x

Dark Night Of The Soul – Et bittersødt drømmeprojekt

Dark Night Of The Soul – Et bittersødt drømmeprojekt

Det virkede næsten for godt til at være sandt, da producertalent Danger Mouse, i al hemmelighed, lavede en plade med den reserverede Mark Linkous, kendt som det drømmende alternative rocknavn Sparklehorse. Under titlen Dark Night Of The Soul havde de fået selveste David Lynch ind som visuel mester, samt et imponerende sammenrend af stjernesolister. Men herefter gik intet, som det skulle.

– Det var en måned før ... du ved ... Brian "Danger Mouse" Burton tænker tilbage på sidste gang, han talte med vennen og samarbejdspartneren Mark "Sparklehorse" Linkous, der den 6. marts i år tog sit eget liv med et geværskud i hjertet.

– Det virkede faktisk, som om han var i godt humør, fortæller Burton om den sidste samtale og forsætter: – Men med nogle mennesker er det aldrig helt til at vide. Der var altid noget, der plagede Mark under facaden, så det kom ikke som den største overraskelse, at han gjorde, som han gjorde, men det var stadig sørgeligt og ærgerligt, at han følte sig nødsaget til at gøre det. Når man kender folk rigtig godt, indser man sommetider, at de gør ting, som man aldrig kommer til at begribe eller forstå.

Linkous' selvmord kom kun tre måneder efter, at en af Dark Night Of The Soul-albummets solister, Vic Chesnutt, ligeledes havde taget sit eget liv, og sammen med en retsmæssig kæp i hjulet for udgivelsen af albummet har det efterhånden givet den i forvejen dunkle plade et meget trist efterskrift.

En tom cd i bogformat

Albummet skulle egentlig have været udsendt i sommeren 2009, samtidig med at en galleriudstilling løb af stablen med David Lynchs over 50 fotografier til projektet. Udstillingen kørte, som den skulle, men af rettighedsmæssige årsager blev pladen bremset. Som følge deraf valgte Danger Mouse selv at lække musikken, og på projektets hjemmeside kunne man blandt andet bestille Dark Night Of The Soul i et stærkt begrænset bogformat, med en tom brændbar cd inkluderet, og et klistermærke med påskriften "For legal reasons, enclosed CD-R contains no music. Us it as you will." Her et år efter at pladen skulle have været i handlen, er albummet så endelig udkommet på regulær vis, og i den forbindelse fangede vi Brian Burton på telefonen til en snak om projektet.

Alt syntes at være gået op i en højere enhed kreativt set, men så gik noget galt. Hvorfor blev Dark Night Of The Soul oprindeligt bremset?

– Jeg kan desværre ikke gå i detaljer med, hvad der skete, men der var bare nogle kontraktmæssige problemer, jeg var nødt til at udarbejde med EMI. Desværre nåede vi ikke frem til en løsning, inden hele den visuelle side skulle offentliggøres. For hele den del af projektet havde været ret dyr, og der var mange folk, der havde lagt arbejde i det, så vi havde ikke mulighed for at trække i bremsen og stoppe udstillingen, bare fordi musikken ikke blev udsendt. Men nu har vi fået styr på det hele. Det var ikke så simpelt og gnidningsfrit, som jeg får det til at lyde, men jeg vil helst fokusere på de positive aspekter, som at pladen nu endelig udkommer.  

En gåtur blev starten på et venskab

Hvordan kom du i første omgang i kontakt med Mark Linkous?

– Så skal vi tilbage til 2004, hvor jeg var til SXSW- festivalen i Texas. På et tidspunkt var jeg ude at gå en tur med en flok mennesker, og jeg gik og snakkede om, hvor glad jeg var blevet for Sparklehorses musik på det seneste. Det viste sig så, at Mark Linkous' manager var en af dem, jeg gik tur med, og hun syntes selvfølgelig, at det var cool, at jeg kunne lide hans musik. Så jeg bad hende om at hilse ham, og det gjorde hun så og sendte ham samtidig The Grey Album (Danger Mouses gennembrud og internetsensationen, hvor han splejsede musikken fra The Beatles' The White Album med vokalen fra Jay-Z's The Black Album, red.) Ikke lang tid efter kontaktede Mark mig og sagde, at han godt kunne lide pladen og fortalte, at han følte, at han var kørt fast siden den sidste plade, han havde lavet. Så han spurgte, om jeg havde lyst til at prøve at lave noget musik med ham. Den idé var jeg med på, og hans manager sagde også til mig, at hun troede, det kunne få ham i gang med at lave musik igen, hvis jeg besøgte ham. Så jeg fløj til North Carolina, hvor han boede fjernt fra det hele oppe i bjergene.

Resultatet af samarbejdet blev Sparklehorse-albummet Dreamt For Light Years In The Belly Of A Mountain fra 2006. Kollaborationen gik så godt, at de to havde musik i overskud, musik der ikke passede ind til netop det album, de arbejdede på, men som samtidig var for godt til bare at kassere, og således blev kimen lagt til Dark Night Of The Soul, forklarer Burton.

– Vi fik idéen til at lave noget helt anderledes. En plade, hvor Mark ikke behøvede at synge, for det var han tit ubekvem med. Så jeg fortalte ham, at jeg tit havde arbejdet sammen med sangere, hvor jeg bare stod for musikdelen. Så sådan startede projektet, men på det tidspunkt havde vi ikke tænkt over, hvem vi ville have til at synge eller den visuelle del. Det tog et par år, før vi præcis vidste, hvad målet var.

Et rend af stjernesolister

Selv om Linkous ikke var meget for at synge, endte han med at synge duet med Nina Persson fra The Cardigans på et enkelt nummer, men ellers blev mikrofonen overladt til navne som Wayne Coyne fra Flaming Lips, Julian Casablancas fra The Strokes, Iggy Pop, Frank Black fra Pixies, Jason Lytle fra Grandaddy, James Mercer fra The Shins og førnævnte Vic Chesnutt.

Hvordan forgik udvælgelsen af sangere?

– Vi besluttede os egentlig bare for at invitere en masse af de sangere, vi kendte. Folk som Jason Lytle og Wayne Coyne kendte vi begge to, og Mark kendte Vic Chesnutt, Suzanne Vega og Nina Persson, og jeg kendte Frank Black, James Mercer og Iggy Pop. Så vi endte med en masse folk, vi gerne ville arbejde med, selv om det kan være svært at få det til at fungere med så mange gæster. Men jeg havde en god fornemmelse hele vejen igennem.

Hvordan foregik arbejdet med alle de gæster? Var det noget med at sende filer frem og tilbage, eller var I i studiet med dem alle sammen?

– Det var en blanding. Som regel sendte vi et nummer, og så fik de tid til at skrive en tekst, og så rejste vi over til dem og indspillede det. Men der var også folk som Jason Lytle, der havde sit eget studie og ikke havde behov for, at vi skulle hjælpe til. Men vi vil gerne holde det som en hemmelighed, hvem vi var i studiet med, og hvem der klarede sig selv.

Fokuserer på det positive

Efter at have ligget færdigt i over et år udkommer albummet så endelig officielt. Kan du glædes over det, eller sidder du med en bittersød fornemmelse, efter at både Vic Chesnutt og Mark Linkous er gået bort?

– Ja, bittersødt kan man vist roligt kalde det. Men jeg har levet med musikken længe nok og også, mens det stadig var en positiv ting, så sådan vil jeg gerne huske dette projekt. Jeg ved, at Mark var rigtig stolt af det album, og det er det vigtigste for mig. Mark og Vic vil blive savnet, men jeg prøver at adskille musikken fra personerne, så albummet ikke bliver overskygget af tragedierne.  

Hvordan var Mark Linkous at arbejde sammen med?

– Han var fantastisk. For mig var det meget lærerigt at arbejde med ham, for vi arbejdede meget anderledes. Han kunne for eksempel arbejde i dagevis på den samme sang, og imens sugede jeg bare indtryk til mig. Men det vigtigste var nok, at vi blev venner, for det var bestemt ikke let at lave Dark Night Of The Soul. Vi havde tit diskussioner om, hvor vi ville hen med pladen, men igennem alle problemerne nærede vi stadig stor respekt for hinanden, så det var venskabet, der holdt os sammen.

Hvordan vil du gerne mindes ham?

– Det er langt mere personligt og noget, jeg ikke vil ind på. Men musikalsk er der en god og dårlig side ved det faktum, at ikke særlig mange mennesker kender hans musik. For han er en af de kunstnere, som flere og flere mennesker vil lære at kende med tiden, for musikken er så god og tidløs, og han efterlod heldigvis en masse musik, som folk kan gå på opdagelse i. Heldigvis kommer denne sidste plade også ud nu, og jeg er bare glad for at have været en del af hans liv og hans musikalske arv. Så jeg vælger at fokusere på alt det positive.  


Sådan kom David Lynch med

– Da albummet var tæt på at være færdigt, følte vi, at det ville være godt at have en stærk visuel side for at understrege musikkens tema. Da jeg er en stor filmfan, var David Lynch den første, jeg kom i tanker om som en stærk visuel kunstner, og jeg vidste, hvor stor en fan Mark også var af Lynch. Så jeg gav det næsten færdige album til David og forklarede ham, hvad vi havde prøvet at lave, og han var med det samme interesseret i at deltage i projektet og havde allerede idéer til den visuelle side. Han jokede også med mig om, at han ville synge på pladen, men jeg vidste ikke, at han jokede, for jeg havde lige set hans seneste film Inland Empire og vidste, at han havde sunget på nogle af de numre, der var i filmen, så jeg var klar på idéen. Og han endte som bekendt med at synge på et par af de sange, vi stadig havde liggende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA