x

Jacob Bellens – En populær outsider

Jacob Bellens – En populær outsider

Der er gået fire år, siden den støt voksende fanskare blev præsenteret for et album fra Jacob Bellens og kollegaen Anders Mathiesen, der tilsammen udgør Murder. Duoen, der fik sit navn, efter Bellens hørte In The Hood med Wu-Tang Clan, som har ordet "murder" som refræn. Det var under en køretur på vej til studiet under indspilningerne af debuten, One Year From Now It's My Birthday, der efter pladeselskabsturbulens udkom stærkt forsinket i 2005. Bellens foreslog egentlig navnet for sjov, men det blev efter en kort stund taget ganske seriøst. I 2006 udkom efterfølgeren Stockholm Syndrome, som resulterede i både flotte anmeldelser og ganske rig turnéaktivitet rundt omkring i Europa, og samme år debuterede Bellens så med I Got You On Tape, der fulgte op med albummet 2 i 2007 og senest Spinning For The Cause fra oktober sidste år.

364 dage efter sin sidste udgivelse er det så blevet tid for Bellens til at udsende endnu et album med Murder. Gospel Of Man har det fået som titel, og Bellens beskriver det som en fusion mellem de to første plader, hvor den første rummede en ganske rig instrumentering bestående af både akustiske og digitalt frembragte lyde, mens den anden havde et væsentligt mere begrænset lydspektrum, der primært fokuserede på guitar og vokal.

Vejen frem til dette punkt i Bellens' liv, der har gjort, at han de sidste par år har kunnet leve helt og aldeles af sine musikalske evner, har sin begyndelse i Nakskov på Lolland, hvor Bellens kom til verden i 1979. Allerede to år senere flyttede han imidlertid til Sneslev, en landsby med knap 400 indbyggere nær Ringsted på Sjælland. Her boede han, indtil han blev 18 og flyttede til København. Først Østerbro i et halvt år, men så til Vesterbro, hvor han nu har boet i 11 år. Det er her, i køkkenet i hans lejlighed ved Enghave Plads, at GAFFA placerer sig over for Bellens og får et indblik i de foreløbigt 31 år af hans liv.

Hvordan var det at vokse op i Sneslev?

– Jeg voksede op med min mor og min far i et vildt rart hus, hvor jeg spillede klaver hver dag. Jeg gik i skole i en lille bitte landsbyskole med 50 mennesker på hele skolen – indtil 6. klasse, hvor jeg skiftede til en skole et eller andet sted i Ringsted. Jeg er enebarn og boede jo langt ude på landet, så det, jeg har tilbragt mest tid med, har været at høre plader. Jeg lyttede dem af, så jeg selv kunne spille dem på klaveret og synge til. Og da jeg så blev 10-11 år, begyndte jeg at skrive numre selv. Men allerede fra jeg var seks-syv år, hørte jeg virkelig meget Elvis og samlede på lp'er med ham, og det er derfra, jeg har kærligheden til sangskrivning – fra sangsnedkerne, der sad og skrev alle de gamle klassikere.

Hvilken musik hørte du ellers i din barn- og ungdom?

– Jeg begyndte at høre meget hiphop efter det dér Elvis-trip. Det startede med den anden De La Soul-plade, De La Soul Is Dead. Den læste jeg om, da jeg var 12, og så købte jeg den. Og så hørte jeg nærmest bare hiphop de næste fem år i træk. Men jeg har lidt altid haft sådan nogle perioder. Efter hiphoppen blev det sådan noget indie-rock, jeg lyttede til. Sugar og My Bloody Valentine og alt det gængse, der nu er inden for den genre. Så tog jeg ind til København og købte plader i Baden Baden, Sex Beat og Street Dance Records.

Ingen flokmentalitet

Hvad brugte du din tid på ud over musik?

– Jeg spillede en del tennis, da jeg gik i folkeskole og i starten af gymnasiet, og jeg har også spillet en del basketball. Det er faktisk de eneste sportsgrene, jeg nogensinde har elsket. Jeg holder stadig meget af dem, men spiller bare ikke rigtigt længere. Jeg forvred skulderen under et epileptisk anfald for fem-seks år siden, så den har det meget nemt med at glide ud af stilling, hvis jeg server i tennis. Sidst jeg prøvede, var da vi indspillede den anden I Got You On Tape-plade, hvor der var en tennisbane tilknyttet studiet. Jeg havde megameget lyst til at se, om ikke jeg kunne gøre det uden at knække skulderen, men dér røg den bare ud med det samme. Men jeg har faktisk spillet noget basket for nylig, og det skal jeg helt klart til at gøre igen.

Var du flittig i skolen?

– Nej, det har jeg aldrig været. Jeg har tænkt på musik i stedet for.

Hvad var dit yndlingsfag? Musik monstro?

– Nej, det var jeg faktisk ikke særlig begejstret for at have i skolen. Jeg kunne godt lide engelsk og at skrive stile, og helst med en eller anden form for frit emne! De kom til at handle om nogle meget abstrakte ting. Jeg fandt en stil her for nylig, da jeg var hjemme hos min far, som jeg slet ikke fattede hvad handlede om. Det drejede sig meget om bare at få lov til at lege med ord. Og det er jo lidt det, jeg gør stadigvæk.

Var du populær i skolen?

– Jeg var ikke upopulær. Jeg har altid været en populær outsider. Jeg er aldrig blevet mobbet eller været outsider på en dårlig måde. Men jeg har heller aldrig gidet at gå i flok. Det kan jeg ikke finde ud af. Heller ikke, når vi er på turné. Så går jeg afsides og finder et eller andet sted, jeg kan hænge ud alene. Nogle gange kan jeg faktisk godt blive misundelig på folk, der kan finde ud af at agere i flok, men jeg er for utålmodig til at kunne gøre det.

Hvad lavede du efter gymnasiet ud over at spille musik?

– Jeg har haft en masse af sådan nogle helt latterlige tjanser. Rengøringshjælp på Rigshospitalet for eksempel. Og så har jeg været phoner. Noget marketing-halløj. Og noget vikarservice, hvor man blev sendt ud for at suge grundvand op. Alt muligt hø.

Hvad fik dig til at tage springet og flytte til København?

– Det virkede bare naturligt. Jeg ville bare gerne se noget storby, går jeg ud fra. Jeg havde allerede tilbragt meget tid i København på det tidspunkt, og dengang var det jo "storbyen" for mig. Nu synes jeg ikke ligefrem, at København er en storby, og hvis jeg boede hjemme i dag, så ville jeg da helt klart hellere flytte et andet sted hen. Der er mange storbyer, jeg holder af, og jeg er helt klart storbymenneske. Vi har jo turneret en del i Belgien, og jeg holder meget af Bruxelles. Det er en meget blandet gryde af alle mulige underlige ting på det samme sted. Det er ikke særlig kønt, men det er meget rart. Der er både de dér top-pitchede EU-bygninger og så slum lige ved siden af. Og der er gode restauranter også! Men jeg elsker København, så jeg har det helt fint med byen, og det er meget muligt, jeg bare bliver boende her.

Hvad betyder det så for dig, at du specifikt bor på Vesterbro?

– Det var et tilfælde, jeg landede her. Men efter 11 år er det jo blevet "hjem", ligesom Sneslev var dengang. Jeg kender alle folk i nærområdet, og I Got You On Tape-studiet ligger på Vesterbrogade, et stenkast fra mit hjem. Og det er tit, der går noget tid, uden jeg kommer uden for Vesterbro. Men jeg vil nok ikke til kravle rundt med sådan en T-shirt med min bydel på.

Hvilke oplevelser har du haft, som har været afgørende for, hvem du er i dag?

– Selvfølgelig betød det noget, den første gang jeg udgav en plade. Det var med Livstrompet, som kommer lige før Murder, også med Anders og Peder Bacher, som producerede den første Murder-plade. Det var et ryk for mig. Man skulle lige lære, hvordan sådan en forretning kørte. Vi blev ikke særligt tilfredse med den plade, selv om vi var meget glade for vores råmateriale, for den blev produceret anderledes, end vi havde lyst til. Men det var alligevel et vendepunkt.

Fik det dig til at føle dig 100% som musiker?

– Nej, og det gør jeg stadigvæk ikke. Jeg turnerer enormt meget og er virkelig meget i studiet, men når jeg ikke er i studiet, så skriver jeg, og det er helt klart det, jeg går mest op i. Så jeg føler mig mest som sangskriver. Men jeg elsker også at spille live, og jeg elsker at være i studiet, men det er bare nogle helt forskellige ting.

Hvilke ting arbejder du med i løbet af en typisk uge?

– Nogle gange kan det være, at jeg bare skriver og indspiller demoer herhjemme og ellers ikke laver det vanvittigt store. Andre gange er jeg måske i studiet fra ni til fem hver dag. Og så er der perioder, hvor jeg er ude at spille. Jeg kan vildt godt lide, at det er så varieret, men der er også perioder, hvor jeg savner strukturen. Men den kommer så tit frem i studieperioderne.

Kan du finde ud af at holde fri?

– Nej, det er jeg virkelig dårlig til. Jeg er virkelig rastløs og utålmodig af natur. Jeg havde besluttet mig for at have to uger her i løbet af sommeren, hvor jeg ikke skulle lave noget, og det kunne jeg slet ikke finde ud af. Jeg trippede bare virkelig meget for at komme i gang igen. Men det var nok også fordi, jeg ikke tog nogen steder hen. Jeg tænkte, at jeg skulle så meget ud at rejse resten af året på turné, og så kunne jeg lige så godt bare nyde sommeren på Vesterbro. Men jeg kunne ikke finde ud af at nyde det!

Stilhed foretrækkes

Man kan med en vis rimelighed sige, at "indie"-begrebet har overlevet sig selv og ikke har mange af sine oprindelige konnotationer tilbage, sådan i forhold til uafhængighed og undergrund og det alternative. Hvad synes du om at blive klassificeret som værende "indie"?

– Altså, jeg har aldrig brudt mig om ordet. Det havde en relevans lige i starten, da det kom frem i 80'erne. Men man skal virkelig være uafhængig for at være "uafhængig". Det er jo i grunden et åndssvagt ord, for der er ingen, der er uafhængige, og heller ingen, der har godt af at være uafhængige af noget. Så jeg har aldrig set det som et plus, og jeg har heller aldrig set det at være undergrund som et plus. Jeg kan godt blive irriteret over noget, der er så nichepræget, at det nærmest automatisk er godt, fordi der ikke er nogen, der kender det. Det har jeg altid syntes var noget hø. Bare fordi noget er ukendt, så er det sgu ikke nødvendigvis godt. Og hvis et band stadig er dybt nede i undergrunden efter at have spillet i ti år, så er det i hvert fald et grundlag for, at man kunne forestille sig, at det måske bare ikke er skidegodt, altså.

Du har snakket om, hvordan Eroll Garners klaverjazz kan gøre de fleste mennesker instinktivt glade og tilfredse. Hvilke instinktive følelser tror og håber du på, din egen musik frembringer?

– Forhåbentlig de samme. Det er bare et andet udtryk, jeg har. Men jeg håber da, at musikken kan frembringe hele spektret. Den bliver tit beskrevet som melankolsk, og det er den ikke nødvendigvis for mit vedkommende. Og jeg tror også, at der er mange lyttere, der godt kan forstå, at der også er noget humoristisk over den. Eller noget meget sørgeligt, eller ondsindet, eller kynisk. Jeg håber ikke, det jeg laver, udelukkende gør folk triste! Jeg er selv en ret optimistisk person, men jeg får nok tit noget af det dér halvblå noget ud, når jeg skriver. Men samtidig har jeg også tit grineren over at skrive tekster og over at finde på et eller andet, der er sjovt. Og det kan sagtens være i en kontekst, der ikke er særligt positiv.

Musik ses jo ofte som en formidling af følelser, men når du vælger at synge på et andet sprog end dit modersmål, forsvinder der så ikke noget af umiddelbarheden i den formidling?

– Det ved jeg ikke, for jeg har aldrig skrevet noget på dansk. Jeg kan godt lide at skrive digte på dansk, bare for mig selv, men jeg har aldrig haft behov for at synge på dansk. Det første, jeg fandt på at skrive, var på engelsk, og så har jeg aldrig rigtig tænkt over, om det skulle være på dansk i stedet. Så hvis jeg var startet med at skrive på dansk, ville jeg sikkert stadig skrive på dansk.

Hvor meget af den del af din tid, der går med musik, bruger du på din egen musik, og hvor meget bruger du på at lytte til andres?

– Der går nok mere med mit eget. Jeg lytter egentlig ikke til så meget musik. Jeg er meget overfølsom over for for meget larm og lyd. Og for meget musik i det hele taget. Det er meget sjældent, jeg går til koncerter, og det er virkelig heller ikke særlig tit, at jeg lytter særlig meget til musik. Jeg kan godt lide at sætte en plade på, når jeg går rundt herhjemme. Men det afhænger meget af mit humør, hvad jeg har lyst til at høre, og tit har jeg mere lyst til at høre en lydbog. Og oftest foretrækker jeg faktisk, at der er stille.

Ville du være fan af din egen musik, hvis du ikke selv lavede den?

– Det ved jeg ikke – jeg har aldrig hørt den! Jeg lytter ikke som sådan til de færdige indspilninger. Jeg lytter meget til demoerne og de rå skitser, men når noget er færdigt, så går der ikke ret lang tid, før det er ret uinteressant for mig at lytte til. Jeg ved jo, hvad der sker. Men altså, jeg synes jo, det, jeg laver, er godt, så jeg går da ud fra, jeg ville være fan!

Støt og roligt fremad

Da Jacob Bellens sammen med I Got You On Tape vandt P3 Prisen og dermed 100.000 kroner den 15. januar i år, betød eksponeringen mere for bandet end pengepræmien gjorde, og Bellens gjorde efterfølgende klart udtryk for, at han vil vælge mainstream frem for undergrund til hver en tid. Som han fortæller nu, har han det imidlertid fint med, at han ikke som sådan ræser derudad – så længe det bare går i den rigtige retning:

– Jeg vil bare gerne have, at vi bliver eksponentielt større for hver plade. "Nu har jeg lavet en plade igen! Kan I lide den? Fair nok, så laver jeg en til!" Det er jo det sjove ved det – der er hele tiden muligheden for at komme videre, modsat hvis man nu sad i et job, hvor der ingen muligheder var for at avancere. Men her er der hele tiden en gulerod.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA