x

Turen går til... - Reykjavik Music Mess part 2

Turen går til... - Reykjavik Music Mess part 2

Vi er til den uafhængige festival Reykjavik Music Mess, og i receptionen på mit hostel er Roskilde-aktuelle grønlandske Nive Nielsen og hendes band Deer Children, der blander elektronik, hjemmebyggede instrumenter, banjo og sav i en afart af americana, allerede i gang med at give dagens første koncert. Nive Nielsen er inuit, synger fremragende, spiller ukulele og på en guitar med en krop, der består af en gammel benzindunk. Hvor hun på den ene side virker meget genert, så er iscenesættelsen med det støjende, sammensatte og let avantgarde folkband dét, der hæver koncertoplevelsen foran et afslappet publikum.

Efter et solidt måltid plukfisk var den finske elektroniske musiker Tomutonttu første koncertoplevelse på lørdagens program (eller rettere, halvdelen af den) i Det Nordiske Hus. Jan Anderzen er superstenet live, med stoisk ro og totalt uden udtryk, men polyrytmikken og lag-på-lag sampling bliver et smukt altomsluttende verdensfjernt vakuum. Han er desuden frontmand i Kemialliset Ystävät og udgives på finske Fonal Records, der arbejder med eksperimenterende elektroniske musikere i et land, der ellers er hengivent til metal og (dårlig) popmusik. Inklusiv Goodiepal og Shogun Kunitoki.

Videre på Nasa er originalen Björn Kristjánsson - også hypeman i FM Belfast - på scenen med sit seks mand store orkester Borko (billedet). Det kan bedst betegnes som et singer-songwriter-projekt med akustisk guitar, der vokser til et storslået indierock orkester med en blæsersektion og elektroniske effekter live. Hans album "Celebrating Life" er efterhånden tre år gammelt, så live er der også blevet tilføjet flere nye numre til den ret legendariske "Spoonstabber", der afslutter koncerten. Enorm melodiøsitet og kvalitet bag sangskrivningen her, selvom det storladne bandsetup skjuler melodierne og i stedet giver en powerlyd.

Amerika

Jeg minder Bobby Fischer-Boris Spasskij-historierne, når jeg tænker på Islands musikalske status; placeret midt mellem Europa og USA, for musikalsk er islændingene også fint forbundet til begge traditioner. Sin Fang for eksempel, er Sindri Már Sigfússon, der er forsanger i Seabear, der er udgivet i Berlin, han har boet i London, men trækker også spor til amerikanske sangskrivere som Sufjan Stevens. Sin Fang holder niveau, men minder mere og mere om Seabear. Sin Fang er opstrået som et lo-fi-projekt, men er vokset betragteligt, specielt med hans helt nye album "Summer Eschoes". Sigfusson synger skiftevis i tre mikrofoner, spiller guitar og lidt synths, og han har tilføjet et superfedt indie-r'n'b-nummer.

Personligt havde jeg glædet mig til at se amerikanske Lower Dens, der turnerer med Deerhunter, men hverken fremmødet eller lyden eller det noget udmattede amerikanske band kunne leve op til, hvor dejligt det lyder på deres debutalbum "Twin-Hand Movement". Det er ellers nemt at læne sig tilbage til shoegave-fuzz og Jana Hunters sfæriske vokal, men live er det særligt opbyggelige krautrock-numre som "Blue & Silver", der imponerer.

Natten ud stod den islandske 90'er-rocktrio Kimono med Dinasour Jr.-patenter, guitarsoloer og rockarrogance for en solid koncert og den fuldstændigt vanvittige growlende ægtepar-duo Lazyblood for det uforståeligt, sære metal-elektronika-crossover indslag (sammen med bandet Reykjavik!), mens spillestedet langsomt blev tømt for publikummer.

På vej hjem gennem Reykjaviks hovedgade var der til gengæld et menneskemylder, flyvende glas og lokale forretningsfolk, der flokkedes om klubberne, og tydeligvist ikke viste den mindste interesse for den filantropiske satsning, som Reykjavik Music Mess er. Den gennemsnitlige islænding er ikke så indie endda - som man kan foranlediges til at tro med den musikkultur.

Find første del af reportagen og interview med Fossils via boksen til venstre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA