Nyhed

Lukas Graham afslører supportnavne

Hele tre danske kunstnere er tilføjet plakaten til næste års to stort anlagte heldagsarrangementer i henholdsvis København og Aalborg

Det bliver kun muligt at fange Lukas Graham fire gange på danske breddegrader i sommeren 2016. Det sker i juni måned med optrædener på NorthSide og Tinderbox, og så er der naturligvis de to store anlagte heldagsarrangementer i henholdsvis København og Aalborg. Til de sidstnævnte er der netop blev annonceret hele tre supportnavne.

Det drejer sig om: Scarlet Pleasure, Gilli og S!vas (billedet).

Scarlet Pleasure er nomineret til GAFFA Prisen   kategorien Årets Danske Hit for "Heat". Den stammer fra deres debut-EP, "Mirage", der fik fire stjerner af GAFFAs musikanmelder Malena Salvado. Gilli modtog tidligere i november brancheforeningen DPAs "vækstlagspris" med begrundelsen: "DPA har valgt at overrække vækstlagsprisen til denne kunstner på grund af det sprogtalent, der som tekstforfatter bliver udfoldet." S!vas væltede i marts Train i Aarhus, hvor GAFFAs Mads Jensen kvitterede med fem stjerner under overskriften: "S!vas og Ukendt Kunstner rammer næsten en milliard."


Lukas Graham gav koncert i Ceres Arena, Aarhus, i november og høstede her fem stjerner fra GAFFAs musikanmelder Ole Svidt Rosendal under overskriften: "Veltrænet verdensklasse." Han skrev blandt andet: " Det er dog endnu lettere at lægge sig fladt ned i beundring, for nok har især Lukas Forchhammer fået et usædvanligt talent i vuggegave, men gruppen har arbejdet og arbejder stadig hårdt for succesen, som man kun han forvente bliver endnu større i de kommende år, også i udlandet. Lukas Graham er ganske enkelt i verdensklasse."

Ved dette års Danish Music Awards, som blev vist live på TV2, vandt Lukas Graham iøvrigt 3 statuetter for henholdsvis "Årets Danske Udgivelse", "Årets Danske Popudgivelse" og "Årets Publikumspris". I aften har bandet chancen for at få flere priser med hjem, når de er nomineret til 4 priser ved dette års GAFFA pris-uddeling. 

Billetsalg er i fuld gang, og billetter kan skaffes via GAFFA Live


ANNONCE