Peter Sommer: Jeg skriver om det, der holder mig vågen om natten

Peter Sommer: Jeg skriver om det, der holder mig vågen om natten

I anledning af sit nye album "Alt Forladt" byder Mr. Skanderborg på frokost og kaffe hjemme i egen hule, nærmere bestemt Studio Communale. Der er godt med plads, godt med gear, imiteret tømmer på væggene, flere beviser på Peters meritter gennem årene, i form af guldplader med mere, og kigger man lidt grundigere ser man The Fab Four i deres storhedstid, i form af tegneserieillustrationer fra "Yellow Submarine", og så skuler Dylan, fra den gang fantomet vel var i slut-30erne, vedvarende på de mange musikere, som gennem de senere år har lagt vejen forbi Peters studie (der i øvrigt er foreviget i videoen til "Hvorfor Løb Vi", første udspil fra "Alt Forladt"). Motiver, der afkræver respekt, men som ikke nødvendigvis er synonyme med Sommers egne førstevalg.

– Faktisk er det Palle Hjort (tangentmanden, red.), som har hængt mange af tingene op. Jeg prøver ikke at dvæle ved fortiden og mine egne bedrifter for meget, og bestræber mig på at tænke fremad, men derfor er det meget fedt at hænge de hædersbevisninger op, man har modtaget. Håber de giver noget god karma i det videre arbejde. Beatles og Dylan er jo ikke til at komme uden om. Men på det seneste har det mere været Jay-Z og Kayne West og deres "Watch The Throne", Jonathan Johansson og Bobby Womack, som jeg har dyrket, og så har artister som Kasabian, Ian Brown og resten af The Stone Roses haft stor indflydelse, og så må jeg nok sige, at folk som Damon Albarn og Beck er mine Dylans.

En hjælpende hånd

Måske lidt overraskende for dem, der primært kender Sommer fra landeplagerne "Valby Bakke" og hjemstavnshyldesten "8660", eller for den sags skyld fra hans forrige udspil, den krasse, rå, forvrængede og stærk elektriskguitar-baserede "Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene". Men lægger man øre til det aktuelle album giver inspirationen fra specielt L.A.'s nu ret erfarne cool-kid Beck, god mening. Han har været foregangsmand i forhold til at integrere ny computer-baseret teknologi med et organisk udtryk, og Sommer har fået kyndig assistance til at forfølge en beslægtet retning denne gang. Trods primær status som solist, har han altid haft en fast allieret på sine udgivelser. Først med Carsten Valentin i Superjeg, så Gangway-ikonet Henrik Balling på flere soloplader, Simon Kvamm med De Eneste To, og denne gang med sidstnævntes lillebror Stefan, der kan noget med beats og computere.

– Stefan har en hovedrolle denne gang, og selvom jeg har medvirket, er han pladens primære producer, og det samlede resultat er meget en kombination af mine ord og kompositioner og Stefans beats og programmeringer. Samarbejdet med ham har været lidt af en øjenåbner. Jeg tror ikke, vi er færdige med hinanden. Mødet med hans tilgang til elektronikken, har jeg oplevet som en farve, der holdt på hele rejsen. I sin tid udtalte C.V. Jørgensen at "der kom en trompet i vejen" (i form af Flemming Agerskovs bidrag, red.), hvilket har domineret hans seneste udgivelse.

– Jeg har haft lidt samme oplevelse med elektronikken; det føltes som noget, der var alt for spændende til ikke at give sig i kast med. Som et saftigt fremstukket æble, jeg bare måtte smage på. Stefan var i sin tid meget optaget af Superjeg, specielt albummet "Øst/Vest" (hvor den ene cd var håndspillet og den anden elektronisk, red.), og selvom jeg selvfølgelig håber, arbejdet fortsætter, oplever jeg, at det er lidt som en ring, der sluttes denne gang. Jeg synes, at vi har fundet en frem til en kombination af elektroniske beats og en "moodiness" i teksterne, hvor dansk musik ikke har været før.

Værd at elske

På "Til Rotterne..." var Peter nede at rode, der hvor det for alvor gør nas, og samme alvor går igen på "Alt Forladt". Den første plade efter skilsmissen fra solisten Lise Westzynthius, med hvem han har den snart syv-årige søn Ivan. Og Peter forstår at kalde en spade ved rette navn. Skulle man være i tvivl om, hvad der er på spil, skal man ikke længere ind end til åbningslinjen på det nye album, der lyder: "Pænt goddag, og pænt farvel, det blev ikke os to, alligevel."

– Selvom det fylder meget, ser jeg ikke kun pladen som et break-up album. Det var det på mange måder sidste gang, hvor vi stadig var sammen, men hvor det, at det ikke gik som det skulle, kom kraftigt til udtryk. En ting er at blive skilt, men den hårde tid, synes jeg, kommer bagefter. Jeg sad tilbage med en stærk nederlagsfølelse, der satte sig ubehageligt i kroppen. Jeg slog mig i hovedet med alle de fejl, jeg havde begået, og i rigtig lang tid følte jeg ikke, at jeg var værd at elske. Det går meget igennem i teksterne. Jeg skriver om det, som holder mig vågen om natten, ellers kan det være lige meget.

– Arbejdstitlen var fra starten "Tvivlen Er I Huset" (en titel der går igen på flere sange på pladen, red.), som referer til de problemer og vanskeligheder, man kan løbe ind i, når man lever i parforhold med børn. Men teksterne er ikke for børn. Det er en voksen plade, der omhandler voksne menneskers problemer, og den skåner ikke de implicerede. Men jeg valgte i stedet titlen "Alt Forladt", da tilgivelse er et meget bedre sted at være end at svælge i bitterhed. For mig er sangene mere reflekterende og kommer netop derind, hvor tilgivelse findes. Jeg føler igen, at jeg er blevet værd at elske, og jeg er taknemmelig for, at jeg har muligheden for dette output. Følelser og problemer har det bedre på et album end inde i mig selv. Så er det også min klare intention, at man slutter på et højere og bedre plan, når man hører mine plader igennem, også selvom der bliver tager fat på alvorlige emner.

En korkprop

Teksternes tyngde og livtag med udfordrende og ofte nedslående oplevelser i voksenlivet står umiddelbart i kontrast til Peters åbenlyst gode humør og afslappede væremåde. Et tilsyneladende paradoks som sangeren giver følgende ord med på vejen:

– Mange, som har hørt mine tekster, har opfattet mig som en total sortseer. Men sådan ser jeg ikke mig selv. Jeg har en stærk opadgående drift, og er på mange måder lidt af en korkprop. Det skal sgu nok gå.

Og han har ligesom noget at have det i. Hans bedrifter med Superjeg, på egen hånd og senest med De Eneste To taler for sig selv. Publikum er der fortsat, og sulten og virketrangen er fortsat intakt. Men vender det en dag, er der ingen sure miner.

– Min selvtillid bliver ikke mindre af, at det går godt, og at jeg stadig har lysten og "drivet" til at lave musik, men hvis publikum pludselig ikke gider at høre på mig længere og gav mig fyreseddelen, ville jeg acceptere det med det samme, men stadig lave musik.

Mon ikke den gode hr. Sommer kan forvente lidt snor af sine mange sympatisører. Han har nu i over et årti været en toneangivende figur i dansksproget musik, og med årene har han finjusteret evnen til at stille skarpt.

– Jeg plejer at sige, at Tue West trådte stien bred for os andre. Da vi kom på banen med Superjeg var det engelsk, der totalt dominerede dansk produceret populærmusik, og nu er det danske sprog kommet ud i snart alle afkroge af musikspektret. Jeg kom faktisk ret sent i gang med at spille musik, det var Oasis, der gav mig inspirationen, og kort efter købte jeg en bas, og så var det bare med at få gang i et band og booket nogle koncerter. Men da vi kom på plads med Superjeg, oplevede jeg at få fat i et rigtigt godt håndtag, på en stor dør, der ledte ind til et stort rum af dansksproget musik.

Du har efterhånden stor erfaring, er du blevet bedre til din metier?

– Det er verdens største kliché at sige at ens nye plade er mere ærlig, dybere og bedre end den foregående. Men jeg føler, at det er lykkedes at frembringe en renere og mere præcis følelsesudveksling denne gang, end jeg tidligere har evnet. Jeg tror jeg er blevet bedre til at sætte lys.

Kvamm 1 – Vi er fandme et band

Rygterne havde floreret i årevis men i 2010 blev det ganske vist. De to gamle venner, og succesfulde ordsmede, Peter Sommer og Simon Kvamm, slog pjalterne sammen, og De eneste to var en realitet. Succesen udeblev ikke, og vi taler ikke om et engangsknald, slår Sommer fast med syvtømmersøm.

– Vi er fandme et band, sådan er det. Der kommer mere, det er helt sikkert. Det lyder næsten kedeligt, men det er den letteste plade, jeg nogensinde har været med til at lave, og ikke mindst derfor har jeg bare lyst til at lave en ny.

Hvad er det, Simon kan?

– For det første er han lidt af en performer, vel nok den bedste vi har herhjemme. Så er han ekstremt dygtig til at uddrage essensen af sine følelser og få dem ned på papir. Så er han struktureret og tør at sætte dagsordenen og overholde en tidsplan. Det var en befrielse for mig, der er vant til at arbejde som, for at citere ham der, "hvor tilfældet råder, som tilfældet vil" (Læs: C.V. Jørgensen Blåt Blod Til Alle, red.).

Simon har også spillet en rolle denne gang, kan jeg forstå?

– Det har han. Det har meget været mig og Stefan, der har støbt kuglerne og så har Palle Hjort og Søren Zahle (guitar med mere red.) været med hele vejen igennem. Vi har mere eller mindre mødtes hver tirsdag i mit studie i 40 uger i træk fra klokken 9.00 – 14.30. Så tog vi en dag her i studiet, hvor Simon var med som executive producer – som en slags udvidet Poul Bruun (legendarisk dansk plademand, red.). Han hørte tingene lynhurtigt, kom med lynhurtigte forslag, og vi endte med at bruge rigtigt mange af dem.

Kvamm 2 – En sød chef

Peter Sommer og Simons lillebror Stefan, med en fortid i hårdtslående, elektroniske Wong Boys, lærte hinanden at kende i arbejdet med De Eneste To, hvor den yngre Kvamm havde en fremtrædende rolle som tredjehjul. Et samarbejde der er blevet videreført og udviklet på Alt forladt, hvor Stefan som nævnt har kreeret de bærende elektroniske beats og er krediteret som producer. Lidt af et drømmejob fortæller han til GAFFA:

– Vi har tilbragt rigtigt mange timer sammen i bil, hvor vi har hørt en masse musik. Og selvom Peter umiddelbart er rundet af en anden tradition, er han meget fascineret af elektronisk musik. Vi har hørt en masse triphop, Portishead især, og så blev vi begge inspireret af Bowies "Hours" som en måde at blande trommemaskine og akustiske instrumenter på.

Ordene er meget vigtige i Peters udtryk, risikerer de ikke at drukne i maskinelle lyde og effekter?

– Det har klart været vigtigt at undgå, at det skete, hvilket også har været en ny form for udfordring for mig, da udtrykket ligger langt væk fra den ungdommelige, pumpede og punkede stil, jeg kender fra Wong Boys. Jeg synes selv, at vi har fundet en god balance og et langt mere modent udtryk. Udgangspunktet har lidt været, jo mere nøgent, jo bedre. Der er blevet sådan lidt dagen derpå, men alligevel på dansegulvet – i en ret stenet udgave.

Hvordan vil du beskrive samarbejdet med Peter?

– Han har vist mig stor tillid, givet mig masser af plads, og så har han været med på næsten alle idéer. Ikke mindst de mere radikale. Han er en sød chef, og det har været megafedt at være med til at starte tingene op helt fra bunden. Han er meget opmærksom og inspireret og har drivkraften og evnerne til at skabe en ny form for æstetik. Jeg synes, det er lykkes at få en følsomhed og en "råsejhed" til at gå hånd i hånd

Har samarbejdet været en naturlig forlængelse af De Eneste To?
– Nej, noget anderledes vil jeg sige, primært fordi Simon ikke har været med hele vejen igennem. Denne gang er det mere bygget op omkring Peters idéer, og min rolle har været en anden og mere central, hvor De Eneste To mere var en form for bestillingsarbejde for mit vedkommende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA