x

Trentemøller – Fortabt i musikken

Trentemøller – Fortabt i musikken

Alskens analoge synthesizere, stueorgler af ældre model og andre helt ikke-elektroniske instrumenter står klar til brug, og i midten troner naturligvis computeren, sådan som det er naturligt i et moderne studie, men numrene på Trentemøllers nye album Lost kom til verden et helt andet sted, nemlig ved tangenterne på et klaver. Her skabtes de numre, som han selv nu i højere grad er begyndt at kalde sange.

Lost blev ved med at poppe op, da jeg sad og lavede albummet. Det var bare et ord, der blev ved med at komme op, da jeg sad og skulle finde på titlerne. Jeg synes, det var et sjovt ord. Det kunne enten have en betydning som i at være fuldstændig fortabt, altså en negativ klang, men så kunne det også have en positiv klang, sådan "lost in music, lost in love". At fortabe sig, give sig hen. Og det synes jeg var meget sjovt. At det ord kunne tydes på flere måder. Det kan jeg jo rigtig godt lide i musik også. At arbejde med at have et melodisk skelet, man også kan spille bare med en akustisk guitar og på mit klaver her. Man kan spille mine sange, faktisk. Især på den her plade. Der er meget mere vokal, end jeg har haft på tidligere plader. Men samtidig ville jeg også have noget, der peger den anden vej, som går den mere atmosfæriske, cinematiske vej, forklarer Trentemøller.

Stemmer i hovedet

Arbejdet med de numre, der er vokaler på, foregik målrettet og med specifikke stemmer indlejret i komponistens sind. Det var ikke tilfældige møder mellem en producer og en vokalist, hvor man lige klasker noget sammen i studiet, sådan som man måske nogle gange kan tro, det er foregået, når man hører gæstevokaler på elektroniske numre.

– Det sjove er, at næsten alle numrene har jeg skrevet med dem i baghovedet, uden de vidste det, inden jeg kontaktede dem. Tag det første nummer med Low, som jeg har været kæmpe fan af, og det er jeg stadig. Jeg har virkelig lyttet meget til deres musik. Jeg havde et nummer, hvor jeg havde nogle akkorder. Jeg arbejder meget med, at jeg starter på mit klaver herude, så jeg ikke sidder ved computeren. Så sad jeg bare ved klaveret og fik lavet nogle meget fede akkordrundgange, synes jeg. Og så tænkte jeg bare: "Fuck, det kunne være fantastisk, hvis Mimi Parker (sangerinde og trommeslager i Low, red.) kunne synge det her, og jeg havde en melodistemme og …" Og så tænkte jeg: "Det går ikke. Hun har alt for travlt. Jeg kender dem ikke, og det er for besværligt. Men jeg kunne ikke slippe tanken om, at det nummer kunne være sindssygt smukt, hvis hun gav sit bud på noget vokal på det. Og så fik jeg fat på hendes management og fik hul igennem. Hun er meget, meget sjældent på internettet. Der er vist en netcafé der, hvor hun bor, men hun har ikke nogen telefon, for eksempel. Så man kunne ikke bare sende en fil, man måtte sende en cd med posten.

– Det sendte jeg så til hende, og hun var rigtig, rigtig glad for det og skrev tilbage gennem hendes manager tre-fire dage efter, at det ville hun vildt gerne. Så vidt jeg ved, har de aldrig lavet features før, så jeg havde faktisk regnet med slet ikke at høre fra dem. Jeg sendte det nummer, som egentlig var færdigt, bare uden vokal. Jeg havde nogle små ideer til noget melodistemme også, men nummeret var så færdigt, som det egentlig også er på pladen. Og så lagde hun sin vokal ind over og sendte det tilbage til mig. Normalt så plejer jeg at arbejde sådan lidt frem og tilbage, men her der passede det bare. Jeg kan huske, jeg satte det på herude i studiet en aften. Jeg fik virkelig kuldegysninger. Jeg var nærmest ved at græde. Det var faktisk, som jeg havde håbet på og endnu bedre.

Andre gange måtte numrene ud på en lille omvej for at nå derhen, hvor de skulle ende. På nummeret med Jonny Pierce fra The Drums arbejdede han bevidst med at fjerne hans vokal fra det surfpop-univers, Brooklyn-bandet normalt befinder sig i. Og nummeret med Sune Wagner på gæstevokal fulgte en slingrende vej fra skitse til færdig sang.

– Det var et nummer, vi havde lavet til den forrige plade, hvor Sune havde spillet en masse bas og guitar på. Vi havde siddet og jammet det sammen, og jeg syntes bare, det lød som Raveonettes møder Trentemøller, og det syntes jeg ikke lød sjovt, så jeg prøvede at tage hans guitar og bas væk, og så tog jeg hans stemme og time-stretchede den lidt op, så den passede til et andet groove, jeg havde kørende, som var meget mere clubbet i det, meget mere elektronisk. Og det passede faktisk ret fedt, synes jeg, for pludselig hører man hans stemme på en helt anden måde, end man plejer at gøre, og han var også superglad for det.

På rejse i nye arenaer

Live spiller Trentemøller med fuld bandbesætning, selv om han selv indspiller en stor del af instrumenterne i studiet. I det her tilfælde kom et tilbud så godt, at man ikke kan sige nej til det, på et tidspunkt, hvor der var tryk på for at gøre det nye album færdigt. Heldigvis indeholdt tilbuddet udelukkende en chance for at turnere med nogle ungdomsidoler, og så vidt vides vågnede ingen op med hestehoveder i sengen.

– Det er først efter indspilningerne, jeg tænker over, hvordan vi kan transformere de her numre til et livesæt. Det gider jeg ikke tænke på, når jeg laver numrene. Der vil jeg helst kun tænke på studieversionerne. Jeg vil ikke tænke: "Vi kan ikke have flere guitarer på, for vi har kun én guitarist." Og den her gang var det faktisk lidt stressende, fordi vi fik jo det der Depeche Mode-tilbud, som kom, da jeg sad og mastererede og miksede pladen færdig. Normalt har jeg altid to eller tre måneder, hvor der lige er tid sunde sig lidt og holde en pause fra pladen, for der har jeg jo siddet med det alene i så lang tid. Men her sad jeg og miksede om dagen, og om aftenen øvede vi så op til de der Depeche Mode-koncerter, og så fik vi også ret mange sommerfestivaler i udlandet. Og det var lidt stressende for mig stadig at skulle være i det der og samtidig øve numrene op i nye versioner, for jeg kan rigtig godt lide at spille numrene på nye måder, så de passer til bandet.

Der var en del nervøsitet inden bandets første Depeche Mode-opvarmningsgig, som foregik i den enorme O2 Arena i London foran 20.000 publikummer. Trentemøller havde valgt at spille fem af de nye numre, for det kunne de lige så godt, når publikum egentlig var der for at høre et andet band.

– Heldigvis tog folk virkelig godt imod det. Der var et meget godt miks af publikummer, både nogle lidt yngre og lidt ældre. Jeg har også nogle referencer i min musik, som trækker tråde tilbage til noget Joy Division og noget New Order måske. Det kunne nogle folk måske forholde sig lidt til. Det var ret fantastisk at mærke, at folk var på. Det var en stor oplevelse at stå med sine gamle barndomsidoler. Jeg er også vokset op med Depeche Mode. Og bare det at møde Martin Gore til maden. At stå der ved sådan en buffet og være lidt starstruck, forklarer Trentemøller. Måske en dag vil der stå en ung musiker og være starstruck ved en Trentemøller-turnebuffet? I hvert fald har Trentemøller oplevet kontinuerligt voksende succes, men han holder fast i sit fokus på musikken og koncentrerer sig ikke om udenomsopmærksomheden.

– Jeg ser det jo slet ikke på den måde. Jeg har holdt fast i, at jeg vil have min kunstneriske frihed fulstændig, og så længe jeg har den, så er jeg glad. Så længe jeg kan lave den musik, jeg vil, lige fra hjertet, så er jeg ligeglad med, hvor mange mennesker, der lytter til det, for jeg laver seriøst musikken for min egen fornøjelses skyld. Men det har gjort det nemmere for mig, for nu kan jeg jo leve af at spille musik. I 10-15 år kunne jeg ikke leve af det, og der måtte jeg arbejde i børnehave og sådan noget halvdagsarbejde, så det har givet mig noget frihed.

Gæster, der er helt Lost:

Jonny Pierce (The Drums): Sanger i Brooklyn-bandet, som hittede med Let's Go Surfing.

Low: Legendarisk amerikansk indieband, som uden at ville det stod faddere til begrebet slowcore.

Jana Hunter (Lower Dens): Forsanger og grundlægger af de amerikanske Pitchfork-yndlinge.

Kazu Makino (Blonde Redhead): Japansk forsanger i det globaliserede, amerikansk bosatte band, som får hæftet betegnelser som dream pop og shoegaze på sig.

Sune Wagner: Halvdelen af Raveonettes med en fortid i Psyched Up Janis.

Marie Fisker: Fast Trentemøller-sangerinde, som snart et aktuel med albumsamarbejde med Kira Skov.

Ghost Society: Band centreret omkring Blue Foundations Tobias Willner og Sara Savery, som også kendes fra People Press Play.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA