x

Portræt: Music Export Denmark

Portræt: Music Export Denmark

Billede: Figurines-bassist Andreas Toft (til venstre) og Kristian Riis, indfanget af Henrik Tuxen

- Hovedformålet er at eksportere dansk musik til udlandet. Det kan være dansk musik på landevejen eller til showcase-arrangementer på messer, festivaler o.lign, fortæller Kristian Riis - på landevejen - mellem Toronto og Ottawa i det sydøstlige Canada, efter fire dage på Canadian Music Week (CMW) i Toronto.
Normalt er han kendt som guitarist i et af dansk rocks bedst sælgende bands for tiden, Nephew, men denne krystalklare og iskolde dag i det canadiske snelandsskab er han på arbejde i anden sammenhæng.

Kristian Riis er daglig leder af – og eneste fuldtidsansatte i - musikinitiativet Music Export Denmark (MXD). Organisationen understøttes af IFPI, DUP, DR, ROSA (herunder SPOT) og Venue Fonden (herunder Roskilde Festival), som alle er repræsenteret i bestyrelsen. MXD er bevilget et årligt budget på 3 ½ millioner kr. (plus administration), i en tre-årig startsperiode fra 2005-07. Initiativet til fællesorganet MXD blev taget i 2004, og fra den 1. marts 2005 startede Riis i jobbet. Hovedtanken er at MXD skal støtte op om artister, der på forhånd har interesse i udenlandske territorier. Af samme grund er MXD’s aktiviteter altid joint venture-aftaler i en eller anden forstand, forklarer Kristian Riis.

- Tanken er, at vi i MXD-regi fortrinsvis arbejder med professionelle artister, hvor ROSA mere beskæftiger sig med vækstlaget. Vi kan dog godt agere fødselshjælper i forhold til at præsentere artister vi tror på, på internationale festivaler, som fx Kira & the Kindred Spirits, her på CMW. MXD-projekter forudsætter (minimum) en 50/50-ordning, hvilket vil sige, at bandets pladeselskab eller andre repræsentanter mindst skal matche det beløb, som MXD støtter med. Samtidigt skal grupperne have en repræsentant med, som kan følge forretningsmæssigt op på de nye kontakter, der måtte blive etableret i forbindelse med koncerterne i udlandet.

Har MXD andre støttekriterier end udenlandsk efterspørgsel og 50/50 ordning?
- Artisterne skal på en eller anden måde være rettighedsmæssigt funderet i Danmark (Blue Van har eksempelvis hovedkontrakt med TVT i New York, men dansk management og publishing kontrakt med Iceberg Publishing i DK og EMI Music Publishing udenfor Norden, red.) og så skal de kunne spille live. Sidstnævnte er meget vigtigt. Så skal de ville det selv og være professionelt indstillet overfor opgaven.

Netværk
Udover at støtte de enkelte artister direkte er opbygning af internationalt netværk en vigtig del af MXD’s aktiviteter.

- Det er meget vigtigt, at der hele tiden bliver samlet op på de ting, der sker i MXD-regi. Så ud over at præsentere bands til festivaler og messer som Midem, By:larm og Canadian Music Week (CMW), som vi lige kommer fra, er det vigtigt at styrke de organisatoriske og personlige kontakter til festival-arrangører, managers, pladeselskabsfolk, presse og andre branchefolk. Derfor er en del af MXD’s virke også at invitere vigtige udenlandske branchefolk til Danmark. I forhold til CMW inviterede vi den ansvarlige booker, Phil Klygo, til Spot-festivalen sidste år og journalisten/redaktøren Stuart Berman til Danmark i januar. Stuart mødte en masse bands, pladeselskaber og var med til årets Steppeulv i Vega og skrev efterfølgende en stor optaktsartikel til Eye Weekly i Toronto om dansk rockmusik. Så arbejder MXD også tæt sammen med vores parallelle søsterorganisationer i Sverige, Finland og Norge.

Hvilke aktiviteter har MXD været involveret i indtil videre?
- Vi har to puljer i MXD: en til turné- og en til projektstøtte. Vi er et ret nyt initiativ, men har konkret præsenteret en dansk aften på PopKomm i Berlin i oktober 2005. Her spillede Carpark North, Nephew, Kashmir, Diefenbach og The Movements. Alle 1400 billetter til koncerten blev solgt, og over 400 mennesker blev afvist i døren, hvilket var en stor succes. Så har vi været repræsenteret på Midem i Cannes og By:Larm i Tromsø, og i januar havde vi Mew, Campsite og Spleen United på EuroSonic-festivalen, og her i marts præsenterer vi The Blue Van, Kira & The Kindred Spirits og Figurines i USA og Canada og senere Veto, Sarah Hepburn og Royal Highness på SXSW i Austin, Texas. Så støtter vi også Kashmirs igangværende Europa-turné

Er der kommet noget konkret ud af initiativerne?
- Det er ikke meningen, at input skal give direkte målbart output, og de forskellige initiativer skal ikke ses som små isolerede enheder. Her er tale om "de mange bække små" og om at opbygge netværk og relationer, der virker på længere sigt. Men for eksempel var Carpark Norths support-turné for Moby et resultat af mødet på PopKomm, og interessen i Tyskland for såvel Nephew som Kashmir blev styrket efter koncerterne på samme festival. Her på turen i Canada har vi mærket øget interesse for Figurines og Blue Van, og distributionsselskabet Outside har konkret ytret interesse for Kira & The Kindred Spirits

Hvilket initiativer er på bedding i den nærmeste fremtid?
- Vi regner med at sende nogle bands til festivalen The Great Escape i Brighton – som er en branchefestival a la Spot – i starten af sommeren. Så er vi repræsenteret på Spot og Roskilde Festival og kommer sammen med vores nordiske samarbejdspartnere til at præsentere en række artister på PopKomm, som i år finder sted i september.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA