Nyhed

Sydende Seoul: GAFFA på Zandari Festival, Sydkorea, Seoul

GAFFAs udsendte er imponeret over niveauet på den store sydkoreanske indiefestival

Sydkorea har i de sidste 30 år gennemgået en enorm transformation fra at være et forholdsvis fattigt og tilbagestående land til at være et af de rigeste og mest udviklede lande i verden. Det økonomiske mirakel er især båret frem af firmaer som Samsung, LG og Hynduai-Kia, der eksporterer vidt og bredt til hele verden og et uddannelsessystem, der producerer nogle af verdens bedste og mest innovative ingeniører, it- og videnskabsfolk. Også kulturelt er Sydkorea med på vognen. Inden for mode og musik er landet førende i Asien og har især stor succes med den ultrapopulære K-pop-genre, som med sine sukkersøde og catchy popsange, leveret af nogle meget unge boy/girl-grupper, er blevet et verdensomspændende fænomen. Genren er i dag en af Sydkoreas største eksportsucceser og er især eksploderet, siden Psys single "Gangnam Style" lagde hele verden ned og blev den mest afspillede video nogensinde på YouTube. Det er den i øvrigt stadig med over 2,6 milliarder visninger – and still counting. 

Rent musikalsk kan landet dog også levere andet end K-pop. Faktisk er der en yderst vital og sprudlende indiemusikscene, som genremæssigt og kvalitetsmæssigt er på højde med USAs og Europas. Det kan man blandt andet forvisse sig om på den årlige indiefestival, Zandari Festa, som netop er lavet som en slags modpol til den meget præfabrikerede K-pop. 

Festivalen er ligesom Spot Festival i Aarhus en såkaldt showcase-festival, som især har fokus på nye upcoming talenter og morgendagens stjerner indenfor indiegenren. Den tre dage lange festival bliver afviklet i det ultrahippe studenterkvarter og festmekka Hongdae, der er Seouls svar på Williamsburg i New York eller Vesterbro i København. Programmet byder på 163 forskellige artister og bands, som spiller på 11 forskellige klubber, spillesteder og venues, der ligger tætpakket ved siden af hinanden i området. Langt hovedparten af de optrædende navne er koreanske acts, som er stort set ukendte på de hjemlige breddegrader. Men der også plads til en del udenlandske bands fra det meste af verden i det omfattende program.


Hovedformålet med festivalen er at promovere koreansk indiemusik både internt i Korea og over for udlandet. Derfor har man også inviteret en lang række prominente internationale branchefolk, som så forhåbentlig efterfølgende får lyst til at booke eller udgive nogle de koreanske bands, som de har fået oplevet live. Det har tidligere båret frugt, og flere koreanske bands har i de sidste par år været på turné og fået udgivet deres musik i udlandet, efter at sød musik er opstået på Zandari. 

Byen der aldrig sover
Det er tredje gang, at GAFFAs udsendte er taget herover for at opdage koreansk musik og suge til sig at Seouls hektiske energi, som er noget helt særligt. Eventyret starter med fire festivalfri dage i den topmoderne, pulserende og helt igennem fantastiske sydkoreanske hovedstad. Selvom byen med alle forstæder tæller svimlende 25 millioner indbyggere, er der fuldstændig styr på sagerne med en effektiv metro, rene gader, grønne parker, lækker street-food og en tilbagelænet og chillet atmosfære, som man ellers ikke finder i andre asiatiske metropoler. Især er området Hongdae enhver storby-hipsters våde drøm fyldt med cool kids i nyeste koreanske mode, hvilket for drengene indebærer smalle skjorter og langt pandehår og for pigerne ultrakorte shorts. Der bliver spillet guitar på gaderne, musikken driver dovent ud fra de utallige små barer og restauranter, og om aftenen sidder folk rundt på pladserne og drikker øl og varmer op til nattelivet, mens der er gang i koreanske barbeques overalt. Det hele minder mere om New York, Berlin eller London end ens forestilling om Asien, og her kan man virkelig tale om en by, som aldrig sover, da det uendelige natteliv kører nonstop 24/7.

Det er perfekt efterårsvejr med 27 grader og høj sol, og efter både at have besøgt det monumentale krigsmuseum War Memorial of Korea, gået en tur langs den nyåbnede å Cheonggyechon, som slanger sig seks kilometer gennem byen seks meter under gadeniveau, besøgt en koreansk sauna, drukket soju, sunget karaoke og meget andet godt starter de musikalske løjer fredag eftermiddag med en åbningsreception, hvor fire forskellige bands fra Frankrig, Polen, Korea og Englang spiller nogle korte showcases. Der bliver minglet og netværket til den store guldmedalje og stemningen er høj. 


Det danske surfrock-indieband The New Investors er som det eneste danske band inviteret til at komme og spille på festivalen. Det fem mand store band har taget den lange tur til Korea dels for at spille på Zandari og dels for at netværke med de mange udenlandske branchefolk, som man kan møde ganske uformelt hver dag. For at varme op til festivalkoncerten spiller de fredag aften et opvarmningsshow på en af Seouls fedeste rockbarer, Strange Fruit, der ligger i et lille kælderlokale, og hvor gæsterne selv kan dj'e. Stedet er fyldt med lokale koreanere og festivalgængere, som tager godt imod de melodiske, drømmende og melankolske surfsange, der bliver leveret stilsikkert og potent med masser af gnistrende guitar, drømmende synths og stålsatte trommer. Bandet udgav i marts debutalbummet ”Last One Is A Dreamer”, der indeholder nogle af årets bedste danske sange i form af singlerne ”No One Cares” og ”Enemies Who Once Were Lovers”, der trods jetlag bliver rullet rigtig flot ud foran et begejstret publikum. Læs i øvrigt gruppens turnédagbog fra deres tur til Sydkorea her.

Bizarre spion delfiner, skotsk fest inferno og solbeskinnet indiepop
For at ryste tømmermændene af sig starter lørdagen med en tur i den lokale koreanske sauna, hvor man splitterravende hopper i forskellige varme hot tubs og får gårsdagens alkohol fordampet. Senere er det tid til en velvoksen koreansk bbq tilsat godt med soju, der er koreansk brændevin, og som bliver drukket konstant af alle herovre. Første musikstop er på festivalens fedeste venue Club Freebird, der ligger dybt nede i en kælder i et stort ovalt rødt lokale, der minder om en underjordisk hule. Her spiller den totalt aparte koreanske trio Tirikilatops. Bandet er iklædt røde grønsagskostumer, selvlysende halloween-masker og store smileys, mens pigen i front synger om alt fra sneglefester til spiondelfiner, UFOer og andre umulige emner tilsat forvrængede elektroniske beats og en nasal lillepigestemme. Det er bestemt mere bizart og underholdende end godt, og jeg kan kun anbefale, at man selv googler bandet og lytter med.

Derefter går turen over til Muv Hall, hvor festivalens bedste partyband er klar på scenen. De kommer fra Skotland og hedder Colonel Mustard & The Dijon 5. Bandet tæller hele 13 mænd/kvinder på scenen plus en overgearet danser i sølvkostume. Forsangeren har en discokugle som hat, og ellers har alle gule sennepskostumer. Musikalsk er stilen en ukontrolleret blanding af soul, disco og dance med referencer til alt fra Happy Mondays til James Brown, Primal Scream, George Clinton, Frank Zappa og andet godt. Det kæmpe band formår på ingen tid at få hele salen omdannet til et sydende fest inferno, hvor publikum og band er lige gode om at skabe koncerten, være på scenen og lave kække danse moves. Der er en uhørt fællesskabsfølelse i salen, og det er et af bedste festorkestre, som jeg nogensinde har set. Ganske forrygende!


Nu skal der koreanske boller på suppen, og det kommer der med et af de bedste lokale indiebands: Goonam. Trioen er et kendt navn herovre og har turneret i både USA og England. Musikken er en meget original og melodisk form for solbeskinnet og længselsfuld indiepop fuldt med soniske guitarflader og elementer af reggae, jazz, chillwave og ska. Spilleglæden lyser ud af de tre bandmedlemmer, som virkelig elsker deres job, og man keder sig ikke et sekund i bandets selskab, som er fremragende live. Seancen ender med, at forsangeren stagediver ud i det ellevilde publikum, som kvitterer med kædedans og jubelhvin. 

