Nyhed

Nordic Noise Festival vender tilbage – i større rammer

Rockfestivalen med blandt andre Mustasch har vokseværk

Den københavnske indendørs rockfestival Nordic Noise vender tilbage 13. og 14. maj, som tidligere år i pinsen, og rykker nu til et større sted. Hidtil har festivalen fundet sted i Pumpehuset, men næste år, festivalens fjerde år, bliver det Remisen ved Trianglen på Østerbro, der danner rammerne. Hovednavnene er svenske Mustasch (billedet) og danske Mike Tramp, og festivalen byder desuden på udenlandske navne som The Treatment (UK), Kickin Valentina (US) og Now Or Never (FR/DK) samt en række spirende bands fra den danske rockscene.

Michael H. Andersen, talsmand for arrangøren Nordic Noise udtaler:

"Jeg er stolt af det program, vi har booket i år. Mustasch har altid været et sikkert hit live, og det er efterhånden et par år siden, de har gæstet Danmark, så det er lidt af scoop at få et eksklusivt show med dem. Det bliver en fornøjelse at se dem lukke festivalen af lørdag aften. At Mike Tramp har takket ja til at headline fredagen med et helt specielt show sammen med Lucer som backingband, får bare tingene til at gå op i en højere enhed, og med resten af programmet oveni mener jeg ikke, man kan bede om meget mere som rockfan i Danmark". 
 
Andersen fortsætter:
"Remisen på Østerbro er et ubeskrevet kapitel i rockkoncert-sammenhæng. Det laver vi om på nu. Stedet har de perfekte rammer til en klassisk indendørs rockfestival. Vi lover, der både bliver fantastiske musikalske oplevelser samt et stort udvalg af alt det, rockpublikummet elsker, altså masser af god øl, spiritus, mad og en masse spændende merchanise-stande med blandt andet tøj, mikrobryg-øl, musikudstyr og tonsvis af plader."

Nordic Noise haft tidligere haft bands som Siamese, Black Book Lodge og Shotgun Revolution på programmet. En af Nordic Noises vigtigste mediepartnere er myROCK Radio, der ligeledes fokuserer meget på den danske rock. Steen Skovgaard fra myROCK udtaler:

"Programmet for Nordic Noise 2016 er lige i øjet. Det er fantastisk, at der er plads til en rendyrket rockfestival i lille Danmark – som samtidig giver plads til de nye, danske navne, der ellers ikke får lov at shine på mere kommercielle festivaler. Personligt glæder jeg mig til at se Sea, Kickin Valentina, Mustasch og mine danske darlings, St. Prostitute."
 
Lineuppen for Nordic Noise 2016 ser indtil videre således ud:
 
Fredag:
Mike Tramp (feat. Lucer)
Kickin Valentina (US)
Childrenn (DK)
Sea (DK)
Freddy And The Phantoms (DK)

 
Lørdag:
Mustasch (S)
The Treatment (UK)
Now Or Never (DK/FR)
St. Prostitute (DK)
Powerplay (DK)
Dear Delusion (DK)
 

Flere bands vil løbende blive annonceret.

Billetprisen er 300 kroner pr. dag og 500 kr. for partout-billetter. Early Bird-partoutbilletter koster 400 kroner og er tilgængelige frem til 23. december gennem Billetto.
 
Yderligere information om Nordic Noise Festival 2016 samt de optrædende artister findes på www.nordicnoise.dk

Varm op med Mustaschs seneste musikvideo, "Yara's Song":

ANNONCE