x

Guide: Her er weekendens bedste fester

Guide: Her er weekendens bedste fester

GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!

 

Train i 20'erne

Befinder du dig i Aarhus, er det Train Natklub, der skyder festen i gang. Fredag inviterer den aarhusianske natklub og spillested indenfor til Burlesque-fest, hvor temaet helt sikkert vil være lige så gennemført som i en Woody Allen-film. Tøj i stil med 1920'ernes ekstravagance er et krav, men hvis champagnen skal nydes på bedste vis, er det jo også nødvendigt, at stilen er lagt.

Hvad: Burlesque // Train & Kupé

Hvor: Train Natklub, Toldbodgade 6, Aarhus C

Hvornår: 27. november fra kl. 23.59

Hvordan: Facebook-event

 

Whatever man…

For akkurat to år siden så Whatever dagens lys, hvor en fælles passion for ukommerciel musik blev omsat til et klubkoncept, med base i kælderen på den københavnske natklub og spillested Rust. Passionen for ukommerciel house-musik holder stadig, og på lørdag inviterer Whatever dig til to års fødselsdag i Rusts kælder, hvor de blandt andre har inviteret engelske Tom Bull og tyske WHTKD.

Hvad: Whatever Two Year Anniversary

Hvor: Rust Natklub, Guldbergsgade 8, Kbh. N

Hvornår: 27. november fra kl. 22.00

Hvordan: Facebook-event

 

Den fine øl rykker ind i Aarhus

På lørdag er en helt specielt dag. Ikke kun grundet det faktum, at det naturligvis er den vigtigste dag i ugen, men også fordi det københavnske succes-bryggeri Mikkeller rykker ind i nye jyske lokaler. Men for at gøre sig rigtig fortjent til den gode øl, skal man naturligvis bestille noget inden. Mikkeller Running Club starter derfor hårdt ud med en løbetur, som vil se sit mål i Mikkellers nye lokaler på Jægergårdsgade. Hvad der sker ske derefter, kræver ingen længere forklaring.

Hvad: Grand Opening – Mikkeller Bar Aarhus

Hvor: Mikkeller Bar Aarhus, Jægergårdsgade 61, Aarhus C

Hvornår: 28. november fra kl. 16.00

Hvordan: Facebook-event

 

Elektronisk julestue

På lørdag tager en række danske elektroniske musikere konceptet KUBE forbi spillestedet Radar i Aarhus. Men når koncerten på et tidspunkt når sin ende, er der ingen grund til at tage hjem, for selskabet tager bare videre på den lokale natklub Double Rainbow. Der er dømt elektronisk julestue, når Bjørn Svin, Rumpistol, Smerz og Mikkel Meyer tænder op for lydsystemet den sidste lørdag i november.

Hvad: Kube Efterfest

Hvor: Double Rainbow, Skovgaardsgade 3, Aarhus C

Hvornår. 28. november fra kl. 23.00

Hvordan: Facebook-event

 

Tung bas på Fabrikken

Den tunge bas vil flyde ind over de feststemte københavnere, når Bolsjefabrikken lørdag aften fejrer dubkulturen – i samarbejde med netop Dubkultur. Der er naturligvis inviteret en lang række musikalske gæster, blandt andre amerikanske Eshone og italienske Shiva, så der er ingen tvivl om, at festen nok bliver holdt i gang. Er du i øvrigt lidt af en early-bird, så mød op inden kl 23.00 – indtil da er der nemlig fri entré.

Hvad: Eshone & Shiva @ Bassweight #8

Hvor: Bolsjefabrikken, Ragnhildgade 1, Kbh. Ø

Hvornår: 28. november fra kl. 21.00

Hvordan: Facebook-event

 

Klub Golem holder fødselsdag med forsinket Halloween

Klub Golem i Odense fejrer ni års fødselsdag, og ligesom sidste år vælger man at fejre sen Halloween samtidig. Der bydes på dobbeltkoncert, så find Halloween-kostumerne frem og slæb vennerne med. Udklædning er dog ikke et krav.

Golem får besøg af ingen ringere end det franske kultband Kas Product, der musikalsk har forenet elementer af synth, coldwave og postpunk siden dengang i firserne. Duoen, der er blevet sammenlignet med både Suicide og Soft Cell og som fungerer som inspiration for en ny bølge af unge synth- og postpunk-bands i dag, er bedst kendt for hittet "Never Come Back", der har rundet en million views på YouTube.

Pr. tradition giver Ras Bolding også fødselsdagskoncert, og da det jo er Halloween, lover han at markere "The Rocky Horror Picture Shows" fyrre års jubilæum undervejs med et par fortolkninger – og netstrømper. Med sig medbringer han Columbia og Magenta aka Mie Jakobsen på synth og Therese Winther på gæstevokal og synth.

Og apropos traditionerne – der vil også bydes på gratis Golemkage!

Der forefindes naturligvis også en håndfuld dj's, nemlig Grayskull, Sue She, Fluesmæk, Totem og Ras Bolding. Man kan forvente genrer som goth, synth, industrial, ebm, new wave, punk, neofolk, electronica og lignende.

Hvad: Klub Golems 9 års fødselsdag

Hvor: Kulturmaskinen, Farvegården 7, 5000 Odense C

Hvornår: 28. november kl. 20-22

Facebook-event

 

Popisme i Kødbyen

Den 28. november slår POPism igen dørene op til endnu et brag, når tonerne af poppens bedste beats vil være i højsædet. POPism rykker denne gang ind på det københavnske spillested KB18, der vil lægge betongulv til arrangementet, hvor ingen ringere end Jurassica Parka vil agere aftenens dj.

Hvad: POPism

Hvor: KB18, Kødboderne 18, Kbh. V

Hvornår: 28. november – kl. 23.59-05.00

Hvordan: Facebook-event

 

Morgenfest!

Når POPism i KB18 slutter søndag morgen kl. 05.00, bør det i virkeligheden kun anses som et afsluttet kapitel. Festen fortsætter nemlig med danske Henri Matisse, der kommer og holder gang i festen med den dansable elektronik. Så hvis du ikke allerede er på dansegulvet, er der god grund til at kigge forbi og svinge fødderne – for hvad skal du ellers bruge søndagen til?

Hvad: Morgenfest @ KB18

Hvor: KB18, Kødboderne 18, Kbh. V

Hvornår: 29. november fra 05.00

Hvordan: Facebook-event

 

Ibiza Sonica September 2015 by Henri Matisse on Mixcloud

 

 

Holder du den vildeste fest? Send info til [email protected]


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA