x

Musikkens Æstetik del 1 – skæg og skovmandsskjorter

Musikkens Æstetik del 1 – skæg og skovmandsskjorter

Der er i dag en udbredt tendens blandt især yngre musikere til at se tilbage på ældre kollegaers virkemidler, når der skal laves ny musik. Vokalharmonier er pludselig blevet moderne, den klassiske soul har haft en renæssance, og countrymusikken vinder stadig større indpas på den alternative musikscene. Det er dog ikke kun i selve musikken, der bliver skuet bagud. Også musikernes fysiske fremtræden synes inspireret af tidligere tider, og i første del af denne artikelserie om musikkens æstetik ser GAFFA nærmere på, hvordan fuldskæg og skovmandsskjorter synes at have taget over, hvor stramme bukser, farvestrålende T-shirts og partisantørklæder slap.

Skovmandsskjorten er i dag bedst forbundet med grunge-musikkens antiæstetik, der paradoksalt nok selv blev et livsstils- og modefænomen. I 90'erne opstod et gennemført grunge-image med ternede skovmandsskjorter, lange kjoler, løse sweatre, tunge støvler, langt hår og ingen makeup. Af disse elementer er skovmandsskjorten således tilbage, men ikke hos bands, der spiller hårdere rock af samme kaliber som Nirvana, Pearl Jam eller Alice In Chains. Det er snarere hos grupper, der spiller folk- og countryinspireret indierock, der ofte er akustisk funderet. Hvad ansigtsbehåring angår, skal vi tilbage til 70'er-rocken, hvor fuldskægget var højeste mode, og medlemmer fra bands som Fleetwood Mac, Jethro Tull, Grateful Dead, ELO og selvfølgelig ZZ Top flashede flotte fuldskæg.

Jason Lytle og "Grandaddy-looket"

Da forfatteren til denne artikel tilbage i 1998 var til koncert med det dengang ganske ukendte og i dag hedengangne orkester Grandaddy på London-spillestedet Dingwalls, var det et sælsomt syn, at størstedelen af bandbesætningen vitterligt lignede skovhuggere, lastbilchauffører og sydstatsbønder med store fuldskæg, truckerkasketter og skovmandsskjorter. Nu over 12 år senere er den type banduniform langt fra et sjældent syn, og tidligere Grandaddy-frontmand Jason Lytle afslører over for GAFFA, hvorfor bandet dengang så ud, som de gjorde:

– Det sjove er, at før det blev kendt som det her Grandaddy-look, så gik folk jo faktisk sådan klædt i vores hjemby. Folk kalder kasketterne "trucker hats", men det var faktisk mest farmere, der gik med dem. I forhold til skæggene, så gik det faktisk lidt for vidt, synes jeg. Det var jo ikke fordi, vi satte os ned og holdt et møde, hvor vi diskuterede vigtigheden af hårvækst i ansigtet, og hvordan det ville påvirke vores image, at vi alle sammen havde skæg! Men jeg tror, det hele ville give mere mening, hvis man kunne se en af de første Grandaddy-koncerter og bemærke, hvor mange mennesker, der faktisk så ud, ligesom vi gjorde. Vi var så afgjort et produkt af det miljø, vi opstod ud af.

På hvilken måde afspejlede jeres udseende den musik, I spillede?

– Jeg vil sige, at det hele kom til at fremstå meget forvirrende. Vi spillede den her atmosfæriske, nydelige musik, og det skete rigtig mange gange, at folk ville komme hen til mig efter en koncert og sige "Wow, jeg havde slet ikke forestillet mig, at I ville se sådan ud – jeg forstår det slet ikke!"

Hvordan tror du, folk forventede, I ville se ud?

– Sikkert mere følsomme og skrøbelige. Lidt mere delikate. Måske iklædt japanske kimonoer eller bløde, paisleymønstrede badekåber!

Mange bands og deres fans har i dag et tilsvarende look. Hvordan opfatter du det?

– Det hele er jo mode. Det er interessant at se på billeder af for eksempel gamle pionerer, for selv de havde jo en fornemmelse for mode. De var meget opmærksomme på, hvordan deres skæg tog sig ud og hvilken hat, de gik med. Man kan ikke undslippe det, og så længe der findes spejle, vil folk have en vis grad af bevidsthed i forhold til deres fremtræden. Især når du arbejder inden for et felt, hvor folk vil kigge på dig. Så stiger bevidstheden omkring det – desværre.

Autenticitet og "ham fra Band Of Horses"

I forhold til individualisme og så videre, vil du så mene, at det her look bliver mindre autentisk, nu hvor flere og flere ser sådan ud?

– Det ved jeg ikke helt. Jeg ser det stadig ikke som et look, der er ved at tage verden med storm. Ham fra Band Of Horses ser jo stadig underlig ud med sit skæg og sin hat – og det er naturligvis ment på den mest positive vis – så jeg tror ikke, det nogensinde for alvor vil vinde frem. Der er stadig plads til individualisme, og i bund og grund repræsenterer skægget vel bare, at man ikke bekymrer sig om sin hårvækst i ansigtet, og kasketten repræsenterer, at man ikke går op i sin frisure.

"Ham fra Band Of Horses", Ben Bridwell gav i april en lignende grund til bandets fremtræden, da gratisavisen Urban spurgte ind til hans udseende:

– Jeg har lagt mærke til, at især det skandinaviske publikum har en meget ens, western-inspireret tøjstil. Som amerikaner er det ret morsomt at se folk i Skandinavien efterligne den der hillbilly-tøjstil, for vi ser folk derhjemme sidde oppe på traktoren med et halmstrå i kæften i præcis det samme tøj. Jeg har aldrig selv tænkt på mit image, men det er ikke første gang, jeg bliver spurgt om det. Det underlige er, at jeg har gået i den her slags tøj siden gymnasiet. Det er en "no brainer". Du skal bare finde en gammel, billig skjorte, et par cowboybukser, der ikke sidder særligt godt og lade skægget gro uden at bekymre dig om det, og så er du pludselig attraktiv over for det modsatte køn,

Anarkist på mode-fronten

Drengene fra The Rumour Said Fire er et af flere danske bands, der også dyrker skovmandsskjorte- og fuldskægslooket, men ifølge trommeslager Christian Rindorf er svaret til, hvorvidt de har gjort sig dybere overvejelser om deres look klart:

– Personligt nej. Jeg er vist lidt anarkist på mode-fronten. Jeg vil hellere forsøge at skabe min egen stil i stedet for at hoppe for meget med på vognen. Selvfølgelig kan man ikke sige sig fri for at købe noget mode-rigtigt, da det tit hænger i butikkerne, men det er som regel federe at gå uden om masseproduktionen og finde noget i en second-hand butik eller selvstændig butik. Derfor bliver vi muligvis dømt som værende "retro-agtige", da "vintage" og "retro" er begreber, der hænger uløseligt sammen med second-hand butikker og vi alle er mere eller mindre glade for at besøge sådanne. Det retro-agtige er ikke et bevidst valg fra vores side. Generelt tænker vi individuelt over vores fremtoning, hvilket vi også taler om, når vi er ude at spille live. Det udmønter sig i, at alle mand har noget forskelligt tøj med, så vi hverken kommer til at stå i det samme eller skiller os for meget ud fra hinanden. Vi er meget opmærksomme på at bevare vores integritet i vores fremtoning, så derfor afspejler vores udseende og tøjvalg vores forskellige personligheder, kan man næsten sige.

Har I rent udseendemæssigt ladet jer inspirere af nogen?

– Ja, masser af gange igennem livet, men alt er ligesom prøvet af, så hvis man endelig finder på en stil, er der nok en, der har prøvet den af. Igen er det bare vigtigt, at man går i det, man har det fedt i.

Sidst, men ikke mindst: hvad er det bedste ved at have fuldskæg?

– Der er mange ting, der er fordelagtige. Om vinteren holder det dig varm. Du har muligheden for at ændre dit udseende ved enten at trimme det, barbere det af eller lade det gro. Der ligger også en vis tryghed i at have skæg, fordi det på mig hænger sammen med en slags "far"-agtig stemning. Det er også lidt sejt i det hele taget at kunne få det, da det ikke er alle, der kan, hæ hæ.


Boks: Prominente kunstnere med skæg:


A Kid Hereafter
Analogik
Avett Brothers
Band Of Horses
Devendra Banhart
Jacob Bellens (I Got You On Tape, Murder)
Bon Iver
CODY
Thomas Dybdahl
Fleet Foxes
Grandaddy
Grinderman (minus Nick Cave og Martyn P. Casey)
Iron And Wine
Kyp Malone (TV On The Radio, Rain Machine) (billedet)
Modern Rituals
The Rumour Said Fire

Boks om artikelserien:
I artikelserien Musikkens Æstetik ser GAFFA nærmere på de udtryk og virkemidler, musikere i dag benytter sig af. I den første af tre artikler sætter vi fokus på det mandlige udtryk, hvor skovmandsskjorter og fuldskæg er en af de mere fremtrædende tendenser. Næste artikel vil kaste et blik på de kvindelige kunstneres bagudskuende æstetik, mens tredje artikel vil tage sig af, hvilke tendenser der rører sig inden for musikken som sådan med særligt fokus på vokalharmonier.




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA