x

The Alpine-turnédagbog del 4

The Alpine-turnédagbog del 4

Hej med jer!
Torsdag den 10.08.
Ja, så er Mercedes Sprinter-bussen atter i gear og på vej mod Sjællands Odde. Vi skal med, ja ”DEN” færge, føler os i dagens anledning oprykket i det ”Mols Linien’ske hieraki” og sidder denne torsdag tronende på færgens øverste restaurant-dæk på fuldstændig lige fod med kulturpersonligheder som medlemmer af Carpark North, Ulrik Kvist og Lars Hjortshøj. Vi skal nemlig til Skanderborg Festival, og så skal det sgu være lidt fint med sandwich buffet og kaffe ad lib!

Skanderborg er gode ved os i år – Vi har fået en senere tid på en federe scene end sidste år, og denne aften kl 20.30 får Den Blå Planet max gas. De rigtig massivt fremmødte fans (og nysgerrige) synger, så teltet og vores fornuft er ved at ryge omkuld, og der opstår en helt bestemt stemning i dampende ly af regnen. 1000 tak til samtlige fremmødte publikummer for at give os en fantastisk storslået oplevelse!!
Denne aften står desuden på både MTV- og The Voice-interview. Endnu en tour kan begynde!
Læs anmeldelse og se billeder: http://www.mymusic.dk/redaktion/artikel.asp?id=1743

Fredag den 11.08.
Dagen efter er vi knapt så kny ... Turen går til Berlin, og der er tømmermænd på morgenmadsbuffeten. Det varslede management-møde i Berlin senere samme aften kl 22 aflyses heldigvis undervejs! Formodentlig af menneskerettighedsforkæmperne i Amnesty – vi ved det ikke helt. Natten tilbringes stille og roligt (mod sædvane!) i den nyanskaffede managementlejlighed i Prenzlauer Berg, Berlin. (Ja, vi har sgu aldrig haft problemer med at sove i Berlin...) Dejligt at være her igen – et par uger siden sidst sidst.

Lørdag den 12.08
Open Flair, Eschwege.
De tyske festivaler er et kapitel for sig. Som tidligere berettet er der en pris på alt hernede, og den har man på ”Open Flair Festival” valgt at indkassere i form af én milliard radio-, cigaret- Red Bull- og ølreklamer. Jo jo, Tuborg gør da noget ved musikken, men eh ... Overalt er man ved at snuble over ubrugelige dingenoter, oppustelige hænder, nøgle-ditten og kreditkort-datten i dragende farver og knasende plastic med en eller anden radios logo på. Eschwege ligger lige præcis midt i Tyskland og er en virkelig gammel og smuk middelalderby, og festivalen præsenterer, udover det massive opbud af store tyske navne (som vi aldrig har hørt om...) navne som Bloodhound Gang og ja, The Alpine. Der overnattes på et hyggeligt (men mærkværdigt lejrskole-agtigt) b&b ude midt på en mark i smukkeste Biedermeier-stil!

Søndag den 13.08.
Igen alt for tidligt sættes kursen atter mod Autobahnen og denne gang Taubertal Festival i Sydtyskland. Vi har en tidlig get-in her og må ved ankomst, som dagen før, igen konstatere, at de tyske festivalarrangører besidder sans for luksus og god forplejning: Igen er der kæmpe buffet, hvor der diskes op med ALT, hvad der kan sættes til livs, i ALLE afskygninger, playstationkonsoller, Red Bull-bar, you name it-they got it, og alt sammen omfavnet af Rothenburg ob der Taubers smukke kulisser. Vi nyder de venlige forhold (og deler næsten backstagerum med Starsailor) og spiller en fed koncert på vel nok vores største scene med det STØRSTE grej, podier osv nogensinde. Scenerne i Tyskland er alle udstyrede med ”side fields” (nærmest en anden front, der vender på tværs af scenen og fungerer som all round-monitor) af den HELT enorme slags = afhængighedsskabende! Efter at have skudt den største scene på festivalen i gang i mudderbad ”shuttles” vi i sort hemmelig rockstar-VW-bil til først presseteltet for at give interviews til diverse radioer og herefter til merchandiseteltet, hvor vi signerer gummistøvler, bryster, T-shirts, postkort, og hvad der ellers kan signeres, i en halv times tid. Denne festivaldag slutter med at overvære kåringen af ”Emergenza”-konkurrencens finalevindere, canadiske The Sessions og 2. pladsen til danske The New Brand. Tillykke herfra! Fun Lovin’ Criminals og Starsailor gæster blandt mange andre også Taubertal.

Mandag d.14.08. kl 17 – FY FOR SADDEN.
I aftes, søndag kl 23 på Autobahn på vej nordpå og hjemad tog historien så lige en uventet og spændende drejning: På vej over ”die Kasseler Berge” med ”Casper og Mandrillen” på flimmeren og fuld knald på bussen begynder lamper i instrumentbrættet at blinke og bremserne at drille! Gennemrejsende i Tyskland bør vide, at der på denne strækning forekommer ganske kraftige stigninger og fald, og vi ser os derfor nødsaget til at stoppe på en rasteplads ved Kassel og få skidtet tjekket. Dette resulterer i først tre timers venten på autohjælp, diagnosticering af bremsesystem og efterfølgende transport af bil, band og grej til Kassel hvor en længere seance af underskrivelse af papirer og telefonopkald til DK begynder at tage form. Kl. nærmer sig 01.30, vi befinder os alle i et desperat søvnvacuum, og vores tålmodighed sættes på hård prøve under den tyske ”Ordnung muss sein!”-parole (hvor alt selvfølgelig foregår på tysk).

Heldigvis underholder den tyske autohjælp-bil-væk-slæber Mannhardt med historier fra sin fortid som hardrockguitarist med Status Quo og AC/DC på sætlisten. Dengang i start-80’erne fik kun det konkurrerende band pladekontrakt, og derfor strandede musikken i Blaupunkt-radioen i ladvognen...

Knægten på 7 år lytter kun til ”nymodens rapmusik” (Her skyder Mannhardt underlæben kraftigt frem og kaster håndtegn ud i natten) og efter at have forklaret ham, at vi altså er et rockband godtages diverse underskrifter og papirer endelig, efter at være blevet faxet fra Mercedes-kontoret og på kryds og tværs af landegrænserne en del gange, og ved 02.30-tiden kan vi tjekke ind på det ”dejligste” ”Formule 1” low budget-hotel.

Og ja, i skrivende stund, mandag eftermiddag, efter at have set receptionisten møde, og få fri igen, drikkes der igen kaffe ad lib. Denne gang i en knapt så fin restaurant, i Mercedes Kassels reception, stadig med Lars Hjortshøj, men denne gang kun som ”Broder Salsa” på laptoppen.
– Slesvig? –Ja, det håber vi da, og forhåbentligt i aften, for så spændende er Kassel sgu heller ik’...
Adieu/The Alpine

Kommende weekend går det atter løs for The Alpine på Autobahn!

The Alpines hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA