Nyhed

Danmarks Rockmama fylder 60 år

I dag er det Sanne Salomonsens fødselsdag, og det fejrer GAFFA med et kort portræt af den populære sangerinde

Danmarks rockmama nummer et debuterede allerede som 17-årig med sin første soloplade i eget navn i 1973. Forinden havde hun turneret i Skandinavien i opsætningen af rockmusicalen "Hair". Hun har tidligere fortalt til Berlingske: "Jeg er lidt af en fri sjæl, der altid søger noget nyt. Da jeg fik hovedrollen i musicalen Hair som 15-årig, var der en stemme, der sagde til mig: Du bliver nødt til at prøve dig selv af noget mere, vide noget mere."

Hvor debutalbummet bød på rock-jazz, prøvede Salomonsen stort set alle genre af op igennem 70'erne. Hun hittede med C.V. Jørgensen og Kasper Winding, da hun sang omkvædet på deres "Lidt Til Og Meget Mere" i 1979. 

Samme år blev popgruppen Sneakers også dannet, og det satte skub i Salomonsens karriere. Hun var på det tidspunkt også en del af Anne Linnet Band, hvor hun sang med både Linnet og Lis Sørensen. Hun var blandt andet stemmen bag en af gruppens største hits, "Det er ikke det du siger".

Hun fik tilnavnet "Lille Sanne Superstar", og mandebladet Rapport ønskede i flere år at få hende til at medvirke i bladets kulørte sider. Salomonsen selv var dog ikke interesseret og har senere sagt, at hun glædede sig til at blive 30 år, så omverdenen ville anerkende hendes musikalske talent og ikke blot opfatte hende som et sexsymbol. Rapport var frække og bragte senere paparazzi-fotos af en topløs Salomonsen på stranden i Gilleje. Hun sagsøgte og vandt sagen.   


Da Sneakers gik i opløsning af midten af 80'erne, påbegyndte Salomonsen en succesfuld solokarriere, der i den grad har gjort hende til hele Danmarks Rockmama. I 2006 satte en blodprop i hjernen en midlertidig stopper for den musikalske karriere, men efter et langt forløb kæmpede hun sig tilbage til musikken. Du kan læse GAFFAs interview med Sanne Salomonsen og hendes comeback her.

I 2014 besøgte Salomonsen sit bagkatalog på albummet "Hjem". GAFFAs musikanmelder Jan Opstrup Poulsen skrev: "På Hjem hører vi en stemme, der knejser sig flot, og hvor alderens rust er klædelig." Du kan læse hans anmeldelse her. 

Vi ønsker Sanne Salomonsen, Danmarks Rockmama, tillykke med fødselsdagen.

ANNONCE