x

Hør upcoming talenter på Bremen Teater gratis

Hør upcoming talenter på Bremen Teater gratis

Lørdag den 17. oktober åbner Bremen Teater dørene op for arrangementet Nye Toner for tiende gang. Kira Skov, Per Jørgensen (sanger og trommeslager for Blue Van) samt Blaue Blume har alle valgt deres bud på en dansk upcoming artist, der får chancen for at optræde på aftenen.

Kira Skov har valgt at præsentere Bisse, som allerede har udgivet sit anmelderroste debutalbum "PMS". Med ham på vejen giver hun disse ord: "Jeg synes, at Bisse har et særpræget udtryk, som er helt hans eget. Både produktionen og den åbne fortællerform, i det her lidt punk/synthede univers, med Thorbjørn Raddichs vokal i centrum gjorde mig øjeblikkeligt nysgerrig. Han skriver gode tekster og har en fed stemme. Anarkistisk og nytænkende. Bisse fortjener noget opmærksomhed!"

Per Jørgensen præsenterer Johann, som er inspireret af 80'ernes og 90'ernes britpop. Han debuterede i 2014 med albummet "Ruffled Feathers". Singlen af samme navn er blevet spillet på blandt andre DR og tyske Radio Fritz. Om den unge spire siger Per Jørgensen: "Hang til guitar har han, men et godt pop-øre har han også, og det fornægter sig ikke. Albummet er et af den slags som jeg, i allerbedste forstand, kalder for et godt lille album."

Blaue Blume præsenterer den odenseanske gruppe Tårn (billedet), som spiller dansksproget guitarpop med referencer til både shoegaze og psychrock. Kvartetten spillede på denne sommer Roskilde Festival og arbejder nu på sit debutalbum. Blaue Blume siger om bandet: "Vi har valgt at præsentere Tårn, da vi syntes, at de skriver nogle fantastiske sange, som flere bør stifte bekendtskab med. Tilmed er de et super live band, som sikkert og energisk kan leve op til deres stærke sange på scenen".

Arrangementet er gratis, og kan hentes via Billetnet.
Læs mere om aftenen på Bremen Teaters hjemmeside.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA