x

Nick Cave - Bekendelser fra en brækpose

Nick Cave - Bekendelser fra en brækpose

Om en uges tid står Nick Cave på scenen i København to aftener i træk, og dag (6. maj, red.) udkommer hans nye bog "Brækposesangen" på dansk på forlaget Gyldendal.

I sidste måned var GAFFA med, da Cave præsenterede den nye bog i London, og svarede på en lang række spørgsmål fra såvel publikum som fra en til lejligheden udvalgt journalist.

Her kan du læse uddrag fra den to timer lange seance, hvor Cave - ud over den nye bog – kom omkring blandt andet sin næste plade med The Bad Seeds, sin livret og sine mange inspiratorer. Foruden magien i den kreative proces og behovet for billedligt talt at brække resterne af et værk op, før et nyt kan påbegyndes.

Halshugning 

At dømme efter visse passager i bogen må det være temmelig grimt at være på turné, eller?

Bogen er faktisk fiktiv, det synes jeg er temmelig åbenlyst… men turnéen startede faktisk på den måde; med den rædselsfulde trafikulykke. Og halshugningstemaet går igen gennem bogen. Vi spillede på Boonaroo Festivalen, fucking frygteligt sted at spille.

Det var min managers idé, han sagde, det ville blive et fedt job… jeg tror måske, der kan have været nogle penge involveret… (latter fra salen, red.)

(…) Selve "Brækposesangen" startede, fordi jeg prøvede på at… jeg eksperimenterede med idéen om faktisk at lave noget ud over selve koncerterne, når vi var på turné. Det er generelt sådan blandt musikere, at du spiller jobbet, og det er det, det handler om.

Mentalt er du ikke i en skabende tilstand. Men jeg tænkte, at jeg ville tvinge mig selv til at skrive fx ti sange på den her turné, på en eller anden måde få lavet lyrikken til en ny plade. Jeg forestillede mig, at hvis jeg sagde det med tilstrækkelig stor overbevisning – så ville det måske faktisk ske.

(…) Jeg var på et fly mod Nashville, da jeg besluttede mig for at gå i gang med de her fucking sange – og jeg begyndte at skrive på en brækpose, hvilket jeg i øvrigt har gjort i årevis.

Men der var noget særligt rart over netop denne brækpose; siden skrev jeg endnu en på en brækpose, og tingen begyndte ligesom at vokse.  Men selve brækposerne var jo bare noterne til noget, som blev et meget større ting.

Fik de en mere talismanisk karakter, hen ad vejen?

Jeg skriver normalt i notesbøger, men havde af en eller anden grund ikke nogen med mig…

Fængsel 

Du arbejder jo meget struktureret, når du ikke er på turné… går på arbejde om morgenen og kommer hjem igen. Var det her en måde at få noget arbejdsmæssig struktur ind i turnélivets lemfældige natur? 

Well, nej, for det er ikke lemfældigt at være på tour. Det er faktisk alt andet end lemfældigt….jeg kan personligt rigtig godt lide at være på turné, det er lidt ligesom at være i fængsel: Du får at vide, hvad du skal foretage dig.

Hvornår du skal spise, hvornår du skal sove, hvornår du skal op og nå et fly, hvornår du skal være til lydprøve. Der er en rutine i det, som jeg på en eller anden måde ret godt kan lide – og som faktisk minder en del om mit hverdagsliv.

Og så bliver det så, på en måde, punkt(u)eret af selve den bizarre begivenhed, der finder sted om aftenen: Koncerten… hvor alt sådan set kan ske, i løbet af de par timer.  Så der er faktisk en ret mærkelig og temmelig interessant og tilfredsstillende dynamik i turnélivet.

Har du læst, eller læser du, andre berømte turnédagbøger…Ian Hunters "Diary of a Rock'n'Roll Star," Dylans "Chronicles"….

Det er ikke en turnédagbog, lad os lige få det på plads. Det er ikke en dagbog, det er et langdigt….efter min opfattelse er den fiktiv, i den forstand at…. den er skrevet om den her fyr i havltredserne, som tilfældigvis er på samme turné, som jeg var (latter fra salen, red.).

Den har en fiktiv, narrativ motor….den er ikke som noget, Henry Rollins kunne have skrevet, det er ikke den type turné-dagbog. Bob Dylans "Chronicles" er jo en slags dissektion af  den kreative proces….og det er nok tættere på, hvad "Brækposesangen" handler om….

Angst 

Et af temaerne i bogen er hovedpersonens forgæves forsøg på at komme i forbindelse med sin kone, telefonisk… var det rent faktisk tilfældet?

Bogen er vel gennemstrømmet af en tiltagende angst; en forholden sig til rædslen, efterhånden som turnéen folder sig ud. Og et element heri er, at min kone ikke tager telefonen hjemme i Brighton, hvor vi bor. Og den angst tager til i løbet af bogen….. 

Du har turneret i knap fyrre år…. 

Knap! (laver en forfærdet grimmasse; latter fra salen, red.)…. 

 ….men er den dér følelse af dislokation blevet mindre med årene? 

I forhold til at være væk hjemmefra? Well, det er en vanskelig del af det. At savne dem derhjemme, familien, er selvfølgelig en del af det.

Men der er noget ved at være på turné, som jeg genkender og som faktisk – af grunde jeg redegjorde for tidligere - giver mig en følelse af lettelse. Fordi du ved, at du ikke behøver at forholde dig til dit liv derhjemme.

Hotelsæbe 

Hotelværelser er ofte der, hvor følelsen af dislokation optræder i bogen– når du sidder træt eller måske bare forud for et show, på et hotelværelse. Hvilken plads har hotelværelset i din romantiske mytologi? Er det et trøstesløst sted?

Nej. Jeg tilbringer meget tid på hotelværelser, og jeg kan generelt godt lide dem. De små sæber, du ved…. 

Samler du på dem?

Nej...  

Er hotelværelser gode omgivelser at være i, rent kreativt?

For at være helt ærlig betyder det ikke rigtigt noget. Når jeg skriver, sætter jeg mig bare ned og laver arbejdet – og når du først er blevet involveret i arbejdet, spiller det ikke den store rolle, om du sidder derhjemme, på kontoret eller et tredje sted…. 

Men i forhold til at skrive mens du var på turné… nød du øvelsen i nærmest at tage musen i førergreb? 

(Cave tøver med et vantro udtryk i ansigtet, red.) Tage musen i førergreb?...haha, du er fantastisk….. 

Jeg mener, om du kun lide den fastsatte øvelse, der lå i, at du satte dig for at skrive ti sange? 

Det som skete, da jeg begyndte at skrive var, at det begyndte at udvikle sig. Jeg havde aldrig skrevet sådan et digt og har altid primært betragtet mig selv som sangskriver.

Det hænger sammen med, at jeg føler, at barren er meget lavere i forhold til, hvad du kan slippe af sted med at nedfælde på siden inden for sangskrivning.

Du kan slippe af sted med rigtig meget, hvis du bare synger det på en særlig måde – og det er en af de fantastisk og smukke ting ved sangskrivning. (….) det tog mig lang tid at erkende, at det var et digt, som jeg var i gang med.

Min far placerede altid digtene øverst i hierarkiet, du ved… men da jeg først var kommet over det, syntes jeg, at det var en meget spændende ting at lave.

Broer 

Broer synes at spille en vigtig rolle i bogen….. 

Yeah, der er jo blandt andet drengen på broen, som faktisk var en historie, jeg fortæller i "20.000 dage på jorden" (dokumentarfilm fra 2014, red.)… der løber en idé gennem bogen om erindring og genfortælling af historier.

Det handler om, hvordan vi redigerer og  perfektionerer erindringer for at kunne skabe det her mytiske narrativ om vore liv…

Turnéen lå jo I kølvandet på "Push the Sky Away," som var dit mest succesfulde album i lang tid….den var nummer et i otte lande, og det første af dine album som fik en førsteplads i Australien. Så i den forstand var bandet på et højdepunkt… hvordan influerede det den kreative proces?

Øh, det gjorde det ikke rigtigt, som sådan. Jeg er meget glad for den plade; det er et af de album, som jeg faktisk tror jeg kunne sætte mig ned og lytte til med fornøjelse, uden at finde store mangler. Jeg kunne finde fejl, bevares… men ikke store fejl.

Men da jeg gik i gang med at arbejde på nyt, ønskede jeg ikke at gentage mig selv – og den plade hang ret tungt over mig, rent lyrisk. Så det var egentlig det, "Brækposesangen" startede som: 

En helt bogstavelig brækpose, hvori jeg kunne tømme mig for resterne af det, som var gået forud. Så jeg kunne begynde på noget nyt. Det endte så med, at "Brækposesangen" blev til noget helt andet og anderledes.

Nogle turnerende musikere bliver måske følelsesløse eller ligeglade af erfaringen. Det virker som om, du er forblevet totalt tændt og stadig er interesseret i de byer og den kulturhistorie, du rejser igennem når du er på turné….

Jeg skrev meget af bogen, efter jeg var kommet hjem…. (latter fra salen, red.)

Hvilken indsigt gav den efterbearbejdning dig i din egen kreative proces?

Hmm, det er jeg ikke sikker på… bogen er i en vis forstand en måde at sige tak til nogle folk, som har gjort indtryk på mig – både levende og døde. Jeg er ikke sikker på, hvor meget indsigt jeg egentlig har i processen.

For mig er processen lang hen ad vejen at gå hen på kontoret, sætte mig ned og ligesom forsøge at få det banket ud. Fordi det er den eneste måde, jeg er i stand til at gøre det. Men der er helt sikkert en slags magisk element i den kreative proces.

Hvor noget "andet" arbejdet…ikke hele tiden, men indimellem er der en eller anden anden ting på spil. Hvor tiden ændrer karakter, og kroppens kemi forandrer sig, og hvor det siden hen går op for dig, at du knap nok er helt klar over, hvordan du er nået hen til et givent resultat. Især i sangskrivningen er der nogle tankespring, som er uforklarlige….

Lovløs 

Og den frihed er vel ikke til stede, når du laver et filmmanuskript som eksempelvis "Lawless"?

Manuskriptet til "Lawless" var faktisk smukt, fordi det udsprang af en så fantastisk bog. Men der var forskellige dagsordener på spil i forbindelse med den film….der var folk, som ville have det til at være en bestemt slags film.

Instruktøren John Hillcoat og jeg ønskede en anden slags film….det var der en slags episk slag omkring….som vi tabte, på en måde. Jeg følte, at en del af hjertet blev taget ud af manuskriptet.

Tilbage til det, du sagde før….er det så lykkedes dig at få brækket resterne op og gjort rent bord til næste plade?

Faktisk, ja. Den næste plade er rigtig godt på vej….Warren (Ellis, red.) og jeg arbejder på den, og det lyder godt….

I mange af dine tekster er der referencer til moderniteten…..frappucinos, iPhones, Miley Cyrus. Det er ikke så tit, at man støder på referencer til disse lettere vulgære ting i sangskrivning……er det noget, du bemærker, at du gør?

Selvfølgelig er jeg klar over, at jeg gør det. Jeg tror det startede på en plade, som hed "Abbatoir Blues" og selve sangen "Abbatoir Blues," hvor der er en linie med en frappucino.

Op til da havde folk på set mine sange som nogle, der på en eller anden måde kom fra en anden tid. Som gamle, engelske ballader eller sådan noget. At kaste det her ekstremt moderne billede ind gav en slags chokeffekt til selve den linje…og det er noget, jeg har brugt meget siden. 

I USA ligner alle byerne hinanden, sammenlignet med i Europa…tror du, du kunne have skrevet noget som "Brækposesangen" på en europæisk turné? 

Det kunne jeg, men det ville være blevet noget meget anderledes. I Europa ville man jo have skulle krydset grænser…og der er noget ved ikke at skulle gøre det, i USA, som gør et eller andet ved narrativet. Bare at bevæge sig videre, med bus eller fly, til det næste sted.

(…) Og jeg synes egentligt ikke, at byerne er ens…jeg ved godt, at de har de samme butikker og så videre…men der har hver deres karakter, som ofte kan være ganske forskellig fra by til by. Jeg finder landet utroligt spændende… det har jeg altid gjort.

Nick Cave optræder i Koncerthuset, København, den 12. og 13. maj. Begge koncerter er udsolgt. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA