Nyhed

Ida Corr møder Fedde Le Grand

Hollænderen udsender snart et remix af "Let Me Think About It"

Da Camille Jones tidligere på året nåede op på en sjetteplads på den engelske singlehitliste med singlen "The Creeps", skete det i selskab med den hollandske remixer Fedde Le Grand.

Den hollandske dj og remixer har allerede arbejdet sammen med en stribe interessante navne og har også hittet seriøst med singlen "Put Your Hands Up 4 Detroit", der blandt andet gik nummer et i England.

Så forventningerne til samarbejdet mellem danske Ida Corr og den hollandske hitmaskine er ikke overraskende store, ikke mindst fordi det bliver Ministry Of Sound i England, der skal udsende remixet. Ganske interessant er samarbejdet med både Camille Jones og Ida Corr gået så godt, at de begge er blevet bedt om at skrive materiale til Fedde Le Grands kommende debutalbum.


Det nummer Fedde Le Grand har arbejdet på hedder "Let Me Think About It" og er hentet fra Ida Corrs andet album "Robosoul". Materiale fra det album og sikkert også noget fra debuten "Street Diva" kan for øvrigt opleves live i denne weekend til Spot Festival 2007 i Århus.

ANNONCE