x

Raggapak gentager succesen fra sidste år

Raggapak gentager succesen fra sidste år

Sidste år blev der afviklet den første rigtige reggaefestival i Danmark, siden Ålborg Reggae Festival i 1989 måtte dreje nøglen om på grund af økonomiske vanskeligheder. Raggapak Sommerfestival anno 2006 havde en fantastisk ramme, idet festivalen blev holdt ude på landet på et indtil kort før festivalen ”hemmeligt” sted mellem Them og Silkeborg i et idyllisk område, der til lejligheden var lavet om til et reggaeparadis med små boder, bålpladser og egen sand strand midt inde i et skovområde!

Arrangøren Nick Sangil Mikkelsen lover, at festivalen i år vil blive mindst ligeså spændende, og selvom stedet stadig hemmeligholdes, så er der nu løftet noget af sløret over de navne, der vil optræde på festivalen i år.

Festivalen byder i år som noget nyt på to scener, hvor der både vil blive spillet live musik og ”sound system battles”. Blandt navnene i år finder man internationale artister som den jamaicanske veteran Alton Ellis, Kenny Knots og Errol Gideon Zinger – begge fra England – sydafrikanske Zoro, nigerianske African Simba og de svenske reggaebands Svenska Akademien og Kaptajn Rød. Den hjemlige reggaescene er indtil videre repræsenteret ved navne som Simba Ngoma, Mr. Chin, Jah Bobby, The Scandals, Emo og Riddim Force, der altid er garant for seje rytmer og solid backing.

På sound system-siden står tyske Massaya Sound klar til at udfordre italienske Graminga med gæsteoptræden af svenske Million Styles samt danske RubADub Crew, der til lejligheden har indkaldt yderst kompetent forstærkning fra England i form af den populære D.J. YT og Bongo Chili.

Cremen af den danske sound system-kultur er repræsenteret ved navne som Roots Man HiFi, Universal, Hydepark, People’s Choice, Fire House, Denali Sound, Unity HiFi og fynske Booyaka, der sidste henrykkede publikum med et hæsblæsende sæt.

For børnene er der i år reggae og sjov på programmet med d’herrer Tormod & Trolle, der blandt andet har arbejdet sammen med D.J. Chapper, der blandt andet er kendt som tv-vært i børneprogrammet Fandango på DR1.

Ifølge Nick Sangil er programmet endnu ikke endeligt, så der er meget, der tyder på, at der kommer endnu et par store internationale navne med på programmet.

Billetter til festivalen er nu tilgængelige via Billetnet.

Læs mere om festivalen på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA