x

Lukas Graham topper amerikansk radio-hitliste

Lukas Graham topper amerikansk radio-hitliste

Det skal tilsyneladende aldrig lykkes Lukas Graham at toppe den officielle amerikanske singlehitliste Hot 100 med megahittet "7 Years", der i flere uger har ligget nummer 2, men i denne uge er faldet til en tredjeplads.

Til gengæld kan Lukas Graham glæde sig over, at de i denne uge topper den amerikanske radiohitliste med samme sang, der dermed har været den mest spillede på amerikansk radio i den forgangne uge. Sangen er ifølge Billboard blevet hørt i amerikansk radio af i alt 136 millioner personer i sidste uge og slår dermed Justin Biebers "Love Yourself" af pinden.

Billboard Hot 100 toppes i denne uge igen af Desiigners debutsingle "Panda" foran Drakes "One Dance", der bytter plads med Lukas Graham.

Oven på sin tragiske død 21. april er Prince vendt tilbage i top 10 på Billboard Hot 100 med to hits fra firserne, "Purple Rain" fra 1984 på en fjerdeplads og "When Doves Cry", ligeledes fra 1984-albummet "Purple Rain", der går ind på en ottendeplads. Det er første gang i 22 år, at Prince ligger i top 10 på Billboard Hot 100 – sidste gang var i 1994 med "The Most Beautiful Girl in the World."


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA