x

Mixtape: Scarlet Chives

Mixtape: Scarlet Chives

Det københavnske dreampop-band Scarlet Chives har tidligere været kendt under navnet Majorian, men under indspilningerne til deres selvbetitlede debutalbum skete der en udvikling, der krævede en ny start, og Scarlet Chives blev dannet. På mandag udkommer deres første album.

Som Majorian vandt bandet LiveContest '08 hvilket bl.a. resulterede i en optræden på Roskilde Festival og en tour rundt på en række af de danske spillesteder. I sommer kunne bandet opleves som Scarlet Chives på bl.a. Spot Festival og Start! Festival.

Scarlet Chives er produceret af bandet selv i samarbejde med den engelske producer Paul Schroeder (The Stone Roses, The Verve), mens Schroeder med bandmedlem Brian Batz (fra Sleep Party People) har mikset albummet.

Mixtape: Scarlet Chives

Vores mixtape er dedikeret til alle derude som kan nyde godt af følgende opfordring: "Det svarer sig sjældent at holde sig på måtten".

Vi har hver valgt én sang, hvor vi synes, at kunstneren har vovet pelsen på måder, så det kun kan inspirere os (lytteren) til at gøre det samme i ny og næ. Dette både i musikalske og utallige andre sammenhænge.

 

Maria Mortensen (vokal)

Laurie Anderson: Big Science, Big Science (1982)

http://www.youtube.com/watch?v=v0Y7830_WWk

Lidende ulvehyl, sungne ordlyde og talte cowboyvendinger. Nummeret er produceret tre år, før jeg blev født og alligevel lød det spritnyt i mine små ører, da jeg hørte det første gang. De rungende scifi-lyde og Andersons få, men ret så vovede virkemidler slog benene helt væk under mig. Helt klart et nummer, der tit og ofte har givet mig lyst til at vove pelsen noget mere. Nummeret lister sig af sted og lyder til tider som det rene ingenting, og på samme tid er der ingen tomme fornemmelser eller beskedenhed at spore.

 

John Greany (guitar, keys)

My Bloody Valentine: To Here Knows When, Loveless (1991)

http://www.youtube.com/watch?v=7Kp6fOGBoYo

Jeg er i flere år blevet punket til at høre My Bloody Valentine, eller i det mindste gøre et anstændigt forsøg. Efter flere års undren gik det så op for mig her i sommer, hvad det hele rigtigt gik ud på. Især denne sang stod stjerneklart frem med sin smukke og kompromisløse produktion. De udefinerbare, bølgende guitarflader tvinger mig opgivende væk fra den ellers naturlige søgen efter struktur og system.

Efter at have læst om Kevin Shields' langtrukne kamp med utallige uforstående studieteknikere og om at få indspillet sine, dengang meget kontroversielle, lydvisioner er denne sang blevet et symbol for mig. Et symbol på det at stole på sin inderste mavefornemmelse, om end det involverer 20 guitarpedaler tændt på en gang.

 

Peter Esben (bas)

Ciccone Youth: Macbeth, The Whitley Album (1988)

http://www.youtube.com/watch?v=rYNYnDyYQnU&ob=av2em

Nogle gange tager det lang tid at gennemskue et bands agenda eller mission - eller image for den sags skyld. Nogle gange må man bare lade sig flyde hen og blive bjergtaget eller forført af den ukompromisløshed nogle bands af simpel natur har. Den kunstneriske frihed. Jeg brugte mange år på at gennemskue, hvorfor et helt Sonic Youth (aka. Ciccone Youth) album altid var spækket med catchy guitarriffs, hvorefter de blev ødelagt af pludselig støj - hvorfor kunne det ikke bare være strømlinet? Men det er den klaustrofobiske fornemmelse, der gør det så spændende og sjovt at være musikelsker nogle gange. At man simpelthen er ved at flå håret af, fordi man prøver at forstå det og efter mange gennemlytninger har overgivet sig, fordi musikken gør noget ved en.

 

Daniel Kolind (trommer)

At The Drive In: Enfilade, Relationship Of Command (2000)

http://www.youtube.com/watch?v=iUued3xvRpU&feature=related

Min far gav mig tilbage i 2001, et cd-gavekort til Guf, hvori han havde vedlagt en anmeldelse af et band fra Texas El Paso, som han pointerede, at selveste Iggy Pop havde omtalt det, som noget af det bedste, han længe havde hørt. Og eftersom jeg har stor tiltro til både min far (og min far har en stor tiltro til Iggy Pop), gik jeg derned og fik lyttet til det. Umiddelbart faldt dette dog ikke i min smag, og jeg havde svært ved at referere til det, andet end "lyder lidt som Rage Against"... bare lidt mere outreret.

Jeg sad så et års tid efter til en fest, hvor min ven fablede om et band, der var virkelige fede og kompromisløse, hvorefter han satte selv samme ATDI på anlægget. Så vågnede mine små ører op, og jeg blev fanget af deres power og deres umiddelbare tilgang til musikken. Jeg ved ikke, om man kan sige, at de vovede pelsen, men for mig var det helt klart en ny og tiltrængt lyd, der dukkede op og fremstod meget stærkt. At de så gik i opløsning umiddelbart efter var ærgerligt, men så opstod The Mars Volta og Sparta.

 

Rasmus Lindahl (keys)

Elvis Costello And The Attractions: Man Out Of Time, Imperial Bedroom (1982)

http://www.youtube.com/watch?v=lYftZ0hd4FQ

"Man Out Of Time" er fra den fantastiske plade "Imperial Bedroom" med Elvis Costello And The Attractions. Selve pladen i sig selv er et musikalsk vovestykke og en søgen efter det uberørte, hvor numre peger i alle retninger, og som kun vinder efter flere lytninger.

"Man Out Of Time", og denne liveperformance, vover sig ud i kraft af dens simpelhed og enkelhed. Sangen er på sin vis mega underspillet, og Costello ligger virkelig meget tilbage på beatet, men helt perfekt i forhold til sangen. Samtidig kommer den gentagende melodi under huden på lytteren i kraft af, at akkorderne er så lidt aktive. Klimakset til sidst i sangen, både med bandet, men også med Costellos udvidede melodilinjer, virker helt vildt voldsomt, men det er kun fordi, at resten af nummeret er spillet med præcision, indlevelse og underspillethed af Costello og band.

Jeg synes, dette nummer er vovet i kraft af dens stilstand og enkelthed.

 

Brian Batz (guitar, keys)

Scott Walker: Cossacks Are, The Drift (2006)

http://www.youtube.com/watch?v=FbpBxXEPQow

"The Drift" er en plade, der altid vil hjemsøge dig, efter første gennemlytning. Det formåede den i den grad at gøre hos mig. Det er muligvis verdens mest ubehagelige plade. Den emmer af udefinerbare lydlandskaber, som kun bliver afsløret, hvis du ser dokumentaren "Scott Walker: 30 Century Man", som går bag indspilningen og viser hvordan de skaber beats, ved at slå på råt kød og kæmpemæssige kasser af træ, som de selv har kreeret. Desuden hiver hr. Walker et dyr ind i studiet og får det til at skrige, så hårene rejser sig på hele kroppen.

At lave et album der stinker så langt væk af personlighed er jeg dybt betaget af og tager dermed hatten af for at skabe en verden, der endnu ikke var skabt. Næsegrus for kompromisløsheden, troen på sig selv og dedikationen på et værk der tog ham 11 år at lave. Virkelig inspirerende. Vedhæftet er den mest lettilgængelige sang fra pladen.

Scarlet Chives udkommer på mandag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA