x

The Smashing Pumpkins – Musikeren, der vil ind fra kulden

The Smashing Pumpkins – Musikeren, der vil ind fra kulden

Billy Corgan føler sig fremmedgjort fra en masse ting i den moderne verden. Også musikbranchen. Han håber, at den nye Smashing Pumpkins-plade kan få ham ind fra kulden – og så gider den tidligere så åbenmundede rockmusiker ikke kaste med mudder længere.

Der er noget symbolsk over, at interviewet foregår på et hotel i Berlin, tæt på Brandenburger Tor og resterne af den mur, der delte byen i øst og vest under den kolde krig.

Hotel De Rome-bygningerne husede tilmed engang det østlige DDR's statsbank, og det var i denne by, at en af historiens mest berømte spionromaner foregik, Spionen Der Kom Ind Fra Kulden.

Billy Corgan føler sig også delt. Splittet. For på den ene side bryder han sig ikke om musikbranchen netop nu med dens fokus på EDM og manglen på gode melodier, men på den anden side er han en musiker, der gerne vil tilbage, siger han til GAFFA forud for udsendelsen af det nye Smashing Pumpkins-album Monuments To An Elegy, der udkommer 8. december.

– Jeg vil på en måde gerne have, at dette album giver mig tilladelse til at komme ind fra kulden, uanset hvor jeg har boet i så mange år, siger den 47-årige frontmand for The Smashing Pumpkins, der var et af 90'ernes største rockbands på den alternative scene.

Ordene falder i en stol i et konferencerum i stuen på det fornemme hotel med rødder tilbage til 1880'erne i en snak om at være menneske i den digitale tidsalder, og Billy Corgan er – hvor imødekommende og venlig, han end fremtræder – temmelig kritisk over den verden, vi lever vores liv i. Også selvom han indleder med at sige, at han er ret "spaced out" efter at have været vågen i 26 timer.

Han taler meget – gerne fra et spirituelt synspunkt – om en virkelig verden og en falsk verden, og om hvordan vi dog kan acceptere at leve i den falske del af verden, hvor USA for eksempel spionerer på Tyskland, som de gjorde med den tyske kansler Angela Merkel.

– Hallo! Er vi ikke allierede? Er vi ikke venner? På en eller anden måde bliver vi fortalt, at der ikke er noget at se. Bare fortsæt. Det er som en Monty Python-sketch. For at kunne eksistere i denne verden som en fornuftig person, er vi nødt til at holde op med at tro på denne verdens løgne. Hvis man tror på den falske verden, bidrager man også til den. Hvis man tror på den, gør man den også virkelig. Man eksisterer både i og uden for denne verden. Og sådan er mine erfaringer med musikbranchen også. Jeg har levet både i den og uden for den i mange år, siger Billy Corgan.

Han har tidligere haft et – forholdsvis veldokumenteret – ry for at lægge sig ud med en masse mennesker, inklusive sine gamle bandmedlemmer i Smashing Pumpkins James Iha og D'arcy Wretzky, og generelt leve omgivet af en masse drama. Men den tid er forbi, hvis man skal tro Billy Corgan.

– Jeg har selv været ansvarlig for en masse af det drama. Og når jeg ikke var, lod jeg det ske. Og det er lige så slemt. Det er noget, man lærer i terapi. Jeg var nødt til at gå det hele igennem og finde ud af, hvad der var virkeligt og ikke virkeligt ved alt det, der skete. Det var mærkeligt og gav nogle ar. Men jeg ser anderledes på det, nu det er kommet på afstand. Men det var svært, siger han sjældent lavmælt.

– Jeg har ikke længere behov for at sige "skrid fra mig". For de er ved siden af mig hele tiden, siger han endvidere om sine gamle bandmedlemmer, som han stoppede samarbejdet med for 14-15 år siden, og bliver igen spirituelt filosoferende.

– Jeg har ikke mistet dem. Den tanke er falsk. Jeg er stadig forbundet med dem. Et sted inde i mig spiller det oprindelige Smashing Pumpkins videre. De er en del af, hvad jeg er. De er en del af, hvad der gjorde mig skør, gjorde mig til en mand, gjorde mig til en bedre artist og så videre. Om de er enige eller ej, betyder ikke noget. I min verden eksisterer de. Deres stemmer, holdninger og ideer er en del af, hvem jeg er. Vi er måske fysisk separerede, men den psykologiske, følelsesmæssige og spirituelle separation er helt anderledes. Det sker i et andet tempo og af andre grunde.

 

En ny flod

– Jeg har ikke længere behov for at svine et bestemt bandmedlem til for at komme med en pointe. Den slags er irrelevant for min daglige tilværelse. Men de er irrelevante for mit indre, for promotion af pladen og for frembringelsen af albummet – bortset fra der, hvor mine erfaringer og den fælles vision, vi havde som gruppe, stadig former min fremtid, siger Billy Corgan og dropper samtidig enhver ide om en genforening af det gamle band, der i originalbesætningen også talte Jimmy Chamberlain på trommer:

– Man kan argumentere for, at de (James og D'arcy, red) heller ikke var en del af det, jeg skabte længe før vores fysiske separation. Det musikalske forhold sluttede længe før det faktiske forhold. Det var sikkert derfor, det faktiske forhold sluttede, siger han og uddbyer:

– Man kan altid ringe til en eks-kæreste og for en nat eller to genskabe, hvad man havde, men det bliver ikke det samme, som da man var "in sync". Da jeg var "in sync" med bestemte folk i mit musikalske liv, var tingene ikke perfekte, men de flød. Som en flod, rundt om en klippe og op og ned, indtil en dag, da floden løb tør. Hvis jeg havde lyst til at grave et hul, 20 meter ned i jorden, kunne jeg sikkert finde endnu en sang eller koncert, men hvorfor? Jeg er en person, der kan gå 20 meter til venstre i stedet og finde en ny flod, siger Billy Corgan.

Det nye album er flere steder blevet beskrevet som en opsummering af hans tidligere arbejde med elementer fra de forskellige perioder, men den køber han ikke. Men han har svært ved at tale om den kommende plade, for han har længe været i gang med endnu en plade, som er planlagt til udgivelse næste år.

– Det er lidt underligt, for mine tanker er allerede på et ­– måske ikke totalt anderledes, men i hvert fald ret anderledes album. I hvert fald i dets synspunkter. Så det er lidt svært at svare på de typiske spørgsmål om, hvad en sang handler om. Jeg kan ærligt talt ikke rigtig huske det, erkender Billy Corgan, der blandt andet også har åbnet et tehus og skriver på en bog.

– Jeg har nok ikke arbejdet så meget siden slutningen på bandet i 1999-2000, siger han.

 

Astronaut på den forkerte planet

Han følger med i nyhederne, for han "vil vide, hvad der foregår - alle disse forfærdelige ting", men han er til gengæld holdt op med at interessere sig for kultur.

– Jeg havde mange tanker om kultur, men i forhold til tidligere læser jeg stort set ikke om kultur længere, og jeg har opgivet at kommentere den. Jeg er tilbage til kun at være musiker. Og det er nok klogt ...

– Jeg er blevet sådan en, der ikke interesserer sig ret meget for andre folks karrierer og sysler. Jeg kan ikke genkende kulturen – og omvendt. Jeg føler, at jeg har skabt en masse musik, der måske/måske ikke overlever mig selv, men jeg føler ikke, at jeg har meget tilfælles med det, der sker lige nu. Jeg føler mig lidt som en astronaut på den forkerte planet, siger Billy Corgan.

Faktisk føler han sig så langt borte fra den måde, tingene foregår på i dag, at han har overladt en stor del af ansvaret for pladen til producer Howard Willing.

– Howard ved, hvad der foregår i den virkelige verden, det gør jeg ikke. Jeg tænker ikke over mit arbejde, men jeg skal samtidig forsøge at få det til at passe ind i den kultur, jeg ikke deltager i. Og det er der, Howard kommer ind i billedet. Han er oversætteren. Han kan sidde og sige, at "det vil de ikke kunne lide". Og det bliver jeg ikke fornærmet af.

– Da jeg var 25 år og lavede Siamese Dream var det mig, der tog de beslutninger, for jeg vidste, om folk ville kunne lide det eller ej. Den evne har jeg ikke længere, så derfor har jeg brug for sådan en som Howard til at tage den slags beslutninger, siger Billy Corgan og trækker på skuldrene.

 

Billy Corgan:

47 år og fra Chicago

Leder af Smashing Pumpkins, der også talte James Iha, D'arcy Wretzky og Jimmy Chamberlain. På Monuments to an Elegy medvirker trommeslager Tommy Lee (fra Mötley Crüe) og Jeff Schroeder, der har været en del af bandet siden 2007.

Diskografi:

Gish (1991)

Siamese Dream (1993)

Mellon Collie and the Infinite Sadness (1995)

Adore (1998)

Machina/The Machines of God (2000)

Machina II/The Friends & Enemies of Modern Music (2000)

Mary Star of the Sea (2003, med Zwan)

The Future Embrace (2005, solo)

Zeitgeist (2007)

Oceania (2012)

Monuments To An Elegy (2014)

Day For Night (2015)

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA