x

De bliver store i 2015: The Districts

De bliver store i 2015: The Districts

Blandt øjeblikkets nye store amerikanske indierock-håb knytter der sig ikke mindst store forventninger til The Districts, der nok blev dannet i 2009, men som først nu for alvor er klar til at erobre verden med deres første album i bred distribution, A Flourish And A Spoil.

Bandet har dog ingenlunde travlt, for selv om frontmand Rob Grote og kompagni har brugt karrierens første fem år på at finde ind til hinanden og slippe en håndfuld ep'er samt et album i beskedent oplag, så er alle gruppens medlemmer den dag i dag blot 19-20 år.

– Da vi i første ombæring fik opmærksomhed fra musikbranchen, begyndte vi at tro på, at projektet rent faktisk kunne føre til noget. Men vi har hele tiden grebet tingene realistisk an og løbende formuleret nye målsætninger - og heldigvis holdt vi fast selv i de perioder, hvor det lignede, at vi ingen vegne kom, konstaterer trommeslager Braden Lawrence, der mødtes med resten af bandet i gymnasiet.

Afgørende for bandets kommercielle ve og vel var pladekontrakten med det anerkendte uafhængige pladeselskab Fat Possum Records, der nu er en helt central brik i det spil, der skal gøre The Districts til allemandseje.

– Vi er meget stolte af albummet, og vi er yderst taknemmelige for, at det nu får så grundigt et skub ud i verden, fastslår Lawrence og fortæller om samarbejdet med produceren John Congleton, der har arbejdet med så stærke navne som St. Vincent, Angel Olsen og Swans:

– Han var fantastisk spændende at arbejde sammen med – han er en skarp og virkelig alle tiders fyr, og det var en udtalt fornøjelse at udforske vores krystaller sammen. Rent fysisk bidrog han med et par mikrofoner og pedaler, som han holder af at bruge, men generelt var det meget nede på jorden, hvilket tiltalte os.

Forløbet med John Congleton varede blot ni dage, og det var noget, der passede The Districts, der sådan set trives fint i studiet, men som samtidig holder meget af dét at spille live – en glæde, bandet allerede har fået voldsomt afløb for på enorme festivaler som Lollapalooza og Reading.

– Jeg var et nervevrag forud for de første festival-shows – man har dårlig tid til at stille op, og lyden i monitorerne er ofte ikke ret god. Samtidig er festivalkoncerter væsentlig mindre intime end klubshows, men vi forsøger at levere varen, og så får vi jo ellers en masse mad og drikke og koncertoplevelser, fortæller Braden Lawrence og understreger:

– Det er altid fedt at se folk gøre deres ting på scenen.

Når man forventer sig så meget af The Districts' videre karriere, så hænger det ikke mindst sammen med bandets fornemme evne til at kreere et udtryk, der elegant forener lige dele brutalitet og længsel. Adspurgt om, hvor vigtigt det er for bandet at skabe musik, der på samme tid er følsom og hårdtslående, lyder det fra Lawrence:

– Alle os i bandet er vilde med musik, der får én til at føle eller tænke et eller andet. Det er et godt udgangspunkt for at udtrykke ting, og ingen af os er interesserede i at lave musik, der ikke er en del af os. Rob, der skriver vores sange, forfatter mere eller mindre hele tiden tekster og først efterfølgende – nogle gange flere måneder senere – følger musikken så.

2015 står først og fremmest i turnéens tegn for The Districts, der i sagens natur skal ud at lufte det nye albums numre på alskens festivaler og spillesteder.

– Vi er spændte på igen at skulle på landevejen, og vi glæder os meget til at se en masse nye steder, lyder det fra Braden Lawrence.

Hvem: The Districts udgøres af sanger/guitarist Rob Grote, guitarist Pat Cassidy, bassist Connor Jacobus og trommeslager Braden Lawrence. Oprindeligt varetog Mark Larson én af guitarerne, men han forlod bandet og overlod tjansen til Pat Cassidy.

Hvad: Bandet spiller med egne ord dynamisk musik, der skiftevis tager sig groovy og mere stille ud, og som er bygget op om guitarer og trommer.

Hvor: Bandets medlemmer kommer oprindeligt fra den lille by Lititz og den lidt større West Chester, begge Pennsylvania, men bor nu alle i Philadelphia.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA