Reportage: GAFFA på sydkoreansk indie-festival

Sydkorea er i internationale musikalske sammenhænge næsten udelukkende kendt for den ultrapopulære K-pop-genre, som med sine sukkersøde og catchy popsange, leveret af nogle meget unge boy/girl-grupper, er blevet et verdensomspændende fænomen. Genren er i dag en af Sydkoreas største eksportsucceser og er især eksploderet, siden Psys single "Gangnam Style" forrige år lagde hele verden ned og blev den mest afspillede video nogensinde på YouTube.

Som en slags modpol til den meget præfabrikerede K-pop har Sydkorea og især hovedstaden Seoul dog også en vital og sprudlende indiemusikscene, som genremæssigt og kvalitetsmæssigt er helt på højde med USAs og Europas. Det kan man blandt andet forvisse sig om på den årlige indiefestival, Zandari Festa, som foregår midt i den sydkoreanske hovedstad Seoul i denne weekend.

Festivalen er ligesom Spot Festival i Aarhus en såkaldt showcase-festival, som især har fokus på nye upcoming talenter og morgendagens stjerner inden for indiegenren. Den tre dage lange festival bliver afviklet i det ultrahippe studenterkvarter og festmekka Hongdae, der er Seouls svar på Williamsburg i New York, Shoreditch i London eller Vesterbro i København.

Programmet byder på mere end 300 forskellige artister, bands og dj's, som spiller på 20 klubber, spillesteder og venues, der ligger tætpakket ved siden af hinanden i området. Langt hovedparten af de optrædende er lokale koreanske acts, som er stort set totalt ukendte på de hjemlige breddegrader. Herovre er flere af navnene dog store stjerner som for eksempel den prisvindende elektroniske trio Idiotape og indie-heltene Goonam, som blandt andet har været på turné i England. Eller punk-legenderne Crying Nut.

Hipster hovedstaden Seoul

GAFFA er blevet inviteret herover for at tjekke den koreanske indiescene ud, og eventyret starter med to festivalfri dage i den topmoderne, pulserende og helt igennem fantastiske sydkoreanske hovedstad Seoul. Selvom byen med alle forstæder tæller svimlende 22 millioner indbyggere er der fuldstændig styr på sagerne med en effektiv og turistvenlig metro, rene gader, grønne parker, lækker street-food og en tilbagelænet og chillet atmosfære, som man ellers ikke finder i andre asiatiske metropoler. Især er området Hongdae enhver storby-hipsters våde drøm fyldt med cool kids i nyeste koreanske mode, hvilket for drengene indebærer smalle skjorter og langt pandehår og for pigerne ultrakorte shorts. Der bliver spillet guitar på gaderne, musikken driver dovent ud fra de utallige små barer og restauranter, og om aftenen sidder folk rundt på pladserne og drikker øl og varmer op til nattelivet, mens der er gang i koreanske barbeques overalt. Det hele minder mere om New York, Berlin eller London end ens forestilling om Asien, og her kan man virkelig tale om en by som aldrig sover, da det uendelige natteliv kører nonstop 24/7.

Det er perfekt efterårsvejr med 25 grader og høj sol og efter både at have besøgt det monumentale krigsmuseum War Memorial of Korea, gået en tur langs den nyåbnede å Cheonggyechon, som slanger sig seks kilometer gennem byen seks meter under gadeniveau og været en tur oppe ved den demilitariserede zone på grænsen til Nordkorea, starter de musikalske løjer fredag eftermiddag med en række korte showcase koncerter på spillestederne Sangsangmadang og Muv Hall.

Her bliver man først blæst bagover af electro-rock trioen Ludistello, som er en heftig blanding af industrial, synths, trommer, guitar og en forsanger, der lyder ganske meget som Neil Tennant fra Pet Shop Boys. I Korea er der ingen begrænsninger på lydniveauet, og der er derfor skruet HELT op for alt, og man bliver banket bagover. Først er det lidt overvældende, men efter lidt tid er det faktisk rigtig fedt at mærke musikkens kraft for fuld udblæsning.