Spontan live-karaoke
Koreanerne elsker at feste og drikke igennem, og her klokken 22 er der ved at være godt gang i den overalt. Hele Hongdae-området er nu et inferno af unge hipsters, som vælter rundt mellem hinanden, mens de spiser på alle restauranterne, drikker øl og shopper på livet løs. Selv ender jeg nu sammen med drengene fra The New Investors på en lokal whiskeybar, hvor den ellers ret pæne beværtning hurtigt bliver omdannet til en live-karaokebar, da bandet opdager, at der både er piano, guitar og trommer stillet op. Bandet begynder at spille både deres egne sange og Kim Larsen-numre, og pludselig er det hele omdannet til en kæmpe fest, hvor de koreanske gæster også begynder at spille og synge, og der bliver skiftet mellem danske og koreanske sange til alles vilde begstring. Lidt over tre om natten kulminerer det hele med vanvittig fællesskrål til “Hey Jude”, hvor alle står på stolene og bordene, og baren ser sig nødsaget til at lukke ned for festivitasen. Festen fortsætter dog videre ud i natten, og den bliver over seks om morgenen, inden denne hårdt prøvede festivalgænger vælter hjem i seng.

Koreansk powerduo og tyggegummipunk


Søndag siler en uendelig regn ned hele dagen, og det er noget svært at komme i festivalgear igen efter nogle fuldstændig vilde festdage. Men op på hesten skal man, og det lykkes også efter endnu en stor bbq. Herefter er det tid til søndagens første overvældende opdagelse. Den står de to unge fyre fra Dead Buttons for. Line-uppet er helt simpelt med trommer og guitar og vokaler a la The Black Keys og The White Stripes. Og det holder i den grad! Det er hurtig, catchy, energisk, fandenivoldsk og tongue-in-cheek lige ud ad landevejen garagerock, rockabilly og countryblues i en forrygende blanding. Trommerne bliver tæsket igennem, og guitaren bliver fræset hårdt, mens de to bandmedlemmer skifter vokaler og leverer nogle fuldfede sange fyldt med gode melodier og rå, rockende riffs, der sidder lige i skabet. De har drenge kan virkelig noget og ville passe perfekt på for eksempel Roskilde Festival. Absolut et band, som er værd at tjekke ud for enhver rockfan.

Herefter over til den koreanske trio Look and Listen med to meget unge piger i front, der spiller en cool og catchy form for tyggegummipunk med både Ramones og Blondie som klare forbilleder. Det er smaskcharmerende og nogle rigtig gode sange, og man kommer automatisk i godt humør efter en halv time i selskab med dem. 

Garagerock fra Madagascar


De næste par timer går med at drikke drinks og mingle med de andre udenlandske musikbranchefolk. Men så kommer festivalens vel nok største overraskelse: The Dizzy Brains. Bandet er en garagerockkvartet og kommer fra et så eksotisk sted som Madagascar. Selv har jeg aldrig hørt nogle bands fra den afrikanske ø før, og de er overrumplende gode. Musikken er en blanding af The Sonics, Iggy & The Stooges og andre tidlige garage- og punkbands. Energiniveauet er helt oppe i det eksplodrende niveau, og det skyldes i den grad forsangeren, der i bar mave og meget lavtaljede bukser vrider sig rundt på scenen og vrænger sin sjæl ud, mens hans moves er både som Prince, Mick Jagger, James Brown og andre af de helt store sceneperformere. Resultatet er, at publikum går fuldstændig amok! Det er en gigantisk mosh-pit på hele gulvet, og der er kædedans og stagediving og skrig, skrål, hop og gang i den, så man ender med bare at stå og grine og kigge på publikum i stedet for at se på bandet. Det koreanske publikum er virkelig noget særligt, og det er næsten værd at tage hertil bare for at opleve den begejstring, som de har for musikken. Fantastisk band og forrygende publikum.

Sevom det er sent søndag aften, fortsætter festen herefter til ud på de små timer og en fed afslutning på tre virkelig spændende og opdagelsesrige festivaldage i Seoul. Sydkorea er så meget mere end K-pop og Psy, og deres rock og indie scene er virkelig værd at gå på opdagelse i. Desuden er Seoul en af verdens klart mest cool byer at besøge, hvor man er garanteret god stemning, søde folk, lækker mad og en festkultur, som stikker Europas. Hvis man skulle have lyst til at gå mere på opdagelse i koreansk indiemusik og rock, så tjek det her fyldestgørende og engelsksprogede site http://www.doindie.co.kr/en/ og se alle navne på festivalen her: http://www.zfesta.com/en/

ANNONCE