Der er heldigvis en ganske enkel måde at komme den usympatiske tendens til live på
Ole Rosenstand Svidt er chefredaktør for GAFFA
Så skal vi til det igen. Debatten om den såkaldte dynamiske prissætning af koncertbilletter, som tidligere har været oppe at vende, også i GAFFA. Anledningen er de meget omtalte comebackkoncerter med Oasis, hvor efterspørgslen var massiv, da billetsalget til de første shows i 16 år med de genforenede, tidligere så indbyrdes fjendtlige Gallagher-brødre åbnede den 31. august. Jeg lå selv i digital kø i et halvt døgn, indtil der omsider var hul igennem, og hurra, der var lige en enkelt ledig billet – til 400 pund, cirka 3500 kroner. Hov, det var da vist ikke den pris, der stod på Ticketmasters hjemmeside, da billetsalget begyndte. Der startede priserne ved omkring 100 pund. Ud for den dyre billetpris stod der de bevingede ord ”Platinum ticket”, og så vidste jeg, hvad klokken var slået: Det var en billet, der var udbudt efter den såkaldte dynamiske prissætningsregel, der siger, at billetprisen kan stige, hvis efterspørgslen er stor, og det var den jo i den grad her. Jeg overvejede i et par sekunder, om jeg skulle slå til, men besluttede at melde pas, og få sekunder efter var billetten solgt til en anden. En Oasis-billet er altså ikke 3500 kroner værd i min verden, alle kvaliteter ufortalt.
Oasis fik solgt over en million billetter på et døgn, men i de efterfølgende dage er kritikken regnet ned over både band, koncertarrangøren Live Nation og billetsælgeren Ticketmaster, hvor sidstnævnte er ejet af Live Nation. Fans kalder dem pengegriske, og det er lige, hvad de er. Oasis har ganske vist været ude og sige, at de ikke kendte noget til den dynamiske prissætning, men det har formodentlig stået et eller andet sted i deres kontrakt med Live Nation. Hvis de havde lidt røv i bukserne, havde de tilbudt at opkøbe alle de overdyre billetter og solgt dem tilbage til køberne til almindelig pris. De skulle nok ende med nogle millioner i plus på kontoen alligevel.
Forsvarere for fænomenet indvender, at det jo er noget, vi også kender fra eksempelvis flybilletter og hotelværelser, og at det bare er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og ja, det er det da også, hvis man følger en logik, hvor penge er Gud. Nu handler musik dog også om følelser og identifikation, og Oasis er, som mange vil vide, et band, der kommer fra arbejderklassen. Hvor fedt bliver det at gå til deres koncerter, hvis det kun er den øvre middelklasse og opefter, der har råd til at gå til deres shows? ”You're the outcast – you're the underclass / But you don't care – because you're living fast,” som det lyder på ”Bring it on Down” fra deres debutalbum Definitely Maybe. Det er lidt svært at synge med på, hvis ens største bekymring er, hvilken bil man skal køre på arbejde i dagen efter.
Der er dog heldigvis en ganske enkel måde at komme den dynamiske prissætning til livs på: Lad være med at købe de dyre billetter. Bestem inden billetsalget går i gang, hvad der er din smertegrænse – for mig er den 1000 kroner – og hold så fast i den. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, hvis man gerne vil af sted, men jo mere run, der er på billetsalget, jo dyrere bliver billetterne næste gang, og til sidst bliver det at gå til koncert med et megaband en luksus på linje med at overnatte på D’Angleterre, og er det noget, vi har lyst til? Jeg har i hvert fald ikke.
Og hvis du så ender med ikke at få billet, hvad skal du så gøre? Ja, du kan for eksempel gå til en koncert på dit lokale spillested med et ukendt band, som måske bliver de næste Oasis. Eller måske bare er gode. Det kan gøres helt ned til for under hundrede kroner. Få selv inspiration i vores koncertguide.
