DREW SYCAMORE: Min mors død er det bedste, der er sket for mig

I dag (17. februar, red.) udgiver Drew Sycamore sit tredje album. Det har fået titlen Superfaith og følger op på forrige års Sycamore, som med sange som "Take It Back" og "45 Fahrenheit Girl" sikrede den idag 32-årige sanger et eftertrykkeligt gennembrud. I januar mødtes vi med Drew hos hendes pladeselskab på Falkoner Allé i København til en længere snak forud for udgivelsen.

Interviewet kan læses i GAFFAs martsnummer - men der var meget, som ikke kom med. Derfor får du her Director's Cut: Den åbenhjertige samtale, som ikke kom med i bladet - og som kredser om, hvordan tabet af moren blev begyndelsen på den spirituelle udvikling, som nu har fundet en hidtidig kulmination på Superfaith.

På bar bund

Drew Sycamore ligner til forveksling sin egen scenepersona, da jeg møder hende på gangen hos hendes pladeselskab på Frederiksberg en tidlig eftermiddag i januar. "Drew. Har vi mødt hinanden før?" siger hun og kigger mig lige i øjnene. Sådan er det også, da vi kort efter sætter os ned med en diktafon og nogle drikkevarer imellem os: Stemningen er afslappet, men stjernekvaliteten ikke til at tage fejl af. Og det
planlagte interview om hendes tredje album bliver meget hurtigt til en dybere snak om den personlige
historie og den spirituelle rejse som tog sin begyndelse, da Drew som blot 24-årig mistede sin mor til kræft.

I dag ved jeg, at jeg vil være den mest nederen medarbejder. For jeg er chefen - jeg kan ikke have en chef. Jeg er for meget en enspænder. Drew Sycamore, 2023

Efter at have afsluttet gymnasiet flyttede Drew - som er vokset op i Nordjylland under navnet Michelle Katarina Drew Nielsen - til England, hvor hvor hun både tog en uddannelse og søsatte den elektroniske duo DrewHill. Det store gennembrud udeblev imidlertid, og da Sycamore vendte tilbage til Danmark stod hun endnu engang i et vadested – klar til sin næste ”Pokémon-udvikling,” som hun ynder at
kalde det:

- Jeg måtte spørge mig selv, hvad jeg skulle nu. Skal jeg lave musik solo? For det havde jeg faktisk aldrig prøvet at gøre på det tidspunkt. Eller skal jeg få mig et voksenjob? Jeg har en kandidat fra Goldsmiths i London, hvor jeg ved noget om branding og kommunikation og kultur. Så jeg tænkte, det kunne være, jeg skulle bruge den til noget. Og få mig et job i noget marketing eller et eller andet. Endnu engang stod jeg og skulle vælge en identitet, en hat at tage på. Og valgte igen musikken. Tanken om at skulle ud og have et arbejde, hvor jeg havde en chef, gav mig så meget ild til at lave musik – på et tidspunkt, hvor jeg ellers var kørt fast, husker Drew og uddyber:

- Min mor var død, og jeg kunne ikke rigtig skrive længere. Altså, det var svært for mig at skrive noget, der var... at skrive noget, overhovedet. Men tanken om en chef gav mig virkelig sådan et boost igen. I dag ved jeg, at jeg vil være den mest nederen medarbejder. For jeg er chefen - jeg kan ikke have en chef. Jeg er for meget en enspænder. Jeg er for selvstændig til at kunne affinde mig med ikke at skulle bestemme, hvad jeg skal bruge min tid på. Så ville jeg hellere leve på en sten. Så i stedet for at søge et arbejde, sendte jeg min musik ud til alle pladeselskaberne – inklusive Warner, hvor vi sidder nu. Og det virkede, konstaterer Drew med et smil.

Tæt på skæbnen 

Du har engang sagt, at din mors død var det bedste, der er sket for dig – i rent spirituel forstand. Hvad
mente du med det?

- Jeg tror, at mødet med døden i så tidlig en alder har givet mig så uendeligt meget, det har defineret mig og
givet mig en værdifuld viden og selvindsigt. Det er jo helt vildt svært at sætte ord på... det er meget
omfangsrigt, hvad det gør for én. Og det er jo ikke, fordi det ikke var og er en kæmpe sorg. Men i dag, ni år
efter, kan jeg godt sige, at det er virkelig interessant. Sorg er en interessant proces, fordi man bliver skiftet
og så sat sammen igen på en ny måde, siger Drew og tilføjer:

- Der er også selve den spirituelle oplevelse, det er at sidde med nogen, der dør. Det bærer man med sig. Jeg har også følelsen af, at det var altid meningen, det var sådan det skulle ske. Det her med at føle sig så tæt på sin egen skæbne, at man næsten kan røre ved den. Det er meget, det er meget, meget specielt. Og det har givet mig en spiritualitet og nogle svar på de store spørgsmål, som jeg nu føler helt dybt inde i kernen, at jeg kan svare på. Det er jo helt vildt stort at få med, og det er noget, der også gør mig lykkelig, forklarer Drew og sammenfatter:

- Det er derfor, at det er det bedste, der nogensinde er sket for mig, Det var starten på en ny epoke, en nyt liv. Og jeg ser tilbage på den, jeg var før, som en slags gammel veninde, eller en, jeg engang kendte. Det er en stor gave at få. Nogen opdager først mange af de her ting, meget senere i livet, og så skal de først til at starte med det arbejde dér. For mig blev den erkendelsesproces kickstartet meget tidligt.

Hvad er det for nogle indsigter?

- Der ligger et opgør med egoet i at opleve noget, som er så fuldstændig udenfor din kontrol. Vi skal
allesammen dø. Det er det eneste, du har garanteret i det her liv, det er, at du skal dø. Og det, som vi er så
bange for ved døden, er det er ude af kontrol. Det er ikke dig, der bestemmer. Når den proces først går i
gang, så er der ikke nogen vej tilbage. Og du skal igennem det. Du bestemmer ikke, hvornår det sker; du
bestemmer ikke noget som helst. Da min mor blev uhelbredeligt syg var der kun én ting at gøre, og det var
at begynde at acceptere det. At leve med det.

- Det var en proces op til hendes død og i ugerne efter – indtil det gik op for mig, at jeg rent faktisk var i stand til at acceptere det. At jeg overlevede. Derfra kunne jeg så begynde at backtracke og kigge indad. Hvad er der ellers derinde? Hvad bor ellers derinde i det ego? Alle de andre ting, man ikke kan acceptere. Det kan
være, hvordan min krop ser ud. Eller hvor jeg bor. Eller spildt mælk på bordet. Alle de ting, som vores ego
kan trippe over, blive vred over. "Det er også bare typisk...," "hvorfor sker det altid for mig?" Den dér
reaktion.

- Fra det punkt begyndte jeg dybest set at afmontere mig selv. Fordi jeg kunne. Der var ligesom en åbning til
at gå ind og rive det hele fra hinanden. Jeg husker tydeligt tiden efter min mors død. Når jeg mødte gamle
venner, som naturligt nok antog, at jeg var, som jeg var før. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var som at
de mødte min tvilling, men troede at det var mig. De mødte et menneske, de aldrig havde mødt før. Når
folk sagde "ej, det er så typisk dig", kan jeg huske, at jeg tænkte "du kender mig ikke..."

Da min mor blev uhelbredeligt syg var der kun én ting at gøre, og det var at begynde at acceptere det. At leve med det. Drew Sycamore, 2023

- Sådan en oplevelse lærer også, at du er nødt til at fokusere på processen snarere end målet. Vil du gerne
lide? Eller vil du gerne have det fedt? For hvis du kun lever for målet, så er du garanteret lidelse. For du
bliver ikke glad, når du kommer til målet. Du får ikke en bedre dag, eller en bedre følelse. Eller et bedre liv.
Det gør du kun lige nu. Hvis du vil have et bedre liv, så starter du nu. Hvad vil du gerne ændre? Det gør du
nu. Og nu. Og nu. Fordi det er her, det sker.

- Den indsigt har jeg taget med ind i mit arbejde. Det kan rigtig hurtigt godt blive: "Ok, Orange Scene til juli måned...," blikket konstant rettet mod et punkt et halvt eller et helt år ude i fremtiden. Og hvis jeg kun skulle leve mit liv for de dér milepæle, så ville jeg kun have fem års levetid – og så en masse ventetid. Jeg kommer aldrig i mål. Det kommer ikke til at ske. Den følelse kommer jeg aldrig til at have. Og derfor er jeg nødt til at spørge mig selv: Hvad er de ting, jeg egentlig synes er de fedeste at lave? Hvornår føler jeg, jeg lever? Hvad er det, jeg gerne vil bruge min tid på? Hvordan vil jeg gerne have mit dag indrettet? Hvem vil jeg gerne være sammen med? Og så prøve at designe mit liv sådan, at hver dag indeholder de ting, siger Drew og runder af:

- For det er jo målet. Og målet kan jo være hvad som helst. Det kan være penge, det kan være succes, det kan være fede anmeldelser, det kan være et eller andet fedt job. Man må gerne sætte sig nogle mål. Det gør jeg hele tiden. Fordi det er sådan, jeg får, hvad jeg vil have. Men jeg får det ikke ved at være ulykkelig nu, fordi jeg er fanget i troen på, at jeg bliver glad, når jeg får det.