Artikel

Stilet-piger, jakkesæts-drenge – og tung metal

Lørdag aften er der igen Danish Metal Awards. Men hvorfor er metallen blevet så populær i Danmark?

Jeg kan ikke lade være med at tænke over det. Faktisk har jeg gjort det gang på gang, når jeg har været til koncert. Taget mig selv i at overveje, hvad der får pæne, unge kvinder med Gucci-tasker, Prada-hæle, lakerede negle og opsat hår til at stå og rocke med til ”søde toner” af nutidens – og fortidens – hårde drenge.

Og det er ikke kun de unge damer, der går amok til Michael Poulsen og Co. eller synes, at Kasper Thomsen fra Raunchy eller Jakob Bredahl (eks-Hatesphere) er for seje. Næh nej, slipsedrenge, iført jakkesæt med matchende spidse sko og den helt rigtige eau de cologne, er også med helt fremme i forreste række, når der bydes ind til fest i den danske metalverden.

Disse tjekkede, unge menneskers look står i skærende kontrast til de skaldede metal-gutter, som gladelig hopper rundt i mosh-piten i bar overkrop, mens de viser deres dødsagtige tatoveringer frem. Ved siden af dem ses de mere tilbagelænede gutter i army-bukser. Deres velplejede, lange hår er slået ud og hænger tykt og krøllet ned over den forvaskede T-shirt med Hammerfall, Manowar eller deslige.

Lørdag slår Amager Bio igen dørene op for dansk metalverdens tungeste drenge (og piger), og der skal uddeles priser i alt fra årets metalalbum til årets liveband og årets talent. Af liveperformances er engelske Carcass (billedet) på plakaten sammen med blandt andre danske The Arcane Order og vikingerne i Svartsot.

Men hvad er det helt præcist, der er sket i Danmark de sidste par år, siden at det er blevet moderne at høre metal igen?

Spørger man Danmarks mest anerkendte metal-producer, Jacob Hansen, som har været bag knapperne for danske såvel som internationale bands som Volbeat (DK), Raunchy (DK), Mercenary (DK), Dawn of Demise (DK), Maroon (D), Communic (N) og Nightrage (S), er svaret enkelt:

– Jeg mener i høj grad, at det er den der rebelske attitude, som tiltaler de unge – den næste generation af metal-elskere. Det med at sidde på teenageværelset og synes, at hele verden er imod en, men at man kan høre i musikken, at der er en verden derude, som venter på en – en verden af oprør mod konformitet.

Ikke noget nyt

Og ja, det er jo faktisk ikke noget nyt. For gennem litteraturens, filmens og musikkens historie har det altid været populært at lege lidt med det ”semi-dystre” og ”halv-dæmoniske”. Temaet går igen og igen. Tænk bare på Fausts aftale med Mefisto i Goethes hitroman fra 1808, Luke Skywalkers kamp med sig selv (og farmand Darth) i ”The Empire Strikes Back” fra 1980. Og hvem erkender ikke, at den mest interessante person i ”Pirates of the Caribbean” er kaptajn Jack Sparrow, fordi man aldrig rigtig helt kan regne ud, om han nu er god eller ond.

Eller hvad med Elvis, der i 1950’erne kom frem ved at synge afro-amerikanernes musik, rhythm ’n’ blues, mens han lavede ”insinuerende” hoftebevægelser, sang om sex og var en værre én. Senere fik vi The Beatles, som var farlige og poppede piller, som var det Pinocchio-kugler – men til gengæld ville redde verden. Og den eneste, der kom ud af boybandet Take That med karrieren i behold, var badboy Robbie Williams. Det er samtidig tankevækkende, at netop et af Metallicas allerstørste hits, ”Nothing Else Matters” fra ”The Black Album”, ikke kommer nær deres tidligere dages metal-attitude. De fleste lyttere kan være med, så snart metallen bevæger sig ind og bliver lidt mindre helvedes-agtigt og mere små-dæmonisk. Den samme ”bad-guys-who-are-really-good”-attitude benyttede også heavybands som Scorpions og Mr. Big sig af. Hvor mange søde teenage-piger har ikke købt ”Lean Into It”, fordi hittet ”To Be With You” var på playlisten?

Herhjemme må man sige, at det er bands som Mercenary, Raunchy, Mnemic og ikke mindst Volbeat, der for alvor har givet metallen et boost. Forsanger Michael Poulsen (Elvis-klonen fra sidstnævnte band), siger netop, at Volbeat ikke ønsker at forarge eller provokere. Alligevel kommer de fire Københavner-gutter til symbolisere noget lidt ”fandenivoldsk” med deres store tatoveringer, crooner-stil og metal-dresscode. Det er farligt, sådan lidt. Men alligevel ikke rigtigt. Hører man f.eks. Slipknot, Soilwork, Volbeat, Machine Head, Metallica eller In Flames kan man sige, at man hører metal. Og som musikforsker Charlotte Rørdam Larsen, cand.phil. og lektor ved Musikvidenskabeligt Institut i Århus, pointerer det: ”Ved at dyrke metal får man en vis eksklusivitet forærende”.

VIL DU LÆSE VIDERE?

Bliv medlem og få fuld adgang til alt indhold på Gaffa.dk

Få første måned for 1 kr. — Herefter kun 29 kr./md.

  • Fuld adgang til alt indhold på gaffa.dk
  • Mulighed for at fravælge annoncer på gaffa.dk
  • Rabat på billetter til udvalgte koncerter og festivaler
  • Adgang til GAFFAs magasinarkiv med over 500 magasiner - Danmarks musikhistorie

Opret din profil


    Allerede GAFFA+ medlem