Nyhed

Dylan og Springsteen på Johnny Cash-hyldestalbum

Rock- og countrygiganter fejrer legende

Rockgiganter som Bob Dylan og Bruce Springsteen er blandt bidragyderne på en kommende hyldest-cd til den veritable legende inden for den mere dystre country-rock, Johnny Cash.

Albummet udkommer 28. maj i forbindelse med Cashs 70-års fødselsdag, som dog allerede er 26. februar. Dylan har indspillet Cashs "Train Of Love" og Springsteen "Give My Love To Rose". Cash har i øvrigt indspillet flere sange af både Dylan og Springsteen.


Andre medvirkende er Dwight Yoakam, Emmylou Harris, Sheryl Crow, Mary Chapin Carpenter, Steve Earle og Little Richard, altså primært folk fra grænselandet mellem country og rock.


Allerede i februar udkommer i øvrigt en dobbelt cd-opsamling med Johnny Cash, og i marts bliver en række af hans album genudgivet.

Johnny Cash pladedebuterede i 1957, og hans seneste studiealbum er "American III: Solitary Man" fra 2000 - et album, der også indeholder flere coverversioner, bl.a. af U2’s "One" og Nick Caves "The Mercy Seat".


ANNONCE