The Black Keys på koreansk

Herefter er det tid til festivalens første overvældende opdagelse. Den står de to unge fyre fra Dead Buttons for. Line-uppet er helt simpelt med trommer og guitar og vokaler a la The Black Keys og The White Stripes. Og det holder i den grad! Det er hurtig, catchy, energisk, fandenivoldsk og tongue-in-cheek lige ud ad landevejen garagerock, rockabilly og countryblues i en forrygende blanding. Trommerne bliver tæsket igennem og guitaren bliver fræset hårdt, mens de to bandmedlemmer skifter vokaler og leverer nogle fuldfede sange fyldt med gode melodier og rå, rockende riffs, der sidder lige i skabet. De har drenge kan virkelig noget og ville passe perfekt på for eksempel Roskilde Festival. Absolut et band som er værd at tjekke ud for enhver rockfan.

Festen fortsætter med metaltrioen HarryBigButton, der spiller potent old-school rock'n'roll med dyb growl og tung bas. Publikum elsker det og kaster håndtegn mod scenen, mens lydniveauet får ørene til at bløde. Bandet slutter af med hittet "Coffee, Cigarettes and Alchohol", og så er stemningen ligesom lagt.

Koreanerne elsker at feste og drikke igennem, og klokken 21 er der ved at være godt gang i den overalt. Hele Hongdae området er nu et inferno af unge hipsters, som vælter rundt mellem hinanden, mens de spiser barbeque på alle restauranterne, drikker øl og shopper på livet løs. Næste gode musikalske overraskelse er ECE (Emergency Call Equipment), som er aftnens mest orginale indslag. Det skyldes i høj grad den karismatiske forsanger, som iført en lang cottencoat og solbriller bevæger sig rastløst og spastisk rundt på scenen, mens han ryster, skriger, knækker sammen og growler ned i mikrofonen. Hans bevægelser minder både om Ian Curtis fra Joy Division eller David Byrne i de tidlige Talking Heads dage, mens lydbilledet er febrilsk avant-garde a la The Fall. Foruroligende og fængende på en gang.

Det går i den grad slag i slag, og de musiaksle højdepunkter fortsætter ufortrødent med den japanske duo MOJA, der optræder kun med bas og trommer. Energiniveauet er helt oppe i det røde felt, og den kvindelige trommeslager eksploderer bag trommesættet og (mis)bruger adskillige trommestikker op under den 30 minutter lange performance. Det er uforfalsket vildskab, atonalt speed terror og raw power for fuld udblæsning. Wow!

Koreas største indieband

Det absolutte musikalske højdepunkt kommer dog til sidst med de lokale helte i Crying Nut. Bandet er legender her i Korea og er det bedst sælgende indie band i landet siden de debuterede i 1998. Samtidig har de status som punkens gudfærdre og har i den grad fortjent de flotte salgstal og den store anerkendelse. Bandet har total star quality og er musikalsk overlegne på alle områder. De kan finde ud af at skrive flabede og iørefaldende melodier, som sidder lige i skabet. De spiller tight, skarpt og stramt som en samlet enhed. De ser overdrevne cool ud med deres troværdige punk og rockabilly outfits. De har glimt i øjet og kommer ud over scenen og har et arsenal af fede sange. På mange måder minder de lidt om The Clash eller The Bad Seeds i 80erne, og det er en gåde, hvorfor det her band ikke for længst er slået igennem i udlandet. Det hænger selvfølgelig til dels sammen med, at de synger på koreansk, men det burde egentlig ikke gøre en forskel, for musikken er så fed og catchy, at den holder hele vejen hjem og faktisk tager jeg mig selv i flere gange at skråle med på numrene, selvom jeg intet forstår. Igen et band som ville kunne gøre sig på Roskilde Festival og andre udenlandske rockfestivaler som et frisk pust fra udlandet.

Natten fortsætter herefter i højt humør med et besøg på den lille kælderbar Strange Fruit, hvor flere af Seouls musikspidser hænger ud, og hvor der bliver danset til ny og gammel indierock til fem tiden om morgnen.