I forbindelse med GAFFAs 40 års jubilæum har vi spurgt en række brancheaktører, hvad GAFFA har betydet for den danske musikbranche igennem de sidste 40 år
I forbindelse med GAFFAs 40 års jubilæum har vi spurgt en række brancheaktører, hvad GAFFA har betydet for den danske musikbranche igennem de sidste 40 år. Vi har bedt dem om at være gennemsigtige og give os både ris og ros. Og så har vi spurgt dem om, hvad de synes vores rolle skal være i fremtiden.
Signe Tobiassen, direktør hos Musikundervisning.dk
Hvad har GAFFA betydet for den danske musikbranche gennem de sidste 40 år?
Tænk sig… dengang GAFFA startede, havde almindelige musikforbrugere ikke adgang til internettet. Det er næsten svært at forstå. For mig at se har GAFFA historisk set været en uundværlig kilde til viden og rigtig, rigtig vigtig for, at musikere kunne nå ud til deres omverden. GAFFA havde en meget direkte påvirkning på det danske musikforbrug før i tiden, hvor musik var noget, man købte på cd. Branchen har været igennem en ubarmhjertig digital forandring, og musikjournalistikken har fået trange kår. Til gengæld har GAFFA været igennem en ret fantastisk udvikling de senere år, hvor I jo nærmest har fået genopfundet jer selv som en slags musikbranchens vagthund og foregangsaktør, hvilket virkelig har fået sat magasinet på landkortet igen og bevist jeres værd. Særligt enkelte debatindlæg i magasinet har bidraget til helt nye dagsordener i musikbranchen for eksempel inden for ligestilling, og jeg har så stor respekt for, at I har formået at forme og indtage denne nye stærke rolle.
Hvordan synes du, at GAFFA har udviklet sig sammen med branchen?
Særligt i de sidste fem-seks år synes jeg, at det er gået fra, at GAFFA fulgte med branchen, til at branchen fulgte med GAFFA. Modige valg fra redaktionen har været med til at sætte en ny dagsorden i hele musikbranchen, og det har jeg stor respekt for. Lige indtil betalingsmuren satte en kæp i hjulet for det, selvfølgelig.
Hvad er GAFFAs styrker?
Uanset hvordan man vender og drejer det, så er GAFFA bare virkelig vigtig – især for musikere på de forskellige stadier, der er før, man reelt kan leve af sin musik. Særligt dér gør GAFFA en kæmpe forskel, når de zoomer ind på mindre kendte acts og giver dem opmærksomhed, og det elsker vi alle GAFFA for. På den måde får GAFFA en helt central rolle som tidlig gatekeeper i den musikalske fødekæde, som er med til at gøre GAFFA uundværlig for rigtig mange mennesker. GAFFA har desuden muligheden for at sætte nye dagsordener og zoome ind på trends, tendenser, problemstillinger, udviklinger og mulige fremtider og på den måde også holde sig relevante i bredere sammenhænge, hvilket redaktionen har været rigtig god til i de senere år. Folk læser tydeligvis den slags indhold med stor interesse.
Er der ting, GAFFA kan gøre bedre?
Fortsæt med at være modige. Drop betalingsmuren, hvis den modarbejder jeres formål. Kig op fra bundlinjen og kig indad. Bliv mere tydelige omkring, hvad jeres overordnede formål er, fortæl om det, og løb efter det. Hvis alle i huset, fra bestyrelsesmedlemmer til praktikanter, løber med, så når I længere, og så får I sat et større aftryk på verden. Hvis der omvendt sidder nogle bænkevarmere rundt omkring i organisationen, kan de stå i vejen for, at GAFFA for alvor kan blive det blomstrende og banebrydende medie, som jeg mener, I har potentiale til at blive – eller blive ved med at være.
Hvad synes du, at vores rolle skal være i fremtiden?
I skal sætte ringe i vandet. Hold den redaktionelle selvtillid oppe og bliv i førersædet. Bliv ved med både at danne alliancer og udfordre status quo. Jeg tror, at rigtig mange af jeres læsere gerne vil have mere kritisk indhold. Indhold, der gør os klogere på hinanden og på os selv. Jeg tror, at hvis I investerer i lidt mere dybdegående, undersøgende og kritisk journalistik, vil værdien komme tifoldigt igen.