x

Fleetwood Mac: Dinosauren med de mange liv

Fleetwood Mac: Dinosauren med de mange liv

Artiklen nedenfor blev bragt i Klub GAFFA-tillægget oktober 2009, da Fleetwood Mac spillede i Parken. I anledning af gruppens koncert i Jyske Bank Boxen i aften bringer vi den nu på GAFFA.dk med nogle ganske få tilføjelser.

I 1977 var der ingen, der kunne røre Fleetwood Mac. Her var bandet, der havde det hele. Deres musik var som skabt til FM-radioen på motorvejen ud i det uendelige. Som vennerne i Eagles var de eksponenter for californisk sorgløshed, og de bar med sig alle de rigtige historier. I front var den billedskønne Stevie Nicks, der i udstråling var som taget ud af enhver new age-profets drømme om den underskønne troldkvinde, og ved hendes side kæresten, guitarist Lindsey Buckingham, der spillede guitar på en måde, som opfandt han det hele på stedet. Og på fløjen sad den lyshårede engelske housewife ved klaveret. Hun hed Christine McVie, og hun spyttede hits ud, som insisterede hun på at bide sig fast på det californiske tog af gode og rene vibrationer, mens hendes mand allerede var gråskægget og lettere sat, mens han kørte basgangene i ledtog med makkeren, en sand bønnestage af en trommeslager.

Orkestret havde inden for kort tid udsendt to plader, som overnight havde gjort dem til superstjerner. Og specielt den sidste, Rumours, var så spækket med hits, at man ikke syntes at høre andet end de nærmest irriterende iørefaldende sange fra det album overalt. Så mens punken indtog storbyerne, var Fleetwood Mac simpelthen soundtracket til alt i årene 1977-78. Som de spillede de sange – fra Go Your Own Way over Don't Stop til You Make Loving Fun – var der ingen, som kunne forestille sig, at det band nogensinde havde været andre steder end på solsiden. Cruisende ned ad en uendelig motorvej af strømlinede korharmonier. Det var lige ved, at man næsten helt havde glemt en mand ved navn Peter Green. Ham man med ærefrygt havde talt om bare ti år før, da det var ham, der tegnede Fleetwood Mac.

Det er sjældent, at et band har mere end et liv. Fleetwood Mac havde haft ti, da de ankom til Los Angeles og fandt frem til den vindende trylleformular. Dertil havde der været et enkelt band, der var helt uden for nummer, et band som en tidligere manager sendte på tur, og som snart blev kendt som "Fake Fleetwood Mac". Faktisk var eneste gennemgående element gennem alle inkarnationer – undtagen den falske – trommeslageren, som ganske rigtigt bar efternavnet Fleetwood. Og så var der ham, der hed Mac. Nemlig hans makker, John McVie, bassisten, der havde været årsag til, at bandet overhovedet fik det navn.

Den oprindelige leder, navnkundige Peter Green, eller Greenbaum som den jødiske knægt fra Londons East End egentlig hed, ville nemlig så gerne have ham med i sit nye band tilbage i 1967, at han døbte et instrumentalnummer efter rytmesektionen, og efterfølgende opkaldte bandet efter det nummer. Alt sammen for at lokke bassisten til at indgå i bandet.

Det ventede McVie dog med i første omgang. Han så på pengene. Og de var trods alt bedre i det legendariske bluesorkester, hvor Green, Fleetwood og McVie havde mødt hinanden tidligere på året. Nemlig hos John Mayall og hans Bluesbreakers, orkestret som også fostrede Eric Clapton. Så da Fleetwood Mac første gang drog på arbejde til Windsor Jazz & Blues Festival, var det med Bob Brunning på bas og i øvrigt Jeremy Spencer som ekstra guitarist. Det var den 13. august 1967 og ground zero for fænomenet Fleetwood Mac.

Afløseren i The Bluesbreakers var i øvrigt ingen ringere end Mick Taylor, som snart skulle afløse Brian Jones som guitarist i Rolling Stones. Som et kuriosum skal nævnes, at en af de grupper, som Peter Green fik dannet inden Fleetwood Mac, var Shotgun Express, hvis sanger faktisk var en meget ung Rod Stewart, som selv var på spring ind i makkerskabet med den senere Rolling Stones-guitarist (efter Taylor. Red.) Ronnie Wood. Og så videre.

Og så videre.

 

Kronens arvtager

Peter Green blev betragtet som en af Englands bedste guitarister i sluttresserne. Han var berømmet for sin teknik og især følsomheden i sit spil. Man må forstå, at hans forgænger hos John Mayall – Eric "Slowhand" Clapton – var i så høj kurs, at henførte fans ville skrive den berømte graffiti "Clapton is God" på murene i London, og da Clapton så endelig i juli 1966 forlod bandet for at danne sagnomspundne Cream, var der et ramaskrig, og det var her, at Green gik direkte ind og fyldte pladsen ud.

Den danske guitarist, Ivan Sonne Horn, kendt og respekteret for sin rolle i C.V. Jørgensens "Ganske lille band", og som i de sidste 20 år har spillet i det ansete kopiband Led Zeppelin Jam, var som ung spire i 1966 i London for at lære. Han beretter til GAFFA:

– Ja, jeg kendte Fleetwood Mac-drengene, inden de reelt dannede bandet. Især kendte jeg Jeremy Spencer, som var så inspireret af bluesgiganten Elmore James og følgelig spillede slideguitar hele tiden. Fra ham lærte jeg at spille med bottleneck. Men allerede dengang var det almindeligt anerkendt, at Peter Green som afløser for Clapton i Bluesbreakers havde overtaget kronen. At han var den nye konge. Det vidste alle!

Peter Green havde en kontrakt hos det lille plademærke Blue Horizon. Og her gik bandet – nu med John McVie endeligt overbevist – i studiet for at indspille debutskiven. En plade med stort set udelukkende bluesnumre, som omgående skulle bringe det nye band til tops i England. Her var to ting specielt i fokus, nemlig Peter Greens helt utrolige spil, og så den helt specielle kemi mellem de to i rytmegruppen. De to, der gennem tykt og tyndt har været eneste konstant i bandet fra dengang til i dag. Mick Fleetwood har forklaret det sådan her:

"John var altid meget nem at spille med. Vi har jo selvfølgelig snakket om det, fordi en masse mennesker har været venlige nok til sige, at vi er en rimeligt god rytmesektion. Og det er sådan, at jeg som regel ligger lidt bag beatet, og John ligger lidt foran, og så mødes vi i midten. Det er simpelthen formularen."

Lige meget hvad, så røg debutpladen Peter Green's Fleetwood Mac direkte ind i Top 5, blev i Top 10 i 15 uger og blev ved med at figurere i Top 20 i et helt år. Vel at mærke i et år, hvor store orkestre som The Beatles, Cream, Rolling Stones, og mange andre huserede.

I kølvandet på pladen turnerede bandet konstant. Blandt andet tog de på tur til Skandinavien, som konsekvent var et trygt sted for engelske bands at tage hen og prøve sig af, inden man for alvor skulle kastes for løverne derhjemme. Vi blev set som et åbent – og også pænt ukritisk – publikum, over for hvem man kunne improvisere sig frem. Det har siden ført til, at eksempelvis Led Zeppelin spillede deres første koncerter i Danmark.

Fleetwood Mac ville også tage på den første tur til USA, som var så gennemført elendigt arrangeret, således at den største attraktion lå i, at de kom til det helligste af det hellige i bluesmekkaet Chicago og også spillede opvarmning for en stribe af 1967-kærlighedssommerens førende bands, hvor ikke mindst Big Brother & The Holding Company med Janis Joplin imponerede. Og så skulle Fleetwood Mac for alvor bide sig fast i USA efterfølgende, hvor de siden ville få en solid og voksende fanskare på universiteterne og snildt sælge i snit 300.000 eksemplarer af alle album frem til deres endelige flytning til Los Angeles og dannelsen af det band, der skabte Rumours.

Hjemme i England var gruppen hurtige til at smede og kom op med endnu en skive, Mr. Wonderful, som i lighed med forgængeren gik direkte ind i Top 5. Peter Green var nu almindeligt anerkendt både som sanger og guitarist, det sidste med en lyd, der sjovt nok kom af en bygningsfejl i mikrofonindstillingen på Gibson Les Paul-guitaren. En lyd og et instrument, som var så eftertragtet, at den faktisk siden skulle ende i guitaristen og Green-fan Gary Moores samling. Ligesom Gibson siden skulle fremstille en guitar, der specielt gik efter den lyd, som Peter Green havde udødeliggjort.

Green fandt dog også tid til at spille med andre. Den gamle arbejdsgiver, John Mayall, var fulgt med strømmen og havde forlagt residensen til Los Angeles og Hollywood Hills. Her medvirkede Peter Green på dennes lettere syrede plade, Blues From Laurel Canyon.

Fleetwood Mac skulle endvidere snart få yderligere farver på paletten, da man inkluderede endnu en fed guitarist, nemlig unge og usikre Danny Kirwan, som havde den stilskabende Shadows-guitarist, Hank B. Marvin som sit store forbillede. Nu havde man Greens genialiteter, flankeret af Spencers slideguitar à la Elmore James og så unge Kirwan.

Det var med den gruppe, at der for alvor blev lagt i ovnen, da de indspillede den atypiske og dybt originale single Albatross. Her ramte de endelig førstepladsen på hitlisten, ligesom nummeret blev et af de tracks i stil med Procul Harums A Whiter Shade Of Pale, som simpelthen definerede tiden.

Et mesterligt højdepunkt, simpelthen, og udtryk for de uendelige muligheder, der lå i Peter Greens talent.

 

Sejr til indre dæmoner

Desværre repræsenterede pladen også begyndelsen til enden for Peter Green. Det var ved at være tid til, at dæmoner i hans indre skulle komme frem i lyset. Fremkaldt af især en usund oplevelse i Sydtyskland i 1970, da han lod sig indfange af den skønne jetsetgroupie Ushi Obermaier og hendes kæreste, filmskaberen Rainer Langhans, der tog ham med ud til deres High Fish-kollektiv. Tyskerne ville egentlig ikke noget med Green, andet end at bruge hans forbindelser til den gamle ven Mick Taylor, som nu var guitarist i Rolling Stones, efter at Brian Jones var blevet fundet død på bunden af svømmepølen på sit landsted i England. De to tyskere drømte om at lave en bayersk pendant til Woodstock-festivalen, hvor Rolling Stones skulle være det store trækplaster. Så de tog Green med for at pumpe ham for oplysninger, og da de nu var derude, gav de ham nogle særdeles stærke og – skulle det vise sig – urene LSD-trip. Og som det skete for Pink Floyds lysende frontmand, Syd Barrett, så skete det også for Peter Green, at det dårlige trip skulle ændre hans personlighed radikalt. Og erstatte genialitet med den skizofrenes forfærdelige kamp for overhovedet at kunne få hold på livet.

Syre har den virkning, at det er en forstærker for ting i underbevidstheden, som man ofte ikke har været opmærksom på. Og venner havde allerede lagt mærke til, at Peter Green var uselvisk i radikal grad. Som Bob Brunning, den første bassist i bandet, og som siden skulle skrive en glimrende biografi om Fleetwood Mac, har sagt det:

"Man skulle virkelig passe på, hvad man sagde til Peter. Engang kom jeg til at beundre et nyt musikanlæg, han havde købt. Han insisterede omgående på, at jeg skulle have anlægget som gave, når jeg nu så godt kunne lide det. Jeg er bange for, at andre, der ikke var så gode venner af Peter, siden drog fordel af den uselviskhed."

Peter Green var allerede begyndt at stille spørgsmål til sin rolle som rockstjerne. Til de mange unge piger, som kastede sig i armene på ham, ene og alene fordi han var rockstjerne. Og til de penge, han tjente. Snart krævede han, at alt hvad bandet tjente, skulle gå til godgørende formål. Men det var nu ikke lige resten af bandets og manager Clifford Davis' plan.

Inden det fatale syretrip i Bayern havde de dog været på endnu en USA-turné, hvor de fik lejlighed til at indspille et ikonisk livealbum med en perlerække af bluesens store, fra Willie Dixon og Buddy Guy til Willie "Shaky" Horton og Otis Spann, som alle hørte til i miljøet omkring de berømte Chess-studier i Chicago. Albummets titel var Blues Jam at Chess.

Det var ved hjemkomsten, at de for alvor var kommet i vælten, fordi Albatross var blevet brugt i forbindelse med et tv-program. Desværre reagerede Peter Green ved at sætte sig ned og skrive en farvelblues om, hvor desillusioneret han var med verden. Det blev til singlen Man Of The World, som samtidig skulle betyde enden samarbejdet med Blue Horizon-pladeselskabet. Ved en fejl kom en forretningsfører til at lade bandet gå videre til Warner Brothers, uden lige at tjekke, hvordan det gik med forretningen. Det skulle han have gjort. Fleetwood Mac lå faktisk nummer 1 på hitlisten i den uge.

Det blev således Warner, som udsendte svanesangen med grundlæggeren og stilskaberen, Then Play On, og her forblev Fleetwood Mac lige siden. Det var det endelige tæppefald for ikoniske Peter Green, en af de mest beundrede kunstnere i sluttressernes England. Der var dog lige en god sang tilbage, med den kryptiske titel The Green Manalishi (With The Two-Prong Crown), og så meddelte han midt i en turné, at han kvittede det orkester, som var så synonymt med ham. Men også typisk for den stille mand, at han ikke kunne drømme om at gå, før turen var færdig. Der blev ikke smækket med døren. Han ville lave nogle soloplader, men det skadede sind blev for hård en modstander, og uselvisk ville han give sine ejendele væk og i øvrigt reagere med stor vrede, når hans forhenværende manager forsøgte at give ham penge efterfølgende for noget så almindeligt som rettighederne til numre som Black Magic Woman, som Santana gjorde til et stort hit. Den var desværre helt knækket for Green, som dog gudskelov er kommet tilbage inden for de sidste ti år med sit band, Peter Green's Splinter Group.

Men det var ikke helt slut med galskaben. For Jeremy Spencer lod sig efterfølgende indfange af de venlige hippier i den nyreligiøse bevægelse, Children Of God, som under profeten Moses David og det simple budskab at "you got to be a baby. Just let Jesus into your heart" hvervede nye medlemmer på gaderne i verdens storbyer.

Så exit Peter Green. Og exit Jeremy Spencer. Og et band, der for alvor havde brug for nyt blod og frem for alt nye sangskrivere.

Det skulle de følgende år blive til en hel række udskiftninger.

 

Surfin' LA

Stort set samtidig med, at Peter Green og hans fæller lagde fra land på festivalen i Windsor, så et band dagens lys i San Francisco-området, det der lokalt hedder The Bay Area. Lindsey Buckingham var en ung fyr, som allerede i en årrække havde spillet musik, og som tidligt havde lært sig at spille guitar, bas og banjo med brug af alle fingre på højre hånd, en ting han især havde lært fra bluegrassmusik. Forældrene havde sendt ham til nabostaten Arizona for at gå på high school, og der havde han mødt en alf af en pige ved navn Stevie Nicks, som delte hans passion for at skrive gode sange. De to fandt sammen og var med til at danne bandet Fritz i 1967.

De var dedikerede, og ville spille opvarmning for en mængde bands i områdets sen-psykedeliske periode, og især et job havde prentet sig i Stevie Nicks' hoved, og det sjovt nok for hende også Janis Joplin, som tjente som inspiration. Den hudløse texanske sangerinde ville – ud over at have en på en gang rå og følsom udstråling på en scene – også optræde i løsthængende gevandter med masser af armbånd, som var en stil, som Nicks efterfølgende ville blive kendt for, og som sågar medførte, at hun ville have en fast designer som fast rejsekammerat på alle turnéer. Det blev dog aldrig til det store gennembrud for Fritz, og efter fire år tog de to, der i mellemtiden havde indgået noget nær en ægtepagt både kunstnerisk og privat, springet til den meget mere forretningsprægede by længere nede ad kysten. Så exit San Francisco og goddag til Englenes by.

Fleetwood Mac havde over de seneste år vedblevet med at udsende lp'er, der først og fremmest havde en form for kultstatus i USA, hvor bandet specielt på universiteterne havde nok fans til at kunne sælge op mod en kvart million plader hver gang. Danny Kirwan var tidligt blevet mobbet ud, og bluesmusikken var blevet erstattet af en mere tidstypisk musik i en verden, hvor scenen pludselig blev tegnet af andre engelske bands som Led Zeppelin, Deep Purple og Jethro Tull, blandt mange andre. Men Fleetwood Mac havde reelt en base, der bestod af ægteparret McVie og Mick Fleetwood, og kun Christine McVie kunne skrive sange. Det var derfor nødvendigt at finde folk, som kunne stå i front.

I 1973 var orkestret tæt på at gå totalt op i limningen. Mick Fleetwood havde i en årrække været sammen med den billedskønne model Jenny Boyd – lillesøster til George Harrisons kone Patti – og de havde som seneste løsning hyret en amerikansk guitarist ved navn Bob Welch. Han fik den ikke specielt taktisk kloge idé at indlede en affære med netop chefens kone, samtidig med at Christine McVie havde fået mere end nok af ægtemandens notorisk overdrevne forhold til de våde varer og havde indledt et slet skjult forhold til bandets producer. Og samtidig havde manager Clifford Davis skudt en masse penge i en USA-turné, og tilfældet ville, at Fleetwood og McVie besluttede sig til helt at opløse orkestret. Desværre ville det betyde, at manageren ville lande med en vis legemsdel i vandskorpen, og derfor fik en kreativ idé. Han ville sætte et band sammen af nye musikere, og – har han siden hævdet – Mick Fleetwood ville, når bandet havde øvet med en anden trommeslager, tage med på turnéen, og orkestret ville så via ham have legitimitet til at kalde sig Fleetwood Mac. Desværre for manageren dukkede Fleetwood ikke op til den første koncert i USA, og da musikerne, der var hyret til at gøre det ud for the real thing i første omgang, spillede hæderligt, gik det så nogenlunde. Altså indtil Fleetwood og McVie lagde sag an. Hvorefter musikblade og i stigende grad publikum begyndte at tale om the fake Fleetwood Mac, og derfra var der ikke langt til enden for manager Davis og hans projekt. Noget tydede dog på, at der havde været noget om snakken. I hvert fald ville han og Fleetwood Mac år senere indgå et forlig.

Sagen skulle dog føres i USA, og sammenlagt med, at Fleetwood Mac havde størstedelen af deres publikum der, blev løsningen, at de flyttede til Los Angeles, hvor også en lang række af vennerne fra den engelske scene havde valgt at slå sig ned. Folk som Graham Nash fra The Hollies og Fleetwoods, John McVies og Peter Greens gamle chef, John Mayall. Her ville Fleetwood Mac bosætte sig i bakkerne oppe ved Hollywood-skiltet, i øvrigt i nærheden af deres nye legekammerater, såsom Eagles og Linda Ronstadt.

I hvad der i højeste grad var en legeplads for rockstjerner.

 

Buckingham Nicks

Det unge par fra San Francisco med de store forhåbninger ankom til Los Angeles i 1971, og brugte de næste år på at hutle sig igennem. Men de havde det held at møde en producer ved navn Olsen, nærmere betegnet Keith Olsen, og det lykkedes Buckingham at lande lidt småjob som guitarist, men de ville ikke have kunnet klare sig, hvis ikke Stevie Nicks havde arbejdet blandt andet som hushjælp hos Keith Olsen. Men de to fik også mulighed for at arbejde med deres musik, som Keith Olsen omgående så et potentiale i, og det udmøntede sig i en pladekontrakt og i et enkelt album, indspillet i Sound City-studiet, der simpelthen fik navnet Buckingham Nicks. Uden dog at nå et større publikum.

Tilfældet ville dog, at producer Olsen en dag løb på Mick Fleetwood i et supermarked, og at Fleetwood lige på det tidspunkt var bosat i Los Angeles og var på udkig efter nye folk efter roderiet med hans kone og den nu forhenværende guitarist. Olsen reklamerede heftigt for det studie, han arbejdede i, og Fleetwood tog med derover. Og skæbnen ville tilfældigvis, at han var i Studie A og gennem ruden kiggede ind i Studie B, hvor han fik øje på en smuk blondine. Om hvem Olsen kunne oplyse, at ikke nok med, at blondinen var smuk. Keith Olsen havde også indspillet et album med hende og hendes partner. Og hvorfor ikke høre det, om ikke andet så for at høre, hvad studiet kunne, så trommeslageren fra det ret kendte engelske band måske ville købe noget studietid.

Mick Fleetwood tændte øjeblikkeligt på Lindsey Buckinghams guitarspil og fik det nedslående svar, at skulle man hyre Buckingham, måtte man også hyre Stevie Nicks. Og da Fleetwood var svært tændt på Buckingham, måtte han hjem og fortælle Christine McVie, at måske var hendes dage som ene høne i kurven ved at være talte. Hun valgte gudskelov åbenhed, og ved et møde på en mexicansk restaurant blev to gange McVie, Fleetwood, Nicks og Buckingham så glade for hinanden, at de besluttede sig for, at prøve at spille sammen. Mick Fleetwood beretter:

"Første gang vi spillede sammen var i kælderen under min agents kontor. Og det var der, at den ægte, sande spænding opstod. Det var meget tydeligt, at noget virkeligt skete. Meget, som dengang vores band startede ud," husker Fleetwood og fortsætter:

"John og jeg har aldrig været typerne, der sagde til folk, som kom med i vores band, at de skulle spille på en speciel måde, fordi vi havde den og den lyd. For eksempel sagde vi aldrig til en Bob Welch, at han skulle spille som Peter Green. Han kom og gjorde, hvad han gjorde; det varede så længe, som det gjorde, og så sluttede det. Jeg er stolt af, at folk har været i stand til at komme ind i vores band og føle sig godt tilpas, og ikke skulle føle sig intimiderede af, at vi var Fleetwood Mac."

Mick Fleetwood fik hurtigt Warner Brothers med på idéen, og få uger senere gik det nye hold ind i Sound City-studiet efter at have øvet sig grundigt. Og det var et held, at Lindsey Buckingham i forvejen var en kæmpefan af Peter Green, og derfor skrev et par tracks, der var i tråd med noget af den lyd, som især Green og Kirwan havde stået for i sin tid. Ligesom Stevie Nicks leverede to mestersange, som i den grad kom til at definere hende selv, nemlig Landslide og især sangen om den drømmende walisiske heks, Rhiannon.

Det færdige album markerede med sin legende friskhed i den grad den genfødsel, som den nye besætning havde givet orkestret. Derfor var det naturligt at markere den nye begyndelse med simpelthen at give pladen navnet Fleetwood Mac. Og en ny begyndelse var en underdrivelse. Udgivet i juli 1975 blev den sommerens skive og gik direkte op på 1. pladsen på hitlisten. Som Christine McVie siden ville sige det:

"Jeg tror, at vi simpelthen havde et produkt, som folk ville have på det tidspunkt. Det var et meget varieret album, og på scenen projicerede bandet et spændende billede – en ny slags udtryk, som ikke var set før. Det var unikt at have to kvinder, som ikke bare var korsangere eller bare sangere. Stevie synger, men hun udfører også en række musik- og bevægelsesting, som er æstetiske. De fem personer på scenen blev set som fem personligheder i modsætning til bare fem medlemmer af et band."

Efterfølgende holdt bandet en kort ferie. Og så gik de ellers ud på landevejen. Stevie Nicks forklarer:

"Vi begyndte på Fleetwood Mac-albummet i februar 1975. Det tog tre måneder. Vi var derefter ude og spille nogle få job i løbet af sommeren, men det var ikke noget specielt. Så startede vi en turné, som begyndte 9. september, og hvor vi kom hjem den 22. december. Fire koncerter i træk, en dag fri. Ingen limousiner. Vi stoppede ikke. Vi spillede overalt. Vi spillede ikke ligefrem i teen-klubber, men vi kunne lige så godt have gjort det. Vi solgte Fleetwood Mac. Vi sparkede det album i røven. Christine sov på forstærkere i lastbilen. Jeg havde aldrig set noget lignende. Men jeg gav ikke op. Bare fortsatte. I sommeren 1976 var vi blevet massive. Var millionærer og alting. Det var helt vildt. Spillede koncerter hele sommeren."

Fleetwood Mac var kommet til enden af regnbuen og havde fundet guld. Men ikke alt var fryd og gammen. Lige så meget som de projicerede de to lykkelige par på scenen, lige så meget var det en stor løgn. McVie-parret var for længst skilt, og var nærmest som hund og kat. Og Nicks' og Buckinghams lange kæresteforhold havde også lidt skibbrud. Det var tid til endnu en tur i studiet. Til den lange og terapeutiske tid med sindssygt selvudleverende sange og tiltagende hedonisme i det mekka for kokain, som var Los Angeles-idyllens bagside. Men som også skabte et mesterligt album, som kom til at definere tiden og ophavsmændene.

Det var tid til at indspille Rumours.

 

Gennem natten mod lyset

Mange år efter, når de forskellige medlemmer har skullet gå ind i, hvad der skete i måneder, hvor de kæmpede med at få Rumours sat sammen, huskede de tiden højest forskelligt. I kølvandet på den store succes med et album, der var kommet friskt fra leveren, havde de været ude og snolde seriøst og omgående tillagt sig dyre vaner, som snart skulle antage titaniske proportioner. Okay, de byggede alle palæer at bo i, og Mick Fleetwood, som altid havde haft en vild passion for store biler, gik ud og købte ind i den helt store stil. Han skulle faktisk år senere lide den tort at gå rigtigt og vaskeægte konkurs. Uden helt at forstå, hvordan det var gået til.

Desværre var de respektive medlemmers privatliv på alle måder ved at gå op i limningen, og det endte efterhånden dér, hvor deres eneste forbindelse ville være, når de lavede musik sammen. Så var det, at de huskede den fælles lykke, der lå i at være lige de fem personer omkring den fælles passion for gode sange. Ja, faktisk for ekstraordinært gode sange. Men Rumours-tiden var altså en tid med særdeles surrealistiske stunder.

Stevie Nicks og Lindsey Buckingham var splittet op, og den da underskønne sangerinde blev omgående kæreste med en anden fremadstormende stjerne, som boede lige rundt om hjørnet, nemlig Eagles' trommeslager og sanger, Don Henley.

Christine McVie var allerede kæreste med først den tidligere producer og siden med en af sceneteknikerne, mens hendes tidligere ægtemand var på en lang druktur, eller sammen med trommeslager Fleetwood, hvis kone nu endelig var rejst hjem til England med børnene, i den grad i færd med at dyppe næsen i hvidt pulver. Og så var det som så med realitetssansen. Hvad med følgende eksempel:

Bandet brugte fire dage, ni flygeler og tre klaverstemmere på at finde et keyboard til Christine McVie, som havde "den rette lyd". Det gik siden op for dem, at de var alt for påvirkede til at høre noget som helst. Som Mick Fleetwood siden ville sige om den tid:

"Jeg vandrede direkte ind i det og vendte mig om og var midt i noget, der mindede om en togkatastrofe. Det var i mit liv i lang, lang, lang tid. I 25 år," husker Mick Fleetwood, som faktisk havde tænkt sig at takke sin personlige kokainpusher på coveret til Rumours, men måtte droppe det, da manden blev knaldet. Men bandet var – i lighed med vennerne i Eagles – storforbrugere, og ville bruge uhyrlige summer på det og på rocklivet i luksus. Som på turnéen i kølvandet på Tusk, albummet, der efterfulgte Rumours, hvor der "var limousiner til alle – selv til den, der lavede lys. Hotelværelser blev malet i forvejen for, at farverne ville passe til Christines og Stevies smag. Stevie havde et flygel stående klart i hvert hotelværelse på turnéen. Vi var alle sammen ravende sindssyge!!!"

Det endte derude, hvor bandets roadmanager ville stå klar ved sceneindgangen med Heineken-ølkapsler fyldt til randen med kokain, så hvert medlem af bandet kunne få næsen fyldt op, før de gik på scenen. Som Mick Fleetwood konkluderer:

"Folk påstod, at jeg ville smide otte millioner dollars op i næsen, men hvis jeg havde gjort alle de ting, som folk sagde, ville jeg have været død for længe siden."

Men der var nu nok noget om snakken.

Rumours var ren og skær overlevelse. Producer Richard Dashut husker, hvordan bandet lagde ud med at skændes og græde i studiet de første par måneder. Hvordan nerverne hang uden på tøjet, men også hvordan geniale popsange, der udsprang af skilsmisser og knuste hjerter, blev hamret ned og omsat til kunst af et band, der vidste, at det eneste reelle, de havde tilbage, var evnen til i fællesskab at producere.

Den evne skulle blive det samlende element og ledestjerne for bandet i de næste mange år. At kunne arbejde målrettet gennem natten mod lyset. Samt – kunne man tilføje – at huske ikke at smide nummeret væk til Betty Fords afvænningsklinik for stjerner på spanden. Det var i hvert fald der, at Stevie Nicks endte i flere omgange. Og siden har passet på sine slimhinder og lever i noget, der over mere end 20 år har været et helt nyt liv.

 

 

Tidens topsælger

Rumours blev albummet, man altid vil forbinde med Fleetwood Mac.

Herfra kom en lang række singler, såsom Buckinghams Go Your Own Way, Christine McVies Don't Stop og Stevie Nicks' dejlige Dreams, som ramte førstepladsen og siden sammen med Rhiannon var med til at fokusere verdens opmærksomhed på hende, da Fleetwood Mac nogle år senere for 117. gang ville gå op i sømmene, og de forskellige medlemmer ville forsøge at lave soloprojekter. En ting, som kun Nicks har været succesfuld med. Endda meget succesfuld. I skrivende stund skønnes det, at den æteriske sangerinde inklusive sine bedrifter med Fleetwood Mac har solgt noget i stil med 100 millioner plader (!).

Rumours ville blive tidens bedst solgte album, som dog siden blev overgået af album som Eagles' singlesamling, Their Greatest Hits, og endelig af Michael Jacksons Thriller. Den er dog stadig på Top ti for flest solgte album i historien.

Bandet ville efterfølgende også få succes med andre album, men aldrig på det niveau. Efterfølgeren Tusk var et dobbeltalbum, som Lindsey Buckingham i stor stil skabte i sit hjemmestudie, og kritikerne overfaldt det – uretmæssigt, vil jeg mene – og det var først for alvor med Tango In The Night fra 1987, at de for alvor igen fandt deres publikum.

Efter den plade ville de gå i opløsning, og da de igen fandt sammen på 2003-skiven Say You Will, havde Christine McVie endeligt trukket stikket ud og vendt tilbage til England. På den efterfølgende turné og på den live-dvd, som kom derfra, ville de resterende medlemmer være i glimrende form, men hun var stærkt savnet. Det var, som om magien om fem unikke personligheder med en fælles musketer-ed endelig var gået fløjten. Også selv om de stadig ville fyre et absolut gedigent show af.

Det er i øvrigt det hold, som gæster Jyske Bank Boxen 18. oktober. Så får vi at se, om magien fra rygternes holdeplads stadig er intakt.

 

 

Timeline – 46 år med Fleetwood Mac:

1967 – Peter Green, Mick Fleetwood og John McVie modes i John Mayall's Bluesbreakers. Efterfølgende danner de eget band – dog i første omgang uden McVie – og debuterer på Windsor Jazz & Blues Festival. Gruppen kalder sig Peter Green's Fleetwood Mac og består af Peter Green (el-guitar, vokal), Jeremy Spencer (el-guitar, vokal), Bob Brunning (bas) og Mick Fleetwood (trommer). Udsender den første single.

1968 – udsender debutskiven Peter Green's Fleetwood Mac. Den når 4. pladsen i England. Her spiller John McVie med på nogle af numrene. Han er nu med permanent. Markerer sig med Peter Green-kompositionen Black Magic Woman. Udsender Mr. Wonderful i slutningen af året, hvor Danny Kirwan (el-guitar, vokal) kommer med. Nu med tre guitarer indspilles instrumentalnummeret Albatross, der når 1. pladsen i England.

1969 – udsender English Rose i USA og The Pious Bird Of Good Omen i England. Begge er opsamlingsplader. Derefter Then Play On.

1970 – udsender singlen The Green Manalishi, som markerer Peter Greens udtræden af bandet. Resten af bandet udsender Kiln House, hvor McVies kommende kone Christine Perfect er med på vokal. Peter Green udsender soloudspillet The End Of The Game. Han forlader musikscenen.

1971 – Jeremy Spencer forlader gruppen. Amerikanske Bob Welsh (el-guitar, vokal) og Christine McVie (vokal, keyboard) kommer med som faste medlemmer. Udsender Future Games.

1972 – udsender Bare Trees. Danny Kirwan forlader gruppen.

1973 – udsender Penguin. Nye folk er Dave Walker (vokal) og Bob Weston (el-guitar). Walker forlader gruppen igen efter kort tid.

1974 – udsender Mystery To Me. Bob Weston træder ud efter affære med Mick Fleetwoods kone. Manager Clifford Davis sender såkaldt falsk udgave af Fleetwood Mac på tur i USA. I slutningen af året kommer Heroes Are Hard To Find. Gruppen flytter fra England til Los Angeles.

1975 – Bob Welsh forlader gruppen. Parret Stevie Nicks (vokal) og Lindsey Buckingham (el-guitar, vokal) kommer med. Udsender albummet Fleetwood Mac, som når 1. pladsen på Billboards Top 100. Singlen Rhiannon når 11. pladsen. Albummet har til dato solgt fem gange platin på verdensplan. Massiv USA-turné i årets tre første måneder.

1976 – Nicks og Buckingham bryder privat. Nicks dater Don Henley (Eagles). Ægteparret McVie også separeret. Indspiller med producerteamet Richard Dashut og Ken Caillat. Udsender singlen Go Your Own Way fra det kommende album.

1977 – udsender Rumours i februar. Slår alle rekorder og er mest sælgende lp inden Michael Jacksons Thriller (dog siden overgået af blandt andre vennerne i Eagles). 3 singler i Top 3, deraf Dreams, der rammer 1. pladsen. Dominerer musikbladet Rolling Stones prestigefyldte årlige prisuddeling. Turnerer det meste af året over hele verden.

1978 – vinder Grammy i USA for Årets album. Arbejder på follow-up til Rumours.

1979 – udsender Tusk, som får blandet modtagelse, men når 1. pladsen i England. Pladen har gæsteoptræden af Peter Green, som samme år udsender nyt album, In The Skies. Heftig turnevirksomhed over hele verden. Får stjerne på Hollywood Boulevard's Walk of Fame.

1980 – turnerer fortsat og udsender i december Fleetwood Mac Live.

1981 – soloplader fra både Stevie Nicks og Lindsey Buckingham.

1982 – udsender Mirage, som skuffer, men også udløser adskillige Grammy-nomineringer. Turnerer kun i USA.

1983 – holder pause. De næste år soloudspil fra diverse medlemmer.

1987 – udsender Tango In The Night. Hitter massivt igen. Efterfølgende forlader Lindsey Buckingham gruppen. Nye folk er guitaristerne Rick Vito og Billy Burnette.

1990 – udsender Behind The Mask.

1991 – Stevie Nicks forlader bandet efter skænderi med Mick Fleetwood.

1993 – på opfordring samles to gange McVie, Fleetwood, Nicks og Buckingham til en koncert ved Bill Clintons indsættelse som præsident.

1995 – ny forsanger er Bekka Bramlett. Eks-Traffic medlem Dave Mason er også kortvarigt med. Bandet udsender Time. Også Christine McVie forlader bandet.

1997 – indspiller en MTV Unplugged Special med Rumours-lineup'et. Herfra udsendes nyt album, The Dance, men i forbindelse med den efterfølgende turné forlader Christine McVie endegyldigt bandet. The Dance er endnu et comeback for bandet. Grundlægger Peter Green danner bandet Peter Green's Splinter Group, som udsender en række bluesplader over de næste fem år.

2003 – Mick Fleetwood, John McVie, Lindsey Buckingham og Stevie Nicks samles igen og udsender Say You Will. De tager på stor turné over hele verden.

2004 – udsender 2-dvd'en Live in Boston, som viser et band af veteraner, der stadig kan trykke den af. Dog savnes Christine McVie kraftigt.

2009 – gruppen turnerer igen over hele verden og gæster Parken i København den 8. oktober.

2011 – tidligere bassist Bob Brunning dør, 68 år gammel.

2012 – tidligere guitarist og sanger Bob Weston dør, 64 år gammel. Tidligere sanger og guitarist Bob Welch begår selvmord, 66 år gammel.

2013 – gruppen tager på verdensturné og udgiver ep'en Extended Play med fire nye numre. 25. og 27. september gæster Christine McVie bandet på scenen i O2 Arena for at spille Don't Stop med dem. Fleetwood Mac spiller i Jyske Bank Boxen 18. oktober

 

 

Fleetwood Mac: De uomgængelige album

Fleetwood Mac (1968)

(Sony Music / Blue Horizon Records)

*****

Helt nede ved bluesrødderne ser vi d'herrer Peter Green og Jeremy Spencer i færd med dels at betale tilbage til forbilleder som Elmore James og dels aflevere nogle typiske tracks fra egen hand. Peter Green er i absolut topform og viser, hvorfor han blev regnet som en guitarist fuldt på højde med andre tidligere medlemmer såsom Eric Clapton og Jeff Beck. Det var en plade, der forståeligt straks etablerede Fleetwood Mac som et af Englands mest interessante bands. For ikke at blive forvekslet med 1975-pladen af samme navn blev denne omdøbt til Peter Green's Fleetwood Mac.

 

English Rose (1969)

(Sony Music / Epic Records)

****

Opsamlingsplade, som kun udkom i USA.Bandet er nu udvidet med Danny Kirwan, og der er flere farver på paletten, ligesom vi får inkluderet de to singler Black Magic Woman – som Santana gør til deres på 1970-skiven Abraxas – og den helt skelsættende instrumentale Albatross, som viser Peter Greens geni i fuldt flor.

 

Then Play On (1969)

(Warner Music / Reprise Records)

*****

Det sidste udspil med Peter Green. Særdeles lækker plade med en række numre, som viser et band i stadig udvikling. Tjek Mick Fleetwoods afrikansk inspirerede trommespil ud på åbneren Coming Your Way eller den formidable Oh Well, som stadig er på repertoiret, og som var et singlehit, der kom med, da pladen skulle udgives på cd. Massiv bluesrock, som både har hints til psykedelisk musik og peger fremad. Andre fede øjeblikke er bluesnummeret Rattlesnake Shake. En af de fede plader og et værdigt farvel til Peter Green.

 

Kiln House (1970)

(Warner Music / Reprise Records)

****

Green er væk, men Danny Kirwan og Jeremy Spencer kan stadig. Ret skæv plade med en del 1950'er-udflugter med tydelig hilsen til især Buddy Holly. En plade, der peger hen mod sydstatsrock som Allman Brothers, som på den twangede Station Man. Hi Ho Silver er et andet track, som både siger blues og med hilsen til den hårde rock som for alvor er ved at komme på mode. Et fedt album, som fuldt kan anbefales. Og med naivistisk cover af den kommende Christine McVie.

 

Fleetwood Mac (1975)

(Warner Music / Reprise Records)

*****

Sceneskift til Los Angeles. Stevie Nicks og Lindsey Buckingham er kommet friske ind fra først Bay Area-bandet Fritz og siden eget duoprojekt, Buckingham/Nicks. Ubesværet indspiller bandet et album, som går direkte ind på den amerikanske 1. plads og etablerer dem som stjerner. Indeholder store øjeblikke som Nicks signaturmelodi, Rhiannon, og hendes ligeledes formidable Landslide. Christine McVie holder sig heller ikke tilbage med sange som Over My Head. Superskive!

 

Rumours (1977)

(Warner Music / Reprise Records)

******

Et af 1970'ernes store mainstream-mesterværker. Vokaler og drive i topklasse. Ikke en dårlig sang, men store øjeblikke med Nicks' Dreams, Christine McVies Don't Stop og You Make Loving Fun og især Buckinghams Go Your Own Way og The Chain, som er skrevet af hele holdet. Masser af detaljer og fede guitarer af Buckingham. Sindssygt god plade, som holder max stadigvæk.

 

Tusk (1979)

(Warner Music)

*****

Plade, der først blev set som en stor nedtur oven på Rumours, men som nu ses som modig og vellykket kunstnerisk satsning. Fragmenteret og langvarig tilblivelse med mange detaljer fra Lindsey Buckinghams hjemmestudie og derfor også skæve ting, som peger mod punk. Christine McVie fortsat leveringsdygtig i ørehængere, og Nicks holder sig heller ikke tilbage på numre som Sara og Angel. Og så er jeg ret vild med trommeslager Mick Fleetwoods store afrikanskinspirerede flip på titelnummeret og hornorkestret. Oprindeligt en dobbelt-lp, igen udtryk for modig satsning fra band, der ikke bare lavede Rumours del 2. Og satsningen går hele vejen hjem.

 

Tango In The Night (1987)

(Warner Music)

****

Det store comeback efter års interne problemer og artistisk dødvande. Fortjent megasucces, der indeholder fede numre som McVies Little Lies og Everywhere og Lindsey Buckinghams Big Love og Caroline, hvor Fleetwood igen har de store afrikanske trommeinspirationer helt fremme i lydbilledet. Fedt flow på album, som til fulde lever op til bandets ry. Mainstream, så det basker – men på den fede måde med masser af variation.

 

Live At The BBC (1995) – 2CD

(Bonnier Amigo Music / Castle Communications)

*****

Et trip tilbage til de gode gamle Peter Green-dage i England. Række af indspilninger fra den statslige radio med stribevis af perler, der viser Green, Spencer og Kirwan i topform – et gudeband (!) – og selvfølgelig med udgaver af alt fra Robert Johnson til Elmore James og med store øjeblikke i Albatross og sågar et take på Tim Hardins Hang On To A Dream. Uomgængelig.

 

Say You Will (2003)

(Warner Music)

***

Nyt årtusinde uden Christine McVie, som kun lægger vokal på et par numre, der oprindelig var tiltænkt et Buckingham-soloalbum. Stadig en okay plade fra de fire tilbageblevne. De bedste tracks er What's The World Coming To, den lovligt voluminøse Murrow Turning In His Grave og Say Goodbye, alle af Buckingham, som er i topform med sin velkendte fingerpicking guitar. Den foreløbigt sidste plade fra Fleetwood Mac.

 

Stevie Nicks:

 

Bella Donna (1981)

(Universal Music / Modern Records)

****

Pladen, som strøg direkte til tops i USA og til dato har solgt 4 millioner. Lancerede Nicks som den eneste soloartist fra bandet, som for alvor har brændt igennem. De bedste sange blev også store hits. De er: Stop Draggin' My Heart Around (duet med Tom Petty), Edge Of Seventeen og endnu en duet, denne gang med eks-kæresten fra Eagles, Don Henley, nemlig Leather & Lace. Formidabelt band, der talte blandt andre pianist Roy Bittan fra The E Street Band og den ikoniske bassist, Donald "Duck" Dunn, kendt fra Booker T and The MG's og filmen The Blues Brothers.

 

Crystal Visions – The Very Best of Stevie Nicks (2007)

(Warner Music / Reprise Records)

****

Hele vejen rundt med Stevie Nicks. Både ting fra solokarrieren og fra Fleetwood Mac. I flæng kan nævnes en version af Led Zeppelins Rock and Roll, Silver Springs, Dreams og Landslide. Et must for fans og et godt sted at begynde for alle andre.

 

Peter Green Splinter Group:

 

Soho Session (1999)

(Snapper/www.snappermusic.com)

****

Peter Green tilbage fra sindets skygger med det tredje album fra den nye gruppe. Afslappet blues i bedste aftapning og selvfølgelig en række af de Fleetwood Mac-klassikere, som var med til at give ham det fornemme renomme, altså Albatross i en fed version, The Green Manalishi og en stribe Robert Johnson-klassikere, såsom Travelling Riverside Blues, Terraplane Blues og Last Fair Deal Gone Down.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA