Nyhed

The Edge fortæller om U2's næste album – der kommer i år

Songs of Experience forventes at udkomme i løbet af 2016

I et interview med det engelske musikblad Q Magazine fortæller U2's guitarist The Edge lidt om gruppens kommende 14. studiealbum, der får titlen "Songs of Experience" og forventes at udkomme i løbet af 2016.

The Edge sammenligner albummet med 1993-albummet "Zooropa" og siger, at bandets mangeårige producer Brian Eno (som dog ikke arbejdede på gruppens seneste album, "Songs of Innocence" fra 2014) gerne ville have, at gruppen indspillede plader i ånden fra "Zooropa". Et album, der tog mindre end et halvt år at skrive og indspille, hvorimod bandet arbejdede on-off på "Songs of Innocence" i fem år.

"Han ville elske at se os at lave plader mere i den stil. Hvor vi har den indstilling, at 'Ved I hvad? Lad os ikke evaluere det her alt for meget, men bare spille løs.' Jeg tror, der er en kvalitet, som du får, når der er et vist momentum i processen," siger han til Q Magazine, citeret af NME.


The Edge fortæller videre, at noget af albummet er indspillet undervejs på gruppens 2015-turné.

Sanger Bono har tidligere fortalt CNN, at han skrev sangen "Streets of Surrender" påvirket af terrorangrebene i Paris 13. november 2015. Gruppen skulle have givet to koncerter i byen de to følgende dage, men koncerterne blev grundet det forhøjede terrorberedskab udskudt tre uger, hvor de blev gennemført med gæsteoptrædener fra den første dag Patti Smith og den anden dag Eagles of Death Metal, der stod på scenen under terrorangrebet på spillestedet Le Bataclan i Paris.

De to koncerter i Paris var samtidig afslutningen på U2's 2015 "Innocence + Experience Tour". Gruppen har pt. ikke annonceret koncerter i 2016.


"Songs of Innocence and of Experience" er i øvrigt titlen på en digtsamling fra 1789 af den engelske digter og maler William Blake – ham, der har givet navn til den danske gruppe The William Blakes.

 

ANNONCE