Nyhed

Han bliver stor i 2016: Fraser A. Gorman vil turnere sit lille hjerte tyndt

Vi har talt med den australske sanger og sangskriver, der kan opleves til Vegas New Crush tirsdag den 20. oktober

Den 20. oktober åbner Vega dørene for ny koncertaften, Vegas New Crush. En aften tilegnet otte internationale navne, som ifølge Vega kommer til at præge radioerne, bloggere og koncertplakaterne i og uden for Danmark: Groves, Tenterhook, C Duncan, Beaty Heart, The Prettiots, JONES, Fraser A. Gorman og Is Tropical.

Vega har i samarbejde med koncertarrangøren Beatbox Entertainment skabt denne aften, hvor spirende navne får lov at vise sig frem. Vegas New Crush er en international pendant til Vegas Udvalgte, som tidligere har præsenteret navne som MØ, Sekuoia, Karl Williams og Rangleklods. Aftenen kommer derfor til at præsentere nye navne, som du bør holde øje med fremover.

Vegas booker Lene Vive Kristoffersen uddyber New Crush-konceptet:


"Vega har en høj stjerne i de internationale musikkredse, hvilket vi er utroligt stolte af. Over halvdelen af vores program er præget af udenlandske kunstnere. Lige så interessant det er for os som spillested at præsentere de nye acts fra udlandet, lige så betydningsfuldt er det for mange internationale kunstnere at ramme Vega på deres første tour. For at skabe mere opmærksomhed omkring de nye stjerner-på-vej har vi i samarbejde med Beatbox Entertainment skabt koncertrækken Vegas New Crush, hvor vi præsenterer en lille række, helt særligt udvalgte, nye og skarpe internationale kunstnere. Det giver dig som musikentusiast mulighed for at opleve dine nye ynglingskunstnere allerede første gang, de er på tour."

Køb billetter via GAFFA Live

Vi bringer i disse dage interviews med de otte bands og solister og fortsætter med den australske sanger og sangskriver Fraser A. Gorman:


Hvilken slags musikprojekt er Fraser A. Gorman?

Det er en række sange, der reflekterer mine dybeste tanker og følelser. Men det er nok simplere at definere som ordrig, groovy rock'n'roll.

Hvis du skulle vælge én sang, som giver et godt indtryk af din lyd, hvilken sang ville du så vælge, og hvad er historien bag sangen?


– Fra mit album "Slow Gum" ville jeg nok vælge sangen "Never Gonna Hold You Like I Do". Det er en ret afslappet sang, der tekstmæssigt fokuserer på en ung mand, der støder ind i sin eks-kæreste på et kebabsted en sen aften i Melbourne efter en afsluttet koncert. Jeg kan godt lide den, fordi den har en slags 50'er doo-wop-lyd. Sangen er udstyret med et kvindeligt kor, en lækker guitarsolo, som min ven Stu har stået for, og nogle interessante akkordændringer i midten. Pladen har en masse gode sange, men dén skiller sig ud for mig.  

Hvilket velkendt album eller kunstner har været en inspiration for din musik?


– "Nashville Skyline" af Bob Dylan.

Hvad er dine planer for 2015?

– Året er allerede næsten forbi, men jeg vil turnere mit lille hjerte tyndt indtil slutningen af året, mens jeg bliver færdig med at skrive mit album og forhåbentlig går i gang med at indspille det.


Planlægger du at se nogle af de andre kunstnere, der skal spille til Vegas New Crush sammen med dig?

– Jeg er helt bestemt opsat på at tjekke nogle af de andre kunstnere på listen ud.


ANNONCE