Portræt: Steffen Brandt fylder 60

Portræt: Steffen Brandt fylder 60

I dag fylder han 60. Og hvilken overraskelse: Han har jo næsten været der altid, så i betragtning af størrelsen på den stadigt voksende bunke af vinyl, plastik og moderne mp3, som Steffen Brandt er ophavsmand til sammen med sit band tv–2, er det næsten underligt, at han ikke fylder 80. Og så på den anden side: Udtrykket er jo ungdommeligt, og når yngre kunstnere som Camille Jones eller UFO skal lave en featuring, har det vist sig at være Nestor Brandt de kontakter, så det er måske snarere underligt, at han ikke fylder 40.

Meget er han blevet kaldt: Jesus fra Jylland, verdens kedeligste og verdens lykkeligste, irriterende ironisk og usædvanligt oprigtig — og hvad skal man så tro på? Måske er han i virkeligheden det hele. Måske er det hverken hos nutidens unge eller de rigtige mænd, han vil finde den endelige opskrift på, hvordan livet skal leves, for i Steffen Brandts sangunivers er det altid tvivlen, der er nådegaven. Her kan man højst blive nærmest lykkelig, og selvom hele verden er vidunderlig, kan den også være fra forstanden, for måske bliver nuancerne først tydelige, når man ser dem bag duggede ruder.

Med Aakjær i Århus
Det hele begynder dog i Åbyhøj på den vestlige Århusegn, hvor Brandt vokser op i et middelklassehjem med en hjemmegående mor og en far, der har en umiddelbar kærlighed til musik, selvom det kun bliver dyrket på et behersket amatørplan. På trods af et ikkeakademisk ophav begynder Brandt at udfordre sin tidlige tvivl ved at læse bøger i stakkevis og ender efter sin studentereksamen på Aarhus Universitet — først på statskundskab, der efter at have taget modet fra ham med for meget kølig statistik, siden bringer ham over på dansk. Herfra bliver han cand.mag. i 1979 på et speciale om Jeppe Aakjær og indleder efterfølgende et pædagogikum med henblik på at blive gymnasielærer.

Brandt har ved flere lejligheder sagt, at universitetstiden ikke gjorde ham lykkelig, men dog ikke desto mindre gav et litterært fundament, en evne til at arbejde struktureret og så en selvbevidsthed, der kunne fortælle ham, at han ikke var så dum, som man måske godt kan have tendens til at bilde sig selv ind. I mødet med universitetet var der måske dybest set mere tale om pligt end kærlighed, eller måske et forhold, hvor pligten og kærligheden betinger hinanden i den tvivlende dobbelthed, som også senere skulle blive hans adelsmærke som sangskriver.

Den samme forbeholdende afventenhed kan måske også have formet hans skeptiske syn på den vildtvoksende kommunisme, der prægede 70'ernes universitetsmiljøer. Heftigt foranlediget af Maos kulturrevolution, der blev endeligt gennemført i 1976, var det nærmest et elevkrav, at undervisningen skulle være revolutionær, og hvad gør man så, når denne konsensus også kan virke begrænsende? Brandt valgte på den korte bane at holde ud. Og på den lidt længere valgte han at lave et rockband.

Moderne minimalisme
Midt i 70'erne opkalder et eksperimenterende rockband sig efter det latinske navn på stjernebilledet tyren og kommer på den måde til at hedde Taurus. Det mest
bemærkelsesværdige ved bandet i dag er vel, at det havde en ung Steffen Brandt som frontfigur — og så i øvrigt fik nøjagtig samme besætning som det tv–2, vi kender i dag. I bandets levetid bliver det til en del jobs i baren på Skjoldhøjskollegiet i Århus, en enkelt snæver pladeudgivelse i 1978 med titlen Whatever Happened to the Sixties og så i øvrigt total ubemærkethed for resten af pengene. Nogenlunde samtidigt vikarierer Brandt desuden som keyboardspiller i den nyskabende gruppe Kliché, der med Lars H.U.G. som forsanger vel blev Danmarks mest berømte og hyldede inden for new wave-genren.

Historien om Brandt og historien om Kliché hænger dog godt sammen på andre punkter end blot det faktum, at de to krydsede hinandens veje engang omkring 1980. Klichés gennembrud kommer i dette år med udgivelsen af debutpladen og milepælen Supertanker, hvorfra særligt nummeret "Militskvinder" aftvinger opmærksomhed og respekt. For hvilken digter er det nu, der bliver reciteret i dette nummer (og så i øvrigt endnu en gang på pladens afslutningsnummer "Masselinjen")? Det er såmænd selvsamme formand Mao, som Brandt i sine universitetsår synes har lige lovligt godt fat i Århus' akademiske ungdom.

Men når formand Maos paroler synges, skriges og stønnes (eller hvordan man nu skal betegne Lars H.U.G.'s særegne måde at udtrykke sig på) er det anderledes, end når de ærefrygtigt er malet på de røde faner. I den nye new wave-verden er det blevet svært at gennemskue, hvad der er hyldest og hvad der er parodi. Samtidigt gøres musikken til en helhedsoplevelse, der også involverer scenografi og udklædning, og som tilsammen giver selve teksterne nye meninger.

I lyset (og lyden) af Klichés militærlignende udklædninger og deres elektroniske instrumenter, der er viklet ind i plastik, kan man næsten få den ide, at det i virkeligheden blot er maskiner, der spiller — og hvad er egentlig forskellen på mennesker og maskiner? At der er en forskel på et menneske og en maskine er vel åbenlyst for de fleste, men med sammenstillingen af dette skisma og Maos tekster bliver det samlede indtryk også en subtil hån mod den manglende selvstændighed og tro på at være sig selv, der kan findes i ekstreme ideologier.

Netop spørgsmålet om, hvordan man bliver et menneske i en masse bliver også et centralt tema, da Taurus i vinteren 1980/81 beslutter sig for at relancere sig selv med et nyt koncept under navnet taurus version 2, eller mere mundret: tv–2. Herfra begynder det at gå stærkt, og samme år udkommer debutalbummet Fantastiske Toyota, hvor der bl.a. bliver sunget om, hvordan man finder sig selv, når man bor som alle andre i boligblok A.

Opfølgeren kommer allerede året efter og begge albummer ender som moderate succeser hos undergrunden, og måske er det største problem med tv–2 i virkeligheden, at de kommer et år for sent. Kliché har allerede debuteret et år tidligere med en lignende udgivelse, og i det lys kommer tv–2's debut meget let til at ligne — nå ja; en kliché. Eller i det mindste en genudsendelse. Og så er tv–2's udspil desuden ikke lige så ideologisk grænsesøgende; de holder sig fra Mao og koncentrerer sig i stedet om det nære familieliv i Toyotaen og boligblok A, der i både melodi og lyrik skildres så ultra minimalistisk, at det egentlige ærinde bliver svært at afgrænse — i hvert fald svært nok til at det brede publikum holder sig væk.

En ny ironi
Betragter man Brandts ouevre som helhed for at lede efter røde tråde, ligner den tredje plade Beat fra 1983 og Nutidens unge fra 1984 de afgørende vendepunkter i udviklingen væk fra den konceptuelle og minimalistiske new wave. På den første af disse plader viser det sig helt konkret i de to numre "Popmusikerens vise" og "Bag duggede ruder", der bliver bandets første landeplager. Det første af disse numre adskiller sig på dette tidspunkt først og fremmest fra det resterende bagkatalog ved at være åbenlyst humoristisk. Nummeret er en opdatering af "Admiralens vise" fra operetten H.M.S. Pinafore fra 1878, der på dansk blev kendt, da Jørgen Reenberg i 1955 sang om, hvordan det gennem flid, underdanighed og et strategisk fedterøvsinstinkt var lykkedes ham at stryge til tops i forsvaret. I Brandts version er den flittige og koncise admiral blevet en flabet og doven popsanger, der dog har den strategiske sans for, hvordan man kommer længst ved at lave mindst muligt til fælles med admiralfiguren, for at få "stribevis af pop, succes og stjerner på."

Sangen er interessant fordi den leger med en gængs stereotyp opfattelse af popmusikeren som en lalleglad og egoistisk rygsvømmer, men tvister denne karikatur ved at bruge jegfortælleren. Hvor samtidige sangskrivere som eksempelvis C.V. Jørgensen oftest tugter tidens trends fra sit eget jeg, som det eksempelvis kan høres i "Entertaineren", kaster Brandt sig ud i et rollespil, hvor det er op til lytteren at afkode, om Brandt mener det, han synger. Dette lille ironiske fortællertrick fortsætter Brandt ufortrødent med at bruge de næste mange år, og næsten altid med stor kommerciel succes i hits som "Rigtige mænd",
"Tidens kvinder", "Det er samfundets skyld" og "Kom lad os brokke os".

Og i det omfang tv-2 kan siges at være et band, man enten elsker eller hader, har dette også altid været det karakteristikum, der har adskilt tilhængere fra tugtere, for hvorfor hulen kan han ikke bare sige, hvad han mener!? Ja det er jo et godt spørgsmål, og mon ikke kun Brandt himself ligger inde med svaret. Et bud kunne være, at Brandt med sit rollespil bl.a. opnår et humoristisk resultat, fordi det dybest set ender som parodi på en karikeret type — nogenlunde på samme måde, som det kan ses i revyerne ved sommertid. C.V. Jørgensens fortæller–jeg er derimod oftest tættere på, hvordan man kunne forestille sig hans sande jeg ville udtrykke sig, hvilket nok gør hans kritiserende sange mere ærlige, men samtidig også mindre kærlige og måske endda en lille smule aggressive.

Når det kun er kærligheden, der tæller
Nummeret "Bag duggede ruder" fra samme år repræsenterer et lige så afgørende stilskifte, men adskiller sig samtidig så meget som tænkes kan fra "Popmusikerens vise". Det er et studie i længsel og på den måde også alt andet end humoristisk. Her bliver der sunget om desperat at prøve at varme kroppen "i dine kolde stuer / brændt fast af frygt for udsynet / bag duggede ruder. //" I et interview i programrækken Landeplagen udtalte Brandt, at sangen handler om det øjeblik, hvor det for første gang går op for en, at man skal dø — intet mindre. Dermed er det også en sang, der for alvor synes at flytte Brandts fokus væk
fra de spøgende og spørgende ironiseringer over det grå og gennemsnitlige liv i boligblok A med Toyotaer og køleskabe, der summer. Hvorvidt man tanker hos Esso eller BP er ganske enkelt ligemeget, når man sidder bag de duggede ruder og finder ud af, at døden er lige om hjørnet. Her er det kun kærligheden, der tæller.

Foruden de nye tematiske tråde, der trækkes gennem tekstuniverset udvikler Brandt tilsvarende en støt stigende evne til at komponere popmelodier af den slags, der kan blive siddende i ørerne rigtigt længe hos Hr. og Fru Danmark uden at ægteparret i øvrigt begynder at finde melodierne mere irriterende af den grund. Denne udvikling forstærkes af valgene af producere på de følgende plader, hvor Michael Bruun fra Tøsedrengene får lov at sidde bag mixerpulten, da Nutidens unge indspilles, mens englænderen Greg Walsh hyres til at samle trådene sammen på opfølgeren Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl fra 1985, der ender med at sælge 250.000 eksemplarer og dermed til stadighed er bandets bedst sælgende udgivelse.

Opskriften ser ellers ud til at være den samme som den man også eksperimenterede med på Beat med "Popmusikerens vise" og "Bag duggede ruder": Halvdelen af sangene er brændende længsel efter det liv, der leves så intenst, at der også bliver tid at spilde tiden, som man kan høre det i den næsten apokalyptiske "Hele verden fra forstanden", hvor den direkte opfordring lyder: "gør dog noget, løb for livet / brug dog tiden, elsk hinanden. //" Og så er der den ironiske satire, der dog med tiden har fået højere ambitioner end bare at få folk til at trække på smilebåndet. "Vi er verden" er eksempelvis en tvetydig sag, der kan tolkes som en kritik af noget så velmenende som velgørenhedssange — og så selvfølgelig titelnummeret, der ender med at forårsage demonstrationer foran udsolgte spillesteder, da det ikke er alle i kvindebevægelsen, der bryder sig om landeplager, der hylder "kvinder nede på alle fire" — heller ikke selvom det bare er for sjov.

At vende blikket indad
Mens pladesalget ramte et højdepunkt med Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl er det med 1988–udgivelsen, det syvende studieudspil, Nærmest lykkelig, at Brandt positionerer sig som en af anmelderkorpsets trofaste darlings som sangskriver på dansk og enhver dansklærerindes hemmelige drømmemand med tekster, der på dette album synes at invitere lytteren tættere end tidligere på virkelighedens Brandt. På denne plade er det ikke kun Hr. og Fru Danmark (som et tidligere tv-2-nummer i øvrigt hedder), der bliver fortalt historier om, for på albummets cover ses ingen ringere end Brandts egen søn gå tur med sin far gennem det mørke Jylland. Hvorvidt denne Brandt så rent faktisk også er tættere på virkelighedens, kan der selvfølgelig kun gisnes om, men temaerne peger i den
retning.

Åbningsnummeret "Det mørke Jylland" er blottet for de sædvanlige fiffige ordspil og stilfigurer, og i stedet nøjes Brandt med nøgternt og lakonisk at konstatere, hvad han ser på en gåtur med barnevognen. Han ser masser af businessmænd, der stresser rundt med deres mapper, og alene dette syn bliver så omdrejningspunktet for de indre refleksioner, resten af sangen kommer til at dreje sig om: "Jeg ved at jeg sandsynligvis går glip af noget / og tænk hvis jeg nu ikke får det hele med. //" Nærmest lykkelig ender som en af de mest helstøbte plader i tv-2's samlede bagkatalog og nærmer sig det decideret konceptuelle. Brandt har nu ført tv–2 gennem minimalistisk og kryptisk new wave over mod en udadvendt popmusik, for nu nu for alvor at vende blikket indad. 18 år efter udgivelsen bliver pladen i øvrigt indlemmet som det yngste album kulturministeriets kulturkanon, men trods denne succes begynder Brandt snart at lægge
nye strategier.

90'er-trilogien
Efter den eftertænksomme succes med Nærmest lykkelig fortsætter tv–2 stilen på den knap så succesrige Vi bli'r alligevel aldrig voksne og udgiver i 1991 den noget anderledes plade Slaraffenland, der bliver orkestrets dårligst sælgende siden undergrundsårene og desuden er en af de få plader, der ikke indeholder store hits. Orkestret har betegnet pladen som en renselsesproces, der måtte laves — uden de store hensyn til, hvordan det endelige resultat så ville komme til at se ud bagefter. Og måske er dette langt mere end blot en dårlig undskyldning til endnu et pladeselskab, for med den næste plade Verdens lykkeligste mand fra 1994 indvarsler bandet virkeligt en ny æra, der kommer til at vare 90'erne ud.

Uden at det er nogen særlig gængs antagelse, kan pladerne Verdens lykkeligste mand, Kys bruden og Yndlingsbabe med en vis vilje til at hakke hæle og klippe tæer godt betragtes som en trilogi, selvom de næppe har været tænkt sådan. De tre udgivelser har blandt andet til fælles at de alle besidder et kubistisk lignende maleri som cover malet af Brandts kone Jo Dam Kærgaard, at tv–2 på alle tre plader bakkes op af blæsertrioen The Århus Horns og at Halfdan E på Kys bruden for første gang bruges som producer i tv–2-regi. Og da tv–2 sidste år drog på jubilæumsturné for at opføre koncerter kun med numre fra udvalgte
plader, der lå i kronologisk forlængelse af hinanden, blev disse tre udgivelser da også placeret sammen.

På et mere overordnet plan lader det dog også til, at gruppen her begynder at opgive sin status som hovedleverandør af de hits, som alle ved, at hele Danmark kommer til at synge med på resten af sommeren, for i stedet at koncentere sig om en status som levende legende efter 13 mangfoldige år i gamet. Der er dog gerne et enkelt eller to mellemstore hits på hver plade; på Verdens lykkeligste mand er det "Det er samfundets skyld", året efter bliver det den meget beslægtede "Kom lad os brokke os", og på pladen Yndlingsbabe bliver "Der går min klasselærer" til en moden engelsklærers udgave Søren Kragh-
Jacobsens skolekærlighedssang om Mona, Mona, Mona. Generelt bliver der dog længere mellem landeplagerne, men til gengæld er en kultstatus begyndt at vokse — særligt omkring Brandt, der med tiden har gjort sine tekster til et af gruppens varemærker.

Rent musikalsk betyder det også, at gruppens plader bliver mere sammensatte. I stedet for at satse på et entydigt udtryk, der stramt kan definere bandets image, hvadenten det så er som dybsindige tvivlere på Nærmest lykkelig eller muntre satiriker på tidligere numre, blander de på disse tre plader alle udtrykkene sammen. Måske i ren iver og begejstring over at være verdens lykkeligste orkester, som de kalder sig selv på en liveplade fra 1999, måske som et tegn på, at et band først kan løsne sin selvbevidsthed, når det virkelig har fundet sig selv. På Yndlingsbabe findes eksempelvis numre som den elektroniske "Og bag
dem synger skovene", der sender hints til den norske forfatter Trygve Gulbranssen på samme måde, som der på den ligeledes elektroniske debut blev sendt hints til Jeppe Aakjær.

På selvsamme plade fungerer "Klog bliver man af skade" derimod som en "Det er samfundets skyld # 3" — eller en "Popmusikerens vise # 8" — hvis man må være så fræk på en rund fødselsdag, mens "Der trænger til at blive skovlet noget sne" måske er Brandts ultimative længselsfulde kærlighedssang, der ikke er "Bag duggede ruder" underlegen i ret mange takter. Snarere tværtimod. Brandt ligner på disse plader en sangskriver, der lige så godt kunne kalde sig digter, mens tv–2 som helhed ligner et band, der har fundet sig selv. Men hvad gør man så, når man stadig har masser af plader i sig og stadig gerne vil fornye sig?

For dig ku' jeg gøre alting
Ja hvad gør man egentlig? Brandts løsning ser ud til at have været at blive mere selektiv omkring sine egne evner som sangskriver ved simpelthen at målrette sine tekster mere specifikt mod de emner, der på baggrund af 20-30-års erfaring virker allervigtigst. Med 2001-udgivelsen Amerika indledes således en rejse på vej væk fra den ironi, der ellers har været Brandts brand siden gennembruddet; en slags tilbagevenden mod Nærmest lykkelig, der dog ikke bliver fuldendt lige med det samme, men som kommer til at udspille sig i løbet af det næste årti. "Fald min engel" tager med ordene: "For du er det eneste tilbage / det sidste lys, den smukkeste drøm / på den her ensomme planet //" tråden op fra "Der trænger til at blive skovlet noget sne" og sangen "Gør det selv, selv" er den første satiriske sang i Brandts værk, der ikke virker det mindste ironisk.

Herfra går mængden af de store kærlighedssange kun op, og alene sangtitler som "For dig ku' jeg gøre alting", "Håbløst fortabt i dig" og "De første kærester på Månen" kan vel godt siges at slå en tone an, som der i øvrigt sjældent er blevet afviget fra. Og apropos kærlighed bliver 2009 året, hvor Brandt efter næsten 30 år med tv–2 springer ud som soloartist med dobbeltalbummet Baby Blue, der netop består af kærlighederklæringer. Dog ikke til en kvinde, men til Bob Dylan i kraft af en række danske gendigtninger af hans egne Dylan-favoritter, der bl.a. tæller størstedelen af numrene fra Dylans psykedeliske Blonde on Blonde fra 1966.

Brandts "gendigtninger", som han selv kalder det i al ydmyghed over for mesteren selv, da han ikke mener, at Dylan rigtigt kan oversættes, bliver forlæg til en teaterkoncert på Betty Nansen Teatret af samme navn med Trine Dyrholm i hovedrollen. Albummet bliver en moderat succes og er i øvrigt fremført i
en langt mere upoleret stil end man har hørt Brandt i hos tv–2 og er i øvrigt produceret af Nikolaj Nørlund.

I modsætning til Brandt har Dylan dog ikke undgået at udtrykke sig ideologisk. Han er ophavsmand til flere antikrigssange og har sågar også haft en kristen periode. Om det er her Brandt har fundet inspirationen til det seneste skud på tv–2-stammen, må vi nok kigge ud i den blæsende vind, for at finde svar på, men ikke desto mindre er det seneste album Showtime fra 2011 bemærkelsesværdigt ved at nærme sig en også eksistentiel tvivl, der tydeligere end tidligere grænser op mod det religiøse, hvor hele to sange direkte handler om døden.

På den måde skal denne hurtige gennemgang af nogle af Steffen Brandts mest bemærkelsesværdige værker heller ikke undgå at skrive sig ind i rækken af endeløse historier om mænd, der rejser verden rundt for at lære noget at kende, for til sidst at finde ud af, at det hele tiden har været lige ved hånden. Brandt har nemlig før skrevet sange, om hvordan alt det største ser ud inden i ham — både det bedste og den alvorlige eftertænksomhed. Det gjorde han nemlig den gang han var "nærmest lykkelig", så lad os sige, at ringen sluttes for denne gang tæt på det sted, vi også var for 25 år siden: ved den rørende erkendelse af, at hele verden er fra forstanden, at kærligheden overvinder alt og at for ku' jeg gøre alting.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA