x

Foo Fighters – Med begge ben på jorden

Foo Fighters – Med begge ben på jorden

Foo Fighters er aktuelle med dokumentar-dvd'en Back And Forth, og den viser blandt andet scener fra, da bandet gik i studiet for at indspille deres aktuelle syvende album Wasting Light. Scener, der viser gruppesammenhængen og åbenheden. De evige spøgefuldheder og den enkle humor, der grænser op til det barnlige, udfylder hver scene, der blev optaget, da bandet i efteråret sad sammen i Dave Grohls garage og indspillede endnu et album. Og det endda på trods af at frontmanden ejer Studio 606, hvor bandet indspillede både In Your Honor og Echoes, Silence, Patience & Grace

– Det føltes bare kedeligt at gå ind i endnu et skide Hollywood-studie og lave endnu en plade, som de fleste andre bands ville gøre det, siger Dave Grohl.

– Vi har alle disse utrolige friheder, der gør, at vi kan gøre lige, hvad vi vil. Vi udgiver musik på vores eget pladeselskab, vi har vores eget studie, vi instruerer vores egne musikvideoer… Så hvorfor ikke skabe en oplevelse, der er mere end bare at indspille et nyt album? At gøre det i en garage på klassiske magnetbånd med Butch Vig i mit hus, føltes som en god mulighed for at gøre det hele til noget specielt.

Dokumentaren har fået navnet Back And Forth ligesom en af sangene på det Wasting Light. Det, der er specielt ved filmen, er ikke den enkle, uprætentiøse tone. Det er derimod familiescenerne, som da Dave Grohls datter Violet trækker i den verdenskendte og enormt respekterede mand under indspilningerne af en af 2011's største albumudgivelser for at få ham med ud at svømme i poolen i haven. Nogle minutter senere kommer Dave Grohl så tilbage til studiet med vådt hår.

– Det føltes virkelig godt at indspille derhjemme. Jeg mener, jeg behøvede sgu ikke engang klæde mig på om morgenen, hvis jeg ikke gad. Jeg plejede bare at gå fra soveværelset til studiet. Mange nætter sad gutterne og indspillede guitarspor, og jeg kunne gå ned og se, hvad de havde gang i, og derefter gå op og lægge mig et stykke tid i sengen med min kone og se tv, stå op og finde noget at spise i køleskabet, gå tilbage og høre, hvad bandet lavede og så gå op og sætte mig lidt i min lænestol, siger Dave Grohl, inden lead-guitarist Chris Shiflett fortsætter:

– Jeg tror, at det var mere eller mindre hver aften, at Dave forsvandt et stykke tid for at bade sine børn, læse for dem, eller hvad han nu gør, og efter et stykke tid føltes det som om, vi andre også burde gå rundt i pyjamas. Nu var der jo ligesom en legitim grund til at gøre det.

 

The nicest guy in rock

De er fuldstændig de samme på film og i musikvideoer som på scenen og selv i virkeligheden, alle tre guitarister i Foo Fighters. Det er fuldstændigt afvæbnende at sidde mellem Pat Smear, Dave Grohl og Chris Shiflett og blive taget imod på en så åben og varm måde, men samtidig virker det ikke unaturligt. Dave Grohl har et rygte som "the nicest guy in rock", og Foo Fighters er et band, der sjældent stikker folk blår i øjnene.

Derimod har publikum og de hundredtusindvis af fans, der stort set aldrig har sagt et eneste ondt ord om bandet igennem deres 16 år lange karriere, konstant påmindet bandet om dets egen historie. Hvis det ikke handler om de andre album, som Dave Grohl har medvirket på, eller alle de bands, som samtlige medlemmer brugte deres yngre år i, har kritikken i stedet vendt sig mod Foo Fighters' eget materiale. At en sang som Everlong trods sin stjernestatus og naturlige plads i rockens kanon skaber en snert af irritation hos Dave Grohl, Pat Smear og Chris Shiflett, kan virke mærkeligt.

– Det er underligt, det der. Det her er vores syvende album, og jeg tror, at de fleste tænker på vores andet album, The Colour And The Shape, som sådan et, der definerer vores identitet med Everlong, My Hero og alt det der, og jeg tror, at det er på grund af de store radiosange. Så i flere år har folk sagt "det her album er godt, men jeres andet album er jeres bedste album, selvom det her også er godt." Man vænner sig jo til det og tænker, at det var vores "klassiske" album. Men hvis man ser på det som et solidt stykke arbejde, så ser jeg på vores nye album og tænker, at hvis vi byttede om på rækkefølgen af Wasting Light og The Colour And The Shape, så havde den nye plade fået samme reaktion. Så havde folk sagt, at Wasting Light var vores bedste album, og at The Colour And The Shape er vores "comeback"-album.

– Folk kommer ikke til at sige, at det her er vores bedste album, fordi vi simpelthen har udgivet for mange album, eller simpelthen fordi man ikke kan sige det så hurtigt. Det kan man jo ikke. På den anden side er jeg alligevel ikke enig. Indtil nu har jeg ment, at There Is Nothing Left To Lose var vores bedste album.

Dave får enige nik fra både Pat Smear og Chris Shiflett, der uddyber:

– Vi har været på mange promo-turnéer over årene, og selvfølgelig er vi alle stolte af albummet, men det interessante for mig er, at det føles som om, at alle dem, vi taler med hver dag, er mere begejstrede for dette album, end hvad nogen nogensinde har været før i den her periode lige før en albumudgivelse. Det taler for sig selv, synes jeg. Kommer albummet ikke til at sælge noget, vil vi stadig være stolte og overbeviste om, at det er det bedste, vi har lavet.

 

Rockmusik med streg under rock

Wasting Light er meget tungere end det meste andet, Foo Figthers tidligere har lavet. Ikke siden debuten fra 1995 har Foo Fighters lydt så vrede og hårde, som kvintetten gør på det nye albums 11 skæringer, men det har Dave Grohl en naturlig forklaring på; både på hvorfor det nye album lyder, som det gør, og hvorfor han og hans guitarkollegaer mener, at Wasting Light er det bedste af gruppens album:

There Is Nothing Left To Lose og Wasting Light ligner hinanden på mange punkter: Processen var den samme, atmosfæren og energien var stort set ens, og begge album blev indspillet analogt i en kældergarage. Men de viser også forskellige dynamikker i bandet. Det tredje album indeholder vores bedste mere rolige musik. Det nye album indeholder klart vores bedste rockmusik med streg under rock. Når jeg hører noget som My Hero and Everlong, ja, jeg kan godt lide de sange, virkelig meget, men når det kommer til at skrive, så… nå ja hva' fanden, der er en sang som Bridge Burning eller en satan som White Limo… det kan slet ikke sammenlignes. Specielt White Limo. Vi har aldrig før været i nærheden af sådan noget. Jeg ser det som en stor bedrift for bandet at skabe, men det er klart, at folk vil sammenligne og sige forskellige ting, det gør de altid.

I slutningen af februar og i begyndelsen af marts 2011 varmede Foo Fighters op inden forårets og sommerens turnéer, der for tiden indebærer koncerter for alt mellem 10.000 og 80.000 personer, med at gå helt over i den anden grøft. Røgmaskiner, flammekastere og lysshow for millioner af kroner var sparet væk ligesom 99 procent af publikum, og i stedet spillede Foo Fighters for mindre publikummer end dem, der så dem ved deres allerførste optrædener for 16 år siden. Igennem en håndfuld koncerter i London, Köln og Stockholm spillede Foo Fighters Wasting Light igennem og fyldte derefter på med hits og publikumsfavoritter fra samtlige foregående seks album, som gruppen hidtil har udgivet. Det er kun få bands, der tør gøre noget som det. Det er endnu færre, der er så tætte på hinanden, som drengene i Foo Fighters er.

 

 

Foo Fighters-dokumentaren Back And Forth udsendes på dvd og Blu-Ray henholdsvis 6. og 13. juni. Foo Fighters spiller på Refshaleøen i Københavns havn 21. juni sammen med Biffy Clyro og The Gaslight Anthem

 

Grunge-tweets

– Under indspilningerne brugte vi Twitter, noget jeg egentlig aldrig havde forestillet mig, at jeg kunne eller ville gøre, men jeg kunne sende billeder af sted og få tusinder af svar retur bare fra Argentina. På hvert eneste et, dude! Jeg sendte et billede af Pat, der holdt en guitar, ud, og fik 10.000 "Come To Brazil"-svar tilbage. Vi havde en knap på mikserpulten, som vi kaldte grunge-knappen, fordi grunge er det dummeste ord nogensinde. Jeg tog et billede af knappen, der var skruet op på 10, og sendte en tweet ud, der med det samme fik svaret, selvfølgelig fra Argentina: "Never too grungy!" Så det blev vores slogan under indspilningen af Wasting Light: "Never too grungy!"

 

DISKOGRAFI:

Foo Fighters (1995)

The Colour And The Shape (1997)

There Is Nothing Left To Lose (1999)

One By One (2002)

In Your Honor (2005)

Echoes, Silence, Patience & Grace (2007)

Wasting Light (2011)

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA