"Jeg ved, at vi ikke behøver at acceptere status quo"
Indlægget er udtryk for skribentens egne holdninger. Simon Hjortdal er musiker under kunstnernavnet Mylder og har tidligere skrevet debatindlægget "Er det hårdt at være homo i den danske musikbranche?".
Da jeg var aspirerende musiker på kontanthjælp, ville jeg hurtigst muligt vælge et studie. Det var, så jeg kunne slippe ud af 7-Elevens klør, hvor min løn, som blev betalt af kommunen, var det, der svarede til 64 kroner i timen i en virksomhedspraktik.
Der stod på Uddannelsesguiden, at faget Idéhistorie gik igennem den vestlige histories skønhedsbegreber og samfundets normative grundlag for at retfærdiggøre social status. Det var perfekt for en buttet, formelt arbejdsløs og skægget fyr med hvalpefedt, som jeg var, da jeg var 21. Jeg var sulten efter mere kontrol over mit liv, og jeg havde læst et sted, at viden er mere kontrol, så det var perfekt.
Du har ikke X-Factor
Da jeg forleden genså DR's dokumentarserie om sexisme i musikbranchen, kom jeg til at tænke på min tid i musikbranchen på samme tid, som da jeg begyndte at læse Idéhistorie. Det startede med min X-Factor-audition, som jeg meldte mig til i desperation efter at få ting til at ske. Jeg fik at vide af de tre castere (den ene af dem havde en stor og flot Von Dutch-cap på), at jeg ikke havde X-Factor. At jeg ikke havde X-Factor, kunne jeg ikke forstå, for jeg havde lige krænget mit hjerte ud med en flot folk-ballade, iført grå cardigan og usoigneret hår.
Jeg sagde "nå", og så forlod jeg lokalet. X-Factor-castingen var casting til de auditions, hvor folk uden en tone i livet slog rekorder for usammensat musikalitet med deres krop og deres stemme. Jeg kan huske, at det kom bag på mig, at man overhovedet havde en casting til en audition. Normalt er en audition en casting. Men der gjaldt åbenbart andre regler for underholdnings-tv, og jeg tror ikke, jeg sagde ting, der var indhold nok til min casting i forhold til at gå videre.
Patriarkatet i musikbranchen
Efter mit nederlag fortsatte jeg mit studie i Idéhistorie for at forstå, hvad et nederlag betyder. Studiet var grundlagt af gamle marxister og venstreorienterede teologer, og dets efterkommere indpodede mig med viden, så jeg nærmest blev blændet af solen, idet jeg trådte ud af hulen.
Mange af de ting, jeg lærte, handlede om patriarkatet. Hvorfor der findes mænd i habitter, og hvorfor vi har så svært ved at slappe af generelt. Det har noget at gøre med statusangst og protestantisk etik, læste jeg mig frem til. Der er simpelthen ikke tid nok eller energi nok til overs til at være ligesom Jeff Lebowski i en kultur, der skal retfærdiggøre idéen om suverænitet: Det blev nødvendigt for vestlig kapitalisme at vise, at den var bedre end andre systemer. På den måde var der grund nok til at kolonisere og udbytte arbejdskraft herhjemme også.
Det med patriarkatet var nyt for mig. Det var det, selvom jeg havde levet med patriarkatet hele mit liv. Jeg havde allerede så småt begyndt en mandlig musikkarriere, og uploadet sange på Bandcamp og det nu afdøde Bandbase.dk. Men der skete ingenting. Jeg kom heller aldrig med i Karrierekanonen, og jeg var jo en fyr i et patriarkat, så det kunne jeg ikke helt forstå. Generelt syntes jeg, at samfundet var sært, hvis det kun var, som det var, på grund af, at dem, som styrer det, var mænd. Men dengang tænkte jeg også meget i sort og hvidt.
Født til musikalsk succes
Jeg havde også meget at se til. Jeg var 21, skabsbøsse og ked af, at jeg ikke havde en kæreste. Min energi blev lagt i at finde ud af, hvorfor tingene ikke var min egen skyld i forhold til, at mine drømme ikke rigtig ville starte med at lykkedes, og der blev Idéhistorie nyttig.
Det var ikke fordi, at jeg ikke var opdraget til at tage initiativ, hvis jeg havde brug for, at tingene skulle lykkes. Jeg kunne mere mærke, at jeg ramte en mur, så snart jeg prøvede med alt det, jeg vidste, og det jeg kunne. Jeg lærte senere, at jeg godt kunne nogle ting, men det begrænsede sig kun til det, som foregik i mit hoved. Så tingene i mit hoved blev jeg bedre til, og samtidig udviklede min musikalitet sig også. At blive klog afhang ikke så meget af et netværk, som jeg ikke rigtig havde, men mere af de ting, som min gratis uddannelse i Idéhistorie kunne klare, samt internettet der først lige havde åbnet sig rigtigt op med ubegrænset indføring i filosofiske teser, musikkultur og økonomiske idéer via YouTube og Wikipedia.
Senere da jeg flyttede fra Aarhus til København, og sprang ud som bøsse, fandt jeg ud af, at det gamle mønster med ikke at komme nogen vegne i forhold til min musikkarriere bundede i de ting, som gjorde, at jeg divergerede fra dem, som angiveligt lykkedes med deres musik: Hvis man var født med det rigtige køn, med de rigtige forældre i den rigtige klasse, med den rigtige seksualitet, så kunne tingene nemmere lykkes. Man kunne se frem til, at tingene lettere lykkes, fordi netværket var i inkorporeret fra starten, og man kunne til og med undgå de tusindvis af myggestik, som hobede sig op i løbet af ens opvækst i form af minoritetsstress, som kom af homofobi for eksempel.
Stakkels gymnasiebøsse
At drengene kaldte hinanden homoer eller bøsser, fordi de mente, at hinanden var tabere, var en ting. En anden ting var min forholdsvis følsomme natur, der ikke tog sig ud som særlig mandig eller initiativrig.
Tilbage på mit gymnasium ville pigerne helst være sammen med de fyre, som kunne tage styringen eller som kunne stå med guitaren eller trommerne og indtage et rum med humor og ideer til at lave noget nyt. Det andet, altså sådan som jeg var på gymnasiet, tror jeg ikke, at de fleste piger var opdraget særlig meget til at se det gode eller dragende i.
På gymnasiet var jeg nok typen, der manglede et romantisk forhold, hvor min partner kunne vise mig mine mere maskuline sider, uden der var homofobi eller kønsstereotype tankegange indblandet fra dem, som betragtede os. Og så skulle det vel at mærke være en fyr. Det kunne jeg godt se var socialt selvmord på et provinsgymnasium som det, jeg gik på i nullerne.
En anden ting, jeg først blev opmærksom på langt senere, da jeg flyttede til København, var klasse. Jeg kunne godt se, at de, jeg gik i skole med igennem mit liv, som havde kulturel kapital, dannede rede sammen. Allerede i efterskolen. Den tendens fortsatte i gymnasiet og på mit studie. Af naturlige årsager finder de, som tænker ens og kan udfordre hinanden på deres musikalske og intellektuelle niveau, sammen. Hvis de skulle hænge ud med arbejderklassetyper, der ikke kunne se det smukke i hverken jazz eller Amalie Skram, så bremsede det deres udvikling, og de ville naturligvis begynde at kede sig.
Jeg stod selv med benene i begge lejre. Med et ben i den del af familien, som var i den kreative klasse med relativ succes, og så mit andet ben i størstedelen af min familie, der arbejdede med det, der holder samfundet sammen praktisk. Jeg var stadig bagud intellektuelt og musikalsk i forhold til de ressourcestærke i størstedelen af mine teenageår og tyvere. I dag er jeg det ikke mere, og det er ret fedt at være nået hertil.
Du er anonym og har en kedelig stil
Jeg spillede i 2018 på Råhuset, dengang jeg endelig følte, at jeg var rimelig med på vognen, musikalsk og intellektuelt. Der kom fem mennesker til min koncert, hvor to andre bands også spillede på samme scene. Bagefter skulle vi have feedback fra tre coaches, som skulle vejlede os med vores musikkarriere og udtryk.
Coachene bestod af en kvinde fra Sony og to rap-producere. Alle med angivelig succes i branchen. Jeg fik at vide, at mit guitarspil var kedeligt, min stemme og tilstedeværelse var anonym, og at jeg intet brand havde. De studsede over, at min alder var 30 og at jeg svarede igen, når jeg modsagde deres selvfølgeligheder om endimensionel brandudvikling og de ikke-problemer, der var i musikbranchen i forhold til en bøsse som mig.
Det mærkelige var, at jeg to år forinden havde været til præcis det samme arrangement, men blev modtaget diametralt modsat. Publikummet var dengang større, fordi flere kom for at se de andre bands. Jeg fik at vide, at jeg var den nye Sufjan Stevens og at min tilstedeværelse og musik var eminent. Coachene var på det tidspunkt anderledes positive, fordi jeg dengang ikke modsagde systemet, og to af dem var mere højskoleundervisere, end de var brandskabere, økonomibevidste og fra Sony.
Musikbranchen, en humørsvingende diva
Problemet blev lidt, som jeg så det, at musikbranchen var en prekær og humørsvingende dansepartner, der helst ikke ville modsiges. Den drænede min energi til at blive skabende musiker i et miljø, der selvtilstrækkeligt ikke havde hensigter til at ændre dens klassebestemte og mandsdominerede gamekeeper-mentalitet.
Det, at jeg er bøsse, gjorde ikke tingene nemmere, eftersom de gamle vaner med at “bøsser ikke sælger” holdt fast i branchen. Samtidig var min genre for kedelig i nogens øjne til at gå videre i for eksempel KarriereKanonen. Ubevidst valgte jeg blandt andet min indie-genre, fordi populærmiljøet med pop- og rockmusikken havde den kultur, der blev afsløret i DR’s sexismedokumentar. Jeg havde ikke lyst til at blive en del af den med de præmisser, den havde. Samtidig havde jeg dog lysten til at få den finansielle bæredygtighed, som jeg mente, at en dygtig musiker, som for eksempel Kristian Leth, havde. Det kunne bare ikke lade sig gøre.
Min tid som aspirerende musiker og studerende har lært mig, at eksterne faktorer som køn, klasse og seksualitet spiller en stor rolle i ens muligheder for succes. Jeg ved, at vi ikke behøver at acceptere status quo. Ved at udfordre de strukturer, der begrænser os, kan vi arbejde for en mere inkluderende og retfærdig musikbranche.
Musikken har altid været en platform for forandring, og ved at fremme diversitet og inklusion kan vi skabe en branche, hvor talent og hårdt arbejde vejer tungere end baggrund eller identitet. Selvom min egen rejse har været præget af modgang, har den også givet mig styrke og indsigt til at forme min musikkarriere og mit liv på mine egne præmisser. Men det kunne ikke ske, hvis det ikke var fordi, at tiden begyndte at være med mig. Lad os blive ved, for der er lang vej igen.
LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Den strukturelle sexisme starter hos os
