x

Sugarhill Gang kommer til Danmark

Sugarhill Gang kommer til Danmark

Pumpehuset agerer dansk scene for en hiphop fest af dimensioner, når Sugarhill Gang lægger vej forbi Danmark med deres reunion tour. I 1979 opnåede den amerikanske gruppe superstjernestatus, da deres mega-hit "Rapper's Delight" gik hen og blev den første rapsingle nogensinde til at optræde på Billboards hitliste. Siden hen har deres selvbetitlede debutalbum opnået kultstatus, og sukkerbanden bliver ofte hyldet som dem, der introducerede hiphop for et bredt publikum verden over.

Koncerten i Pumpehuset bliver akkompagneret af et support show fra Danmarks helt egen old school-tilbedende rapper Marvelous Mosell. Om valget af Mosell siger Pumpehuset følgende: "Lige siden vi begyndte at arbejde på at få Sugar Hill Gangs reunion tour til Danmark, har det været ambitionen at helstøbe denne legendariske hiphop-aften med et supportshow fra Marvelous Mosell. Som en af de eneste rappere i Danmark forstår han konsekvent at holde fast i firsernes og starthalvfemsernes tidsånd, hvor hiphop handlede om storytelling, originalitet og kreativitet. Ud over Marvelous Mosells unikke, skøre fantasi og opfindsomhed i historierne er han blevet benådet med en medrivende danseteknik, som med garanti både vil varme dine stylter op til et Sugar Hill-show og gøre dig festglad i låget."

Sugarhill Gang har i en årrække holdt pause fra scenerne og har i mellemtiden desværre mistet Henry "Big Hank Bank" Jackson – et af de originale medlemmer i gruppen – til kræft. De resterende originale medlemmer Wonder Mike og Master Gee samt Hen Dogg (der erstatter Big Hank) er dog parate bag mikrofonerne og klar til at give danske old school hip-hop-fans en oplevelse, de formodentlig sent vil glemme.

Billetter til koncerten kan købes nu via Billetto.

Hør eller genhør et af gruppens klassiske hits nedenfor.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA