Nyhed

Nyt coveralbum fra Cat Power

Sangerinden Cat Power barsler med endnu en plade spækket med coverversioner

Tilbage i 2000 udsendte den amerikanske sangerinde Cat Power albummet ”The Covers Record”, hvorpå hun fortolkede sange af bands som The Rolling Stones og Velvet Underground. Nu meddeler Cat Power så, at endnu et coveralbum er i støbeskeen.

På sin MySpace-side skriver hun således, at hun har indspillet 24 coverversioner, der nu skal mikses i selskab med Stuart Sikes. Titlen bliver tilsyneladende den noget uopfindsomme ”The Covers Record 2”, og Cat Power joker med, at hun de mange optagelser in mente måske skulle overveje en ”The Covers Record 2 Vol. 2”.

”The Covers Record 2”, som bliver opfølgeren til sidste års ”The Greatest”, forventes at udkomme i januar, men Cat Power mere eller mindre lover, at hun tager med sit nye band på turné inden da.


ANNONCE