x

Peter Peter fylder 50

Peter Peter fylder 50

Han er punker med dobbelt-P som i Peter Peter. Han er splatter-aficionado og Københavnermester i judo. Han spiller på alskens strengeinstrumenter, heriblandt en lyserød Hagstrøm-guitar, som han fik i konfirmationsgave i midten af halvfjerdserne. Indtil da vaklede han mellem at kaste sig ud fra høje bygninger og sætte ild til sig selv, eller vandre ind i løvens hule og se kobraen i øjnene – i rollen som henholdsvis stuntman eller dyrepasser i Zoologisk Have.

Men disse drømme slog hans lyserøde Hagstrøm – heldigvis – i stykker, og i stedet blev Peter Peter nogle år senere guitarist i Danmarks første – og største – punkband, Sods, der senere ændrede navn til Sort Sol, da Peter Peters – dengang – partner in crime, Lars Top-Galia, blev det femte medlem – i et band der kun havde plads til fire.

Peter Peters første band hed Space-brain, og senere Suck, og var en konstellation med blandt andre trommeslageren Lars Nybo, som Peter Peter havde mødt til et judostævne i Baunehøj Hallen.

En dag fik Peter Peter øje på Steen Jørgensen, som han med det samme spottede som værende den oplagte kandidat i rollen som sangeren i hans punkband. Men det varede ikke længe før Suck gik i opløsning, da de øvrige musikere ikke i samme grad var bidt af punken som Steen og Peter.

Sods en realitet

Der gik dog ikke længe før Peter og Steen fandt nogle ligesindede, nemlig den talentfulde trommeslager Tomas Ortved og hans ven Knud Odde, som blev udstyret med en bas, på trods af hans mildest talt beskedne tekniske formåen på instrumentet. Det var i august 1977, og Danmarks første punkband – inspireret af Sex Pistols, Suicide, Ramones og Television – var en realitet.

Efter at have øvet sammen tre gange gav Peter Peter og hans kumpaner deres debutkoncert på Rødovre Statsskole, til en fællestime om punk. De bragede fire numre af, heriblandt "Police" og "RAF", der senere blev skåret i et stykke vinyl med en diameter på 30 centimeter med titlen "Minutes To Go".

"Minutes To Go" udkom i februar 1979, med blot 9 sange og 26 minutters kræs for ørerne. Men det er mere end rigeligt, for musikken var som en dyb indånding af det bedste næsepudder der findes, men som ingen ønsker at være på, i noget der kommer bare i nærheden af al evighed. Steen Jørgensens vokal er monoton, rytmesektionen er insisterende og Peter Peters støjende guitar er over alt, og lige så kåd som den ser ud. Det er en genistreg af en debut, på trods af anmeldelsernes manglende evne til at høre det.

Året efter udkommer "Under En Sort Sol", gruppens mest dystre og Joy Division-inspirerede album. Det er en noget anderledes plade end alt andet, med tekster af blandt andre digteren Søren Ulrik Thomsen, og gæstemedvirken af Lars H.U.G. Det var også det eneste Sort Sol-album denne skribent ikke havde som ung punkfan, og som han uden held forsøgte at vriste ud af hænderne på provinsbyens menneskelige musikbibliotek, Benny, som nægtede at sælge pladen for 10.000 kroner.

I efteråret 1982 spiller gruppen, under navnet Sort Sol, en række koncerter i USA, hvor de møder Chris Butler, som de overtaler til at producere deres næste album, "Dagger & Guitar", der udkommer året efter.

Fra Sods til Sort Sol

I 1985 lykkedes det ADS-guitaristen Lars Top-Galia at få foden indenfor i Sort Sol, som nu er bandets officielle navn. Lars Top-Galia er som en medicinindsprøjtning, der tilfører bandet ekstra energi, men hvis bivirkninger først viser sig år senere.

Peter Peter har indtil 1987 været guitaristen på Sort Sols indspilninger, men nu er han ikke længere alene. Hans Evil Twin – som de blev kaldt på det tidspunkt – Lars Top-Galia spiller en lige så stor rolle som Peter Peter på 1987-udgivelsen "Everything That Rises Must Converge".

De to guitarister supplerer hinanden godt, især på scenen, hvor Top-Galia hamrer brutale rytmeklodser af, akkompagneret af hans dramatiske sceneshow, mens Peter Peter mindre iøjefaldende vrider noget af det mest musikalske punk denne verden nogensinde har lagt øre til, ud af sine seks Hagstrøm-strenge.

Året efter følger der et kassettebånd med kunsttidsskriftet Atlas. Det er Peter Peters værk, og bærer titlen "Beware Of The Lulu".

1991 er året hvor Sort Sol, som sydende og glohed lava, bobler op fra undergrunden og ud til et bredere publikum – med albummet "Flow My Firetear". På pladen findes blandt andet "Siggimund Blue", der begynder med Peter Peters voldsomt forvrængede guitar, der rytmisk banker i takt med, at han tænder og slukker sine pickupper.

Året efter modtager Sort Sol tre priser ved årets Grammy-uddeling for "Flow My Firetear". Også næste album i rækken, "Glamourpuss", modtager priser, og bliver endvidere soundtrack til Ole Bornedals storhit af en popgyser, "Nattevagten". Det tidligere punkband er, på godt og ondt, blevet mainstream. Mest på ondt, hvis man spørger Peter Peter.

Fra Sort Sol til solformørkelse

For året efter "Glamourpuss", siger han farvel og fuck jer, efter 17 år med Steen, Knud og Tomas, og 10 år med Lars. Det er nu femten år siden, og siden da har Peter Peter holdt lav profil i medierne. Men legenden, og en af Danmarks absolut mest særegne guitarister, har ikke siddet stille.

Jeg nævner i flæng nogle af hans post-Sort Sol-projekter: Bandet Bleeder, der live kom med tinnitus-garanti, og på plade fik mig til at rocke i talk til "Knucklehead" som besat, og svælge i det punkæstetiske ideal, "Jeg Skal Dø Ved Arresø". Producer for Düreforsög på deres komplet vanvittige album "Knee". Medvirkende på soundtracket til "De Skrigende Halse" samt cd-opfølgeren, "Testament For Ronni". Endvidere har Peter Peter arbejdet med filmmusik og splatterfilm.

Nej, Peter Peter er ikke en normal 50-årig, men i dag fylder han altså 50, og det bør – på god punkmanér – forbigås i al støjende stilhed. Ssh...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA