x

Tori Amos: Brobygger mellem klassisk og pop

Tori Amos: Brobygger mellem klassisk og pop

Tori Amos udgav i september sit 12. studiealbum, "Night Of Hunters", og fredag den 21. oktober og lørdag den 22. oktober giver hun to koncerter på Det Kongelige Teaters Gamle Scene – den første er pt. næsten udsolgt. GAFFA fangede Tori Amos på farten for at høre lidt om, hvad vi kan forvente, og for at få mere at vide om hendes nye album, som består af bearbejdninger af temaer af klassiske komponister fra 400 års musikhistorie – fra Bach over Chopin og Schumann til Debussy og Satie – tilsat nye tekster af Tori Amos og udelukkende indspillet med akustiske instrumenter.

Hej, Tori, hvor er du lige nu?

– Jeg er på et hotel i Amsterdam, hvor vi skal spille en ekstrakoncert i aften (i går, den 18. oktober, red.). Og så går turen videre mod Oslo på torsdag og København fredag og lørdag.

Hvordan er turnéen gået indtil videre?

– Den er gået fremragende, publikum har virkelig været entusiastiske.

Der er noget med, at dit band denne gang består af en strygekvartet, og så dig på dit velkendte Bösendorfer-flygel. Hvorfor denne lineup?

– Det er en klassisk strygekvartet, Apollon Musagete Quartett. De medvirker også på albummet. Det var mit pladeselskab, Deutsche Grammophon, som introducerede os for hinanden. Jeg ville gerne have klassiske musikere med, både på pladen og på turnéen, når albummet består af bearbejdninger af klassiske temaer. Det skulle være musikere, som kendte originalmaterialet.

Jeg kan se på dine sætlister, at du også spiller en masse gamle numre på turnéen. Jeg går ud fra, at de er blevet omarrangeret til den klassiske lineup?

– Ja, jeg har omarrangeret en lang række af mine gamle sange, som jeg syntes ville fungere med en strygekvartet. Det har jeg gjort i tæt samarbejde med min arrangør John Philip Shenale, som jeg har arbejdet sammen med siden 1994, siden "Under The Pink" (Tori Amos' andet album, red.)

Dit nye album er en sammenhængende sangcyklus, men alligevel bryder du den op live og spiller gamle og nye numre imellem hinanden. Hvorfor det?

– Det ville være kedeligt, hvis jeg skulle spille de samme sange hver aften. Og jeg er kendt for, at ikke to koncerter med mig er ens. Jeg laver hele tiden sætlisterne om, og der skal også være plads til, at fans kommer med forslag. Jeg kan godt lide at have en løbende dialog med publikum.

Du har i mange år arbejdet sammen med bassisten Jon Evans og trommeslageren Matt Chamberlain, både i studiet og ved koncerter, men de er ikke med denne gang. Hvad siger de til at være blevet skubbet til side i denne omgang?

– Jon og Matt er nogle af mine allerbedste venner, men dels har de travlt med egne projekter lige nu, dels ville de ikke passe ind i dette musikalske projekt. Jeg blev hurtigt klar over, at der ikke skulle være elektriske eller elektroniske instrumenter på dette album. Det skulle ikke minde om prog-rock. Jeg ville have en mere Stravinsky-agtig tilgang til musikken, hvor det er klaveret, der bestemmer rytmen, eller nogle gange celloen. Det skulle være noget, der kunne give mig inspiration til at skrive nogle gode tekster.

 

En udfordring udefra

Kan du fortælle lidt mere om, hvorfor du kastede dig ud i at indspille et album baseret på klassiske kompositioner. Der er noget med, at det slet ikke var din egen idé...?

– Ja, det var en tysk musikvidenskabsmand, Dr. Alexander Buhr, som er tilknyttet Deustche Grammophon (stort, gammelt, prestigefyldt tysk pladeselskab med speciale i klassisk musik, red.) som producer. Han kendte mit materiale, og han havde også hørt, at jeg arbejdede på en musical for National Theatre i London ("The Light Princess", baseret på et eventyr fra 1864 af George MacDonald, forventet premiere april 2012, red.), og så mente han, jeg var den rette til opgaven. Det tog jeg som en udfordring, men jeg ville aldrig være kommet på den idé selv. Du går ikke bare op til Deutsche Grammophon og siger: Hey, jeg vil pille ved de store mestre, ligesom du heller ikke ringer til CIA og siger: Jeg har lyst til at sprænge ting i luften (griner).

– Jeg sagde kun ja, fordi jeg har arbejdet på den musical i fem år, så jeg er efterhånden blevet bekendt med det at skrive en sangcyklus, og det er også noget, du skal ville. Det er ikke noget for alle, det er ikke alle, der har lyst til at bygge en lydmæssig katedral. Der er også dem, der hellere vil bygge ... en strandhytte, for eksempel. Der er også nogle af mine venner, herunder nogle fantastiske musikere, som er kommet hen til mig og har sagt: "Tori, er du sikker på, at du ville skrive en musical, en sangcyklus?" Og jeg har svaret: Ja, selvfølgelig, hvorfor ikke? (griner).

Du gik på klassisk musikskole som barn. Kan du bruge noget af det, du lærte dengang?

–  Ja, hvordan du bliver undervist som barn, påvirker dig, på godt og ondt. Det er ofte sådan, at det, du vokser op med i barndommen, er noget, du får lyst til at komme væk fra på et tidspunkt. Jeg voksede op med at spille klassisk musik uden at analysere det, men så brød jeg med det som teenager og begyndte at spille rock. Men det klassiske er der jo stadig.

 

Duet med datter

Apropos børn, så medvirker din 11-årige datter Natashya (af Tori kaldet Tash) på albummet flere steder, hvor hun synger duet med dig. Hvorfor har du taget hende med på pladen?

– Hun udspringer af tekstuniverset. Da jeg fandt ud af, at teksterne skulle udspringe af den irske mytologi, fik jeg idéen til et væsen, der kunne antage forskellige skikkelser, og det blev til Anabelle-figuren, som til tider synger duet med albummets Tori-figur, som ikke er mig, men en fiktiv person. Og Tash gav mig masser af inspiration til Anabelle-figuren, og så var det oplagt, at hun også skulle synge hendes rolle. Hun er dog ikke med på turnéen, for hun går jo i skole.

Ja, hun har tydeligvis talent. Har hun ambitioner om at blive sangerinde? Eller måske skuespiller?

– Ja, en blanding faktisk. For tiden går hun på en kostskole i London, der fokuserer på performing arts, altså sang, skuespil, dans. Det er jo en verden, hun er vokset op med, men det er noget, hun selv har valgt. Det er ikke noget, hun er blevet presset til af nogen. Og hvis du kendte Tash, ville du vide, at man ikke kan presse hende til noget. Jeg håbede egentlig, at hun ville være dyrlæge eller noget i den stil og holde sig langt væk fra musikbranchen, men når det er det, hun vil, bakker jeg hende naturligvis op. Og giver gode råd.

Kan du fortælle lidt om tekstuniverset på albummet? Du har allerede nævnt, at det tager udgangspunkt i den irske mytologi?

– Ja, når musikken består af klassiske temaer, skulle teksterne ikke have samme sprog som vore dages popsange. Så jeg hentede inspiration i mytologien og hos de klassiske digtere, jeg er vokset op med – Tennyson, Keats, Sylvia Plath. Det var vigtigt, at teksterne skulle skrives i et klart sprog, og at det ikke skulle lyde som en undervisningstime. Selve historien handler om et forhold mellem en kvinde og en mand, et forhold, der er ved at gå i opløsning, og man følger så den kvindelige hovedperson gennem en nat, indtil daggry bryder frem i den sidste sang.

 

Bro mellem klassisk og rytmisk

Synes du, den klassiske verden og popmusikken er kommet for langt fra hinanden? Det er mit indtryk, at fans af klassisk musik og af pop og rock ofte er to forskellige befolkningsgrupper. Der er ærlig talt ikke ret mange af mine venner eller kolleger, bortset fra nogle få nørder, der hører særlig meget klassisk musik. Er det noget, du har tænkt over, og er "Night Of Hunters" et forsøg på at bygge bro mellem de to verdener?

– Ja, Alex fra Deutsche Grammophon siger det samme. Han er en klog mand, og han siger, at de kasser, vi putter musik i, ofte netop er kasser, og ikke noget, musikken selv har bedt om at blive puttet i. Alex mener, der er brug for komponister, der kan krydse grænserne, og hvis jeg kan gøre det, er jeg meget glad. (Deutsche Grammophon har også udgivet cross-over-album med kunstnere som Elvis Costello og Sting, red.)

En anden ting er den måde, folk i dag lytter til musik på. Mange mennesker, ikke mindst børn og unge, måske også din datter, hører playlister med mange forskellige kunstnere, og de hører sjældent et album fra begyndelse til slutning. Du har altid været en albumfokuseret kunstner, dine album varer ofte over 70 minutter – det gør "Night Of Hunters" også – og du har ikke haft så mange singlehits. Hvordan har du det med den udvikling – frygter du fremtiden for kunstnere som dig?

– Jeg er meget bevidst om den udvikling, og det er rigtigt, det er ofte også sådan, Tash lytter til musik. Men der skal også være plads til at tage med på en rejse med et helt album, og det bør der stadig være lyttere til. Og uanset hvad der er trendy eller utrendy, så kan du altid bryde en trend, hvis det, du laver, er godt nok. Du skal bare gøre det, du har lyst til, og så gøre det så godt som overhovedet muligt, så skal der nok være nogle, der lytter.

Hvad med din musikalske fremtid? Din musical har snart premiere, og hvad så bagefter? Fortsætter du i den klassiske verden, eller vender du tilbage til den mere poprockede Tori Amos-stil?

– Ærligt talt, så aner jeg det ikke. Jeg har aldrig tænkt så langt ud i fremtiden. Jeg tager det, som det kommer. Men jeg kan fortælle, at jeg næste år udgiver en 20 års jubilæumsversion af mit debutalbum "Little Earthquakes" med en bonus-cd indspillet med det hollandske Metropole Orkest, hvor vi har indspillet højdepunkter fra hele mit bagkatalog med et orkester på 56 personer. Det blev indspillet for et par måneder siden, og det var en meget stor oplevelse. Så på det punkt vender jeg tilbage til den gamle Tori-stil, og så alligevel ikke, når det er med et helt nyt orkester.

 

Køb billetter til koncerterne via GAFFA Live

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA