Det var mod slutningen af turnéen, og jeg var meget, meget træt. Jeg drak ikke eller tog stoffer, men jeg faldt – op ad en trappe. Så tog jeg til San Francisco og til Big Sur igen, til Esalen, som er et sted, hvor man kan tage på rekreation og dyrke yoga og meditation og tage nogle virkeligt interessante kurser. Og det skulle være min ferie, men jeg havde dette her virkeligt dårlige ben … jeg tror ikke, jeg har nogle virkelig sjove historier. Mit liv er meget organiseret og meget…jeg vil ikke sige forudsigeligt, men det glider alt sammen meget let.

Jamen, det glæder mig at høre. Og god turné.

– Mange tak. Jeg glæder mig til at komme.

 

Køb billetter til Marianne Faithfulls koncert via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA