x

Pato – Ostemanden fra Amager

Pato – Ostemanden fra Amager

Et hemmeligt sted på Vesterbro finder man – hvis man ser godt efter – en lille sort osteformet bygning med et rødt lyn på døren. GAFFA banker på og vover sig indendørs i Black Cheese Studio, hvor vi møder Pato Siebenhaar, der har skrottet to næsten færdige engelsksprogede udspil – henholdsvis en punk- og en popplade – til fordel for at udgive en dansksproget genrebastard af et album, "Ca. Lige Her". Men hvorfor nu det? Jo historien om Patos favntag med modersmålet tager sit udgangspunkt i den sympatiske multimusikers altoverskyggende kærlighed til sin kone. Noget han adskillige gange i løbet af snakken med GAFFA nævner som selve ankeret i sit liv:

– Det udsprang egentlig af, at min daværende forlovede (nuværende kone, red.) forrige år var ude at rejse, og så gik jeg simpelthen og savnede hende så meget, at jeg skrev en sang til hende på dansk, om alle de ting vi plejer at lave om søndagen, hvilket er at have tømmermænd og gå tur. Jeg fandt ud af, at det berørte mig helt vildt, fordi det var på dansk, og det slog mig, at det måske var noget, jeg skulle prøve at gøre lidt mere ud af, så jeg skrev en til. Og endnu en. Og lige pludselig stod jeg med materiale til en hel plade.

 

Kærlighed og venstrehåndsarbejde

– Jeg har faktisk været meget heldig, for ofte laver man en plade, fordi man er trist, eller det hele er noget lort, og verden er stadig noget lort, men rent personligt har jeg aldrig haft det bedre. Jeg har godt nok aldrig været fladere, end jeg er nu, men jeg har heller aldrig haft så meget kærlighed, så pladen kommer fra et godt sted, og det kan være en utroligt sjælden ting at opleve som kunstner: at lave et positivt produkt. Det er virkelig en luksus at beskæftige sig så indgående med glæde.

Kærligheden er tydeligvis en vigtig ting for Pato, og da GAFFA spørger ind til graden af vigtighed, er den gode mand med fuldskægget ikke i tvivl, og svaret falder prompte:

– Det er det vigtigste! Vi befinder os i en tidsalder, hvor "Kun For Mig"-generationen hersker, men det er fedt at vælge tosomheden og at dele sin eksistens med en anden person. At tro på det. Jeg er ikke en troende mand; jeg tror ikke på en skid, men jeg lever mit liv, så godt jeg kan og prøver at være den bedste person, jeg kan være over for den, jeg deler mit liv med. Jeg har haft en masse lort i mit liv. Min far døde, da jeg fyldte 27, og min mor døde, da jeg var seks år gammel, og det gør, at jeg ikke føler, jeg kan tillade mig den luksus, det er at spilde tiden. Derfor har jeg også gang i så mange ting altid. Desuden er det også ofte ud af de små pudseløjerlige ting, man arbejder med, at de gode ting opstår og kommer ind fra sidelinjen. Det var for eksempel sådan, både White Pony og Trolle/Siebenhaar opstod ud af små spøjse idéer med dårlig pot eller en mikrofon i en sok. De gange jeg har prøvet at være beregnende i forhold til min musik, er det aldrig gået helt så godt. Venstrehåndsarbejdet er altid det, der har imponeret.

 

Mange jern i den musikalske ild betaler regningerne

Det er lykkedes Pato, der ifølge ham selv stadig har en 16-årig langhåret makker, som lytter til AC/DC inde i maven, at være en af den beskedne gruppe mennesker herhjemme, der kan leve af musikken, men han knokler sandelig også for sagen, og det er et væld af kasketter, han kan iføre sig for at få skrabet sammen til næste måneds husleje.

– Det, at jeg også tager ud som dj, betaler en god stak af regningerne, for der er en tendens til at folk hellere vil høre en, der vender plader, end de vil høre et band, hvilket i virkeligheden er meget sigende for den måde verden er sat sammen på i øjeblikket. Når det så er sagt, elsker jeg virkelig at dj'e, det er en fed måde at skabe god stemning. Men det kræver, at man er meget ansvarsbevidst, når man skal have det til at hænge sammen på den måde. Man må ikke sløse, for så er der pludselig ikke til huslejen om to måneder, om man er hele tiden nødt til at have planlagt sin kalender et halvt år frem i tiden.

– Jeg kom ind i branchen, dengang der stadig rendte pladeselskabsmakkere rundt i hørbukser – de er der sgu ikke mere. De folk fra branchen, der lige så godt kunne sælge kummefrysere, de er der heller ikke mere, for pengene er der ikke til dem. Det betyder så også, at de folk, der står tilbage, er folk, der virkelig har lyst til at arbejde med musik – eller dem, der ikke kan finde ud af andet. Og der er jeg nok i den sidste kategori, haha! Jeg ved, hvad jeg er god til, og det er musik. Så det er det jeg laver, fortæller Pato, og røber, at han da også har været pedel, tastemedarbejder hos Telia og har begået sig som sælger i en af de små runde kiosker inde på Rådhuspladsen, hvor han har solgt cigaretter til Kim Larsen og bøssepornoblade til andet godtfolk midt om natten.

– Men nu er jeg der, hvor jeg kan se mig selv i spejlet om morgenen og vide at jeg laver, det jeg er god til, og det jeg godt kan lide. Musikken har altid bragt mig så meget glæde og så mange sindssyge oplevelser, så jeg er lige der, hvor jeg burde være.

Hvilke sindssyge oplevelser har musikken bragt dig?

– Hele Nephew-turen med White Pony var vanvittig. Vi sluttede jo det hele af på Orange Scene, hvor vi sad backstage, og Them Crooked Vultures, der skulle spille før Nephew, gik rundt deromme. Jeg blev nødt til at have et billede med Dave Grohl, så jeg gik hen til ham, og han var super-cool og virkelig sød. Pludselig kigger han op på den kæmpe kran, Nephew har lejet ind og siger: "Ved du godt, at der er nogle gutter, der skal op og hænge i den der senere i aften?", hvortil jeg lidt befippet svarer: "Jaeh, det er godt nok mig og min ven, der skal det…", og så bliver han vildt glad og spørger begejstret, om ikke han må låne kranen: "That'd be awesome!" Pludselig slutter Lemmy fra Motörhead sig til selskabet – han er fløjet ind tidligere for at hænge ud med Them Crooked…, og så hører jeg sgu Dave Grohl sidde og blære sig over for Lemmy og Josh Homme med, at han har mødt en gut der skal op og hænge i den høje kran senere på aftenen. Det er sådan en historie, jeg kommer til at blære mig med på plejehjemmet engang.

 

Der er ikke nogen, der gør en skid!

Nu er det jo næppe noget unikt at udgive en plade på dansk i disse dage, men hvordan har Pato det med, hvordan hans populære kollegaer håndterer sproget?

– Det er ikke for at sige et eneste ondt ord om Medina eller Seebach eller nogle af de andre, der laver ting på dansk, for jeg synes virkelig, de gør et godt stykke arbejde, og de har også kæmpet for det og bragt sig selv i en position, hvor de fortjener noget respekt. Jeg mener bare, der må være noget mere. Der må kunne siges noget mere, og der må kunne tages mere stilling til nogle ting. Det hele kan ikke bare være "kun for mig" og Nokia-reklamer. Der er ikke nogen, der siger noget for øjeblikket. Der er ikke nogen, der gør en skid. Der er ikke noget galt med "hjerte-smerte"-shit, det laver jeg også selv.

Hvilke ting tager du selv stilling til på pladen?

– Der er kommentarer til den politiske situation, og der er kommentarer til forbrugssamfundet og narko-problematikken; alle render rundt og tager stoffer: coke er blevet det nye weed! Hvad er nu det for noget pis?! Folk finder trøst i latterlige tv-serier om unge mødre eller folk, der knepper på et hotel i Mexico. Hvorfor det? Har vi virkelig så meget brug for at pege fingre ad andre mennesker?

Er der nogle af de andre dansksprogede kunstnere, du synes rammer noget, af det du selv har gang i på pladen?

– Min egen danske referenceramme opstod først for et par år siden, så jeg har aldrig været på CV Jørgensen-vognen eller syntes, Love Shop var det sygeste pis. Og det er ikke fordi, de ikke har lavet god musik. Det har bare aldrig rigtig sagt mig noget. Hvis jeg skal nævne andre dansksprogede kunstnere, der har lavet noget, som er værd er høre på, så synes jeg, at Jokeren i al sin narkoglorificerende liderlighed ofte har nogle ret vigtige pointer. Wafande har også gang i nogle gode positive ting, og det samme gælder Lil Kaka og Top Gunn. Og så er der selvfølgelig Kim Larsen. Altid! Vi skylder ham alt. Han skulle næsten slås til ridder, men det gider han jo ikke. Han har virkelig vist vejen for mange mennesker. Han har min dybeste respekt, og han burde have alles dybeste respekt.

 

Patos kasketter:

Soloartist

Sangskriver

Guitarist

Producer

Klubpromoter (Klubben Dumme Penge opstod da Pato på et tidspunkt var flad og trængte til at tjene nogle penge, red.)

Promoter

Studieejer (Patos "Black Cheese Studie" er samlingssted for blandt andre Jokeren, Gee Monster, Specters, Ataf, Kidd og række andre gode mennesker, der har brug for et sted at indspille og larme)

Dj

Rapper

Sanger

God til at lave tomatsovs

 

Boks 2: Navnet: Ostefar er en and?

"Pato" er – som de sprogkyndige vil vide – det spanske ord for and, men hvordan fandt Martin Felix Kozeluh Siebenhaar egentlig på at kalde sig Pato?

– Vi var en flok knægte ude fra Dragør, der var 15-16 år gamle. Og min ven Henrik, som var forsanger i mit andet band (Rage Against The Machine Jam, red.), havde en T-shirt med en and på. Vi fandt ud af at "and" på spansk var "pato", og så kaldte vi os "El Pato Crew" eller "EPC", fordi vi havde brug for et graffiti-tag, som vi kunne skriver over hele Dragør og Amager. En and er desuden altid helt vild kølig når du ser den; den cruiser bare hen over vandoverfladen, men nedenunder arbejder dens små andefødder på højtryk. Så kølig på overfladen, men på underfladen sker der ting og sager: det var os, haha! Desuden kan en and både svømme, dykke, flyve og gå. Den kan det hele. Senere hen begyndte jeg at bruge det som MC-navn, og så har det hængt ved.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA