x

Marianne Faithfull – Opsang mod det kandiserede technohelvede

Marianne Faithfull – Opsang mod det kandiserede technohelvede

"Jeg har erkendt, at vi har et dybt antagonistisk forhold. Og jeg endte heller ikke, som de havde ønsket: Død." Ordene kommer fra 67-årige Marianne Faithfull over en skrattende telefonlinje fra hjemmet i Paris og er møntet på pressen i fædrelandet England. På en gang en fremmed fugl og fremragende fortolker og sangskriver på en rockscene, hvor hun står som af de mest markante, kvindelige profiler overhovedet. Og gider Faithfull ikke bullshit, vil hun til gengæld meget gerne fortælle om sit 20. studiealbum – hvilket GAFFA fornuftigvis lagde ud med at spørge til, da vi ringede til Faithfull i anledning af hendes netop udgivne album, "Give My Love to London".

Jeg har haft mulighed for at lytte til dit nye album, og det er jo fuldstændig fremragende – så lad os starte med at tale om det. Jeg er nysgerrig efter, hvad der fik dig til at indspille ikke alene en Cohen-sang, men præcis "Going Home" (Fra Leonard Cohens forrige album "Old Ideas", red.)?

– Jeg elsker Leonard Cohen, og jeg elskede Old Ideas. Hele pladen. Jeg lyttede den igennem og skulle beslutte, hvilken jeg skulle synge. Det kunne have været alle mulige – jeg har ikke lyst til at sige noget, som kan fornærme Leonard, men…jeg hører den som, at det er Leonards skytsengel, som fortæller ham, hvad der er hvad. Meget smuk. Hvad er det, han synger…."A manual for living with defeat….I want him to be certain that he doesn't have a burden," ikke? At det slet ikke er på dén made….at han bare skal hjem.

Sangene på pladen er – som tidligere – skrevet i samarbejde med blandt andre Nick Cave. Hvordan fungerer det i praksis? Sætter du dig sammen med dem, eller er det over mail?

– Nick og jeg mødes, når han er i Paris, og taler om det. Så sender jeg ham teksterne, og han skriver så musikken til. Og det er egentlig lidt ekstraordinært - for han er en fantastisk lyriker selv. Selvom det er svært, siger jeg til alle, jeg arbejder sammen med, at "hvis der er noget, du har lyst til at ændre, så gør det!" Og nogle gange er det andre gange – og andre gange har vi et større skænderi over det.

Jeg bruger ikke email….jo, til arbejde. Men ikke til noget så intimt som en sang – vi bruger fax.

Hvilken rolle spiller moderne informationsteknologi – herunder internet, sociale medier og så videre – i dit liv? Ejer du en iPhone, for eksempel?

– Jeg kan ikke rigtigt forholde mig til det, overhovedet. Jeg har en Facebookprofil, i et andet navn, som jeg er glad for, fordi den betyder at jeg kan bevare forbindelsen med alle mine venner, når jeg ønsker det. Men jeg kan ikke lide mp3, mails eller andet af det der.

Det overrasker mig på en eller anden måde ikke. Sangen "Sparrows Will Sing" har nogle fine linjer: 'The new generation is eager to master the helm / they cannot be seduced by this candyfloss techno hell"…..

– Ja, er det ikke vidunderligt? Roger (Waters, red.) er fuld af håb…."They cannot be seduced by this candyfloss techno hell." Jeg håber, det er sandt…jeg er ikke helt så fuld af håb som Roger, men han har helt sikkert en pointe. Jeg tror, der kommer en tid … det bliver ikke tilbage til de gamle hippier, men en eller anden form for balance må skabes. På mange, mange, mange niveauer. Ellers er det slut – finito. End.

 

Tilbagefald

Hvad har Adrian Utley (fra Portishead, red.) rolle været på pladen?

– Åh ja, den himmelske Aide… guitar, selvfølgelig. Vi har været en meget lille gruppe … Adrian Utley, Rob Ellis, Dimitri Tikovoi og Ed Harcourt, og så mig. Det er meget småt, meget intimt. Da vi så var færdige, overdrog vi det til den vidunderlige Flood, som gjorde det til det, som det er. Uden Flood ville den stadig være god – men ikke så god, som den faktisk er blevet.

Sangen Falling Back stikker virkelig op, efter min ydmyge mening….

– Ja, er den ikke dejlig? Med Anna Calvi…..

Man kunne næsten kalde det en eksistentialistisk diskosang…..

– Haha, yeah…det var Rob (Ellis, red.) idé; han lavede hendes første plade, og jeg synes, hun er smuk og meget talentfuld, og jeg elsker hendes musik. Så de han foreslog det sagde jeg "Uh ja, det ville være vidunderligt!" og hun kom så til Paris. Jeg havde noget af teksten, og da jeg så hende, gjorde jeg noget lidt uartigt: Jeg ændrede teksten. Jeg tænkte, at hun kunne klarede det. At det var okay, at jeg ændrede reglerne lidt. Og det gjorde hun. Den er vel i virkeligheden ret kommerciel, er den ikke?

Jeg er ikke den rigtige at spørge…..

– Nej, det er heller ikke mit ekspertiseområde.  

Jeg har lyttet med stor fornøjelse, når du indimellem har udtalt dig om misbrug og samfundets håndtering af samme – blandt andet ved et arrangement i Stockholm for et par år siden. Hvad var forløbet i din egen misbrugshistorie?

– I tresserne drak jeg slet ikke, det var kun stoffer – og det var meget milde stoffer. Jeg mener, at dæmoniseringen af stoffer og stofafhængige har været ganske forfærdelig og gjort problemet meget, meget værre. Da vi var unge, og det alt sammen var glæde og sjov – og det var det – tog vi sgu ikke stoffer som sådan, sådan som de tror. Vi havde det sjovt, røg en joint, tog noget LSD – og det var det. Det var alt, jeg gjorde. Det var først meget senere, da jeg skred og forlod Mick (Jagger, red.), at det blev så mørkt. Og så blev jeg heroinmisbruger, hvilket ikke ligefrem var sjovt. Men jeg tror faktisk, det hjalp – jeg er sikker på du forstår, hvad jeg mener. Det var selvmedicinering, ikke? Og jeg slog jo ikke mig selv ihjel, trods alt.

– Det er jeg. Jeg bor på landet i Irland og så i Paris, sådan har det været i lang tid.

Ikke desto mindre hedder dit nye album Give My Love to London. Kan du sammenfatte, hvad den by har betydet for dig?     

– Well, jeg er jo englænder og har tilbragt meget tid i London; jeg har haft nogle af de skønneste tider i mit liv i London – og også nogle af de mest forfærdelige. Siden forlod jeg byen for aldrig at flytte tilbage, og når jeg er i London nu til dags er det mest for at arbejde. Jeg skal lave pr, og den engelske presse er simpelthen så forfærdelig, så uhøflig. Så jeg nyder ikke at være der.

Kender du den Nick Cave-sang, hvor han synger noget i retning af "I started thinking about London, nothing good ever came from this town / and if the Thames weren't so filthy, I'd jump overboard and drown"… genkender du den følelse?

– Ja, men jeg har det vist ikke helt så meget som Nick. Jeg ville ikke kunne bo der, men min søn bor der med mine børnebørn, og jeg har nogle få venner – ikke mange – tilbage i London. Og jeg holder af maden.

 

Ingen bullshit

Du udtalte dig for nylig om Jim Morrisons død, og historien har efterfølgende været flittigt citeret…

– Jeg går ikke ind i det! – jeg skulle aldrig have nævnt det. Det blev taget fuldstændig ud af sin sammenhæng. En engelsk journalist spurgte, hvorfor jeg havde skrevet "Give My Love to London" og jeg svarede. Det er det hele.

Så det var altså ikke bevidst, at du slap den gamle historie fri just nu?

– Overhovedet ikke - det var bare en god historie. Jeg finder det meget fornærmende, at der går et rygte om, at jeg havde noget som helst at gøre med Jim Morrisons død. Hvilket er løgn; endnu en løgn.

Hvad skal publikum forvente af dine koncerter til efteråret?

– Der bliver nok meget fra Give My Love to London, men vi har også nogle vidunderlige overraskelser med og nogle sange, som jeg ved, at fans vil elske at høre, men aldrig er blevet spillet på scenen. Og nogle særlige ting, som jeg selv holder meget af. Desværre er det sådan, at hvis jeg skulle spille alt det, som både jeg og fansene gerne vil høre, skulle jeg være på scenen i fem en halv time. Og jeg har lige brækket hoften, så jeg tror ikke at det er nogen fantastisk idé. Jeg skal være forsigtig, de første seks måneder. Men efterhånden som jeg bliver stærkere, kan jeg jo vende tilbage og spille igen, og spille noget andet.

Jeg har set dig optræde, hvor du kun drak te hele aftenen, og jeg har set dig kæderyge på scenen. Hvad er på forplejningslisten for tiden?

– Jeg er holdt op med at ryge! Jeg har ikke røget en cigaret i ti måneder.

Tillykke med det.

– Mange tak. Det har gjort en stor forskel i mit liv – og selvfølgelig også for min stemme.

Det kan jeg forestille mig. Well, vi ser frem til dit besøg i november…

– Tak. Og så: Hold dig til emnet, som selvfølgelig er pladen – musikken, musikerne, turnéen og alt det – og stay clear of the rubbish, hvis du kan. Så skal vi nok få et fint interview. Mange tak.

 

Faktaboks: Facts om Faithfull

- Marianne Faithfull blev født i London den 29. december '46 som datter af en officer og professor og den østrigske adelsdame Eva Von Sacher-Masoch. Det var en af Faithfulls aner, som gav navn til den seksuelle afvigelse sadomasochisme med sin roman Venus i Pels fra 1870.

- I '64 mødte Faithfull The Rolling Stones producer Andrew Loog Oldham ved en fest. Umiddelbart efter indspillede hun en udgave af Jagger/Richards As Tears Go By, som blev den første af en række succesfulde singler.

- I '66 blev Faithfulls første ægteskab med kunstneren John Dunbar erstattet af et forhold til Mick Jagger, som fortsatte under stor mediebevågenhed frem til foråret 1970.

- Ved indgangen til halvfjerdserne indledte Fatihfull en personlig deroute, som omfattede flere års heroinmisbrug. Faithfull blev først endeligt clean i 1986.

- Faithfull vendte for alvor tilbage til spotlyset med albummet Broken English, som udkom i '79 og stadig står som et af årtiets centrale album.

- Den 29. september udsender Faithfull sit 20. soloalbum, skrevet i samarbejde med blandt andre Nick Cave, Roger Waters og Anna Calvi. Pladen har fået titlen Give My Love to London og bringer sangerinden til København, hvor hun giver koncert på Bremen Teater i februar 2015. Koncerten skulle have fundet sted 6. november, men er udskudt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA