Rasmus Nøhr – Det største øjeblik

Rasmus Nøhr – Det største øjeblik

Efteråret 2012. Rasmus Nøhr er i et forhold. Nok er den odenseanske kæreste halvt så gammel som ham, men luften er fuld af amoriner, så hvorfor skulle det ende?

– Vi var ikke det samme sted i livet, boede ikke det samme sted og delte ikke de samme drømme. Jeg ville gerne stifte familie, bo sammen og dyrke kærligheden. Min kæreste ville gerne leve studenterlivet. Aldersforskellen gjorde, at der var 10.000 kilometer imellem os, så selv om vi var forelskede, kunne vi ikke få hinanden, fortæller Rasmus Nøhr ved et vakkelvornt cafébord på en fortovscafé på Frederiksberg.

Her sidder vi, fordi Rasmus Nøhr er aktuel med studiealbum nummer fem på ni år. Pladen hedder Retursekund og henviser til dengang, Nøhr mødte sin eks-kæreste. Nøhr har besteget bjerge, svømmet i havet og råbt i blæst, som han synger på nummeret. Men det er alt sammen ubetydeligt i forhold til et simpelt hverdagsøjeblik: "Lige før at lyset går. Ved jeg godt, hvor jeg står. Der hvor jeg lærte at gribe dit hjerte. Det er mit retursekund", synger han på singlen af samme navn.

– Sangen kommer af en idé om, at hvis jeg kunne vælge ét øjeblik, jeg godt gad at opleve igen, så var det mødet med min kæreste. Jeg har siddet overskrævs på et bjerg og oplevet alle mulige fantastiske ting. Men alligevel er det største øjeblik helt banalt: Dreng møder pige. Det var vildt at erfare, og det har jeg ikke været i stand til at gennemskue før nu, og det syntes jeg var værd at skrive en sang om.

 

Tog til Thailand

Rasmus Nøhr har været "ude at slås med drager" og "erobret sig selv" efter nogle selvudslettende oplevelser med at lave plader. Og da forholdet til studinen sluttede, nægtede han at lade sig trække igennem endnu en destruktiv proces.

Fra Kæreste Til Grin var ikke prisen værd. Så vil jeg hellere ikke være kunstner end at blive ved med at ødelægge mit liv for at have noget at skrive om. Derfor skulle denne gang være en ny måde at gøre det på, siger han.

Den nye måde var simpel, men utraditionel.

– Jeg forlod hjemstavn og fædreland. Jeg var nødt til at komme væk herfra, hvor alle ved, hvad jeg laver. Jeg følte mig som en fange, der ikke kunne være fremmed med fremmede, og det er altså det mest normale for et menneske, ellers bliver det underligt. Så jeg tog væk. Jeg havde nogle koncerter fire måneder senere, som jeg bare kunne aflyse, og jeg lod min guitar blive derhjemme, fordi jeg ville væk fra den identitet, som alle forbinder mig med i Danmark, fortæller han.

Første stop var en landsby på en lille thailandsk ø halvt så stor som Bornholm. Her begyndte han at hjælpe til i en kammerats motorcykelværksted. Han måtte ikke røre Harley'erne, men han fik noget for hånden. I ti år havde han været Rasmus Nøhr, nu var han bare Rasmus. Det skulle han lige vænne sig til.

 

Lykkelig januar

– Til at starte med havde jeg det pissehårdt. Jeg forstod ikke, hvorfor de ikke smilte på gaden. Smiler jeg på gaden i Danmark, bliver jeg smilt til hele dagen. Det er helt fantastisk. Men jeg fandt ud af, hvordan det var at være anonym, og jeg skulle ligesom ud at være søde, rare Rasmus igen, husker han.

Men Rasmus Nøhr kom med i et arbejdssjak, der rensede svømmepøle og drak arbejdsbajere og pludselig – i januar – var han lykkelig.

– Til at starte med var jeg ensom og havde frygt for at være ensom, men efter en måneds tid blev jeg lykkelig. I januar var lykkelig. Jeg fandt en bænk, hvor jeg sad og kiggede på livet, der passerede og snakkede lidt med dem i kaffebaren. Folk begyndte at nikke til mig, og jeg blev en del af lokalmiljøet. Jeg fandt ud af, at jeg ikke behøvede at spille guitar for at være søde Rasmus. Det gik op for mig, at man kan genopfinde sig selv og blive sin egen bedste ven, og så var det, jeg konstaterede, at "gud, jeg kan godt lide mig selv".

Guitaren havde han som bekendt ikke medbragt. Men kammeraten i motorcykelværkstedet skulle holde fødselsdag.

– Han sagde: "Hvis jeg køber en guitar, vil du så ikke spille til min fødselsdag?" Den tyggede jeg lidt på, men sagde så: "Okay, lad os splejse". Så vi fandt en guitar på en anden ø, og så gik jeg i gang med at spille.

Derefter flød musikken i en uendelig strøm. Rasmus Nøhr skrev otte sange på fjorten dage og ringede til sine musikere fra den lille landsby i Thailand. Det var i foråret. Nu er den første single ude, og flere hundrede koncerter med den samme sætliste venter i horisonten. Men det er en langt mere afklaret Rasmus Nøhr i dag end året før, der tager på turné.

– Jeg elsker at spille musik. Og jeg elsker at spille med de her drenge, og jeg glæder mig til at komme ud igen.

Samtidig har han fundet en ny måde at finde inspiration på, som han kan kun anbefale andre at efterleve.

– Mange synker ind i kedsomhed, hvor man frygter forandringer. Men det er hverken til at skrive på eller leve på. Jeg tror på, du kan få en ekstra omgang, hvis du rusker lidt op i dig selv, og en gang om året – eller hvert andet – rejser om på den anden side af jorden og renser svømmepøle. Men jeg er jo også pisse-privilegeret, det ved jeg godt.

 

Fakta:

Rasmus Nøhr er vokset op på Nørrebro og har boet de fleste stedet i hovedstaden, dog kun lidt på Østerbro, men er nu vendt tilbage til Nørrebro, hvor han nyder mangfoldigheden.

Han er 41 år og har forinden sin solokarriere startet DM I Rock og rejst rundt i USA for at spille backgammon og poker.

Retursekund er Rasmus Nøhrs sjette plade. Forinden har han udgivet den selvbetitlede plade fra 2004. Herefter Lykkelig Smutning (2006), I Stedet For En Tatovering (2008), Fra Kæreste Til Grin (2010) og opsamlingen Samlesæt Vol. 1 (2011).

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA